70 12 03 03
Åben:

Rajasthans ukendte paladser og tigersafari

Tag på tigersafari i Indiens dybe skove, og udforsk Rajasthans prægtige templer, borge og paladser. Nyd den hektiske stemning og farverige basargader, og besøg overdådigt udsmykkede handelshuse på de historiske karavaneruter. Gå i pilgrimmenes fodspor gennem Pushkars hellige gader, og oplev Taj Mahal stråle i det tidlige morgenlys. Rejsen tager jer både til berømte byer som Delhi, Agra og Jaipur. I lægger også de gængse turistruter bag jer og udforsker ukendte paladsbyer såsom Neemrana, Nawalgarh, Roopangarh og Bundi i sjældent besøgte kroge af Rajasthan. Det giver en unik mulighed for at opleve områdets rige kultur og historie fra sin mest uturistede side.  Turen foregår naturligvis med privatchauffør og private guider, og de fleste nætter bor I på elegante historiske paladser fyldt med stemning og nostalgi.

15 dage fra 14.695 kr. 

Turens højdepunkter

  • Bo på elegante paladser fyldt med historie og nostalgi.
  • Oplev Indien med privatchauffør og private guider
  • Læg turiststrømmene bag jer, og udforsk det uturistede Rajasthan
  • Tigersafari Rantambore National Park

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Afrejse fra Danmark mod Indien, hvor I ankommer sent samme dag. Her bliver I hentet i lufthavnen og kørt til jeres hotel, hvor værelserne står klar.

Dag 2: Sightseeing i Delhi

 Sightseeing i Delhi

Næste morgen vågner I i en af verdens mest eksotiske storbyer. At Delhi ikke ligner nogen anden storby, bliver helt klart, når I fra morgenstunden bevæger jer ud i byens pulserende gader sammen med en guide. Første stop er fredagsmoskéen i Delhis gamle bydel. Moskéen er Indiens største, og op mod 20.000 muslimer samles her, når der kaldes til fredagsbøn. Omkring moskeen breder Old Delhis gamle basargader sig i alle retninger som en kaotisk, middelalderlig labyrint. Her banker kobbersmede i små værksteder, og skræddere syr farvestrålende sarier på oldgamle symaskiner. Andre steder bages der lækre fladbrød over åben ild i et hul i jorden, mens slagteren hænger dagens udbud frem til skue. Der er altid noget at se på i Old Delhi, der summer af liv døgnet rundt. I kigger også forbi Det Røde Fort og mindes Mahatma Gandhi i parken Raj Ghat, hvor han blev kremeret i 1948.
Forandringen er til at få øje på, når I forlader Old Delhi og kører mod New Delhi, der var briternes hovedstad i Indien. Old Delhis kaotiske markedsgader erstattes af brede boulevarder og prægtige officielle bygninger. Første stop i New Delhi er den imponerende minaret Qutub Minar, der blev rejst i 1193 for at hylde Islams indtog i Indien. I besøger både minaretten og det omkringliggende område, inden I fortsætter til stormogulen Humayuns smukke gravmæle fra 1570, der ligger i en fredfyldt park. Mausoleet er et prægtigt skue, og det er let at se, hvor Taj Mahals bygherre fik sin inspiration fra. Fortsæt herfra til det store tempel, Lakshminarayan, hvor lokale hinduer kommer for at ofre til Laxmi, der er gudinde for blandt andet rigdom. Turen tilbage mod hotellet fører jer forbi monumentet India Gate og de smukke regeringsbygninger i New Delhi.

