70120303
Åben:

Nordindiens højdepunkter

Denne rundrejse fører dig til en perlerække af Nordindiens højdepunkter. Du begynder med Delhis hektiske basarer, moskéer, regeringsbygninger og storslåede gravmonumenter. Herfra går turen til Agra, hvor det smukke Taj Mahal naturligvis i det bløde morgenlys. Du besøger også Agras spektakulære fort, inden kursen sættes mod den forladte paladsby Fatehpur Sikri. Forude venter den lyserøde by Jaipur i ørkenstaten Rajasthan, hvor kvinderne går klædt i farvestrålende sarier, og mændene er iført turban. I Jaipur oplever du byens forte, markeder og paladser, inden du flyver videre til hinduernes helligste by, Varanasi. Her sejler du ud på Ganges-floden ved solopgang og oplever de mange tusinde pilgrimme bade i floden i røgen fra nattens ligbål. Du oplever også Varanasis gamle bydel til fods og deltager i en spektakulær ceremoni langs floden om aftenen. Helt andre oplevelser venter i den lille by Sarnath, hvor Buddha holdt sin første prædiken. Undervejs bliver der rig mulighed for at udforske det indiske køkken og opleve den eksotiske indiske kultur for fuld udblæsning.
Nætterne tilbringes på gode førsteklasses og delux-hoteller, der er valgt for deres særlige stemning og gode beliggenhed. I Varanasi og Jaipur bor du på gamle paladser, og i Delhi overnattes på et kolonitidshotel fyldt med sjæl. Kørsler foregår med privatchauffør, og private guider sørger for alt det praktiske og for, at du får det fulde udbytte af besøget. Så du skal bare slappe af og nyde turen.

Rejsen kan naturligvis skræddersyes efter dine unikke ønsker.

Ring til os nu, og lad os skræddersy din individuelle drømmerejse.

10 dage fra 16.595 kr. 

Turens højdepunkter

  • Oplev Indien med privatchauffør og private guider
  • Bo på førsteklasses hoteller med masser af karakter
  • Delhis hektiske gamle bydel i cykeltaxa
  • Solopgang over Taj Mahal
  • Eventyrlige paladser og markeder i Jaipur
  • Oplev pilgrimmene langs Ganges-floden i Varanasi
  • Gå i Buddhas fodspor i Sarnath

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra København til Delhi

Fra Danmark flyves via en europæisk storby til Delhi, hvor du ankommer lige over midnat. Ved ankomsten du bliver hentet i lufthavnen og kørt til det historiske luksushotel Oberoi Maidens, der har taget imod prominente gæster siden 1903. Den charmerende kolonitidsstil er bevaret i hotellets gamle korridorer og værelser, der naturligvis er blevet opgraderet med moderne faciliteter og bekvemmeligheder. Her kan du få en god nats søvn, inden morgendagens oplevelser.

Dag 2: Sightseeing i Delhi

 Sightseeing i Delhi

Første stop er den store fredagsmoske, Jama Masjid, der kan rumme op mod 20.000 troende til fredagsbønnen. Indenfor i moskéen hersker der en vidunderlig fred og ro. Men uden for de røde mure breder Old Delhis gamle basargader sig i alle retninger. I en rickshaw begiver du dig sammen med guiden ind i denne kaotiske labyrint, hvor ikke meget synes at have ændret sig i århundreder. Her bankes der stadig flittigt hos kobbersmeden, mens skræddere syr farvestrålende sarier på gamle symaskiner. Bagerne har travlt med at bage fladbrød over åben ild, og slagtere lægger dagens udbud ud til skue, mens rickshawchauffører forsøger at bane sig vej gennem menneskemængderne med høje råb.
En helt anden ro venter ved Raj Ghat, der ligger som en grøn oase midt i den hektiske hovedstad. Det var her Mahatma Gandhi blev kremeret i 1948, efter han var blevet myrdet ved et attentat. Fra Raj Ghat går turen mod New Delhi, der var briternes hovedstad i Indien. Denne arkitekttegnede bydel er domineret af brede skyggefulde boulevarder og flotte officielle bygninger efter tydeligt europæisk forbillede. Første stop er triumfbuen India Gate, der blev rejst som hyldest til de 85.000 indiske soldater, der døde under Første Verdenskrig. Du fortsætter forbi flere officielle bygninger til Qutab Minar; en imponerende minaret, der blev påbegyndt i 1193 for at fejre Islams indtog i Indien. Fortsæt til Humayuns gravmæle fra 1570 og de omkringliggende haver, der blev designet til at genskabe paradis på jorden. Mausoleet er et prægtigt skue, og det er let at se, hvor bygherren til Taj Mahal fik sin inspiration fra. Herfra går turen tilbage til hotellet, hvor dagens oplevelser kan fordøjes i haven.

