70 12 03 03
Åben:

Opdag Burma

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Opdag Burma og træd 30 år tilbage i tiden og udforsk Østens glemte perle.

På denne rundrejse i Burma venter der alt det bedste, som dette fascinerende og smukke land har holdt skjult for omverdenen gennem de sidste mange, mange år. Smukke og imponerende pagoder blandet med kolonitidens charme. Mystiske templer ved Bagan og maleriske landskaber ved Inle-søen. Kombinér dette med en utrolig gæstfri og smilende befolkning, der stadig lever, som de har gjort gennem hundreder af år og I har en destination, der byder på rejseminder for resten af livet.

Rejsen foregår med engelsktalende guide sammen med en mindre gruppe af internationale gæster.

Opdag Burma er tilrettelagt i samarbejde med britiske Exodus, som er verdensførende inden for oplevelsesrejser i grupper. Denne tur er gennemtestet, så I har sikkerhed for de bedst mulige oplevelser.

Læs artikel fra Daily Telegraph om rejsen Opdag Burma her.

16 dage fra 26.495 kr. 

Turens højdepunkter

  • Med engelsktalende guide
  • Små grupper
  • Yangons koloniale charme og den glitrende Shwedagon pagode
  • Inle-søen og Mandalay Hill
  • Bagan med flere tusinde templer
  • Prisen inluderer alle indenrigsflyvninger
  • Læs minikatalog om Exodus

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

I flyver fra Danmark mod Yangon i Burma.

Dag 2: Ankomst til Yangon

 Ankomst til Yangon

Ankomst til Yangon, hvor resten af dagen er til fri disposition. I mødes med resten af gruppen på hotellet.
Yangon ligner ingen anden storby i Asien. Her er der langt mellem højhusene og de fortravlede forretningsmænd, der løber fra møde til møde. Også de glitrende shoppingcentre, man finder i eksempelvis Bangkok, må man lede forgæves efter. De er i Yangon afløst af fredsfyldte templer, travle markeder og grønne parker.
Her og der ses smukke bygninger fra den britiske kolonitid, og omkring de forgyldte helligdomme samles pilgrimme for at ofre til Buddha.
Brug f.eks. dagen på at gå en tur i centrum af byen omkring Sule-pagoden og det kinesiske kvarter. Eller nyd freden i den smukke park omkring Kandawgyi-søen, der prydes af en unik flydende restaurant samt en førsteklasses udsigt mod Shwedagon-pagoden, der hæver sig over byens tage. Parken er populær hos lokale indbyggere, der kommer her for at spise på de mange restauranter eller nyde udsigten over en kold øl.

Dag 3: På opdagelse i Yangon

 På opdagelse i Yangon

Yangon ligger i skyggen af den smukke og imponerende Shwedagon Pagode, der er den største og vigtigste helligdom i Burma og siges at rumme otte af Buddhas hår. Alt imens pagodens stupa glitrer i guld belagt med 5500 diamanter og andre ædelstene går livet sin gang i de travle gader nedenfor.
På dagens tur rundt i byen vil I opleve de mange levn af bygninger fra kolonitiden, Chinatown med dens gamle træhuse, hvor templer og farverige markeder byder på fantastiske foto-muligheder.
Tæt på Chinatown besøger I Shwe Bontha, der vel nok er en af de mest fotogene gader i byen med dens små te-køkkener og imponerende kolonitidsbygninger.
I gør et stop ved Lake Kandawgyi, hvor I vil se den skinnende kopi af den kongelige pram, inden I bevæger jer op til Shwedagon pagoden, hvor solnedgangen er med til at give et helt fantastisk syn af byen.

Dag 4: Fra Yangon til Bagans mystiske templer

 Fra Yangon til Bagans mystiske templer

Et tidligt morgenfly bringer jer fra Yangon til de fascinerende templer ved Bagan. Ved ankomsten tages der på en kort orienteringstur, hvorefter I har dagen på egen hånd indtil solnedgang.
Der er mere ned 4.000 templer og pagoder i alle størrelser på dette 25 km2 store område. Området kan sammenlignes med arkæologiske vidundere som Angkor i Cambodia, Machu Picchu i Peru og Chichen Itza i Mexico.
Her mødes Buddhisme, Hinduisme og Nat-gudsdyrkelse i et væld af forskellige helligdomme og I har dagen til frit at udforske området enten på cykel eller til fods, inden I mødes med resten af gruppen for at opleve solnedgangen fra Shwazigon Paya, der er et af Bagans mest berømte templer.
Om aftenen er der mulighed for at nyde en valgfri middag sammen med gruppen på en lokal restaurant, hvor der også vil være marionet-dukketeater.

