70 12 03 03
Åben:

Nicaragua og Costa Rica

Oplev Mellemamerikas rige natur, kultur og historie på denne rejse til Costa Rica og det sjældent besøgte naboland Nicaragua. Nicaragua har haft en turbulent nyere historie. Men nu har freden atter sænket sig over det smukke land, der byder på spændende kolonitidsbyer, himmelstræbende vulkaner og spor efter en mystisk indiansk kultur. Turen foregår med privatchauffør og private guider, så I er sikret størst mulig fleksibilitet og den bedste oplevelse af disse smukke og fascinerende lande.

Eventyret starter i Leon, hvis brolagte gader og spanske kolonitidsbygninger i malerisk forfald fortæller om revolutioner, poeter og Mellemamerikas største spanske kirke. Fortsæt via Masaya-vulkanen, som spanierne troede var indgangen til Helvede, til Granada, der er en af Mellemamerikas ældste og smukkeste kolonitidsbyer. Herfra sejler I ud mellem hundredvis af småøer på Nicaragua-søen til Isla Ometepe, hvis to fascinerende vulkaner rejser sig direkte op af havet. På denne afsidesliggende ø har tidligere tiders kulturer efterladt sig fantastiske stenstatuer og mystiske helleristninger i den frodige natur.

Tilbage på fastlandet fortsættes til Costa Rica, hvor dagene går med at udforske de fantastiske landskaber og det rige dyreliv i en række af landets bedste men mindre kendte nationalparker. Deriblandt vulkanske Rincón de la Vieja, Palo Verdes tørskove, Caño Negros rige dyreliv, tågeskove i Braulio og regnskovene ved Tirimbina. Men der bliver naturligvis også tid til at glide ned i de vidunderlige varme kilder ved Arenal med udsigt til vulkanens perfekte kegle.

Kom til gratis rejseforedrag om Mellemamerika – læs mere her.

14 dage fra 27.250 kr 

Turens højdepunkter

  • Stor fleksibilitet med privatchauffør og private guider
  • Oplev to meget forskellige lande væk fra de gængse turistruter
  • Udforsk de smukke kolonitidsbyer Leon og Granada
  • Søg efter mystiske stenstatuer og helleristninger på den afsidesliggende vulkanø, Isla Ometepe
  • Nyd den kolossale variation af landskaber og dyreliv i en række af Costa Ricas bedste men mindre kendte nationalparker og naturområder.

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Fra Danmark sættes kursen mod Mellemamerika.

Dag 2: Ankomst til Nicaragua

Efter et flyskifte ankommer I til Nicaraguas hovedstad, Managua. Her bliver I hentet i lufthavnen af jeres privatchauffør, der kører jer til et centralt beliggende hotel i byen. Brug resten af dagen på at slappe af ovenpå rejsen, eller kig jer lidt omkring i denne storby, der bestemt ikke ser ret mange turister. Det er svært at se, men indtil midten af 1800tallet, var Managua blot en lille landsby. I dag er byen en ægte storby, der giver et billede af det moderne Mellemamerika på både godt og ondt. Et godt sted at starte udforskningen ville være den centrale Plaza de la República, der ligger omgivet af en række af byens mest prominente bygninger.

Dag 3: Managua – Leon

Managua – Leon

Dagen starter med en lille byrundtur i Managua. Undervejs ser I en række af byens seværdigheder såsom The Museum of Culture, Rubén Dario-teateret og regeringsbygningen, inden I lægger storbyen bag jer og kører nordpå mod Leon. Nicaragua har to velbevarede kolonitidsbyer, Leon og Granada, og de kunne næsten ikke være mere forskellig. Granada var tidligere en rig handelsby med traditionelle værdier og et stærkt forhold til den spanske kongemagt. Fattigere Leon derimod tiltrak intellektuelle, kunstnere og politiske aktivister, der kiggede drømmende mod den franske og amerikanske revolution. Alligevel gjorde Spanierne Leon til områdets hovedstad, hvilket var en tørn i øjet på Spaniens tro støtter i Granada. Det hele endte med en voldsom borgerkrig i midten af 1800-tallet, hvorefter hovedstaden blev flyttet til Managua, der ligger mellem de to byer.

