70 12 03 03
Åben:

Ultimativ Tigersafari på Deluxeklasse

Oplev nationalparkerne Panna, Bandhavgarh, Kanha og Pench på denne ekstremt luksuriøse tigersafari i det centrale Indien. I de dybe skove er koncentrationen af tigere ualmindelig høj, og tigerne er bestemt ikke de eneste dyr, der lurer mellem træerne. I bor tilmed på fire af Indiens bedste safarilodges, der byder på ypperlig luksus og naturoplevelser i verdensklasse i et område, der ikke har ændret sig meget, siden Kipling brugte det som inspiration til sin bestseller “Junglebogen”. Undervejs oplever I også hektiske Delhi på en spændende byrundtur.

12 dage fra 32.795 kr. 

Turens højdepunkter

  • Unik tigersafari i fire nationalparker
  • Bor på fire af Asiens absolut bedste safarilodges
  • 12 safarikørsler i åbne firhjulstrækkere
  • Store chancer for at se den bengalske tiger og et væld af andre dyr
  • Byrundtur i Delhi

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra København

Fra Danmark sættes kursen mod Delhi, hvor I ankommer lige over midnat. Her bliver I hentet i lufthavnen af en privatchauffør, der kører jer til det luksuriøse Taj Mahal Hotel i hjertet af storbyen.

Dag 2: På opdagelse i Delhi

 På opdagelse i Delhi

Næste morgen bliver I hentet af jeres guide, der vil introducere jer til Delhi, som er en pulserende og altid fascinerende metropol.
Dagen byder på en spændende guidet rundtur i Delhi, der uden tvivl er en af verdens mest eksotiske storbyer. Første stop er den store fredagsmoske, Jama Masjid, der hæver sig over travle basargader i hjertet af Delhis gamle bydel. Moskéen er den største i Indien, og op mod 20.000 troende sørger mod dette sted, når der kaldes ind til fredagsbøn. Fra moskéen fortsætter I ind i Old Delhis kaotiske labyrint, hvor ikke meget synes at have ændret sig i århundreder. Her bankes der stadig flittigt i kobbersmedens lille værksted, mens skræddere syr farvestrålende sarier på oldgamle symaskiner. Andre steder bages fladbrød over åben ild, mens hellige køer forsøger at stjæle en godbid fra boderne med grønsager. Old Delhi emmer af liv døgnet rundt, og der er altid noget at se på. I kigger også forbi Delhis Røde Fort samt parken Raj Ghat, hvor Mahatma Gandhi blev kremeret i 1948.
Fra Old Delhi går turen mod New Delhi, der var briternes hovedstad i Indien. Denne arkitekttegnede bydel er domineret af lange, lige boulevarder og officielle bygninger efter europæisk forbillede. Første stop er den imponerende minaret, Qutub Minar, der blev påbegyndt i 1193 for at markerer islams indtog i Indien. Omkring minareten ligger ruinerne af moskeer, der blev bygget af materialer fra en række hindu- og jaintempler, som bygherren Qutub-ud-din Aibak meget symbolsk rev ned til formålet. Fortsæt til Humayuns smukke grav fra 1570, der ligger i en stor, fredsfyldt park. Mausoleet er et prægtigt skue, og det er let at se, hvor bygherren til Taj Mahal fik sin inspiration fra. Næste stop er det store Laxmi-tempel Lakshminarayan og triumfbuen India Gate, der blev rejst for at mindes de 85.000 indiske soldater, der døde under Første Verdenskrig. Nær triumfbuen passerer I adskillige store officielle bygninger, inden ture går tilbage mod jeres hotel.

