70120303
Åben:

Rajasthans paladser

Intet sted fanger Indiens magi som Rajasthan. Her i Indiens ørkenstat venter historiske karavanebyer med bemalede handelshuse, fantastiske templer og overdådige paladser fra hvilke, fortidens maharajaer bekrigede hinanden. Rajasthan er fyldt med legender, og historier om heltemod og skønne prinsesser florerer stadig mellem Thar-ørkenens sandklitter. Du vil høre dem, når du rejser ad gamle karavaneruter til fæstningsbyen Bikaner og afsidesliggende Jaisalmer, der ligger som et stort sandslot ude i ørkenen. Herfra går turen via den blå by Jodhpur til Rawla Narlai, hvor du kan tage på leopardsafari og opleve landsbylivet i Rajasthan. Fortsæt via de rigt dekorerede stentempler i Ranakpur til smukke Udaipur, hvor du har god tid til at udforske byen fra dit paladshotel helt ned til søen. Forude venter også pilgrimsbyen Pushkar og Jaipurs overdådige paladser, inden rejsen slutter tilbage i Delhi. Magien fuldendes ved, at du rejsen igennem bor på stemningsfulde hoteller indrettet i historiske paladser. Kun på denne måde oplever du til fulde den eventyrlige sjæl, der gør rejser til Indien så fortryllende.

Rejsen kan naturligvis skræddersyes efter dine unikke ønsker.

Ring til os nu, og lad os skræddersy din individuelle drømmerejse.

Nyt program 17 dage fra 17.395 kr. 

Turens højdepunkter

  • Overnat på eventyrlige paladshoteller
  • Oplev Indien med privatchauffør og egen guide
  • Besøg templer, paladser og forter i afsidesliggende karavanebyer
  • Oplev både landsbylivet og pulserende storbyer
  • Følg pilgrimmene til den hellige sø i Pushkar
  • Rid på kamelryg gennem Thar-ørkenen ved solnedgang

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra København

 Afrejse fra København

Afrejse fra Danmark mod Delhi. Du ankommer til Delhi lige efter midnat, hvor du bliver hentet i lufthavnen og kørt til hotellet. I Delhi bor du på det historiske luksushotel Oberoi Maidens, der har taget imod prominente gæster siden 1903. Den charmerende kolonitidsstil er bevaret i hotellets gamle korridorer og værelser, der naturligvis er blevet opgraderet med moderne faciliteter og bekvemmeligheder.

Dag 2: Sightseeing i Delhi

 Sightseeing i Delhi

Næste morgen står en privat guide klar til at vise dig rundt i en af verdens mest eksotiske storbyer. Første stop er den store fredagsmoske, Jama Masjid, der tager imod op mod 20.000 troende til fredagsbøn. Indenfor i moskéen hersker der en vidunderlig fred og ro. Men uden for de røde mure breder Old Delhis gamle basargader sig i alle retninger. I en rickshaw begiver du dig sammen med guiden ind i denne kaotiske labyrint, hvor ikke meget synes at have ændret sig i århundreder. Her bankes der stadig flittigt hos kobbersmeden, mens skræddere syr farvestrålende sarier på gamle symaskiner. Bagerne har travlt med at bage fladbrød over åben ild, og slagtere lægger dagens udbud ud til skue, mens rickshawchauffører forsøger at bane sig vej gennem menneskemængderne med høje råb.
En helt anden ro venter ved Raj Ghat, der ligger som en grøn og fredfyldt oase midt i den hektiske hovedstad. Det var her Mahatma Gandhi blev kremeret i 1948, efter han var blevet myrdet ved et attentat. Fra Raj Ghat går turen mod New Delhi, der var briternes hovedstad i Indien. Denne arkitekttegnede bydel er domineret af brede skyggefulde boulevarder og flotte officielle bygninger efter tydeligt europæisk forbillede. Første stop er triumfbuen India Gate, der blev rejst som hyldest til de 85.000 indiske soldater, der døde under Første Verdenskrig. Du fortsætter forbi flere officielle bygninger til Qutub Minar; en imponerende minaret, der blev påbegyndt i 1193 for at fejre Islams indtog i Indien. Fortsæt til Humayuns gravmæle fra 1570 og de omkringliggende haver, der blev designet til at genskabe paradis på jorden. Mausoleet er et prægtigt skue, og det er let at se, hvor bygherren til Taj Mahal fik sin inspiration fra. Herfra går turen tilbage til hotellet, hvor dagens oplevelser kan fordøjes i store have.