Dag 3: Delhi til Neemrana

 Delhi til Neemrana

I forlader Delhi fra morgenstunden og sætter kurs mod ørkenstaten Rajasthan, hvor Indien viser sig fra sin mest eventyrlige side. Smukke paladser og mægtige forter pryder bjergtoppene, og i byerne handles der på hektiske markeder, mens pilgrimme valfarter til overdådigt udskårne templer. Mange mænd i Rajasthan bærer stadig turban og et sirligt svunget moustache, mens kvinder er klædt i smukke sarier og tunge smykker. Dette står i stærk kontrast til Rajasthans rå ørkenlandskaber, hvor I stadig kan være heldige at se kamelkaravaner bevæge sig hen over den tørre jord. Andre steder er små landsbyer med lerklinede huse skudt op mellem markerne, hvor bønder dyrker jorden med simple redskaber.
Efter nogle timers kørsel indlogeres I på Neemrana Fort, der ligger på en bjergside. Fortets historie går tilbage til 1464, og de gamle bygninger er som taget ud af et eventyr med modige krigere og skønne prinsesser.  Et mere stemningsfuldt sted at bo skal man lede længe efter, og det er svært ikke at føle sig som en maharaja, når man står på den gamle borgmur og kigger ud over byen. I løbet af dagen bliver I vist rundt i fortets palads. Der bliver også rig mulighed for at vaske rejsestøvet af i poolen og udforske Neemrana Forts små hyggelige afkroge og åbne terrasser på egen hånd. Besøg eksempelvis fortets imponerende brønd, der også har været brugt som logi for trætte rejsende.

Dag 4: Neemrana til Alsisar

 Neemrana til Alsisar

I har god tid til at nyde morgenen på det stemningsfulde fort, inden turen fortsætter til den lille by Mandawa. Dette område lå tidligere på en vigtig karavanerute gennem Rajasthan og rigdomme strømmede gennem byen. Købmændene lod overdådige handelshuse og små palæer opføre for at vise familiernes status. Bygningerne blev udsmykket med farvestrålende malerier og smukke udskæringer. Mange af disse havelis, som købmandsgårdene kaldes, står endnu som et stemningsfuldt minde om byens storhedstid. I besøger et par af byens mest imponerende harvelis, inden turen går mod det smukke, hvide palads Alsisar Mahal i byen Alsisar, hvor I indlogeres for natten. De gamle sale og korridorer emmer af historiens vingesus, og paladset giver et levende indblik i det luksusliv, tidligere tiders herskere levede.

Dag 5: Fra Alsisar via Nawalgarh til Jaipur

 Fra Alsisar via Nawalgarh til Jaipur

Nyd morgenmaden i de elegante historiske omgivelser, inden jeres privatchauffør kører bilen frem, og rejsen i Indien fortsætter. Fra Alsisar går turen dybere ind i Rajasthan mod den historiske by Nawalgarh, hvis prægtige paladser, havelis og fort ikke ser ret mange turister. I besøger fortet, hvis luftige arkitektur er et godt eksempel på Rajasthans enestående arkitektoniske arv.
Fortsæt til storbyen Jaipur, hvor indlogeres I på endnu en smukt restaureret haveli (Alsisar Haveli eller Shahpura House), der vil være udgangspunkt for udforskningen af byen. Resten af dagen er fri til at opleve Jaipur på egen hånd. Et godt sted at starte kunne være et af byens markeder. Jaipur er en vigtig handelsby, og der er altid en hektisk stemning i de travle basargader, hvor alt fra friske grønsager og tæpper til hjemmelavet karry skifter hænder. Så selv hvis I ikke ønsker at købe noget, er det en eksotisk oplevelse at udforske det livlige område.

