70 12 03 03
Åben:

Sydindiens højdepunkter

I glider roligt gennem Keralas labyrint af floder i en velindrettet husbåd. Undervejs passerer I huse med små haver, frodige kokosplantager, hvidkalkede kirker og farverige hindutempler, inden I går til køjs til lyden af vandets sagte klukken mod skroget. Sejlturen er en stor oplevelse. Men mange flere højdepunkter venter på denne rejse rundt i Sydindien. I udforsker den gamle danske tropekoloni Trankebar, hvor gaderne stadig bærer navne som Kongensgade og Dronningensgade. I besøger en perlerække af Sydindiens mest imponerende og storslåede templer og overværer eksotiske religiøse ceremonier i selskab med pilgrimme. I nationalparken Priyar sejler I på udkig efter vilde elefanter, inden turen slutter i den gamle krydderiby Cochin, der emmer af historie. Læg dertil livlige basarer, fremragende mad og et imødekommende, smilende og altid farverigt folkefærd, og I har en oplevelse for livet.

12 dage fra 17.795 kr. 

Turens højdepunkter

  • Oplev Indien med privatchauffør og guide
  • Stort udflugtsprogram inkluderet
  • Følg pilgrimmene til Sydindiens mest storslåede templer
  • Besøg den tidligere danske koloni Trankebar
  • Kig efter vilde elefanter i Periyar
  • Overnat på en husbåd i Backwaters
  • Udforsk historiske Cochin til fods

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra København

Fra Danmark flyver I mod Sydindien og byen Chennai, der tidligere var kendt under navnet Madras.

Dag 2: Ankomst til Chennai og videre til Mahabalipuram

 Ankomst til Chennai og videre til Mahabalipuram

Ved ankomsten til Chennai bliver I hentet i lufthavnen og kørt til jeres hotel, der ligger ca. en times kørsel mod syd ved byen Mahabalipuram. Her bliver der mulighed for at hvile sig lidt, inden det er tid at se nærmere på de eksotiske omgivelser sammen med en lokal guide.
I dag er Mahabalipuram en fredfyldt mindre by med små, hyggelige fiskerestauranter. Langs strandene står lokale fiskere til søs i farvestrålende fiskerbåde om morgenen og returnerer sidst på dagen med nettene fulde af friskfangede fisk. Men byen har ikke altid været en rolig fiskerlandsby. Fra det 5. til det 8. århundrede blev kongeriget Pallava regeret fra dette sted, og adskillige smukke bygningsværker vidner om fortidens storhed.
Allermest spektakulære er Mahabalipurams berømte kysttempler. Trods den udsatte placering ud til havet har disse vejrbidte stentempler overlevet i imponerende stand. Derfor kan I her opleve nogle af Indiens smukkeste og ældste stenrelieffer og monolitiske templer, der alle er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Arbejdet er efter sigende hovedsageligt udført af blinde stenhuggere, idet arbejderne hurtigt blev blinde af alle de klippesplinter, der fløj omkring hovederne på dem. Foruden kysttemplerne oplever I også Arjuna’s Penance og The Five Rathas, inden turen går tilbage til jeres hotel.

Dag 3: Fra Mahabalipuram til Pondicherry

Efter morgenmaden går turen til Pondicherry, der ligger et par times kørsel længere nede ad kysten. Med sine brede boulevarder og tydelige franske arv ligner den gamle del af Pondicherry ikke en typisk indisk by. Det franske præg skyldes, at byen fra 1763 til 1954 var en fransk handelsstation. Dengang var Pondicherry delt af en kanal med Ville Blanc (Den hvide By) på den ene side og Ville Noir (Den sorte By) på den anden. I Ville Noir boede den indiske befolkning, mens Ville Blanc var forbeholdt de franske koloniherrer. Sådan er det naturligvis ikke længere. Men man kan stadig mærke hvilken bydel, man befinder sig i. Franskmændene gjorde meget for at gøre Ville Blanc så fransk som muligt med brolagte gader og en promenade langs havet, der skulle lede tankerne i retning af Nice og andre sydfranske kystbyer. Den franske arv og de smukke koloniale huse er med til at give bydelen en helt speciel middelhavsagtig stemning, der gør Pondicherry til et særdeles afslappende sted at være.
Eftermiddagen bruges på at lære denne særprægede by bedre at kende. Sammen med guiden tager I på en spændende byrundtur til en række af byens største seværdigheder. Deriblandt Sri Aurobindo Ashram, den franske bydel og Pondicherry Museum. Naturligvis bliver der også tid til en afslappende gåtur ad strandpromenaden og til at nyde folkelivet i de små gader, hvor frisklavet mad fremtrylles i lokale gadekøkkener, og farverige blomsterranker i bunkevis faldbydes fra de små boder.
Pondicherry er også hjemsted for Auroville, der er et internationalt spirituelt og økologisk new age samfund. Samfundet blev grundlagt i 1968 ud fra Sri Aurobindos visioner om at bringe en spirituel og uselvisk samhørighed ind i den måde, som vi lever på. I hører meget mere om den særlige ideologi under et besøg i byen, der har indbyggere fra 45 forskellige lande.