Dag 3: Delhi til Alsisar

Delhi til Alsisar

Efter morgenmaden starter turen vestpå mod ørkenstaten Rajasthan. Smukke paladser og mægtige forter pryder bjergtoppene, og i byerne handles der på hektiske markeder, mens pilgrimme valfarter til overdådige templer. Mange mænd i Rajasthan går stadig traditionelt klædt med turban og et sirligt svunget moustache. Kvinderne er mindst lige så farverige i deres smukke sarier og tunge smykker. Dette står i stærk kontrast til Rajasthans tørre landskaber, hvor du stadig kan være heldige at se kamelkaravaner bevæge sig hen over den tørre jord. Andre steder er små landsbyer med lerklinede huse skudt op mellem markerne, hvor bønder dyrker jorden med håndkræft og simple redskaber.
Hen på eftermiddagen ankommer du til Alsisar. Her indlogeres du på byens gamle palads, Alsisar Mahal, der giver et levende indblik i byens historie og særlige arkitektur. Et mere stemningsfuldt sted at bo skal man lede længe efter, og det er svært ikke at føle sig som en maharaja, når man går gennem de smukke sale, der er som taget ud af et indisk eventyr. Efter indlogeringen er resten af dagen fri til at hvile ud oven på køreturen. Tag en dukkert i swimmingpoolen, nyd eftermiddagskaffen i den gamle gård eller gå en tur på egen hånd og oplev hverdagslivet i denne del af landet.

Dag 4: Dybere ind i Rajasthan til Bikaner

 Dybere ind i Rajasthan til Bikaner

Fra Alsisar går turen til den nærliggende by Mandawa. I århundreder var Mandawa et vigtigt knudepunkt for de tungt lastede kamelkaravaner, der rejste gennem ørkenen. Med karavanerne kom velstanden til hele området, og købmændene byggede smukke købmandsgårde og dekorerede dem med kalkmalerier. Mange af disse havelis – som købmandsgårdene kaldes – står endnu som et stemningsfuldt minde om områdets storhedstid. I Mandawa får du også en introduktion til det lokale køkken, inden turen fortsætter dybere ind i Rajasthan. Gradvist bliver landskaberne tørrer, og sandklitter begynder at dukke op nær Bikaner.
Vel fremme indlogeres du på et ægte indisk palads med himmelstræbende kupler, eksotiske buer og overdådig udsmykning. Tidligere fungerede paladset Laxmi Niwas som privat residens for maharaja Ganga Singhji af Bikaner, der tog imod sine promente gæster i paladsets prægtige sale. Listen af overnattende berømtheder og royale gæster er alen lang, og hotellet har været brugt som kulisser i adskillige film. Resten af dagen er fri til at nyde dette unikke sted i fulde drag.

Dag 5: Bikaner

 Bikaner

Bikaner ligger langt fra de gængse turistruter gennem Indien, så hele dagen er afsat til at udforske dette sjældent besøgte hjørne af landet. Byen blev grundlagt i 1488, og i århundrederne der fulgte, voksede Bikaner sig til at være en vigtig handelsby på karavaneruterne. Bymure blev rejst omkring byen, og forter blev opført i røde og gule sandsten. Mange af disse står endnu, og især Junagarh Fort er et glimrende eksempel på byens rige kulturelle arv.
Netop Junagarh Fort er målet for eftermiddagens sightseeing. Fortet blev påbegyndt i 1588 af Raja Rai Singh, der var lokal regent og general i stormogulen Akbars hær. Det er et kolossalt kompleks. Murene er næsten en km lange og befæstet med 37 bastioner, en voldgrav samt en enorm hovedport. Set udefra ligner fortet et fæstningsværk. Men inden for murene mødes du af en meget mere luftig arkitektur, der får stedet til at minde mere om et palads end en borg. Ikke desto mindre har murene holdt fjender ude i århundreder, og fortet er aldrig blevet taget med magt.
Blandt mange lokale er Bikaner dog bedst kendt for sine eftertragtede ridekameler. Dette hører du mere om, når du besøger en lokal kamel-farm. Tilbage på hotellet er resten af dagen fri til afslapning eller eventyr på egen hånd.