Dag 3: Delhi - Agra

 Delhi - Agra

Efter morgenmaden holder privatchaufføren klar med bilen for at køre dig til Agra. På vejen gøres stop i Sikandra for at opleve en af Nordindiens mere oversete attraktioner. I en stor smuk park fyldt med aber og hjorte lod stormodulen Akbar omkring år 1600 et storslået mausoleum opføre til sig selv. Arkitekturen er luftig, og især porten regnes for at være et arkitektonisk mesterværk. Hvis Akbar efter et særdeles aktivt liv ønskede et fredfyldt hvilested, er hans ønske til fulde blevet opfyldt. For der hersker en ro og idyl over Sikandra, man ikke finder mange andre steder i Indien.
Fra Sikrandra kører du det sidste stykke mod Agra, hvor du indlogeres Trident; et komfortabelt førsteklasses hotel med pool og en god beliggenhed omkring halvanden kilometer fra Taj Mahal. Resten af dagen er fri til at slappe af på hotellet eller udforske Agra på egen hånd. Gå eksempelvis en tur gennem byens farverige basar, eller nyd en lækker middag med udsigt til Taj Mahal på en af byens mange restauranter. Et rigtigt godt sted at opleve solnedgang over Taj Mahal er fra den anden side af floden bag Taj Mahal.
Aftenen byder på en ganske særlig oplevelse, når en lokal familie byder indenfor til te. Dette er en sjælden mulighed for at komme tæt på den indiske hverdag og se, hvordan folk bor. Besøget er meget uformelt, og du har naturligvis din guide med som tolk.

Dag 4: Agra og Taj Mahal

 Agra og Taj Mahal

Denne morgen venter et af turens helt store højdepunkter; Taj Mahal. I århundreder er rejsende valfartet til Agra for at beundre det overdådige gravmæle, som stormogulen Shah Jahan lod opføre til minde om sin elskede hustru, der døde i 1631 kort efter at have født sit 14. barn. I 17 år knoklede 20.000 arbejdere og kunsthåndværkere fra så fjerne lande som Persien, Tyrkiet, Frankrig og Italien på højtryk for at føre Shah Jahans sidste store kærlighedserklæring ud i livet. Da Taj Mahal endelig stod færdigt, havde det ekstravagante byggeri næsten drænet statskassen for penge. Men historier fortæller, at Shah Jahan alligevel fandt det på sin plads at opføre et tilsvarende mausoleum til sig selv i sort marmor. Da kronprins Aurangzeb hørte om Shah Jahans planer, lod han ham arrestere. Shah Jahan blev spærret inde på Det Røde Fort i Agra, hvor han endte sine dage i et rum med udsigt til Taj Mahal.
Du har mulighed for at opleve den selvsamme udsigt, når du besøger Agra Fort, der ligger med en formidabel placering højt over Yamuna-flodens grumsede vand cirka en kilometer fra Taj Mahal. Fra afstand ligner fortet en uindtagelig fæstning. De første sten blev lagt til fortet i 1565 på ordre fra stormogulen Akbar, men han ville næppe genkende fortets indre i dag. Eftertiden har nemlig tilført bygningerne en så høj grad af elegance, at den uindtagelige fæstning med tiden er blevet omdannet til et overdådigt palads. Komplet med udsmykkede marmorbygninger og formelle haveanlæg. Udsigten fra fortet ned over floden mod Taj Mahal er enestående, og med lidt held oplever du mænd og kvinder i farverige dragter vaske langs floden ved håndkraft.

