70 12 03 03
Åben:

Spørgsmål og svar

Er du i tvivl om vigtige regler og råd i forbindelse med din rejse? Så søg svaret i vores Spørgsmål og Svar nedenfor eller kontakt MarcoPolo for rådgivning.

  1. Forsikring, vaccinationer og visum
  2. Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden
  3. Flyrejsen, bagage, billetter mm.
  4. Hoteller, udflugter, billeje mm.
  5. Praktisk information på rejsen
  6. Problemer undervejs

1. Forsikring, vaccinationer og visum

1.1. Skal jeg have rejseforsikring?
Ja. Vi råder alle vores kunder til at have både en rejseforsikring og en afbestillingsforsikring. Afbestillingsforsikringen dækker ved sygdom inden afrejse, mens rejseforsikringen dækker under rejsen. Vi råder alle til at sikre sig, at de er dækket ubegrænset i tilfælde af sygdom og ved hjemtransport. Har du ikke rejseforsikring, kan du bestille Europæiske rejseforsikringer gennem MarcoPolo. Læs mere om forsikringerne her.

1.2 Hvilke vaccinationer skal jeg have?
I forbindelse med din rejse kan det være nødvendigt, at du er vaccineret mod sygdomme, der kan optræde på destinationen. Vi har derfor indgået et samarbejde med Rejseklinikken i Charlottenlund, som i 14 år udelukkende har beskæftiget sig med rejsemedicin og rejsevaccinationer. I forbindelse med vaccination får du gratis professionel rådgivning om, hvordan du kan undgå diverse sygdomme, myg med mere og du får 10 % rabat på vaccinationer grundet vores aftale. (Hvis du er medlem af sygesikringen ”Danmark” refunderes yderligere 50 % af udgiften til vaccination.) Bestil tid direkte på www.rejseklinikken.dk, eller ring til Rejseklinikken på 39 63 01 15.

1.3 Skal jeg have visum?
Det er meget forskelligt fra land til land og afhængigt af dit statsborgerskab, om du skal have et visum. Det er dit eget ansvar at tjekke, om du har behov for visum til de lande, du rejser til. Du kan finde mere information om pas- og visumregler for dit rejsemål på Udenrigsministeriets hjemmeside. Vælg din destination i drop down menuen “Udenlandske pas- og visumregler” til venstre på siden. Har du købt en pakkerejse hos MarcoPolo, og ønsker du hjælp til at søge visum, kan vi være behjælpelige. Kontakt din rejsekonsulent for yderligere information.

1.4 Er der en speciel indrejseformular til USA?
Ja. Alle rejsende til USA skal søge om en indrejsetilladelse kaldet ESTA. ESTA koster 14 dollars per person.

1.5 Hvordan søger jeg ESTA til USA?
Du søger ESTA her.

1.6 Skal jeg udskrive ESTA?
Ja. Vi anbefaler, at du udskriver din ESTA og har den sammen med dit pas.

1.7 Skal børn have ESTA?
Ja. Alle skal have ESTA – også spædbørn.

1.8 Skal jeg have ESTA, hvis jeg krydser landegrænsen til USA?
Ja. Lige meget hvordan og hvor du krydser landegrænsen til USA, skal du have ESTA.

1.9 Skal jeg have ESTA, hvis jeg mellemlander i USA?
Ja. Hvad enten du mellemlander, er i transit eller skifter fly i USA skal du have ESTA.

1.10 Skal jeg have visum, hvis jeg mellemlander i Australien?
Hvis din transit i en australsk lufthavn varer længere end otte timer, skal du have et ETA (Electronic Travel Authority) eller transit visum.

1.11 Er der en speciel indrejseformular til Canada?
Pr. 15. marts 2016 skal alle danske statsborgere søge om indrejsetilladelse til Canada, det såkaldte eTA. Se mere under punkt 1.12

1.12 Hvordan søger jeg eTA til Canada?
Du kan søge eTA til Canada her. Det koster 7 CAD at søge eTA.

1.13 Skal børn have eTA?
Alle skal have eTA, også spædbørn.

1.14 Hvordan søger jeg eTA for en gruppe?
Alle skal ansøge om eTA individuelt, da det ikke er muligt at sende flere ansøgninger afsted på én gang.

1.15 Skal jeg udskrive eTA?
Når din ansøgning er godkendt, skal du udskrive en kopi af dit eTA, som du fremviser sammen med dine rejsedokumenter før ombordstigning på rejsen til Canada.

2. Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden

2.1 Hvornår er jeg dækket af pakkerejseloven?
Du er dækket af pakkerejseloven, når du køber en pakkerejse gennem et dansk rejsebureau. En pakkerejse defineres ved en rejse, der består af mindst to komponenter. Det kunne være fly og hotel eller hotel og billeje. Køber du enkeltdelene hver for sig – eksempelvis på forskellige hjemmesider– er der ikke tale om en pakkerejse, og så er du ikke dækket af pakkerejseloven. Selv hvis du køber hotel og fly på samme hjemmeside, er det ikke givet, at du er dækket. I nogle tilfælde kan forskellige udbydere godt fremstå som én virksomhed på den samme hjemmeside uden at være det. Ligeledes er det vigtigt at købe rejsen gennem et dansk firma. Er firmaet registreret i udlandet, er du ikke dækket af pakkerejseloven. Heller ikke selvom du køber en pakkerejse. Det betyder ikke noget, at hjemmesiden er skrevet på dansk eller ender med ’.dk’, hvis firmaet bag hjemmesiden er registreret i udlandet.