Dag 5: Bagans templer

 Bagans templer

Bagan er et af Sydøstasiens største arkæologiske vidundere, og hele dagen er afsat til at udforske de tusindvis af gamle tempelruiner, der fylder det åbne landskab.
Byen blev grundlagt i år 849 på denne varme flade slette i det centrale Burma, hvor Ayeyarwaddy-floden slår en bugt. På sit højeste var den en af verdens prægtigste byer, og rejsende lovpriste dens skønhed til skyerne.
I dag er byen forladt, men ca. 3.000 velbevarede templer står tilbage som minde om Bagans tidligere storhed. Nogle templer er små og raffinerede, andre store og himmelstræbende, men alle har de deres helt egen karakter. I besøger de mest interessante og flotteste af templerne.
Der er også tid til at besøge Bagans gyldne Shwezigon-pagode og det pulserende marked i Nyang U. Dagen afsluttes med at nyde solnedgangen fra Shwe Sandaw templet, der byder på en 360 graders udsigt rundt over hele Bagan.

Dag 6: Bagan og måske Mount Popa

 Bagan og måske Mount Popa

Morgenen vil blive tilbragt med mere sightseeing omkring templerne ved Bagan. I besøger bl.a. Manuha Paya og Wetkyi-in-Gubyaukgyi templet fra det 13. århundrede med dets imponerende frescoer.
I får også mulighed for at se hvordan man laver det lak-kunstværk, som Bagan er så kendt for.
Eftermiddagen er på egen hånd, og her kan I eksempelvis besøge Mount Popa. Det cylinderformede bjerg med lodrette sider skyder op af den frodige jord 50 km fra Bagan. Stedet ligner noget taget ud af et eventyr, hvilket blot forstærkes af det gyldne tempel, der er opført på bjergets flade top. Det høje bjerg har i tidernes morgen været kernen i en vulkan. Vulkanen er sidenhen eroderet væk, og tilbage står det smukke bjerg. Det tager ca. en halv time at vandre op til toppen, og anstrengelserne bliver belønnet med en betagende udsigt over det grønne landskab.

Dag 7: På vej til Mandalay

 På vej til Mandalay

En kort flyvetur østpå tager jer til Mandalay. Navnet Mandalay vækker en særlig stemning, og bringer strofer fra Kiplings berømte digt frem på nethinden – strofer der senere blev udødeliggjort i den berømte sang “On the road to Mandalay”.
Ved ankomst til byen tjekker I ind på jeres hotel, hvorefter der tages på en guidet tur rundt i centrum af Burmas gamle kongeby.
Om eftermiddagen besøger I en af det tidligere kongedømmes allerhelligste pagoder, Mahamuni Pagoden, hvor bladguld pryder overfladen på Buddhaens ansigt.
Herfra fortsætter turen mod Mandalay Hill, hvor der gøres stop ved det smukke Shwe In Bin Kyaung – et kloster bygget af teaktræ i traditionel burmesisk stil. Klostret blev bygget af kinesiske handelsmænd i 1895 og er udført med imponerende og detaljerede træudskæringer.
Dagen afsluttes på toppen af Mandalay Hill med dens skinnende stupaer, smukke mosaikker og en helt fantastisk udsigt over Mandalay, Minwun Hills og Irrawaddy floden.