Dag 3: Khajurahos Templer og videre til Panna

 Khajurahos Templer og videre til Panna

Fra Delhi flyver I mod den lille by Khajuraho i hjertet af Centralindien. Den lille by Khajuraho ville næppe have fået verdens opmærksomhed, havde det ikke været for de fantastiske hinduistiske stentempler, der ligger spredt rundt i og omkring byen. Templerne er et prægtigt syn fra afstand. Men det er udsmykningen af figurer i forskellige erotiske stillinger, der for alvor gør bygningerne unikke. Man er ikke i tvivl om, hvad figurerne foretager sig, og man må tage hatten af for den fantasi, stenhuggerne er gået til opgaven med. Andre steder ses guder, gudinder, himmelske nymfer og mytologiske dyr side om side med forførende hofdamer, modige krigere og musikere. Alt sammen er det med til at give et billede af livet på dette sted for omkring 1.000 år siden. Det er denne rigdom af udskæringer, der har sikret templerne en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Efter besøget ved både den østlige og den vestlige gruppe af templer, går turen videre med privatchauffør mod Panna National Park. Turen tager godt en time, og giver et godt indtryk af livet i denne afsidesliggende del af Indien. Ved ankomsten indlogeres I på den femstjernede safarilodge, Pashan Garh, der består af 12 luksuriøse stenhytter spredt ud over en lille bakke. Fra lodgen har I en fantastisk udsigt over parkens skove og et stort vandhul, hvor både antiloper og tigere ses drikke med jævne mellemrum. Hytterne er inspireret af Panna-regionens traditionelle arkitektur, men indretningen er moderne og yderst komfortabel. Samtidig sikrer store panoramavinduer, at I hele tiden føler jer tæt på naturen.
Særlig imponerende er lodgen, når aftenen sænker sig over Indien, og der dækkes op på verandaen under et stort mahua-træ. En anden mulighed er at få middagen serveret i bushen omgivet af olielamper. Lodgen er kendt for sit interaktive køkken, hvor de dygtige kokke tilbereder udsøgte indiske specialiteter. I er velkomne til at kigge kokkene over skuldrene og få et par gode tips og opskrifter med hjem, hvis I har lyst til det. I kan naturligvis også lade kokkene tilberede middagen og bare nyde den varme indiske aften og lydene fra naturen, der går natten i møde.

Dag 4: Tigersafari i Panna National Park

 Tigersafari i Panna National Park

Panna National Park ligger ved Vindhya Hills og Ken-floden, der udgør et af de vigtigste beskyttede områder i det centralindiske højland. Dele af parken består af et stort plateau domineret af tropisk skov, dybe kløfter, brusende vandfald og tætte teaktræsskove. I de lavere højder flader landskaberne ud og dækkes af åbne skove og bambuslunde. En bred vifte af dyr har fundet sig til rette i dette klippefyldte og ujævne terræn. Deriblandt læbebjørne, vildsvin, hyæner, sambar-hjorte, og de store nilgai-antiloper. Men det er først og fremmest dyrene øverst i fødekæden, der har gjort parken berømt. Mellem træerne ligger bengalske tigere på lur efter det næste måltid. Men de er ikke ene om at jage i det klippefyldte landskab. Leoparder tager også sin del af antiloperne, og i floderne holder krokodiller til.
I det tidlige morgengry kører I ud på dagens første safari. Safarierne foregår i åbne firhjulstrækkere og ledes af dygtige lokalkendte guider, der kender dyrenes adfærd. Har parkens katte jaget i løbet af natten, vil de være i gang med at fortære deres bytte i den kølige morgenluft. Fuglene kvidrer lystigt, og antiloperne søger forsigtigt mod vandhullerne for at drikke. Hvilke dyr, I ser, er naturligvis et spørgsmål om held. Men guiderne gør naturligvis alt for, at I skal få den bedst tænkelige oplevelse.
Sidst på morgenen er I tilbage ved lodgen, hvor morgenmaden står klar. De varme timer midt på dagen byder typisk på en dejlig frokost og afslapning, mens I nyder udsigten over landskabet. Bliver temperaturerne for høje, er poolen aldrig langt væk. Sidst på dagen står guiderne klar til at tage jer med på endnu en safari i Pannas stenede skove.

Dag 5: Videre til Bandhavgarh National Park

 Videre til Bandhavgarh National Park

Efter endnu en morgensafari efterfulgt af et dejligt morgenmåltid på lodgen er det tid at bryde op og fortsætte mod Bandhavgarh National Park. Turen foregår i jeres egen bil med chauffør og tager en god del af dagen. Men der er nok at se på. På vejen passerer I gennem små indiske byer, der sjældent ser en turist, så her er alle muligheder for at stoppe og få et autentisk indblik i hverdagslivet på landet i Indien. Et liv, der er meget anderledes end det i storbyerne.
Sidst på eftermiddagen ankommer I til lodgen, Mahua Kothi, der ligger på et stort privat naturområde 20 minutters kørsel fra parkens indgang. Spredt ud i de åbne landskaber omkring den stilfulde hovedbygning ligger 12 charmerende hytter. Stilen er tydeligt inspireret af områdets traditionelle lerhytter, men det hele er tilført et moderne og yderst stilfuldt twist. Resultatet er enestående, og komfortniveauet er naturligvis i verdensklasse. Dertil kommer det ualmindeligt imødekommende personale, der byder velkommen med åbne arme og sørger for, at I straks føler jer hjemme.
Middagen serveres efter solnedgang, når hele lodgen ligger som en oplyst oase i den indiske nat. Start med en iskold cocktail på verandaen, hvor lodgens gæster samles for at udveksle rejsehistorier. Middagen er et af dagens store højdepunkter. Lodgens kokke er berømte for deres evner ud i det indiske køkken, og I kan roligt glæde jer til en stor kulinarisk oplevelse. I kan tilmed vælge, om I ønsker middagen serveret i spisesalen, under et af de gamle mahua-træer eller måske i den traditionelle chapal – der er den indiske version af den afrikanske boma – hvor kokkene tilbereder lækre tandoori-måltider over gløderne. Efter middagen venter fristende desserter serveret med te, kaffe og måske en cognac forud for en god nats søvn.