2.2 Hvorfor er pakkerejseloven vigtig for mig som rejsende?
MarcoPolo er naturligvis registeret i Danmark, og vores rejser er pakkerejser. Så køber du rejsen hos os, er du fuldt dækket af pakkerejseloven. Det betyder eksempelvis at:

  • Du er godt beskyttet som forbruger, da vi bærer ansvaret for rejsens gennemførsel.
  • Du er garanteret, at den rejse du køber lever op til det aftalte.
  • Du har ét sted at henvende dig, hvis der opstår spørgsmål eller brug for hjælp undervejs.
  • Vi har ansvar for vores leverandører. Så skulle der opstår problemer eller spørgsmål, står vi klar til at hjælpe.
  • Du kan søge om kompensation direkte hos os ved store forsinkelser, eller hvis der mod forventning skulle opstå problemer undervejs.

2.3 Hvornår er jeg dækket af Rejsegarantifonden?
Du er dækket af Rejsegarantifonden, hvis du køber en pakkerejse gennem et dansk rejsebureau, der er medlem af Rejsegarantifonden. Der findes dog særlige undtagelser for flybilletter og billeje, der ikke købes som del af en pakkerejse. Forhør dig venligst hos vores rejsekonsulenter for mere information.

2.4 Hvorfor er Rejsegarantifonden vigtig for mig som rejsende?
MarcoPolo er naturligvis medlem af Rejsegarantifonden, hvilket giver en ekstra sikkerhed for dig som forbruger. Rejsegarantifonden dække dig i situationer såsom:

  • Går rejsebureauet konkurs før din rejse, får du det indbetalte beløb tilbage. Dog ikke prisen for eventuelle rejse- og afbestillingsforsikringer.
  • Går dit rejsebureau konkurs, mens du er afsted, sikrer fonden, at du kommer hjem igen med et andet flyselskab ”inden for rimelig tid”. Fonden dækker dog ikke eventuel tabt arbejdsfortjeneste.
  • Kan du ikke længere bo på et hotel som følge af konkurs, sørger fonden for, at du får et andet sted at bo. Det kan være, at fonden er nødt til at afbryde din ferie. I så fald kan du søge erstatning for den del af ferien, som du ikke fik afholdt.

3. Flyrejsen, bagage, billetter mm.

3.1 Hvor meget bagage må jeg medbringe?
Vær opmærksom på, at der er begrænsninger for antallet af bagage og vægten på disse for både indtjekket bagage og håndbagage. Du finder de regler, der gælder for dig på den rejseplan, du modtager sammen med dine rejsedokumenter. Finder du ikke de nødvendige information i dine rejsedokumenter, så tjek flyselskabets hjemmeside for regler om bagage og håndbagage.

3.2 Har jeg brug for en papirbillet?
Nej. Ved check in i lufthavnen skal du vise dit pas og dit PNR-nummer. PNR-nummeret er en kombination af 6 tal/bogstaver og fremgår af din rejseplan.

3.3 Skal jeg genbekræfte min flybillet, inden jeg flyver hjem fra ferien?
Nej. Det er ikke længere nødvendigt at genbekræfte din flybillet. Det er dog altid dit eget ansvar at møde op i lufthavnen i god tid. På www.checkmytrip.com (log ind med dit PNR-nummer fra din rejseplan og dit efternavn) kan du følge eventuelle ændringer i din rejseplan.

3.4 Kan jeg selv bestemme, hvor jeg skal sidde i flyet?
MarcoPolo forsøger altid at opfylde dine ønsker til sæder. Dog er der stadig flere flyselskaber, som tager betaling for sædevalg. Hvis vi har mulighed for at reservere sæder til dig, vil det fremgå af din rejseplan samt på www.checkmytrip.com (log ind med dit PNR-nummer fra din rejseplan og dit efternavn). Flyselskabet har altid ret til at flytte rundt på passagerer. Det kan være en fordel at komme til check-in i god tid.

3.5 Får jeg gratis mad om bord på flyet?
Det er meget forskelligt, om der serveres mad om bord. Tjek hjemmesiden for dit flyselskab eller www.checkmytrip.com (log ind med dit PNR-nummer fra din rejseplan og dit efternavn). Her finder du en beskrivelse af den service, der er om bord.

3.6 Kan jeg bestille speciel kost i flyet?
MarcoPolo har mulighed for at bestille specialkost i flyet som fx børnemad, vegetar- eller diabetesmad. Tal med din rejsekonsulent om bestilling af dette.

3.7 Hvad må jeg tage med om bord på flyet?
Der er skærpede regler for håndbagage, herunder væsker. Se venligst mere på Københavns Lufthavns hjemmeside. Der må ikke medbringes ferske madvarer i hverken håndbagagen eller i indtjekket bagage.