I dag er Leon en af de mest spændende kolonitidsbyer i Mellemamerika. Det er ikke den mest spektakulære eller bedst restaurerede, men byens revolutionære og intellektuelle ånd lever stadig i de gamle gader, der flankeres af kolonitidsbygninger i malerisk forfald. Midt i det hele hæver den enorme katedral sig mod himlen. Tidligere var det herfra, at biskoppen af Nicaragua og Costa Rica regerede, og kirken er den største kolonitidskirke i hele Mellemamerika. På turen rundt i byen besøger I også Rubén Dario Museum, hvor I hører om byens berømte søn. Rubén Dario var poet, journalist og en af forgangsmændene bag modernismen i spansk litteratur. Byens problematiske nyere historie kommer tæt på under et besøg på Galaria de Héroes y Mártires, hvor man mindes de revolutionskrigere, der kæmpede mod Somozas regime fra 1956 til 1979. Meget passende startede revolutionen netop i revolutionære Leon. I overnatter denne aften i byen, så I har god tid til at udforske Leons gamle gader.

 

Dag 4: Leon – Masaya vulkanen – Granada

Leon – Masaya vulkanen – Granada

Undergrunden under Mellemamerika er særdeles aktiv. Det oplever I tydeligt, når I denne morgen forlader Leon og kører mod San Jacinto. Her er landskaberne afsvedne, mudderpøle bobler lystigt, og damp fra jordens indre siver ud af sprækker i jorden. Flere vulkanske oplevelser venter i Masaya National Park, hvis dramatiske vulkan hæver sig mod himlen. Vulkanen er stadig aktiv, og røg stiger de fleste dage op af krateret. Det fortælles, at de lokale indianere tidligere ofrede unge piger til ildguden ved at kaste dem i vulkanens dyb. Der kan meget vel være noget om snakken, for skeletter er fundet i krateret. Også spanierne frygtede vulkanen, som de anså for at være indgangen til helvede. Derfor opstillede de et stort kors på kanten af krateret, som stadig står der den dag i dag. I Masaya besøger I også byens berømte marked, hvor kunsthåndværk og dagligdags fornødenheder tilbydes fra de mange boder. Når dagens handler er i hus fortsættes til et udsigtspunkt, hvor der er en flot udsigt over Apoyo-søen og de omkringliggende vulkaner. Herfra fortsættes til Granada, hvor I indlogeres på jeres hotel. Resten af dagen og aftenen er fri til at udforske Granadas gamle bydel, der uden tvivl er blandt de flotteste kolonitidsbyer i Mellemamerika. Det er også den ældste spanske by i Nicaragua med rødder tilbage til 1524.

 

Dag 5: Granada – Isla Ometepe

Granada – Isla Ometepe

I århundreder var Granada uden sammenligning den rigeste by i denne del af Mellemamerika. Dette skyldes i høj grad beliggenheden på en sejlbar rute fra Nicaragua-søen via San Juan-floden til Det Caribiske Hav. Indtil Panama-kanalen stod færdig i 1914, var dette den hurtigste og letteste vej mellem Stillehavet og Atlanterhavet, hvilket fik handlen til at blomstre i Granada. Penge strømmede ind, og overdådige bygninger blev opført. Desværre gjorde beliggenheden og rigdommene også Granada til et yndet mål for pirater, der lagde byen i ruiner hele tre gange mellem 1524 og 1685. Men hver gang rejste byen sig igen, og den dag i dag er Granadas tidligere storhedstid tydeligt at mærke i byens gader. I bruger formiddagen på at udforske de smukke gader og prægtige bygninger sammen med guiden. Deriblandt San Francisco-klosteret og Museet for præ-columbiansk kunst, hvor I hører om tiden inden spaniernes ankomst.

Helt andre oplevelser venter om eftermiddagen, hvor I sejler ud på søen for at udforske nogle af de mange smukke småøer ud for kysten. En del er beboet, og de 365 øer udgør et helt lille samfund, hvor al transport foregår på vandet. Fuglelivet er også rigt, og der er gode chancer for at se hejrer og måske endda traner på sejlturen. Sidst på dagen går turen med færge til den største ø i søen, Isla Ometepe, hvor I indlogeres for de kommende to nætter.