Dag 5: Fatehpur Sikri og Jaipur

 Fatehpur Sikri og Jaipur

Fra Agra sættes kursen mod Jaipur i delstaten Rajasthan. Undervejs gøres stop ved Fatehpur Sikri, der i 15 år fungerede som hovedstad under stormogulen Akbar. Paladset blev bygget i rød sandsten mellem 1570 og 1585. Men knapt havde man gjort det enorme bygningsværk færdigt, før det i al hast blev forladt. I dag står bygningerne intakte tilbage, som var stormogulen netop redet ud af porten på sin elefant fulgt af turbanklædte krigere, hoffolk og haremskvinder. Man gætter på, at det var problemer med vandforsyningen, der fik Akbar til at opgive det prægtige palads. Du har god tid til at udforske de velbevarede bygninger sammen med guiden og høre om Akbars ekstravagante livsstil. For eksempel yndede han at bruge mennesker som levende brikker, når han spillede det skaklignende spil, pachchisi.
Ved ankomsten til Jaipur indlogeres du på hotellet Samode Haveli, der er indrettet i et historisk palads komplet med kupler, skyggefulde korridorer og sale med bemalede lofter. Hele stedet emmer af eventyr, og det er svært at forestille sig et mere stemningsfuldt sted at bo midt i storbyen. Du får første indtryk af byen allerede i aften, når guiden fører dig gennem et af byens travle markeder. Jaipur er en vigtig handelsby, og der er altid en hektisk stemning i de gamle gader hvor kvinder i farvestrålende sarier tinger om prisen, og duften fra gadekøkkener fylder luften. Selv hvis I ikke ønsker at købe noget, er markedet en stor oplevelse, og der er altid noget at kigge på.

Dag 6: Den lyserøde by, eventyrlige Jaipur

 Den lyserøde by, eventyrlige Jaipur

Jaipur bliver også kaldt for ”Den Lyserøde By”, fordi mange bygninger er malet lyserøde. Byen blev grundlagt i 1727 af maharajaen Jai Singh d. 2., og den er siden vokset sig til at blive en ægte indisk storby med alt, hvad der hører sig til. Men rundt omkring i de travle gader ligger nogle af Indiens smukkeste historiske bygningsværker.
Dagens udforskning starter ved det store Amber Fort, der oprindeligt var hjem for en hærfører under stormogulen Akbar. Han var en velhavende mand, og hans palads er fyldt med overdådig luksus. Her er blomstertæpper, som i deres mønstre minder om ægte tæpper. Her er fontæner, bassiner og kanaler med rislende vand, der både køler og beroliger. Her er smukt udskårne tårne og søjler samt fantastiske malerier. Her er store gårdhaver og sale dækket med små spejle importeret fra Belgien, der glimter som stjernerne under nattehimlen. Paladset er som en fortryllet verden, man ellers kun finder i eventyr.
På vej ud til Amber Fort gøres stop ved Jaipurs mest berømte seværdighed; Vindenes Palads. Fra denne lyserøde gavl i maharajaens palads kunne haremskvinderne kigge ud på livet i byen. Men de 953 vinduer er udskåret således, at ingen kunne se dem fra gaden. Du hører meget mere om livet bag paladsets mure, når du denne eftermiddag besøger selve paladset. Den nuværende maharaja bor stadig i en del af bygningerne, mens resten er omdannet til et spændende museum. Alt fra våben og royale bærestole til miniaturemalerier og sjældne astronomiske optegnelser er udstillet i de gamle bygninger, der også giver et godt indblik i den ekstreme luksus, tidligere tiders maharajaer omgav sig med.
Astronomi spillede en stor rolle i datiden samfund, når vigtige beslutninger skulle træffes. Det mest tydelige bevis på dette er Jantar Mantar, som du naturligvis også besøger. Denne samling af underlige bygninger er et observatorium fra omkring 1730, der gjorde det muligt at lave meget præcise astronomiske optegnelser.