3.8 Kan jeg tjekke ind online hjemmefra?
Det fremgår af din rejseplan, hvorvidt du kan tjekke ind hjemmefra.

3.9 Vi skal skifte fly undervejs. Er der tid nok?
Ja. Lufthavnene og flyselskaberne samarbejder omkring fastsættelse af mindstetiden for skift mellem to fly, såkaldt transit. MarcoPolo overholder altid disse tider, når vi reserverer flybilletter.

3.10 Hvad gør jeg, hvis mit fly bliver forsinket, og jeg derfor ikke når det næste fly?
I sådant tilfælde skal du kontakte flyselskabet i lufthavnen. De vil hjælpe dig videre. Husk at gemme dokumentation i forbindelse med forsinkelsen til eventuelle forsikringsspørgsmål efter hjemkomst.

3.11 Hvad gør jeg, hvis min bagage ikke kommer frem eller er blevet beskadiget?
Du skal kontakte flyselskabet i den lufthavn, hvor du er. De kan spore din bagage og fortælle, hvornår den vil ankomme. Hvis din bagage er blevet beskadiget, skal du sørge for at udfylde en rapport, inden du forlader lufthaven. Den skal du bruge til din rejseforsikring.

3.12 Skal jeg selv tage bagagen i transitlufthavnen?
Spørg, når du tjekker ind i lufthavnen, hvorvidt du skal hente (fortolde) din bagage i transitlufthavnen, eller om den er tjekket ind hele vejen til din slut-destination. Hvis du mellemlander i USA, skal du altid selv fortolde din bagage i transitlufthavnen.

4. Hoteller, udflugter, billeje mm.

4.1 Hvordan virker en MarcoPolo voucher?
En voucher virker som betaling for hoteller, ture, biludlejning, togbilletter, autocamper mm., som du har bestilt og betalt hjemmefra. Ved aflevering af din voucher kan leverandøren se, hvad du har bestilt og betalt for hjemmefra. På visse destinationer udleverer vi én samlet voucher for hele dit rejsearrangement. Ved ankomst får du de nødvendige dokumenter af vores lokale agent.

4.2 Skal jeg have et internationalt kørekort?
Vi anbefaler, at du får lavet et internationalt kørekort. Det får du gjort hos Borgerservice i din kommune. Medbring kørekort og et pasfoto. Det koster omkring 30 kr.

4.3 Er morgenmad på hotellet inkluderet i prisen?
Det vil fremgå af din rejseplan, hvilke måltider der er inkluderet på dine hoteller.

4.4 Kan I sørge for transport til og fra lufthavnen?
Ja. MarcoPolo kan i de fleste lufthavne hjælpe dig med at komme til og fra lufthavnen med for eksempel shuttlebus eller limousine. Tjek også lufthavnens hjemmeside.

5. Praktisk information på rejsen

5.1 Hvordan er vejret og temperaturen på mit rejsemål?
Se mere omkring vejret der, hvor du skal hen på www.dmi.dk

5.2 Hvilke kreditkort kan jeg bruge, og behøver jeg kontanter?
Vi anbefaler, at du har to forskellige typer kreditkort med dig på din rejse. Så mindsker du risikoen for ikke at kunne hæve penge undervejs. VISA kort og Master Card er de mest udbredte kort og dermed også dem, du kan bruge flest steder. Det er desuden altid godt med lidt kontanter til for eksempel drikkepenge, en flaske vand eller andre småting. Hvis du hæver kontanter i udlandet, tager de fleste banker et gebyr. Spørg din bank for det præcise beløb. Vær opmærksom på, at mange kreditkort har et maks. beløb, du kan hæve pr. dag. Spørg din bank for mere information omkring disse regler.

6. Problemer undervejs

6.1 Hvad gør jeg, hvis der opstår problemer undervejs?
Sker der noget undervejs, så kontakt den lokale agent/leverandør, som kan hjælpe dig på stedet. Kontaktoplysningerne fremgår af dine rejsedokumenter. Kan du ikke løse problemet med den lokale agent på destinationen, og har du akut brug for vores hjælp uden for vores åbningstider, så brug vores nødtelefonnummer, som også fremgår af din endelige rejseplan.




MØD VORES REJSEEKSPERTER

Hos MarcoPolo har vi nogle af branchens mest erfarne og dygtige medarbejdere. De har rejst verden tynd og vil gøre alt for at arrangere den rejse, der passer bedst til dig og din familie.



Anton Kjærgaard
Anton Kjærgaard

Anton er mere berejst end de fleste og kan hjælpe med at skræddersy en rejse til store dele af verden.



LÆS MERE
Rajan Sakaria
Rajan Sakaria

Rajan Sakaria er en af MarcoPolos dygtige rejsekonsulenter og han hjælper hver dag rejselystne danskere ud på nye, eksotiske eventyr.



LÆS MERE
Pernille Heivert
Pernille Heivert

Pernille Heivert elsker selv at rejse, og det skinner igennem, når hun skræddersyer eksotiske eventyr til fjerne hjørner af verden.



LÆS MERE
Bestil tilbud