Dag 6: Safari i Bandhavgarh

 Safari i Bandhavgarh

Næste morgen vågner I tidligt til duften af friskbrygget kaffe og nylavede kiks, der diskret er stillet frem i jeres private gårdhave. Det er tid til dagens første safari i nationalparken, der byder på både dramatisk og varieret natur. Nogle steder kører I gennem tropiske skove, mens åbne områder og lave stenede bakker dominerer scenerierne andre steder. Midt i det hele ligger et 2.000 år gammelt fort og en statue af Visnu fra det 10. århundrede. Desuden har Bandhavgarh en af de højeste koncentrationer af vilde tigere i hele verden. Så chancerne for at opleve det majestætiske dyr er større her end de fleste andre steder. Ikke mindst fordi landskaberne mange steder er åbne, så dyrene er lettere at få øje på. Undervejs kan I også være heldige at støde på leoparder, adskillige hjorte- og antilopearter, læbebjørne og vilde hunde. Kig også efter bevægelser i træerne, hvor makak-aber og grå langurer holder til sammen med et imponerende antal fugle.
Tilbage på lodgen står morgenmaden klar på den skyggefulde veranda. Midt på dagen er dyrene mindre aktive, så derfor tilbringes disse timer på lodgen, der tilbyder adskillige aktiviteter. Prøv kræfter med yoga, eller tag en tur i swimmingpoolen. I har også cykler til jeres rådighed, hvis I skulle få lyst til at tage på opdagelse på egen hånd. I er naturligvis også velkomne til at finde en varm plet i solen eller en god stol i skyggen og nyde dagen i fred og ro med en bog og en kop kaffe. Eftermiddagen byder på endnu en safaritur i parken, inden I igen kan sætte jer til rette på verandaen med en kølig drink i hånden inden middagen.

(Bemærk at det ikke er muligt at køre safari i parken onsdag eftermiddag, hvor parken er lukket)

Dag 7: Fra Bandhavgarh til Kanha

 Fra Bandhavgarh til Kanha

Morgenen starter med endnu en tigersafari i Bandhavgarh. Det tager typisk mellem fem og seks timer at køre fra Bandhavgarh til Kanha National Park, så I har god tid til at nyde den dejlige morgenmad på Mahua Kothi inden turen. Vel fremme ved Kanha indlogeres I på lodgen, Banjaar Tola, der ligger smukt ned til Banjaar-floden med udsigt til nationalparken. Lodgen består af to permanente teltlejre med hver ni superluksuriøse safaritelte. De gigantiske telte fanger på elegant vis den klassiske safari-atmosfære, uden at gå på kompromis med komforten, som er i verdensklasse. Hvert telt er indrettet med moderne badeværelser med badekar og smukke trægulve. Loftet er af kanvas, og lokale tekstiler i bomuld og silke pryder indretningen sammen med kunst fra de omkringliggende områder. På Banjaar Tola føler man sig virkelig tæt på naturen. Ikke mindst fordi glasdøre fører fra teltet ud på en privat terrasse med udsigt mod floden eller de omkringliggende landskaber.
Fællesarealerne er lige så hyggelige som teltene. Her findes et lille bibliotek, en safari-butik og en indbydende swimmingpool. Det hele fuldendes af det charmerende personale, der i høj grad er med til at gøre dette til en af Asiens absolut bedste safari-lodges.
I ankommer i god tid inden middagen, der serveres på en stor terrasse med udsigt over floden. En mere privat og romantisk middag kan også arrangeres på jeres egen terrasse. Eller hvad med en mindeværdig middag serveret i hjertet af skoven? Ligegyldigt hvor I vælger at få jeres middag, kan I se frem til en stor kulinarisk oplevelse med de bedste indiske specialiteter. Det hele serveres til lyden af floden og skoven, der forbereder sig på nattens komme.