Dag 6: Oplevelser i Jaipur

 Oplevelser i Jaipur

Hele dagen er dedikeret til udforskning af Jaipur. Første stop er Hawa Mahal, der også er kendt som Vindenes Palads. Fra den berømte lyserøde gavl i maharajaens palads kunne haremskvinderne kigge ud på livet i byen, men de 953 vinduer er udskåret således, at ingen kunne få øje på dem fra gaden. I ser facaden udefra, inden turen fortsætter til Amber Fort, der ligger på et lille bjerg udenfor centrum. Den gigantiske fæstning blev opført af en højtstående hærfører under stormogulen Akbar i slutningen af 1500-tallet. Der blev bestemt ikke sparet under konstruktionen, og bag de mægtige porte gemmer sig elegante paladser med smukke gårdhaver, søjlegange og sale med fantastiske malerier. Andre rum er dækket af overdådige mønstre i sten eller små spejle, der glimter i olielampernes skær som stjernehimlen over Rajasthan.
Eftermiddagen byder på et besøg i maharajaens palads i hjertet af byen. Den nuværende maharaja bor stadig i en del af bygningerne, mens resten er omdannet til museum. Alt fra miniaturemalerier og royale bærestole til kunstnerisk udførte våben og sjældne astronomiske optegnelser er udstillet i de gamle bygninger, der også giver et godt indblik i livet som maharaja. Ikke langt fra paladset ligger en samling mystiske bygninger kendt som Jantar Mantar. Dette er et observatorium fra omkring 1730, der gjorde det muligt at lave meget præcise astronomiske optegnelser. Astronomi spillede en stor rolle i datidens samfund, når vigtige beslutninger skulle træffes, og observatoriet blev brugt flittigt. Efter besøget ved Jantar Mantar vendes blikket mod hverdagslivet i nutidens Jaipur, når I kører en tur i rickshaw gennem et af byens lokale markeder.

Dag 7: Videre til Roopangarh

 Videre til Roopangarh

I forlader Jaipur fra morgenstunden og kører mod den sjældent besøgte fæstningsby Roopangarh. Fortet blev opført i 1648 på en strategisk bakketop for at kontrollere karavaneruten til og fra saltsøen Sambhar. Med tiden voksede en større by sig op omkring fortet, der tiltrak både handlende og kunstnere. I mere end et århundrede regerede maharajaerne af Kishangarh sit rige fra denne fæstning og det tilhørende palads.  I dag er fortet omdannet til et paladshotel, der på fin vis fanger fortets rige historie.  I overnatter naturligvis på fortet, så I har rig mulighed for at nyde dette fantastiske sted fuldt ud. Eftermiddagen er fri til at slappe af i de historiske omgivelser eller gå en tur i byen, der bestemt ikke ser ret mange turister.

Dag 8: Til pilgrimsbyen Pushkar

 Til pilgrimsbyen Pushkar

Efter morgenmaden fortsætter I til pilgrimsbyen Pushkar. Dette er et af de helligste steder i hinduismen, og gaderne er fyldt med hellige mænd, sadhuer og pilgrimme, der er kommet til byen for at besøge de mere end 400 templer og trapper ned til den hellige sø midt i byen. Her indlogeres I på et paladshotel, der ligger med udsigt til Thar-ørkenen og Slangebjergene. Trods bygningerne er af nyere dato, bærer byggestilen tydeligt præg af Rajasthans traditioner med bemalede lofter, kølige marmorgulve og smukke detaljer.
Eftermiddagen byder på en guidet rundtur i området omkring Pushkars vigtigste tempel, hvor gadehandlere sælger blomsterkranse og farverigt pulver til de mange pilgrimme, der er kommet for at ofre til skaberguden Brahma. Millioner af hinduer besøger hvert år templet, hvor klokkeklang, musik og sagte bønner fylder luften. Fra templet fortsætter I gennem Pushkars labyrintiske gader til den hellige sø, der ifølge en legende udsprang, da Brahma tabte en lotusblomst på dette sted. Trapper fører ned til søen, hvor pilgrimme bader i det hellige vand, der siges at kunne vaske alle synder væk. Brahminer præster sidder klar til at hjælpe med de mere indviklede ritualer og farverige hellige mænd tiltrækker sig opmærksomhed, når de går tiggergang blandt de fremmødte. I fortsætter gennem den lokale basar, hvor alverdens fornødenheder tilbydes i de små butikker og boder, inden turen går tilbage til hotellet.