Dag 6: Bikaner til Jaisalmer

 Bikaner til Jaisalmer

Fra Bikaner fortsætter du dybere ind i ørken mod den mest eventyrlige af alle Rajasthans byer, Jaisalmer. Fra afstand ligner den muromkransede karavaneby et enormt sandslot, der rejser sig som et fatamorgana af den omkringliggende ørken. De honningfarvede bymure gløder gyldent i det stærke sollys, og det er let at forestille sig, hvordan karavaneførere i århundreder har fundet styrke i synet af denne afsidesliggende by efter deres ensomme og farefulde rejser gennem Thar-ørkenen.
Du ankommer til Jaisalmer ud på eftermiddagen og har resten af dagen til at nyde denne storslåede by på egen hånd. I århundreder lå Jaisalmer på karavaneruterne mellem Indien og Centralasien. Ufattelige rigdomme passerede igennem byens markeder, og de velhavende købmænd lod overdådige havelis og palæer bygge. I dag ligner Jaisalmer mest af alt et kæmpe friluftsmuseum. Balkoner er smukt udskåret med sirlige detaljer, vinduesrammer ligner små mesterværker, og tagryggene er dekoreret med buer og mønstre. I de labyrintiske gyder tinger mænd iført turban og kvinder i farvestrålende sarier om alt fra krydderier og silketørklæder til lokale sølvsmykker. Køer ligger og tygger drøv midt på gaden, og pilgrimme strømmer til byens rigt dekorerede templer. Igen i nat danner Rajasthans historiske arkitektur rammen om dit hotel, Suryagath. Dette prisvindende hotel er af nyere dato. Men bygningerne er en tro kopi af en indisk ørkenborg komplet med tårne, gårdhaver og masser af stemning.

Dag 7: Jaisalmer

 Jaisalmer

Morgenen byder på en spændende guidet tur gennem Jaisalmers historiske bydel med besøg ved en række af byens største attraktioner. Deriblandt den berømte fæstning Jaisalmer Fort, der ligger spektakulært på en 80 m høj klippe. Mange hære har forsøgt at kæmpe sig vej over disse mure, men de lokale lod sig ikke besejre uden kamp. Du udforsker også de charmerende små baggyder og besøger prægtige handelshuse som Salim Singh Haveli og Patwon Haveli. Bygningerne er overdådigt dekoreret med detaljerede stenudskæringer og vægmalerier af krigsscener, danserinder, påfugle og blomstermønstre. Sammen med kupler, søjler og balkoner er de mange detaljer med til at give de tunge stenbygninger et overraskende let og luftigt udtryk.
Jaisalmers mange detaljer er overvældende, så det kan være en god ide at se byen lidt på afstand. Derfor bliver du kørt ud til Gadsisar-søen, der ligger uden for den gamle bydel. Vand er umådeligt vigtigt, når man bor i en ørken, og gennem tiderne er mange flotte templer og små helligdomme skudt op rundt om søen. I dag er området et populært udflugtsmål for Jaisalmars indbyggere, der kommer her for at sejle på søen og spise picnic i fred og ro, mens de nyder synet af deres smukke, gamle by.
Sidst på eftermiddagen fortsætter du dybere ind i ørkenen. Her udskiftes bilen med en kamel, så du kan ride over Thar-ørkenens sandklitter, mens solen daler under horisonten, og de første stjerner tændes over Indien. Efter solnedgangen går turen tilbage mod hotellet i Jaisalmar.