Dag 8: Tigere i Kanha National Park

 Tigere i Kanha National Park

Ved daggry vækkes I af jeres safariguide, der har gjort den åbne firhjulstrækker klar til dagens første safari inde i nationalparken – og I har meget i vente. Kanha National Park er en af kronjuvelerne blandt Indiens parker. Med sine 1.945 km2 uberørt vildnis er den blandt landets største og mest spektakulære naturområder. Maikal Hills og de lave Satpura-bjerge ruller mod horisonten og danner rygraden i nationalparken, der domineres af saltræer, kølige bambuslunde og åbne grønne enge. Kanha var et af de oprindelige ni tigerreservater, der blev oprettet i 1973 i et forsøg på at redde det prægtige – men stærkt truede – kattedyr. Ikke alle parker klarede opgaven lige godt, men Kanha er en af projektets succeshistorier. Men de stribede katte er på ingen måde de eneste dyr, der holder til mellem træerne. Også leoparder, vildsvin, hyæner, sjakaler og en lang række hjorte- og antilopearter lever i parken. Det samme gør den særprægede myreslugende pangolin og gauren, der er Asiens svar på bisonoksen. Sågar en stærkt udryddelsestruet underart af barasingha-hjorten, har fundet et sidste fristed i Kanha. Fugleentusiaster vil glædes over parkens fuglebestand, der tæller mere end 300 arter. Hvilke dyr, I ser, er naturligvis et spørgsmål om held, men safarien ledes af dygtige lokalkendte guider, der kender parken og dyrenes adfærd ud og ind. De vil give jer den bedst tænkelige introduktion til parkens dyr og planter samt selvfølgelig gøre alt i deres magt for at lokalisere en vild tiger.
Midt på morgenen vender I tilbage til lodgen, hvor et veltilberedt morgenmåltid venter efterfulgt af en rolig siesta. Nyd en god bog fra biblioteket over en kop kaffe, eller tag en iskold drink med ned til swimmingpoolen. En oplagt bog at læse under besøget i Kanha ville være Rudyard Kiplings “Junglebogen”. Den succesrige forfatter lod sig nemlig inspirere af netop Kanhas skove og åbne enge, da han skrev det klassiske værk. Frokost serveres midt på dagen, og personalet kommer hellere end gerne med forslag, skulle I ønske at gå på opdagelse på egen hånd. Sidst på eftermiddagen sætter I jer igen til rette i den åbne firhjulstrækker og kører på safari inde i parken. Først når mørket sænker sig over Kanha, vender I tilbage til lodgen, hvor kokkene er i fuld færd med at kreere endnu en udsøgt middag.

Dag 9: Mod Pench National Park

 Mod Pench National Park

Efter en tidlig morgensafari og en lækker morgenmad er det tid at lægge Kanha bag jer. Turen til Pench tager en god del af dagen. Men den fører jer igennem et område af Indien, der sjældent ser en turist. Så her er alle muligheder for at opleve landet fra sin mest uspolerede side. Ud på eftermiddagen ankommer I til Baghvan-lodge ved Pench National Park. Lodgen består af 12 store bungalows placeret ved en udtørret flodseng omringet af skov, hvor tigere observeres af og til. Komforten er superb med store moderne badeværelser, og hver bungalow er innovativt dekoreret med pyntegenstande og et nøje gennemtænkt farvespil centreret omkring turkis, olivengrøn, sandfarvet og fliser i stærke farver. Resultatet er en helt unik og meget gennemført stil.
En trappe fører fra hver bungalow op til en privat, højtliggende overdækket træpavillon, der er perfekt til afslapning. Platformen, der i Indien kaldes for en ”machan”, er udstyret med myggenet, ventilator samt en seng, så der er intet til hinder for at sove heroppe til lyden af junglen, hvis I skulle have lyst til det. Samme grad af nytænkning går igen i fællesarealerne, hvor der udover opholdsrum og bibliotek også er en safari-butik samt en indbydende swimmingpool. Middagene er et kapitel for sig. Kokkene er yderst velbefærdede ud i det centralindiske køkken, og de lader hellere end gerne gæsterne kigge dem over skuldrene. I kan naturligvis også bare sætte jer til bords og nyde en kølig cocktail, mens kokkene tilbereder de udsøgte specialiteter til jer.