Dag 8: U Bein broen og sejltur på Irrawaddy

 U Bein broen og sejltur på Irrawaddy

Tidlig morgen går turen mod en af Burmas mest berømte seværdigheder, U Bein broen. Denne teaktræsbro er over en kilometer lang og det bedste syn af broen får man ved solopgang, hvor de lokale landsbyboere krydser den for at påbegynde dagens arbejde, mens fiskerne gør sig klar til en dag på floden nedenunder.
Herfra går turen tilbage til hotellet, hvor morgenmaden nydes inden I bevæger jer mod havnen, hvor jeres båd venter.
I sejler nu stille og roligt de 11 km op ad Yyeyarwaddy-floden til de imponerende ruiner i Mingun. Ruinerne ligger idyllisk ned til floden og byder på flere klosterruiner.
Mest imponerende er et af verdens største byggeprojekter. Kongen af Mingun var en stærkt troende buddhist og ønskede at bygge verdens største pagode. Det kom aldrig længere end til konstruktionen af den enorme base, der skulle have holdt tårnet. Men selv denne er så kolossal, at man ikke er i tvivl om, hvor enormt et projekt, der var tale om. I 1838 blev området ramt af et jordskælv, hvilket reducerede basen en del, men den er stadigvæk et meget imponerende syn.
Fra Mingun går sejlturen videre til Sagaing, der er et kendt meditations centrum for de munke og nonner, der ønsker at komme langt væk fra storbyens ræs. Fra Sagaing-bjerget nyder I udsigten over det fantastiske eventyrlandskab, hvor hvide spir i tusindvis stikker op mellem grønne trækroner.

Dag 9: Heho og Kalaw Hill Station

 Heho og Kalaw Hill Station

Fra Mandalay flyver I nu til byen Heho, der er udgangspunktet for jeres ophold omkring og ved den imponerende og maleriske Inle-sø.
Ved ankomsten til Heho sættes kursen mod Kalaw, der fungerede som »Hill Station« i kolonitiden. Når temperaturen i lavlandet blev for høj, rejste englænderne op til steder som Kalaw for at køle af.
I dag er byen stadig en meget stille og fredfyldt by. Byen har bibeholdt sin charme og atmosfære fra kolonitiden og byder også på et herligt mix af Shan, Bamar og forskellige andre stammekulturer, der bor i området omkring byen.
Efter at have tjekket ind på hotellet er resten af dagen til fri disposition.
I kan eksempelvis gå op ad de mange trapper til udsigtspunktet Thein Taung Paya, hvorfra der er en hel fantastisk udsigt over området. I kan også besøge den mystiske Nee Paya – en 500 år gammel statue, der er dækket af bambus. Det naturligvis også muligt blot at slentre rundt i Kalaws gader og nyde synet af de gamle kolonitidsbygninger.

Dag 9: Vandretur ved Kalaw

 Vandretur ved Kalaw

Omgivet af gamle fyrretræer, te-plantager og bambuslunde og i selskab med lokale guider er det blevet tid til at udforske området omkring Kalaw til fods.
I besøger de lokale landsbyer, hvor der vil være tid til at opleve livets gang og samtidig nyde en kop te sammen med landsbyens leder, og hvis det er sæson for det vil der også blive mulighed for at deltage i plantningen eller såningen af de lokale afgrøder.
De stier, som I vandrer på er gennem århundreder blevet brugt af de etniske minoriteter i området, når de skulle flytte deres kvæg eller høste, og fra stierne vil I opleve nogle helt fantastiske udsigter, som kun få vesterlændinge nogensinde får mulighed for at se.
Hvis man synes vandreturen er for hård, kan man efter frokosten køre i bil tilbage til Kalaw. Man skal regne med at halvdagsvandreturen tager ca. fem timer og heldagsturen ca. otte timer.

Dag 10: Inle-søen via Pindaya

 Inle-søen via Pindaya

Køreturen i dag foregår ad smalle veje, og er en oplevelse i sig selv. Der er god tid til at nyde udsigten over de opdyrkede skråninger, der med rette kaldes for Burmas køkkenhave.
Undervejs passerer I oksekærrer læsset med grøntsager, og øjet fanges skiftevis af de gule rapsmarker, grønne rismarker og utallige grøntsagsmarker, hvor bønder arbejder ved håndkraft.
Pindaya bugter sig over skråningerne ned til den pittoreske sø Boutaloke. Undervejs gøres der stop ved hovedattraktionen i Pindaya: De kæmpestore kalkstenshuler, hvor pilgrimme i løbet af hundredvis af år har anbragt mere end 8.000 Buddha-figurer.
Figurerne er i vidt forskellige størrelser og materialer som f.eks. teak, alabast, marmor og ler. Der hviler en særlig stemning over den hellige grotte, og det er en atmosfærefyldt oplevelse at gå rundt mellem de mange figurer. Måske har vi selskab af burmesiske pilgrimme, der kommer for at ofre til statuerne eller måske stille en statue i hulen.
Sidst på eftermiddagen ankommer I til Inle Søen, hvor der tjekkes ind på jeres hotel.