Dag 9: Fra Pushkar til Bundi

 Fra Pushkar til Bundi

Fra Pushkar sætter I kurs mod den lille by Bundi, der uden tvivl er blandt Rajasthans mest oversete borgbyer. Med sine tykke mure, mægtige porte, uindtagelige fæstninger og snævre gyder har byen bevaret meget af sin middelalderlige karakter. Læg dertil en flot beliggenhed ned til en lille sø samt utallige traditionelle trappebrønde. Men alt det til trods, er det kun forbavsende få turister, der finder vej til dette hjørne af Rajasthan. Derfor er Bundi et godt eksempel på en ikke-turistet by i Rajasthan. Vel fremme indlogeres I på Hadoti Palace, der ikke ligner ret mange andre paladser i Rajasthan. Sammen med guiden udforsker I byens fort. Herefter er resten af dagen fri til at udforske denne fantastiske by på egen hånd. Besøg eksempelvis en af byens trappebrønde. Trappebrønde er almindelige i mange byer i Rajasthan, men ikke mange andre byer har så mange og så flotte brønde som Bundi. Som navnet antyder, består en trappebrønd af en række trapper, der fører ned i jorden til grundvandet. Ofte lå brøndene i forbindelse med templer, og gennem tiderne udviklede nogle brønde sig til selv at ligne underjordiske templer komplet med dekorationer, søjlegange og fantastiske statuer af guder som Ganesha, Hanuman og Mahishasura. Blandt de allersmukkeste brønde er Bundis Raniji ki Baoli fra 1699, der imponerer både med sin størrelse og sine mange detaljer. Brønden er blandt de største af sin art i Rajasthan, og udskæringerne er et mesterværk indenfor rajput-arkitektur.

Dag 10: Mod tigere i Ranthambore

 Mod tigere i Ranthambore

Helt andre oplevelser venter forude, når kursen sættes mod Ranthambore Nationalpark. Køreturen tager et par timer og bringer jer gennem landlige provinser og småbyer. Ranthambore National Park er et af de mest berømte tigerreservater under Project Tiger, der arbejder intenst for at rede den stærkt truede kat fra udryddelse. Parken udgjorde tidligere et privat jagtområde for lokale maharajaer, og rundt om i skoven ses gamle mure fra et tusind år gammelt fort. Ranthambore er bedst kendt for sin tigerbestand, men skovens søer og tørre krat er også hjem for en ganske stor bestand af aber, hjorte, antiloper, sjakaler, hyæner og mindre kattedyr. I søerne ligger krokodillerne på lur efter deres næste bytte, og i skumringen høres abernes advarselsskrig, når en tiger nærmer sig. Vel fremme indlogeres I på jeres hotel for natten. Vask eventuelt rejsestøvet af i poolen, og nyd en aften i fred og ro inden morgendagens spændende tigersafarier.

Dag 11: Safari i Ranthambore National Park

 Safari i Ranthambore National Park

Det er stadig halvmørkt, når I sætter jer til rette i den åbne safaribil næste morgen for at køre på morgensafari i nationalparken. De tidlige morgentimer er meget stemningsfulde. Lyset er fantastisk, og parkens mange fugle synger og kvidrer. Ranthambore er et af de steder i Indien, hvor chancerne for at se tiger er størst. I forhold til reservatets størrelse er her mange tigere, og de synes ikke at tage synderlig notits af safarivognene, der fra tid til anden bevæger sig gennem landskabet. Af samme grund er Ranthambore et populært sted blandt dyrefotografer, der drømmer om at komme tæt på det store kattedyr. Måske er I heldige at opleve den bengalske tiger i færd med at fortære nattens bytte eller se de legesyge unger tumle i det høje græs. Ved vandhullerne ses flokke af hjorte og antiloper, der vagtsomt løfter hovedet ved lyden af motoren. Krokodiller er søgt op på søbredden for at suge solens varme til sig og tanke energi inden nattens jagt. I vandkanten spankulerer stolte hejrer omkring på udkig efter morgenmad, imens aberne strækker sig dovent i trækronerne. De lokalkendte naturguider har en god ide om, hvor dyrene holder til og sikrer dig en fantastiske safari. Efter nogle spændende timer i nationalparken vender I tilbage til hotellet for at spise morgenmad. De varme timer midt på dagen bruges på at slappe af på lodgen. Guiden vil også arrangere et besøg i en lokal landsby nær nationalparken, hvilket giver et spændende indblik i hverdagslivet i denne del af Indien. I vil uden tvivl blive budt velkommen med lige dele gæstfrihed og nysgerrighed, og inden I ved af det, er det tid til endnu en safari i det bløde eftermiddagslys.