Dag 4: Via Trankebar til Thanjavur

 Via Trankebar til Thanjavur

Fra Pondicherry går turen mod handelsstationen Trankebar, der fra 1620 til 1845 fungerede som et lille stykke Danmark i Indien. Området var ikke stort. Blot fem gange otte kilometer. Men mulighederne for profit ved at handle med krydderier og tekstiler var store. De første par år gav Trankebar dog underskud, og under de to svenskekrige midt i 1600-tallet blev forbindelsen til Danmark helt afbrudt. Men handelsstationen overlevede, og i 1714 var den vokset til at have 6047 indbyggere.
Det danske sprog er nu forstummet i de gamle gader, og Dannebrog vajer ikke længere over byen. Men den danske fæstning, Dansborg, står stadig som et tydeligt tegn på byens fortid. Du kan også stadig gå gennem Landporten og ned ad Kongensgade. Mange af husene fra den danske kolonitid står her også endnu, om end de i dag er medtagne af tidens ælde og den salte havluft. Byen rummer også Jerusalemskirken og den nyrestaurerede Zionskirke, der er den ældste protestantiske kirke i Indien. Særlig spændende er den gamle kirkegård, hvor I får et indtryk af de til tider hårde skæbner, der mødte danske handelsfolk og eventyre i det fjerne Asien. Det er meget bevægende at opleve dette lille stykke tidligere Danmark så langt væk hjemmefra. Så tag jer god tid til at nyde stemningen, inden turen forsætter mod Thanjavur, hvor I indlogeres for de kommende to nætter.

Dag 5: Chola-Kongernes hovedstad, Thanjavur

 Chola-Kongernes hovedstad, Thanjavur

I har hele dagen til at udforske Thanjavur, der også er kendt under navnet Tanjore. Byen ligger mellem Cauvery-deltaets frodige rismarker og var igennem århundreder chola-kongernes hovedstad. Cholaerne efterfulgte det første tamilske dynasti, Pallava-dynastiet, og gjorde sig store anstrengelser for at overgå dette i enhver henseende. Da riget var på sit højeste mellem 850 og 1270 e. Kr. blev det meste af Den Indiske Halvø regeret fra Thanjavur, og fordums pragt præger stadig bybilledet.
Næsten uanset hvor I befinder jer i byen, kan I se det imponerende Brihadeshwara-tempel strække sig mod himlen. Toppen er hugget ud af én stor granitblok, og vejer omkring 80 tons. Stenblokken blev i sin tid trukket op til toppen af det 63 m høje tempel ad en seks km lang jordrampe, der var konstrueret til dette ene formål. Den allerøverste top er af rent guld, og en enorm statue af tyren Nandi vogter de indre dele af templet. Overalt ses fantastiske udskæringer i sten, og flere steder i templets indre kan farverne fra gamle malerier anes. Templet regnes med rette som et mesterværk og er i dag indskrevet på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Fra templet fortsætter I til paladset i Thanjavur. Her kan I se audienssalen, hvor den danske admiral og grundlægger af handelsstationen Trankebar, Ove Gjedde, forhandlede med fyrsten af Thanjavur. I dag rummer paladset et glimrende museum med manuskripter skrevet på palmeblade og kunstgenstande fra chola-dynastiet omkring det 8. århundrede. Resten af dagen er fri til at se nærmere på Thanjavurs historie og pulserende byliv på egen hånd.