Dag 12: Sejltur på Inle-søen

 Sejltur på Inle-søen

For dem der har lyst til at stå tidligt op, vil der denne morgen være mulighed for at opleve den daglige parade af de orangeklædte munke, der ved solopgang går gennem byen for at modtage almisser fra byens beboere.

Efter morgenmaden vil dagen blive tilbragt på den smukke Inle-sø. Den 22 kilometer lange og 11 kilometer brede sø ligger omgivet af lave, grønne bjerge i ca. 900 meters højde.

På selve søen lever og arbejder 45.000 personer fra intha-folket. Udover at ernære sig ved det søen kan give dem, dyrker de tomater, auberginer, kartofler, bananer og appelsiner i flydende haver. Det er en fantastisk oplevelse at sejle gennem dette flydende samfunds små landsbyer. Alle huse, skoler og købmandsbutikker står på pæle ude i søen, og de fleste langt fra land. En labyrint af kanaler gør det ud for gader, og smukke templer spejler al deres pragt i det rolige vand.

På det dybere vand ser I sandsynligvis et par af de mandlige fiskere, der har udviklet en ganske særlig teknik. For bedre at kunne navigere rundt mellem de flydende planter, står de op i kanoen og ror med fødderne, mens de sætter deres net.

Der er adskillige spændende markeder på og langs Inle-søen, hvor de lokale indbyggere kommer for at handle, snakke og måske prøve lykken i spil. Fisk, grøntsager, håndrullede cigarer, betelnødder og gode sladrehistorier skifter hurtigt ejermænd, inden formiddagen går på hæld. Bagefter bliver de nyerhvervede varer pakket ned i de primitive kanoer, og turen går atter hjemad.

Dagen igennem besøger I adskillige landsbyer, hvor I kigger forbi små familievirksomheder, der bl.a. fremstiller tråd af lotusblomster og alkohol af ris. Landsbybesøgene giver også et godt indblik i hverdagslivet for indbyggerne på Inle-søen.

I besøger også Inthein på søens vestlige bred. Dette kringlede pagodekompleks indeholder hundredvis af stupaer – udformet i typisk Shan-stil – liggende tæt sammen op ad bjergsiden. Man føler sig næsten som en hel Indiana Jones, når man bevæger sig rundt imellem dem.

Dag 13: Cykeltur til landsbyerne ved Inle-søen

 Cykeltur til landsbyerne ved Inle-søen

I dag går turen på cykel ud til de små landsbyer, der ligger omkring Inle-søen.
Cykelturen foregår i stille og roligt tempo gennem det let kuperede terræn. Dem der ikke ønsker at cykle er velkomne til at køre med hjælpekøretøjet, der følger med på ruten.
I cykler langs kanten af søen gennem rismarker og sukkerrørsplantager til en intha-landsby. Undervejs passerer I traditionelle træhuse og farverigt klædte landsbyboere.
I landsbyen Kaung Daing vil I se den lokale specialitet, tofu, blive tilberedt med gule ærter i stedet for de normale soyabønner. Efter frokosten kører I tilbage til hotellet – en tur på cirka 10 km.
Sidst på eftermiddagen besøger I en lokal vingård, hvorfra der vil være mulighed for at nyde en fantastisk solnedgang over søen. Hvis man har lyst kan man for egen regning smage nogle af de lokale rød- og hvidvine, der produceres her.

Dag 14: Tilbage til Yangon

 Tilbage til Yangon

I flyver tilbage til Yangon, hvor resten af dagen er til fri disposition til at foretage den sidste shopping eller blot slentre rundt og udforske byen en sidste gang. Kig evt. forbi Scott Market, hvor der er blevet handlet tekstiler og kunsthåndværk gennem de sidste 75 år.
Om aftenen er Strand Hotel et besøg værd. Tag en drink i baren eller spis et måltid der (ikke inkluderet i rejsens pris). Det fornemme hotel hører til de historiske, eksklusive hoteller i Sydøstasien og ligger ved floden. Hotellet blev bygget i 1901 af de armenske Sarkei Brødre, som også stod bag Eastern & Oriental i Penang, Oriental i Bangkok og Raffles i Singapore.