Dag 12: Via Bharatpur og Fatehpur Sikri til Agra

 Via Bharatpur og Fatehpur Sikri til Agra

I forlader Ranthambore fra morgenstunden og kører mod fuglereservatet Keoladeo Ghana National Park. Mere end 400 fuglearter er blevet identificeret i disse smukke omgivelser, og de utallige kanaler og søer myldrer med liv. Det er svært at forestille sig, at reservatet indtil 1964 fungerede som jagtområde for maharajaen af Bharatpur. I dag er vådområdet et vigtigst ynglested for en lang række sjældne fugle, hvilket har været med til at sikre Keoladeo en plads på UNESCOs liste over verdens naturarv.
Fra Bharatpur er det kun en kort køretur til Fatehpur Sikri, der i 15 år var hovedstad for stormogulen Akbar. Paladset stod færdigt i 1585, men Akbar var knap flyttet ind i det enorme bygningsværk, før det i al hast blev forladt igen. I dag står bygningerne intakte tilbage, som var stormogulen netop redet ud af porten på sin elefant fulgt af turbanklædte krigere, hoffolk og haremskvinder. Man gætter på, at det var problemer med vandforsyningen, der fik Akbar til at opgive det prægtige palads. I har god tid til at udforske de velbevarede bygninger sammen med guiden og høre om Akbars ekstravagante livsstil, inden turen fortsætter mod Agra. Her indlogeres I på et komfortabelt byhotel, hvorefter resten af dagen er fri til at slappe af eller udforske Agra på egen hånd. Gå eksempelvis en tur gennem byens farverige basar, eller nyd en lækker middag med udsigt til Taj Mahal på en af byens mange restauranter. Et rigtigt godt sted at opleve solnedgang over Taj Mahal er fra floden bag selve Taj Mahal.

Dag 13: Taj Mahal i Agra

 Taj Mahal i Agra

Dagen starter med et af turens helt store højdepunkter; Taj Mahal. Stormogulen Shah Jahan lod det overdådige gravmæle opføre i 1631 til minde om sin hustru, der døde efter at have født parrets 14. barn. Kunstnere og arkitekter blev hentet helt fra Italien, Frankrig, Tyrkiet og Persien, og sammen med op mod 20.000 arbejdere knoklede de i 17 år for at føre Shah Jahans storstilede vision ud i livet. Resultatet er en af verdens mest elegante bygninger og måske den mest berømte kærlighedserklæring i verdenshistorien. Husk også at nyde de prægtigt farvede marmorindlæg, der dækker murene.
Fra Taj Mahal fortsætter I til Agra Fort, der ligger på en bakke over Yamuna-flodens grumsede vand cirka en kilometer fra Taj Mahal. På afstand ligner fortet en uindtagelig fæstning, men indenfor de tykke mure gemmer sig et forbavsende elegant palads med udsmykkede marmorbygninger og klassiske haveanlæg. Udsigten fra fortet mod Taj Mahal er enestående, og med lidt held oplever I mænd og kvinder i farverige dragter vaske langs floden ved håndkraft.
Fra fortet fortsætter I til det relativt ukendte ’Baby Taj’. Set fra afstand tåler den lille bygning ikke sammenligning med Taj Mahal. Men det er bygningens fantastiske marmorindlæg, der har givet gravmælet sit navn, og de er lige så smukke som Taj Mahals.

Dag 14: Hjemrejse fra Delhi

Fra Agra går turen tilbage mod Delhi, hvor I har mulighed for at spise en god middag på en restaurant i byen, inden turen går mod lufthavnen.

Dag 15: Ankomst til Danmark

Efter et flyskifte ankommer I til Danmark.

SÆRLIGT OM REJSEN

Rent drikkevand uden at skade miljøet
Vores samarbejdspartner i Indien har indledt et prisværdigt projekt, der sikrer rent drikkevand til jer besøgende, uden at det går ud over miljøet. Det kan være varmt i Indien, så det er vigtigt at drikke rigeligt med vand. Vandet købes ofte i plastikflasker, og millioner af plastiskflasker ender hver dag på lodsepladser overalt i Indien. Disse flasker bliver ikke genbrugt, men ligger blot og belaster miljøet. Derfor får I ved ankomsten udleveret en god, genopfyldelig drikkeflaske, som I frit kan fylde op i bilen lige så ofte, I ønsker. Det lyder måske blot som en dråbe i havet. Men det løber hurtigt op. Vores samarbejdsparter sparer nu ikke mindre end 4,4 millioner plastikflasker om året, og det er godt nyt for miljøet i Indien!