Dag 7: Jaipur – Varanasi

 Jaipur – Varanasi

Du lægger Jaipur bag dig og flyver til den hellige by Varanasi på bredden af Ganges-floden. Varanasi har i årtusinder været et af Indiens vigtigste pilgrimsmål for hinduer, og den dag i dag vrimler gaderne med pilgrimme, tiggere og handlende, der alle prøver at kæmpe sig vej gennem den tætte trafik. Engang imellem deler menneskestrømmene sig i to, når en svedende rickshaw-chauffør forsøger at trampe sin cykeltaxa op mod strømmen. Sælgere faldbyder højlydt deres varer, side om side med hellige kør, der tygger drøv i vejkanten med den største selvfølgelighed. Den varme luft sitrer i gaderne, stemningen koger, og man ved snart ikke, hvor man skal kigge hen for at få det hele med.
I Varanasi bor du med den bedst tænkelige beliggenhed. Hotellet Brij Rama Palace er indrettet i et palads fra 1812 helt ned til floden. Fra hotellets terrasse har du første parket til livet langs Ganges, og de gamle sale er som taget ud af 1001 nats eventyr. Her kan du slappe af henover middagsheden. Men når temperaturerne falder igen sidst på eftermiddagen, går turen med cykelrickshaw gennem basarens smalle, snoede gader til et særligt sted langs floden. Her udfører hinduer hver aften en stemningsfuld religiøs ceremoni, som tiltrækker tusindvis af mennesker. Mange sætter olielamper ud i floden, og når mørket sænker sig, og lysene driver af sted, opstår en næsten magisk stemning langs floden. Det er på aftener som denne, at Varanasi viser sig fra sin smukkeste side, og du oplever det hele fra første parket. Efter ceremonien går turen tilbage til hotellet.

Dag 8: Varanasi og Sarnath

 Varanasi og Sarnath

Aftenerne langs Ganges-floden er magiske. Men det er i det tidlige morgengry, at Varanasi viser sig fra sin mest farverige side. Derfor står du tidligt op for at opleve de tusindvis af pilgrimme, der valfarter til floden i de tidlige morgentimer. Nede ved Ganges stiger du om bord i en lille båd og sejler ud på floden. Her har du det bedste udsyn over livet langs floden og de gamle paladser, der ligger badet i det bløde morgenlys. Varanasi er altid fyldt med pilgrimme, der kommer rejsende fra hele landet for at vaske deres synder væk i den hellige flod. Overalt på trapperne, der fører ned til vandet, ses senede mænd i lændeklæder og kvinder i farvestrålende sarier. For de fleste er det deres livslang drøm, der går i opfyldelse, og hele atmosfæren ved floden bekræfter dem i ønsket om også at ende deres dage i Varanasi. For at dø og blive brændt på bål i Varanasi er den sikreste vej til Nirvana. De hellige mænd sidder ved siden af ligbålene på bredden og mediterer, alt imens hellige køer går rundt og leder efter noget spiseligt. Fra båden kan I suge hele det spektakulære skue til jer, mens røgen fra nattens ligbål driver i et tyndt silkeagtigt slør ud over floden. Sådan har morgenerne været i Varanasi i årtusinder, og sådan er de stadig. Efter sejlturen fører guiden dig på en lille gåtur gennem Varanasis gamle bydel, inden en velfortjent morgenmad venter tilbage på hotellet.
Eftermiddagen er dedikeret til den lille by Sarnath og en anden af Indiens store religioner, buddhismen. For mere end 2500 år siden holdt Buddha sin første prædiken på dette sted. Det blev starten på den bevægelse, der i dag er en af verdens helt store religioner. I dag er Sarnath en relativ lille og uanselig by. Men rundt om i de støvede gader ligger buddhistiske templer og ruiner, der alle leder op til den lille park, hvor Buddha holdt sin berømte prædiken. Tag jer god tid til at nyde dette fredfyldte historiske sted, inden turen går tilbage til hotellet i Varanasi.