Dag 6: Fra Thanjavur til Tiruchirapalli og Madurai

 Fra Thanjavur til Tiruchirapalli og Madurai

Turens næste mål er pilgrimsbyen Madurai. Men inden I når så langt, gør I stop i byen Tiruchirapalli. Her ligger det gigantiske Srirangam-tempel, der med sine 250 hektar er et af Indiens største tempelkomplekser. Templet, der er tilegnet Vishnu, har syv koncentriske mure, talrige tårne, haller med hundredvis af søjler og vidunderlige skulpturer. Der er 30.000 præster tilknyttet templet, hvoraf de 2.000 er ansat på fuldtid. Srirangam-templet er en helt igennem overvældende oplevelse og en tydelig manifestation af, hvor vigtig hinduismen gennem tiderne har været – og stadig er – i det sydlige Indien.
Derefter går turen videre til det spektakulære Rock Fort Tempel på toppen af en 83 m høj granitklippe, der nærmest skyder lodret i vejret. 434 trin er hugget ind i klippen, og følger I strømmen af pilgrimme på gåben op mod toppen, belønnes I med en storslået udsigt over den gamle bydel og Kaveri-flodens hellige vand. Efter besøget i templet fortsætter I mod storbyen Madurai, hvor I indlogeres på jeres hotel. Aftenen er fri til nyde denne gamle pilgrimsby på egen hånd.

Dag 7: Pulserende Madurai

 Pulserende Madurai

Dagen starter ved Algar Hills og klippetemplet Tirupara Kundran lidt uden for byen, inden turen går tilbage mod Madurais kaotiske centrum. Madurai er en by for alle sanser. Gaderne vrimler med pilgrimme, tiggere og handlende, der alle prøver at kæmpe sig vej gennem det bølgende menneskehav. Engang imellem deler menneskestrømmen sig i to, når en hellig ko skal passere, eller en svedende rickshawchauffør forsøger at trampe sin cykeltaxa op mod strømmen. Sælgere faldbyder højlydt deres varer, mens eksotiske dufte fylder luften. Den varme luft sitrer i gaderne, stemningen koger, og man ved snart ikke, hvor man skal kigge hen for at få det hele med.
Første stop er Gandhi Museum, hvor I hører om denne ekstraordinære mand og hans store betydning for Indiens selvstændighed. Fortsæt til Tirumalai Nayak paladset fra 1636. Her lod den italienske arkitekt lokale stilarter blande med europæiske og muslimske træk, hvilket der er kommet en spændende og særpræget bygning ud af. Det meste af paladset ligger i dag i ruiner, men den imponerende indgangsportal samt en stor hal er bevaret.
Fra paladset fortsætter I dybere ind i Madurais pulserende heksekedel mod et af Indiens største og mest storslåede templer. Det farverige Meenakshi-tempel blev opført i 1600-tallet, da Madurai var det kulturelle centrum for tamilsk kultur. Men helligdomme på dette sted kan spores meget længere tilbage i tiden. Templet er som en by i byen, og pilgrimme kommer fra hele Indien for at ofre her. Heldigvis kender guiden vejen rundt i det enorme tempel, så I ikke går glip af noget. En labyrint af korridorer fører ind i de hellige haller, hvor ceremoniklokkerne klemter om kap med præsternes messende stemmer. Her er hundredvis af pilgrimme mødt op for at vise respekt for guden Shiva og hans hustru Meenakshi. Andre korridorer leder ud til store bassiner, der er fyldt med pilgrimme i færd med at vaske synderne af sig og modtage det hellige vands velsignelse. Men templets mest iøjnefaldende karakteristika er de 12 kolossale gopurams (tårne), der hæver sig næsten 50 m mod den tropiske himmel. Hvert tårn er rigt dekoreret med farvestrålende gudefigurer i alle tænkelige skikkelser og nuancer. I bliver i templet til først på aftenen for at overvære den stemningsfulde ceremoni, når Shiva forenes med sin hustru, Meenakshi.

Dag 8: Videre til Periyars elefanter

 Videre til Periyars elefanter

Helt andre oplevelser venter i dag, når I forlader Madurai og kører mod sydvest gennem et smukt og frodigt landskab. Snart er I omgivet af bløde bakker, hvor kardemomme- og temarker bølger let i vinden. Undervejs passeres adskillige mindre byer. Men det er naturen, der er i højsædet i dag. Målet er bjergkæden, De Vestlige Ghats, hvor krydderiplantager ligger side om side med den vilde og utæmmede natur. Noget af verdens bedste peber vokser på disse skråninger side om side med et væld af andre eksotiske krydderier.
Dagens mål er det store naturreservat Periyar Wildlife Sanctuary. Reservatet gemmer på Indiens største bestand af vilde elefanter, der i morgen- og aftentimerne søger ned til Periyar-søen for at drikke. Også tigere lurer mellem træerne, om end det kræver meget stort held at se det prægtige kattedyr i den tætte vegetation. Vildsvin, hjorte og den store vildokse, gauren, ses oftere. Derudover er parken kendt for sit rige fugleliv, der tæller mere end 320 arter, samt sine mange smukke sommerfugle. Ud på eftermiddagen sejler I ud på søen på udkig efter parkens dyr. Resten af dagen er fri til at slappe af på hotellet, der blandt andet tilbyder ayurveda-massage.