 

Dag 6: Isla Ometepe

Isla Ometepe

Isla Ometepe er et prægtigt syn. To perfekte kegleformede vulkaner hæver sig op af søens vand, og mellem dem ligger en lille landtange med sorte, vulkanske strande. Naturen er frodig, og lokale bønder har i generationer nydt godt af den frugtbare vulkanske muld. Men også langt tidligere har der levet mennesker på øen. Det fortælles at chorotega- og nahuatl-folket for tusindvis af år siden blev fordrevet af olmec-folket i det sydlige Mexico. De rådførte sig med et orakel, der fortalte dem, at de ville finde et sted at slå sig ned nær et hav af ferskvand, hvorfra de kunne se to høje bjerge. Isla Ometepe passer perfekt på denne beskrivelse, og ualmindelig mange arkæologiske fund er blevet gjort på øen. Fantastiske stenstatuer af mennesker og dyr er dukket op på de jungleklædte bjergsider, grave fyldt med keramik er blevet lokaliseret, og helleristninger pryder kampesten mange steder på øen. Alt sammen tegn på, at her engang levede en rig og blomstrende civilisation.

Dette oplever I ved selvsyn, når I sammen med guiden udforsker øens rige natur og historie. Ved den lokale gård El Porvenir går I en tur i markerne, hvor store sten med helleristninger ligger spredt rundt i landskabet. I besøger også det lille museum El Ceibo, der viser nogle af de skatte, der er fundet på øen. Frokosten nydes på en lille lokal restaurant ved den naturskønne lagune Chaco Verde. Aber ses af og til i dette område, så hold øje med trækronerne. Der er også mulighed for at besøge et lille sommerfugle-reservat (for egen regning), inden turen går tilbage til hotellet. Resten af dagen er fri til at slappe af, for eksempel på stranden, eller udforske øen på egen hånd. Hvis I ønsker det, kan en tur til Ojo de Agua arrangeres (for egen regning). Her er det muligt at bade i en smuk sø med ualmindeligt klart, grønligt vand omgivet af tæt, tropisk natur.

 

Dag 7: Ometepe – Rincón de la Vieja

Ometepe – Rincón de la Vieja

Det er tid at forlade Isla Ometepe og Nicaragua. Efter morgenmaden går turen med færge over Lago Nicaragua tilbage mod fastlandet. Dette giver endnu en mulighed for at nyde synet af Isla Ometepe på afstand. Søen er i sig selv også spændende. Den har et helt unikt fiskeliv, der blandt andet tæller hajer, sværdfisk og savfisk, der, stik imod andre steder, her kan leve i ferskvand. Dette har ført til teorien om, at søen tidligere var en bugt ud til Stillehavet, der blev afskåret ved en hævelse i jordens skorpe. Med tiden blev vandet mindre og mindre salt, og de fangede fisk enten døde eller udviklede sig til at kunne leve under de nye forhold.

Tilbage på fastlandet holder en bil klar til at køre jer mod grænsen til Costa Rica. Når alle formaliteter er i orden, fortsættes mod vulkanen Rincón de la Vieja, hvor I indlogeres på Hacienda Guachipelin. Både kødkvæg og arbejdsheste opdrættes på den store landejendom, der også tilbyder et veludviklet stisystem og et væld af aktiviteter i det naturskønne område.

Dag 8: Rincón de la Vieja – Hacienda la Pacífica

Rincón de la Vieja – Hacienda la Pacífica

Start dagen med et besøg ved det vulkanske område Las Pailas, hvor jorden syder og bobler.

Eller nyd et afslappende dyp i de varme kilder efterfulgt af en forfriskende dukkert under vandfaldet ved Azufrales. Husk kikkerten, for næsten 300 forskellige fuglearter kan ses i nationalparken. Lige fra tukaner og papegøjer til ørne og små, travle kolibrier.