Dag 10: På safari i Pench

 På safari i Pench

Duften af friskbrygget kaffe breder sig i morgenluften, mens I sætter jer til rette i den åbne safari-jeep og triller ind i nationalparken. Pench står ofte i skyggen af mere berømte indiske nationalparker. Men det er syd, for området har rigtig meget at byde på. Landskaberne er stenede og domineret af tropisk skov samt et stort netværk af bække og småfloder, der løber gennem parkens dale. Pench er et godt eksempel på en typisk tør og åben indisk teak-jungle. Tørke sætter ind hvert forår, og omkring april tørrer Pench-floden ud og efterlader isolerede vandhuller kaldet ‘dohs’. I de næste måneder vil disse ‘dohs’ være samlingssted for områdets dyr, som søger hertil for at drikke. Hjorte og antiloper af forskellig art græsser i lysningerne, mens vilde hunde samler sig for at jage i flok. De enorme gaur-okser maser sig gennem underskoven, hvor leoparder, ulve og sjakaler ligger på lur. Fra træerne holder langurer og makak-aber øje med alt, hvad der foregår i skovbunden, og de vil sandsynligvis være de første, som opdager tilstedeværelsen af parkens mest formidable jæger; den bengalske tiger. Fuglelivet er lige så rigt med mere end 300 fuglearter. Deriblandt farverige parakitter, næsehornsfugle, isfugle og utallige rovfuglearter.
Midt på morgenen returnerer I til lodgen, hvor et stort og velfortjent morgenmåltid står klar på verandaen – eller hvad med at nyde morgenmad i den frodige have under den varme morgensol? Timerne midt på dagen bruges på lodgen, hvor en lækker frokost vil blive serveret enten på terrassen eller ved poolen. Ønsker I hellere at spise under mere private forhold i jeres bungalow eller i jeres ‘machan’, kan det naturligvis arrangeres. Hvad eftermiddagen ellers byder på, er op til jer. Prøv en ayuryedic-massage eller slap af i solen. Lodgen har desuden cykler til de energiske, og personalet kommer gerne med forslag til cykelture til nærliggende landsbyer og markeder. Ud på eftermiddagen serveres en klassisk afternoon high tea med hjemmebagte småkager, og før I ved af det, trilles de åbne firhjulstrækkere igen frem, og det er tid til eftermiddagens safaritur ind i parken.

Dag 11: En sidste safari inden afrejse

Start dagen med turens sidste safarikørsel samt en dejlig morgenmad på lodgen. Herefter er det tid at køre de fire timer mod lufthavnen i Nagpur, hvor flyet mod Mumbai står klar. Ved ankomsten til Mumbai bliver I hentet og kørt fra indenrigslufthavnen til den internationale lufthavn. Herfra går turen mod Danmark.

Dag 12: Ankomst til Danmark

Efter en ultimativ tigersafari i nogle af Indiens mest spektakulære nationalparker ankommer I til København hen på morgenen.

SÆRLIGT OM REJSEN

Tigersafari på deluxeklasse:
Her er tale om en meget luksuriøs rejse! Så selvom du kommer dybt ind i den indiske natur og langt væk fra de gængse turistruter gennem landet, går du aldrig på kompromis med komforten. Hver af de fire lodges er fuldt ud på niveau med berømte safarilodges i Afrika, der har været forbilledet. Men det hele er tilsat et umiskendeligt præg af Indien, hvilket har medført en hel ny og unik indisk safaristil. Alle måltider er inkluderet på lodgene, og du kan godt begynde at glæde dig. Køkkenerne er indiske med vægt på lokale opskrifter, og servicen er lige så smilende og imødekommende, som man forventer i denne del af Asien. Måltiderne indtages altid i atmosfærefyldte omgivelser. Safarikørslerne foregår i åbne firhjulstrækkere, hvilket maksimerer udsynet og mulighederne for at fange de vilde dyr med kameraet. Transporterne mellem lodgene foregår i privat bil med chauffør. Nogle af disse køreture kan være relativt lange, men der er masser at se på undervejs. Hver af de fire lodges gør desuden et stort arbejde for de lokale samfund, og mange jobs og indtægter bliver i lokalområdet. Bl.a. er en del af de dygtige lokale guider blevet uddannet af …and Beyonds ekspertguider fra Afrika. Dette har sikret dem gode jobmuligheder og udviklingen i disse sjældent besøgte områder af Indien. Lodgene ligger også meget energi i at undervise lokalbefolkningen om tigerne, samt værdien i at beskytte de sidste fritlevende tigere. Alt i alt er dette en safari af højeste kvalitet. Både hvad angår oplevelser, service og forkælelse.
Turen arrangeres ikke fra 1. juli – 30. september på grund af regntiden.