Dag 15: Afrejse fra Yangon

Rejsen Opdag Burma er slut. Om morgenen tages der afsked med gruppen, og I har nu dagen på egen hånd indtil I sidst på eftermiddagen selv finder til lufthavnen, hvorfra der flyves retur til Danmark.

Forlæng rejsen
I kan vælge at forlænge jeres rejse i Burma på egen hånd. Kontakt os venligst for mere information.

Dag 16: Ankomst til Danmark

I ankommer til Danmark efter en spændende rundrejse i Østens glemte perle, Burma.

SÆRLIGT OM REJSEN

Denne rejse er udarbejdet i samarbejde med det britiske rejsebureau Exodus, der gennem mere end tre årtier har været blandt verdens førende udbydere af aktive rejser til alle hjørner af kloden.

I dag tilbyder Exodus næsten 500 unikke og eksotiske rejser, der lader jer opleve verdens mest fantastiske destinationer, kulturer, landskaber og dyreliv på en både aktiv, komfortabel og spændende måde.

Alle Exodus rejser foregår i mindre internationale grupper, og der er engelsktalende guide med på dem alle. Læs mere om disse unikke rejser her.

Exodus kode: AON

Prisinformation

Opdag Burma - 16 dage fra 26.495 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse København – Yangon t/r
  • Alle indenrigsflyvninger
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • 13 overnatninger på hotel (forskellig standard)
  • Morgenmad alle dage
  • Engelsktalende guide
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum, hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  • Transport fra Yangon til lufthavnen på sidste dag

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Rejseperiode 2016-17
ved 2 voksne
26.495 kr.
Tillæg i højsæson fra kr.
1.500 kr.

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg i højsæson fra kr.
Kontakt os for pris

Afrejser

Rejsen Opdag Burma har afrejse hver uge næsten alle uger om året. Landarrangementet starter i Yangon på søndage. Se afrejsedatoer og yderligere information om Opdag Burma her.

Fraprisen er vejledende.

Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Lignende rejser


Smuttur til Svalbard, sommer

Smuttur til Svalbard, sommer

Aldrig har den vilde arktiske natur været mere tilgængelig. Flyveturen til Svalbard er kort, så med 5 dage til rådighed er der god tid til at opleve polarområdernes enestående natur og dyreliv.

LÆS MERE

5 dage fra 8.995 kr.

Smuttur til Svalbard, forår og vinter

Smuttur til Svalbard, forår og vinter

Vinter på Svalbard er en enestående oplevelse. Nordlys og det spæde forårslys oplyser de isdækkede landskaber, der udforskes i hundeslæde og på snescooter. Chancerne for at se isbjørne er også gode.

LÆS MERE

5 dage fra 8.395 kr.

Antarktis, South Georgia og Falklandsøerne

Antarktis, South Georgia og Falklandsøerne

Tag med på det ultimative krydstogt ved Antarktis og oplev det rige dyreliv på South Georgia og den britiske stemning på Falklandsøerne, inden I sejler langs Antarktis’ kyster helt ned til den sydlige polarcirkel.

LÆS MERE

27 dage fra 162.500 kr.

Krydstogt til Grønland og Nordvestpassagen

Krydstogt til Grønland og Nordvestpassagen

I århundreder drømte opdagelsesrejsende om at finde vejen gennem Nordvestpassagen. Nu kan I sejle i deres fodspor gennem dette enestående naturområde, der er rig på både dyreliv og kultur.

LÆS MERE

21 dage fra 105.600 kr.

Den ultimative polar-ekspedition med isbryder

Den ultimative polar-ekspedition med isbryder

Om bord på en kraftig isbryder udforsker du nogle af de fjerneste egne af Arktis. Fra det østligste Rusland nord om Sibirien og videre via Svalbard, Grønland og den legendariske Nordvestpassage gennem Canadisk Arktis.

LÆS MERE
Rejsetype: Natur, Polar, Unik rejse

76 dage fra 625.000 kr.

Bestil tilbud