Fra Rincón de la Vieja fortsættes via byen Liberia til Hacienda la Pacífica. Turen fører jer også gennem Guanacaste regionen, der er noget tørrere end resten af landet. Mange af skovene i dette område er ikke regnskove, men tør, tropisk skov som er løvfældende i tørtiden. Denne type landskaber er i dag sjældne i Mellemamerika, hvor skovhugst gennem århundreder har gjort sit indhug på de gamle træer.

Vel fremme indlogeres I på Hacienda la Pacífica, der er en ægte kvægfarm, der formår at kombinere kvægavl med naturbeskyttelse. Haciendaen ligger i et naturskønt område med tørskov, i hvilket hjorte og et væld af fugle holder til. Forskellige udflugter kan arrangeres i de skønne omgivelser. Lige fra rideture og sejlture i gummibåd på Corobicí-floden til rundvisning på gården, hvor I hører om livet på landet i Costa Rica.

Dag 9: Palo Verde National Park – Arenal

Palo Verde National Park – Arenal

Denne morgen oplever I Costa Ricas tørskove i al sin pragt, når I besøger Palo Verde National Park. Parken byder på en af verdens mest intakte tropiske tørskove, der ligger side om side med et frodigt vådområde. Omkring 150 træsorter og 55 typer vandplanter vokser i de vilde landskaber, der er et paradis for fugleinteresserede. Et væld af vadefugle såsom skestorke, hejrer og ibiser kan opleves her. Det samme kan forskellige rovfugle, brøleaber, næsebjørne, hjorte, capuchin aber og små lokale vildsvin. Hvilke dyr I ser, er naturligvis et spørgsmål om held. Men dyrene er til stede, så hold øje med bevægelser mellem træerne.

Helt andre landskaber venter senere i dag, når I forlader Palo Verde National Park og kører via Tilarán til La Fortuna, der ligger med en storslået udsigt til Arenal vulkanen. Her indlogeres I for de kommende to nætter på et hyggeligt hotel i en stor, frodig have. Brug de næste par timer på at slappe af, og nyd de smukke omgivelser. Du kan også vaske rejsestøvet af i poolen, hvorfra der er udsigt til vulkanen. Først på aftenen bliver I igen hentet af guiden, der tager jer med til nogle af områdets flotte varme kilder. Her kan I lade jer synke ned i det dejlige varme vand, mens I nyder den friske aftenluft og – hvis I er heldige – udsigten til glødende lava på Arenal vulkanen. Det kræver dog held at se lava disse dage, hvor Arenal ikke er helt så aktiv, som den har været. Men dette kan vende når som helst, og måske vil vulkanen snart igen lade et sandt festfyrværkeri af glødende lava sprøjte op fra krateret.

Dag 10: Caño Negro vildtreservat

Caño Negro vildtreservat

Dagen står i naturens tegn, når I udforsker Caño Negro Wildlife Reserve, der er et af de bedste og sværest tilgængelige naturområder i Costa Rica. Her flyder store floder gennem den uberørte skov og danner midlertidige laguner, hvor blandt andet brøleaber, edderkopaber og cappuchin aber holder til i trækronerne. Med lidt held ser I måske også et dovendyr på vej fra gren til gren i sit sædvanlige afslappede tempo. Også i vandskorpen er der masser af liv. Kaimaner, som de lokale krokodiller kaldes, ligger på lur i det grumsende vand, hvor skildpadder og leguaner soler sig på store sten. Du kan også møde Jesus Christ-firbenet, der øjensynligt løber ubesværet henover vandoverfladen. Sågar tyrehajer patruljerer de største vandveje, og i skovens dyb lister både jaguarer, pumaer og ozelotter rundt på jagt efter skovens hjorte og tapirer. Det kræver dog ekstremt held at se disse dyr. Større chancer er der for at opleve det ekstremt rige fugleliv. Hvordan I udforsker parken afhænger af årstiden og vandstanden i floderne. I kan roligt se frem til en stor naturoplevelse, inden turen går tilbage mod hotellet ved Arenal.