Dag 8: Jaisalmer til Jodhpur

 Jaisalmer til Jodhpur

Du ændrer nu retning og kører østpå mod i Jodhpur i hjertet af Rajasthan. Her indlogeres du Ajit Bhawan, der er indrettet i et mindre palads fra 1927. Paladset blev bygget til den daværende maharajas lillebror, og det var hans efterkommere, der årtier senere valgte at åbne det som Indiens første paladshotel. I dag emmer de gamle bygninger stadig af historisk charme.
Der er sandsynligvis tid til en dukkert i den fine pool, inden guiden står klar i lobbyen for at tage dig med på en gåtur gennem Jodhpurs labyrintiske gamle bydel. Mange bygninger her er malet indigoblå, hvilket har givet Jodhpur sit kælenavn ”Den blå By”. Mellem de blå bygninger ligger små markedsgader, hvor lokalt kunsthåndværk som broderede sko, sølvvarer og tæpper faldbydes til forbipasserende.

Dag 9: Jodhpur til Rawla Narlai

 Jodhpur til Rawla Narlai

Jodhpur har rødder mere end 500 år tilbage i tiden. I byens unge år var forsvarsværker strengt nødvendige, og man var så grundig i konstruktionen af disse, at den 10 km lange bymur stadig omkranser bymidten i imponerende stand. Det mest storslåede forsvarsværk er dog det kolossale røde Meherangarh Fort, der fuldstændig dominerer Jodhpur fra sin klippe over den gamle bydel. Syv store porte fører ind i fortets indre, der rummer paladser med navne som ”Blomsterpaladset”, ”Perlepaladset” og ”Nydelsens palads”. I dag huser Meherangarh et glimrende museum med alt fra våben til elefantsadler. Du besøger naturligvis fortet samt nærliggende Jaswant Thada, hvor den royale familie ligger begravet under gravmonumenter i hvidt marmor.
Efter formiddagens sightseeing lægger du Jodhpur bag dig og kører gennem landbrugsområder og små landsbyer til Rawla Narlai. Her indlogeres ud på byens palads, der ligger smukt for foden af en stor granitklippe i Aravalli Hills. Dette palads imponerer ikke ved sin størrelse eller overdådighed. Men derimod ved sin intime stemning og smukke originale vægmalerier. Paladset blev oprindeligt bygget som jagt-lodge for Jodhpurs royale familie, men i dag er alle velkommen i de stemningsfulde gamle bygninger. Denne aften kan du vælge mellem to forskellige oplevelser. Enten kan du følge med en lokal naturguide på udkig efter leoparder, der jager i de omkringliggende bakker. Eller du kan vælge at slutte aftenen med middag serveret i eksotiske omgivelser i en af byens smukke, gamle trinbrønde.

Dag 10: Rawla Narlai via Ranakpur til Udaipur

 Rawla Narlai via Ranakpur til Udaipur

Morgenen starter med besøg i en af områdets landsbyer, hvor du oplever hverdagslivet på landet i Rajasthan. Dernæst sættes kursen mod Udaipur, der er endnu en kandidat til titlen som Indiens mest eventyrlige by. På vejen gøres der stop ved jain-templerne i Ranakpur, der er noget af det ypperste inden for indisk tempelarkitektur. Indiske templer er kendte for deres stenudskæringer. Men ingen andre steder har stenhuggerne opnået samme grad af detaljerigdom som her. Et godt eksempel er den storslåede centrale kuppel, der holdes oppe af 1444 søjler, der alle er helt unikke.Tag dig god tid til at nyde dette fantastiske sted, inden du fortsætter mod Udaipur.
Ved ankomsten til Udaipur ud på eftermiddagen indlogeres du på det fine lille palads Udai Kohti, der ligger med en formidabel beliggenhed ned til Pichola-søen. Hotellet er i sig selv et meget charmerende sted. Men det er udsigten over søen, Udaipurs maharaja-palads og Lake Palace Hotel, der stjæler opmærksomheden. Resten af dagen er fri til at slappe af på hotellet, vaske rejsestøvet af i poolen eller udforske Udaipur på egen hånd.