Tag til festival, og oplev Indien for fuld udblæsning
Indien er altid en farverige oplevelse. Men det er ved landets utallige højtider, at Indien viser sig fra sin mest eksotiske og farvestrålende side. Læs mere om de mange muligheder for at få en hel igennem ekstraordinær oplevelse – klik her.

Prisinformation

Rajasthans ukendte paladser og tigersafari - 15 dage fra 14.695 kr.

Inkluderet i prisen

  • lyrejse fra København – Delhi t/r
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • Al transport og alle udflugter på privat basis med lokal engelsktalende guide.
  • 2 nætter på turistklasse hotel i Delhi inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Delhi
  • 1 nat på Neemrana Fort inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Mandawa
  • 1 nat på Alsisar Mahal inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Nawalgarh
  • 2 nætter på Alsisar Haveli eller Shahpura House i Jaipur inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Jaipur
  • 1 nat på Roopangarh inkl. morgenmad
  • 1 nat på Jagat Palace i Pushkar inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Pushkar
  • 1 nat på Hadoti Palace i Bundi inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Bundi
  • 2 nætter på Ranthambore Regency inkl. helpension
  • 2 x safarikørsler i Rhantambore i i canter med andre gæster
  • Udflugt til Keoladeo Ghana National Park
  • Sightseeing ved Fatehpur Sikri
  • 2 nætter på Four Points Sheraton i Agra inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Agra
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Højsæson
1 okt 2016 - 31 mar 2017
ved 2 voksne
fra 15.795 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Lavsæson
1 apr 2017 - 30 jun 2017
ved 2 voksne
fra 14.695 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Palace on Wheels

Palace on Wheels

En legendarisk togrejse med luksustoget Palace on Wheels gennem Rajasthan til blandt andet paladsbyen Jaipur, eventyrlige Udaipur, karavanebyen Jaisalmer og den blå by Jodhpur. Tigersafari og smukke Taj Mahal er naturligvis også nogle af højdepunkterne.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Togrejser, Verdensarv

10 dage fra 35.995 kr.

Nordindiens højdepunkter

Nordindiens højdepunkter

Oplev Nordindiens højdepunkter. Fra hektiske Delhi til smukke Taj Mahal og fra eventyrlige Jaipur til pilgrimsbyerne Varanasi og Sarnath.

LÆS MERE
Rejsetype: Historie, Kulturoplevelser, Verdensarv

10 dage fra 15.595 kr.

Rajasthans paladser

Rajasthans paladser

Oplev Indiens magi i staten Rajasthan, der byder på historiske karavanebyer, eventyrlige paladser, farverige markeder og overdådige templer. Undervejs bor I på ægte maharaja-paladser og udforsker området med egen chauffør og private guider.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Historie, Kulturoplevelser, Verdensarv

16 dage fra 14.995 kr.

Kerala rundrejse

Kerala rundrejse

Den historiske krydderiby Cochin, grønne bjergsider med temarker og krydderi-plantager, vilde elefanter og sejltur gennem Backwaters i en husbåd. På denne Kerala rundrejse oplever I det bedste af denne smukke stat, inden rejsen slutter med badeferie ved en af Indiens bedste strande.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Strandferie

10 dage fra 14.795 kr.

Fra Taj Mahal og tigersafari til tropisk badeferie

Fra Taj Mahal og tigersafari til tropisk badeferie

Oplev det klassiske Indien krydret med spændende tigersafari. Udforsk hektiske Delhi, se solopgangen over Taj Mahal, og nyd eventyrlige Jaipur, inden rejsen slutter med badeferie i Goa.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Naturoplevelser, Strandferie, Verdensarv

15 dage fra 15.295 kr.

Bestil tilbud