Rent drikkevand uden at skade miljøet
Vores samarbejdspartner i Indien har indledt et prisværdigt projekt, der sikrer rent drikkevand til jer besøgende, uden at det går ud over miljøet. Det kan være varmt i Indien, så det er vigtigt at drikke rigeligt med vand. Vandet købes ofte i plastikflasker, og millioner af plastiskflasker ender hver dag på lodsepladser overalt i Indien. Disse flasker bliver ikke genbrugt, men ligger blot og belaster miljøet. Derfor får I ved ankomsten udleveret en god, genopfyldelig drikkeflaske, som I frit kan fylde op i bilen lige så ofte, I ønsker. Det lyder måske blot som en dråbe i havet. Men det løber hurtigt op. Vores samarbejdsparter sparer nu ikke mindre end 4,4 millioner plastikflasker om året, og det er godt nyt for miljøet i Indien!

Tag til festival, og oplev Indien for fuld udblæsning
Indien er altid en farverige oplevelse. Men det er ved landets utallige højtider, at Indien viser sig fra sin mest eksotiske og farvestrålende side. Læs mere om de mange muligheder for at få en hel igennem ekstraordinær oplevelse – klik her.

Prisinformation

Ultimativ Tigersafari på Deluxeklasse - 12 dage fra 32.795 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra København til Delhi og retur fra Mumbai
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • Al transport mellem lufthavne, hoteller/lodges og byer på privat basis med lokal engelsktalende guide.
  • 2 nætter på Taj Mahal Hotel i Delhi inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Delhi dag 2
  • Flyrejse fra Delhi til Khajuraho
  • Sightseeing ved Khajuraho dag 3
  • 2 nætter på Pashangarh Lodge i Panna National Park inkl. alle måltider
  • 2 nætter på Taj Mahua Kothi Lodge i Bandhavgarh National Park inkl. alle måltider
  • 2 nætter på Taj Banjaar Tola Lodge i Kanha National Park inkl. alle måltider
  • 2 nætter på Banghvan Lodge i Pench National Park inkl. alle måltider
  • 12 x safariture i åbne køretøjer
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Højsæson
16 okt 2016 - 15 apr 2017
ved 2 voksne
45.695 - 49.695 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Lavsæson
16 apr 2017 - 30 jun 2017
ved 2 voksne
32.795 - 34.795 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende

Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller skriv til ferie@marcopolo.dk

Lignende rejser


Malariafri safari og maleriske Cape Town

Malariafri safari og maleriske Cape Town

Fra Malariafri safari med overnatning i luksussafaritelte i det private Amakhala Game Reserve til maleriske Cape Town. Dette er den perfekte rejse for dem, som vil opleve safari og Cape Town uden at køre selv.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Håndplukkede hoteller, Safari, Storby

11 dage fra 17.995 kr.

Bangkok og luksus ø-hop

Bangkok og luksus ø-hop

Fra Bangkoks pulserende gader til boutique style barfodsluksus i den Thailandske Golf. Tilbring dagene på de lækre sandstrande under kokospalmerne, nyd solnedgangen over havet og lad jer forkæle på 3 unikke luksus hoteller på de 3 skønne bounty øer Koh Tao, Koh Phangan og Koh Samui.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Storby, Strandferie

16 dage fra 18.395 kr.

Vancouver Island og Sunshine Coast

Vancouver Island og Sunshine Coast

Oplev det bedste af Vancouver Island og den smukke Sunshine Coast, der begge byder på naturoplevelser i verdensklasse.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Naturoplevelser

19 dage fra 24.995 kr.

Det bedste af Namibia

Det bedste af Namibia

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Oplev det bedste af Namibia på en fantastisk camping-ekspedition gennem orange ørkener, afsidesliggende kyster og dyrerige nationalparker.

LÆS MERE
Rejsetype: Aktiv ferie, Grupperejser-old, Naturoplevelser, Safari

15 dage fra 26.295 kr.

Borneo deluxe

Borneo deluxe

Oplev Borneos rige dyreliv fra egen villa på en lodge dybt inde i junglen efterfulgt af tropisk badeferie på et eksklusivt resort helt ned til stranden på Gaya Island. Rejsen slutter med shopping og eksotisk gadeliv i Singapore.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Håndplukkede hoteller, Naturoplevelser, Strandferie

13 dage fra 30.995 kr.

Bestil tilbud