Dag 9: Kumarakom og Keralas "Backwaters"

 Kumarakom og Keralas

Turen i dag går gennem smukke landskaber med teplantager, frodig vegetation og maleriske landsbyer mod Kumarakom. Byen er fordelt ud over en klynge af småøer i et naturskønt område fyldt med vand ud til søen Vembanad. Langs de mange kanaler står mangrover, slanke kokospalmer og grønne marker, hvor lokale bønder plejer jorden efter gamle traditioner. Lotusblomster dækker mange steder vandet, og fugle lever i stort antal ved søen og de mange laguner. Vel fremme ved jeres hotel, er der tid til at slappe af i de skønne omgivelser, inden eftermiddagen byder på en smuk sejltur på søen. Her får I den første smagsprøve på, hvad I har i vente over de kommende dage.

Dag 10: I husbåd på Keralas "Backwaters"

 I husbåd på Keralas

Efter morgenmad på hotellet kører I mod Alleppey, hvor jeres husbåd ligger klar til afgang. Bådene varierer i størrelse fra små både med plads til to passagerer til store fartøjer med flere soveværelser, fællesrum og en stor besætning. Snart styrer kaptajnen båden ud på det enorme netværk af kanaler, der er kendt som The Backwaters. Vandvejene er et vidtforgrenet net af søer og kanaler, hvor det ferske flodvand blander sig med det salte vand fra havet.
Selvom det ved første øjekast kunne se sådan ud, er disse vandveje ikke et utæmmeligt vildnis. Kanalerne fungerer nærmere som gader i et travlt tropisk byområde med huse omgivet af små fine haver og frugtplantager. Her ses kvinder i færd med at beskære buske, og skolepiger i uniform på vej til skole ad de gangplanker, der gør det ud for fortov. Hist og her kan man se en vandbøffel stikke hovedet op af floden, og engang imellem suser et avis- eller postbud forbi i sin motorbåd. Larmen fra de små motorbåde synes dog ikke at genere fuglelivet, og trods den tydelige tilstedeværelse af mennesker er det en stor naturoplevelse at sejle stille og roligt igennem dette frodige område. Langs med bredderne spankulerer hejrer på jagt efter småfisk, mens isfugle kigger til fra lavthængende grene. Måltiderne serverer kokken om bord på båden, og når mørket falder på, kan I nyde stjernehimlen over Sydindien i al sin pragt. I overnatter om bord på husbåden til lyden af vandets lette skvulpen mod skroget. På denne måde oplever I til fulde døgnets rytme i dette særprægede område.

Dag 11: Til kystbyen Cochin

 Til kystbyen Cochin

Efter morgenmaden forlader I båden i Alleppey og kører gennem områder med kokosplantager mod kystbyen Cochin, hvor den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama lagde til 1503. I århundreder har Cochin taget imod handelsfolk fra så fjerne områder som Kina, Arabien og Europa, og det har sat sit præg i byens historiske gader. Det hele er naturligvis krydret med et umiskendeligt pust af Indien. En guidet gåtur tager jer forbi portugisiske huse med verandaer og skodder for vinduerne, samt bygninger i britisk kolonistil. I en anden gade ligger Indiens ældste kirke, mens landets ældste synagoge stadig tager imod byens troende jøder. Langs kysten omkring Fort Cochin ses lange bambusstænger med store firkantede fiskenet hængende under sig. Denne specielle fiskemetode, der kun kan bruges ved højvande, blev bragt hertil af købmænd fra Kina omkring år 1400.
Bandt de mest ikoniske billeder fra det sydlige Indien er portrættet af kathakali-dansere i overdådige kostumer og fuld makeup. Denne kunstform har udviklet sig på disse kanter gennem århundreder, og Cochin er stadig det bedste sted at opleve dansen i sin autentiske form. Dette overværer I ved selvsyn denne aften, hvor der er reserveret pladser til jer ved en af byens bedste forestillinger af den klassiske dans.

Dag 12: Afrejse fra Cochin og ankomst til Danmark

Nyd den sidste morgen Indien, inden turen går mod lufthavnen, hvor hjemrejsen mod Danmark begynder, hvor I ankommer samme dag.