Dag 9: Varanasi – Delhi og afrejse

En god del af dagen er til fri disposition. Hvis du har lyst, kan et besøg ved et af byens mange silkevæverier arrangeres. Ud på dagen går turen mod lufthavnen, hvor flyet mod Delhi står klar. Her bliver du hentet i lufthavnen og kørt til en lokal restaurant, hvor du kan nyde et godt måltid mad, inden hjemrejsen begynder ud på aftenen.

Dag 10: Ankomst til København

Du ankommer til København efter en eventyrlig rejse til Indien.

SÆRLIGT OM REJSEN

Tag til festival og oplev Indien for fuld udblæsning
Indien er altid en farverige oplevelse. Men det er ved landets utallige højtider, at Indien viser sig fra sin mest eksotiske og farvestrålende side. Læs mere om de mange muligheder for at få en hel igennem ekstraordinær oplevelse – klik her.

Prisinformation

Nordindiens højdepunkter - 10 dage fra 16.595 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra København – Delhi t/r
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • Al transport og alle udflugter på privat basis med lokal engelsktalende guide.
  • 2 nætter på Oberoi Maidens Hotel i Delhi inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Delhi dag 2
  • 2 nætter på Trident Agra i Agra inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Agra dag 4
  • Sightseeing ved Fatehpur Sikri dag 5
  • 2 nætter på Samode Haveli i Jaipur inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Jaipur dag 6
  • Flyrejse fra Jaipur til Varanasi
  • 2 nætter på Brij Rama Palace i Varanasi inkl. morgenmad
  • Hindu Aarti Ceremoni ved Daswamedha Ghat dag 7
  • Sejltur på Ganges dag 8
  • Sightseeing i Varanasi dag 8
  • Tur til Sarnath dag 8
  • Flyrejse fra Varanasi til Delhi
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Højsæson
1 okt 2017 - 31 mar 2018
ved 2 voksne
fra 18.595 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Lavsæson
1 apr 2018 - 30 sep 2018
ved 2 voksne
fra 16.595 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Kør-selv på Cuba

Kør-selv på Cuba

Oplev Cuba og denne fantastiske ø med jer selv bag rattet i en lejet bil. Side om side med gamle amerikanske dollargrin, hestevogne og cyklister bestemmer I selv farten…

LÆS MERE
Rejsetype: Kulturoplevelser, Kør-selv, Strandferie

14 dage fra 24.550 kr.

Forkælelsesrejse til Bali

Forkælelsesrejse til Bali

Forkælelserejse til Bali med ophold på førsteklasses hoteller i Ubud, Lovina og Sanur. Nyd godt af spa- og wellness i en skøn forening med Balis smukke natur og rige kultur.

LÆS MERE
Rejsetype: Forkælelse, Håndplukkede hoteller, Kulturoplevelser, Strandferie

14 dage fra 17.495 kr.

Mexico, Guatemala og Belize

Mexico, Guatemala og Belize

Oplev fantastiske ruinbyer, lækre tropestrande, farverige indianermarkeder og smukke kolonitidsbyer på denne rundrejse til Mexico, Guatemala og Belize.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Strandferie

17 dage fra 26.995 kr.

Kinas højdepunkter og ukendte skatte

Kinas højdepunkter og ukendte skatte

Oplev en perlerække af Kinas højdepunkter og ukendte skatte. Fra Den Forbudte By, Terrakotta-hæren i Xian og Sydkinas smukke kalkstensbjerge til de fantastiske huletempler ved Datong og den ualmindelig velbevarede historiske by Pingyao.

LÆS MERE
Rejsetype: Historie, Kulturoplevelser, Naturoplevelser

15 dage fra 30.950 kr.

Boutique luksus - Kuala Lumpur og Tioman

Boutique luksus - Kuala Lumpur og Tioman

Kombiner eksotisk storbyliv, templer og shopping med luksuriøs badeferie på tropeøen Tioman Island.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Kulturoplevelser, Storby, Strandferie

13 dage fra 22.995 kr.

Nyhed