Dag 11: Sightseeing i Udaipur

 Sightseeing i Udaipur

Med sin billedskønne beliggenhed ned til Pichola-søen er Udaipur kendt som Indiens mest romantiske by. Udaipur rummer en sand overflod af fantastiske paladser, storslåede templer, stolte forter og vidunderlige haver, der afspejler århundreders historie og indflydelse i byen. Ind imellem de smukke historiske bygninger udfører byens knap halve mio. indbyggere deres dagligdagssysler med vanlig indisk intensitet.
Formiddagens byrundtur starter ved City Palace, der er det største palads i Rajasthan. Her mødes du af en labyrint af korridorer, udsmykkede gårdhaver og overdådige sale fyldt med skønne mosaikker. Senere besøger du Jagdish-templet, der ligger i hjertet af den gamle bydel. Her oplever du også Saheliyon Ki Bari, der er kendt som Jomfruernes Have. Dette skønne åndehul er efter sigende bygget af 48 kvinder, som Maharana Sangram Singh modtog som en del af sin medgift. Haven er en fredfyldt oase fyldt med farvestrålende og velduftende blomster, springvand og små pavilloner.
Eftermiddagen byder på high tea på Monsoon Palace, der ligger på en bakketop med en forrygende udsigt over byen og søen. Tilbage ved søens bred ligger en båd klar til at sejle dig ud på søen, hvorfra du kan se aftensolen bade Udaipurs paladser i sit sidste, bløde lys. Herfra har du første parket til det store City Palace samt det berømte Lake Palace Hotel, der ligger på en ø midt i søen. Det tidligere fyrstepalads fra 1754 opnåede berømmelse, da Roger Moore svømmede ud til paladset forklædt som en krokodille i James Bond-filmen ”Octopussy”. Fra båden kan du også se paladsøen Jagmandir, hvor den senere bygherre af Taj Mahal efter sigende søgte tilflugt, mens han stadig var kronprins. Efter sejlturen går turen tilbage til hotellet, hvor dagen meget vel kunne afrundes med en drink på terrassen med udsigt over byens lys.

Dag 12: Udaipur på egen hånd

 Udaipur på egen hånd

Dagen er fri til egne eventyr i Udaipur. Shop på de lokale markeder, dyk dybere ned i byens fantastiske køkken, og nyd nogle af byens mange historiske attraktioner. Eller gå en tur gennem den gamle bydels tæt pakkede gader, hvor du oplever Indien råt for usødet. Kvinder handler på byens markeder, og hellige mænd valfarter til templerne for at ofre. Barberer servicerer kunder fra barberstole opstillet i de små sidegader, mens motoriserede rickshaws suser ind og ud mellem gadens tusindvis af fodgængere, gadesælgere og hellige køer. Du er naturligvis også velkommen til at nyde en fredelig dag ved poolen på hotellet med udsigt over Udaipur og søen.

Dag 13: Udaipur til Pushkar

 Udaipur til Pushkar

Du forlader Udaipur fra morgenstunden og kører nordpå mod pilgrimsbyen, Pushkar. Denne relativt lille ørkenby, der ligger rundt om en hellig sø, spiller en vigtig rolle i hinduismen. Dette fornemmer du tydeligt i Pushkars gader, hvor tusindvis af hellige mænd og pilgrimme lyser op i gadebilledet. Nogle har vandret i ugevis for at ofre i Pushkars mere end 400 templer og bade ved de 52 ghats, der fører ned i søens hellige vand.
Ved ankomsten til Pushkar indlogeres du på Pushkar Palace, der ligger helt perfekt ned til søen. Det lille hvide palads tilhørte tidligere maharajaen af Kishangarh, og Rajasthans særlige arkitektur med bemalede lofter, kølige marmorgulve og smukke detaljer er tydelig at se. Men bygningerne er blevet moderniseret, så hotellet i dag kombinerer sin historiske charme med moderne faciliteter. Det hele fuldendes af den fantastiske udsigt over søen, der ganske enkelt ikke fås bedre.
Senere på dagen venter en guidet byvandring til Pushkars vigtigste tempel. Der er altid masser af liv omkring templet, hvor gadehandlere sælger blomsterkranse og farverigt pulver til de mange pilgrimme, der er kommet for at ofre til guden Brahma. Millioner af hinduer besøger hvert år dette tempel, og ofte genlyder tempelgården af klokkeklang, musik og sagte bønner.