SÆRLIGT OM REJSEN

Rent drikkevand uden at skade miljøet
Vores samarbejdspartner i Indien har indledt et prisværdigt projekt, der sikrer rent drikkevand til jer besøgende, uden at det går ud over miljøet. Det kan være varmt i Indien, så det er vigtigt at drikke rigeligt med vand. Vandet købes ofte i plastikflasker, og millioner af plastiskflasker ender hver dag på lodsepladser overalt i Indien. Disse flasker bliver ikke genbrugt, men ligger blot og belaster miljøet. Derfor får I ved ankomsten udleveret en god, genopfyldelig drikkeflaske, som I frit kan fylde op i bilen lige så ofte, I ønsker. Det lyder måske blot som en dråbe i havet. Men det løber hurtigt op. Vores samarbejdsparter sparer nu ikke mindre end 4,4 millioner plastikflasker om året, og det er godt nyt for miljøet i Indien!

Tag til festival, og oplev Indien for fuld udblæsning
Indien er altid en farverige oplevelse. Men det er ved landets utallige højtider, at Indien viser sig fra sin mest eksotiske og farvestrålende side. Læs mere om de mange muligheder for at få en hel igennem ekstraordinær oplevelse – klik her.

Prisinformation

Sydindiens højdepunkter - 12 dage fra 17.795 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra København til Chennai og retur fra Cochin
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • Al transport og alle udflugter på privat basis med lokal engelsktalende guide.
  • 1 nat på Grande Bay Resort & Spa i Mahabalipuram inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Mahabalipuram dag 2
  • 1 nat på Palais de Mahe i Pondicherry inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Pondicherry dag 3
  • Sightseeing i Trankebar inkl. frokost dag 4
  • 2 nætter på Ideal River View Resort i Thanjavur inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Thanjavur dag 5
  • Sightseeing i Tiruchirapalli dag 6
  • 2 nætter på Heritage Madurai i Madurai inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Madurai dag 7
  • 1 nat på Spice Village i Periyar inkl. morgenmad
  • 1 nat på Coconut Lagoon i Kumarakom inkl. morgenmad
  • 1 nat på deluxe husbåd med Spice Coast Cruises inkl. helpension
  • 1 nat på Brunton Boatyard i Cochin inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Cochin dag 11
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
1 apr 2017 - 30 sep 2017
16 apr 2018 - 30 sep 2018
ved 2 voksne
fra 17.795 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Højsæson
1 okt 2017 - 15 apr 2018
ved 2 voksne
fra 20.595 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Det bedste af New Zealand

Det bedste af New Zealand

Aktiv kør-selv tur i bil til Nord- og Sydøen med overnatning nogle goder steder. Inkluderer guidet vandretur i Tongariro, 3 dages guidet tur i Abel Tasman og 2 dages sejltur i Fiordlands.

LÆS MERE
Rejsetype: Kør-selv, Mad og Vin, Naturoplevelser

25 dage fra 39.600 kr.

Eventyr og badeferie i Thailand

Eventyr og badeferie i Thailand

Cykeltur i Bangkok, nattog til Chiang Mai, tætte møder med lokale bjergstammer i Mae Kampong, kokkeskole i Chiang Mai og afslappende badeferie på en af Sydthailands lækre strande. Alt dette venter på denne rejse til Thailand.

LÆS MERE
Rejsetype: Kulturoplevelser, Storby, Strandferie

14 dage fra 19.295 kr.

Udlev cowboy-drømmen i Det Vilde Vesten

Udlev cowboy-drømmen i Det Vilde Vesten

Udlev drømmen om at galopere mod solnedgangen i Det Vilde Vesten. På denne rejse bor du på en ægte ranch og udforsker en række af de flotteste naturområder i Det Vestlige USA.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Håndplukkede hoteller, Naturoplevelser, Nyhed, Unik rejse

16 dage fra 19.995 kr.

Nyhed
Vancouver Island og Sunshine Coast

Vancouver Island og Sunshine Coast

Oplev det bedste af Vancouver Island og den smukke Sunshine Coast, der begge byder på naturoplevelser i verdensklasse.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Naturoplevelser

19 dage fra 24.995 kr.

Bangkok og badeferie på Koh Samui

Bangkok og badeferie på Koh Samui

Oplev Bangkoks pulserende gader og markeder og få et unikt indblik det lokale thailandske cuisine, inden i fortsætter sydpå til en afslappende badeferie på Koh Samui i elegante og luksuriøse omgivelser på det lækre Outrigger Samui Beach Resort.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Mad og Vin, Storby, Strandferie

13 dage fra 16.695 kr.

Bestil tilbud