I Arenal kan I bruge resten af dagen på at udforske de dramatiske landskaber omkring den lokale vulkan, der stadig bærer præg af et kraftigt udbrud i 1968. Tre landsbyer blev ødelagt,  80 mennesker døde og tusindvis af kvæg mistede livet, da marker og skove blev dækket af lava. Udbruddet kom bag på alle, da Arenal på det tidspunkt havde sovet roligt i mere end 400 år. Den dag i dag ligger dele af området stadig øde hen som golde lavamarker, mens planterne andre steder igen er begyndt at spire. Således byder området også på frodige regnskove med brusende vandfald og et rigt fugleliv. Aber og nogle til tider forbløffende tillidsfulde næsebjørne lever også i parken. Så det kan i høj grad anbefales at gå en tur i de smukke omgivelser sidst på eftermiddagen.

 

Dag 11: La Tirimbina-regnskoven og chokolade

La Tirimbina-regnskoven og chokolade

Fra Arenal fortsætter I til La Tirimbina Rainforest Centre, der ligger omgivet af mosklædte kampesten, rislende floder og snoede lianer i tæt, tropisk regnskov. Mere end 100 arter af pattedyr lever mellem de høje træer. Lige fra bæltedyr og myreslugere til tapirer og tre forskellige typer aber. Også rovdyrene er vel repræsenteret, og blandt andet kattedyr såsom ozelot, puma, margay og jaguarundi lurer fra skyggerne i skovbunden. Det kræver dog stort held af se disse sky og sjældne dyr i junglens tætte vegetation. Også fuglelivet er rigt, og både tukaner og papegøjer lever i skoven side om side med omkring 420 andre fuglearter. Meget liv i regnskoven foregår i trækronerne, og er derfor oftest ude af syne. Her finder I dog en af Costa Ricas længste hængebroer oppe i trækronerne, så I kan komme helt tæt på regnskovens unikke økosystem og opleve dyrelivet fra første parket.

Efter en tur i regnskoven er det tid at fokusere på den måske mest berømte og populære plante fra Mellemamerikas regnskove: kakaobønnen. Længe inden spanierne meldte deres ankomst i 1492, lavede de lokale indianere en bitter drik af kakaobønnen, der blev brugt ved særlige ceremonier. Men det var først, da europæerne fandt ud af at blande kakao med sukker, at kakao blev en af de mest eftertragtede varer i Europa. Først blandt overklassen, der havde råd til den slags overdådig luksus. Men siden har chokolade gået sin sejrsgang over hele verden. På denne guidede tur hører I om kakaoplantens vej fra træet til det velsmagende stykke chokolade, og der bliver naturligvis mulighed for smagsprøver. Herefter fortsættes til hotellet ved Sarapiqui.

 

Dag 12: Braulio Carrillo National Park – San José

Braulio Carrillo National Park – San José

I har allerede oplevet en stor variation af landskaber. Men i dag opleves endnu en, når I fortsætter gennem bjergene til Braulio Carrillo nationalparken. Her kører I ind i tågeskovens magiske verden af krogede, mosklædte træer, kødædende slyngplanter, kæmpebregner og smukke orkidéer. Ofte driver skyer rundt mellem skovens træer, og alt synes vådt af dug. Ikke overraskende trives mange af Costa Ricas smukke frøer i disse omgivelser, der også er hjem for den sjældne og farvestrålende fugl, quetzalen. Hold også øje med aber, tukaner og skovens mange andre dyr.

Herfra fortsættes det sidste stykke til Costa Ricas hovedstad San José. Byen ligger i 1.150 meters højde og har ifølge de lokale kun én årstid; evigt forår. På vejen til hotellet tager chaufføren jer forbi en række af byens mest prominente bygninger såsom katedralen, nationalteateret, parlamentet og byens populære parker. Turen er en god introduktion til byen og giver måske lyst til at udforske mere på egen hånd. Et godt sted at starte ville være San Josés lange gågade. Strøget vrimler med butikker, gode spisesteder og hyggelige fortovscaféer, hvor I kan nyde en kop lokalt dyrket kaffe, mens I betragter livet omkring de smukke plazaer.

 

Dag 13: Hjemrejse

Hjemrejse

Nyd morgenen i fred og ro, inden det er tid at køre mod lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. Eller forlæng rejsen med badeferie langs Stillehavets flotte strande i Tamarindo. Læs mere om badeferie i Tamarindo her.