Dag 14: Pushkar til Jaipur

 Pushkar til Jaipur

Der er ikke langt fra Pushkar til storbyen Jaipur, der også er kendt som ”Den Lyserøde By” på grund af sine mange lyserøde huse. Ved ankomsten indlogeres du på den smukt restaureret Samode haveli, der ligger i hjertet byen. Der bliver tid til at nyde de smukke omgivelser, inden guiden ud på dagen fører dig til et af byens travle markeder. Jaipur er en vigtig handelsby, og der er altid en hektisk stemning i de gamle gader, hvor alt fra friske grønsager til vaskebaljer og stærk karry skifter hænder. Så selv hvis du ikke ønsker at købe noget, er det en eksotisk oplevelse at udforske det livlige område.

Dag 15: Jaipur

 Jaipur

Dagen starter ved det gigantiske Amber Fort, der blev opført af en højtstående hærfører under stormogulen Akbar. Intet blev sparet under konstruktionen af fortet, og inden for de høje mure er paladset fyldt med smukke gårdhaver, søjlegange og sale med fantastiske malerier. Andre rum er dækket af overdådige mønstre i sten eller små spejle, der glimter i olielampernes skær som stjernehimlen over Rajasthan.
På vej ud til Amber Fort gøres stop ved Jaipurs mest berømte seværdighed; Vindenes Palads. Fra denne lyserøde gavl i maharajaens palads kunne haremskvinderne kigge ud på livet i byen. Men de 953 vinduer er udskåret således, at ingen kunne se dem fra gaden. Du hører meget mere om livet bag paladsets mure, når du denne eftermiddag besøger selve paladset. Den nuværende maharaja bor stadig i en del af bygningerne, mens resten er omdannet til et spændende museum. Alt fra våben og royale bærestole til miniaturemalerier og sjældne astronomiske optegnelser er udstillet i de gamle bygninger, der også giver et godt indblik i den ekstreme luksus, tidligere tiders maharajaer omgav sig med.
Astronomi spillede en stor rolle i datiden samfund, når vigtige beslutninger skulle træffes. Det mest tydelige bevis på dette er Jantar Mantar, som du naturligvis også besøger. Denne samling af underlige bygninger er et observatorium fra omkring 1730, der gjorde det muligt at lave meget præcise astronomiske optegnelser.

Dag 16: Afrejse mod Danmark

Nyd den sidste morgen i Indien, indtil det er tid at køre mod den internationale lufthavn i Delhi. På vejen gøres stop ved en lokal restaurant, hvor det er muligt at spise middag, inden turen går det sidste stykke til lufthavnen.

Dag 17: Ankomst til Danmark

Efter et flyskifte fortsætter du mod Danmark.

SÆRLIGT OM REJSEN

Indiske Paladser:
Langt de fleste nætter på denne rejse tilbringes på ægte Maharaja-paladser eller haveli’er, overdådige privatvillaer, hvor rige købmand tidligere drev deres forretning. Alle disse paladser har tidligere tilhørt landets absolutte elite, men det betyder ikke, at de nødvendigvis stadig tilbyder femstjernet royal luksus og en tjener på hver finger. Nogle gør, mens komfortniveauet andre steder er mere sammenlignelig med gode turistklassehoteller. Værelserne kan variere meget i både størrelse og indretning, men dette er en del af det at bo på heritage-hoteller. Én ting har de dog alle til fælles: De emmer af en charme og atmosfære, ingen almindelige hoteller kunne håbe på at opnå.

Forlængelse til Agra og Taj Mahal:
Det er muligt at forlænge rejsen med 2 dage/1 nat og opleve det smukke og imponerende Taj Mahal i Agra samt Fatehpur Sikri, der i 15 år fungerede som hovedstad under stormogulen Akbar.
I fortsætter da fra Jaipur på dag 16 via Fatehpur Sikri til Agra, hvor der overnattes. Den efterfølgende venter solopgangen over Taj Mahal efterfulgt af morgenmad på hotellet samt besøg ved Agra Fort og Baby Taj, inden I bliver kørt til lufthavnen i Delhi, hvorfra hjemrejsen kan begynde.

Tag til festival, og oplev Indien for fuld udblæsning
Indien er altid en farverige oplevelse. Men det er ved landets utallige højtider, at Indien viser sig fra sin mest eksotiske og farvestrålende side. Læs mere om de mange muligheder for at få en hel igennem ekstraordinær oplevelse – klik her.

Prisinformation

Rajasthans paladser - 17 dage fra 17.395 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra København til Delhi t/r
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • Al transport og alle udflugter på privat basis med lokal engelsktalende guide
  • Alle udflugter, aktivteter og entréer ifølge program
  • 2 nætter på Oberoi Maidens i Delhi inkl. morgenmad
  • 1 nat på Hotel Alsisar Mahal i Alsisar inkl. morgenmad
  • 2 nat på Laxmi Niwas Palace i Bikaner inkl. morgenmad
  • 2 nætter på Suryagarh i Jaisalmer inkl. morgenmad
  • 1 nat på Ajit Bhawan i Jodhpur inkl. morgenmad
  • 1 nat på Rawla Narlai i Narlai inkl. morgenmad
  • 3 nætter Udaikothi Hotel i Udaipur inkl. morgenmad
  • 1 nat på Pushkar Palace i Pushkar inkl. morgenmad
  • 2 nætter på Samode Haveli i Jaipur inkl. morgenmad
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Forlængelse til Agra og Taj Mahal 2 dage/1 nat inkluderer:

  • Privat transport fra Jaipur til Agra via Fatehpur Sikri
  • Sightseeing ved Fatehpur Sikri
  • 1 nat på Trident Agra inkl. morgenmad
  • Sightseeing ved Taj Mahal, Agra Fort og Baby Taj
  • Privat transport fra Agra til Delhi

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
1 apr 2017 - 30 sep 2017
1 apr 2018 - 30 sep 2018
ved 2 voksne
fra 17.395 kr.
Forlængelse til Agra og Taj Mahal
Kontakt os for pris

Højsæson
1 okt 2017 - 31 mar 2018
ved 2 voksne
fra 19.995 kr.
Forlængelse til Agra og Taj Mahal
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Forlængelse til Agra og Taj Mahal
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Det bedste af Peru

Det bedste af Peru

I oplever på denne rejse det bedste af Peru med Lima, Islas Ballestras, Colca Canyon og Titicaca-søen. For ikke at glemme Cuzco, Machu Picchu og Amazonjunglen.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Togrejser

21 dage fra 42.350 kr.

Bangkok og badeferie på Koh Samui

Bangkok og badeferie på Koh Samui

Oplev Bangkoks pulserende gader og markeder og få et unikt indblik det lokale thailandske cuisine, inden i fortsætter sydpå til en afslappende badeferie på Koh Samui i elegante og luksuriøse omgivelser på det lækre Outrigger Samui Beach Resort.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Mad og Vin, Storby, Strandferie

13 dage fra 16.695 kr.

Den ultimative safari i Indien

Den ultimative safari i Indien

Tigere, leoparder, løver, næsehorn, elefanter, delfiner, påfugle og læbebjørne. Det er blot nogle få af de dyr, du kan opleve på denne store safari-rejse i Indien. Undervejs bor du på luksuriøse safarilodges, bliver kørt med privatchauffør og har hele seks indenrigsflyvninger, så du får mest mulig tid til at nyde naturen.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Safari

20 dage fra 69.995 kr.

Kerala rundrejse

Kerala rundrejse

Den historiske krydderiby Cochin, grønne bjergsider med temarker og krydderi-plantager, vilde elefanter og sejltur gennem Backwaters i en husbåd. På denne Kerala rundrejse oplever I det bedste af denne smukke stat, inden rejsen slutter med badeferie ved en af Indiens bedste strande.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Strandferie

10 dage fra 13.995 kr.

Boutique luksus - Kuala Lumpur og Tioman

Boutique luksus - Kuala Lumpur og Tioman

Kombiner eksotisk storbyliv, templer og shopping med luksuriøs badeferie på tropeøen Tioman Island.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Kulturoplevelser, Storby, Strandferie

13 dage fra 22.995 kr.

Nyhed