Dag 14: Ankomst til Danmark

Efter et flyskifte ankommer I til Danmark.

 

Prisinformation

Nicaragua og Costa Rica - 14 dage fra 27.250 kr

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse med Danmark – Managua/ San José-Danmark
  • 1 nat i Managua på 3-stjernet hotel
  • Byrundtur i Managua
  • 1 nat i Leon på 3-stjernet hotel
  • 1 nat i Granada på 3-stjernet hotel
  • Sejltur på Nicaragua Lake
  • Færge fra fastlandet til øen Imetepe t/r
  • 2 nætter på øen Isla Ometepe på 3 stjernet hotel
  • Heldagstur på Isla Ometepe
  • 1 nat på Hacienda Guachipelin nær vulcanen Rincón de la Vieja
  • Besøg området Las Pailas ved vulkanen Rincón de la Vieja
  • 1 nat på Hacienda La Pacifica
  • 2 nætter på Hotel Arenal Country Inn i Arenal
  • Besøg Palo Verde National Park
  • Besøg Caño Negro Wildlife Reserve
  • 1 nat på 3-stjernet hotel i Sarapiquí
  • Dagsudflugt til kaffeplantage og La Tirimbina regnskoven
  • Dagsudflugt til Braulio Carrillo Nationalpark
  • 1 nat på 3-stjernet hotel i San Jose
  •  Alle transporter
  • Engelsktalende guides på alle turene
  •  Entré til alle nævnte seværdigheder og nationalparker
  •  Daglig morgenmad
  •  Lufthavnsskatter og -afgifter
  •  Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Ekstra udflugter på dag 10 på øen Isla Ometepe
  • Sygeafbestillingsforsikring
  •  Rejseforsikring
  •  Måltider ud over de nævnte
  •  Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  •  Afrejseskat i San José ( 29 USD )

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

1jan-23jun
ved 2 voksne
27.250 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

24jun-21aug
ved 2 voksne
28.350 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

22aug-15dec
ved 2 voksne
27.250 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

16dec-31dec
ved 2 voksne
28.350 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

ved 2 voksne
Ved 2 voksne og 2 børn

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Vin og natur i verdensklasse

Vin og natur i verdensklasse

New Zealand har smuk natur i overflod og producerer nogle fremragende vine, som I vil opleve på denne kør-selv tur i bil, hvor der er indlagt flere vinture og oplevelser samt sejltur ved Fiordlands.

LÆS MERE

21 dage fra 28.900 kr.

TILBUD
Krydstogt til Grønland og Nordvestpassagen

Krydstogt til Grønland og Nordvestpassagen

I århundreder drømte opdagelsesrejsende om at finde vejen gennem Nordvestpassagen. Nu kan I sejle i deres fodspor gennem dette enestående naturområde, der er rig på både dyreliv og kultur.

LÆS MERE

21 dage fra 105.600 kr.

Det bedste af Peru

Det bedste af Peru

I oplever på denne rejse det bedste af Peru med Lima, Islas Ballestras, Colca Canyon og Titicaca-søen. For ikke at glemme Cuzco, Machu Picchu og Amazonjunglen.

LÆS MERE

21 dage fra 42.350 kr.

Kejsertidens Kina

Kejsertidens Kina

Oplev de mest storslåede levn fra kejsertidens Kina på denne 9 dages rundrejse til Beijing og Xian. Gå igennem Den Forbudte By, nyd synet af Den Kinesiske Mur bugte sig over bjergene, og stå ansigt til ansigt med Terrakotta-hæren i Xian. For blot at nævne nogle få af højdepunkterne.

LÆS MERE

9 dage fra 17.550 kr.

Malaysias glemte regnskov og badeferie

Malaysias glemte regnskov og badeferie

Denne rejse kombinerer kulturoplevelser i det uturistede nordlige Malaysia med storbyen Kuala Lumpur, jungleeventyr i Ulu Muda og badeferie på Penang eller Langkawi.

LÆS MERE

14 dage fra 15.295 kr.

Bestil tilbud