70 12 03 03
Åben:

New Zealands højdepunkter

Oplev havets kæmper på en hvalsafari, overnat på en båd i Doubtful Sound, og flyv ind til et af New Zealands mest uberørte vandreområder. Dette er blot nogle få af de mange unikke eventyr, der venter på denne kør-selv-rejse til New Zealands største seværdigheder på både Nordøen og Sydøen. Ruten er lagt, og hotellerne er booket. Så I skal bare slappe af og nyde alle New Zealands højdepunkter.

Rejsen starter i storbyen Auckland, hvor I henter bilen og kører nordpå mod skønne Bay of Islands. Her har I god tid til at nyde solen, svømme med delfiner og udforske de smukke kyster, inden turen fortsætter til det vulkanske område Roturoa, hvor den oprindelige maori-kultur har dybe rødder. Flere fantastiske naturoplevelser venter i nationalparken Tongariro, der indbyder til at udforske landskaberne til fods. New Zealands hovedstad Wellington er også et besøg værd, inden I tager færgen til Sydøen.

Det er en flot sejltur, og inden længe ankommer I til den hyggelige by Picton. Besøg Abel Tasman Nationalparkens frodige kyster eller smag på vin i Marlborough, inden I står til søs fra Kaikoura på en hvalsafari. Vask rejsestøvet af i de varme kilder i Hanmer, inden I begiver jer ned langs den rå og tyndt befolkede vestkyst. Her venter dramatiske klipper, mægtige gletsjere og masser af uberørt natur. Ved Wanaka flyver I ind mellem bjergene til et fantastisk vandreområde, der udforskes til fods, inden I sejler tilbage ad floderne med en jetbåd. Forude venter også den skønne by Queenstown, overnatning på den dramatiske fjord Doubtful Sound samt skotsk stemning i charmerende Dunedin, inden rejsen slutter i hyggelige Christchurch.

26 dage fra 35.900 kr.  

Turens højdepunkter

  • Oplev mange af New Zealands højdepunkter
  • Hvalsafari i Kaikoura
  • Halvdags flyve og vandre tur, Siberia Experience
  • Mange udflugter og måltider inkluderet

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Rejsen til New Zealand begynder med afrejse fra København mod Østen.

Dag 2: Videre rejse mod Auckland

Ankomst i Østen og videre forbindelse til Auckland.

Dag 3: Auckland

Auckland

Ankomst Auckland. I har en enkelt overnatning på Sky City Hotel. Byen er med knap en mio. indbyggere New Zealands største by og huser omkring en fjerdedel af landets befolkning. En af byens største attraktioner er Kelly Tarlton’s Antarctic Encounter – her har man rekonstrueret et stykke af Sydpolen med alt, hvad dertil hører af pingviner, rokker, hajer og meget mere.

Dag 4: Auckland - Bay of Islands

 Auckland - Bay of Islands

I afhenter lejebilen og herefter går turen mod Bay of Islands, et område med subtropisk klima, lange sandstrande og fiskerestauranter på stribe. Fra Auckland til Bay of Islands er der 260 km. Her skal I bo de kommende tre nætter.

Dag 5-6: Bay of Islands

 Bay of Islands

Dagene er afsat til at se nærmere på området, der byder på et væld af aktiviteter. Her kan I dykke, snorkle, svømme med delfiner eller bare slappe af og nyde vandet, naturen og solen. Bay of Islands er det varmeste område i New Zealand – her er aldrig vinter. Hele området er en stor bugt med en masse øer, faktisk 144 ialt.

Dag 7: Bay of Islands - Rotorua

 Bay of Islands - Rotorua

Videre mod syd til Rotorua. Rotorua er en de største turistattraktioner på Nordøen. Her kan man opleve en termisk aktivitet, der ikke lader meget tilbage at ønske – blandt andet er her kogende ler og mudder med en temperatur, der kan være over 100 °. Varme kilder og gejsere sender med mellemrum kogende vand mange meter op i luften. De fleste hoteller i området tilbyder eget spabad – forsynet direkte fra undergrunden. I skal bo to nætter i Rotorua.

Dag 8: Rotorua

 Rotorua

Dagen bruges i Rotorua. Maorierne slog sig ned her i stort tal, og Rotorua var sammen med Northland, det sted i New Zealand, hvor der boede flest maorier, da de første europæere kom til landet. De varme kilder blev brugt til bl.a. madlavning og vask.

Sidst på eftermiddagen bliver I hentet i bus, og kørt ud til et af maoriernes traditionelle samlingshuse. Her skal I opleve et show, hvor I gennem danse og sange lærer om nogle af maoriernes traditioner. Middag er inkluderet – tilberedt efter de gamle metoder. Aftenen slutter ca. kl. 22.00, hvor I er tilbage på hotellet igen.

Dag 9: Rotorua – Lake Taupo og Tongariro National Park

 Rotorua – Lake Taupo og Tongariro National Park

Fra Rotorua kører I 180 km til Lake Taupo, der er New Zealands største sø. Herfra videre det korte stykke tiI Tongariro National Park, hvor I har to overnatninger på Bayview Chateau Tongariro, det eneste hotel, der ligger i selve nationalparken.

Dag 10: Tongariro National Park

 Tongariro National Park

Oplev det fantastisk dramatiske vulkanske landskab i området omkring den berømte Tongariro Crossing. Turen er måske en af verdens smukkeste dagsvandreture, hvor I vandrer knapt 20 km nær den vulkanske højderyg med fem aktive vulkaner i et landskab fyldt med kratersøer og kildevæld. I vil få den ene mere spektakulære udsigt efter den anden på denne tur! Turen er guidet, og I vil undervejs nyde godt af guidens store viden om denne pragtfulde nationalpark.

Vandreturen kræver god kondition, og I skal være i stand til at kunne trave i et jævnt tempo i otte timer. De dedikerede guider vil sørge for sikkerheden og samtidig give jer et eventyr, I vil huske tilbage på. I skal som minimum medbringe gode travesko, en fleecetrøje, en hue og en vindtæt jakke, da vejret pludselig kan skifte i bjergene. I kan leje tøj og udstyr til turen, hvis I ikke har det med hjemmefra – det skal dog forhåndsbestilles.

Dag 11: Tongariro - Wellington

 Tongariro - Wellington

Sidste strækning på Nordøen er til Wellington, en tur på 335 km. Wellington har 330.000 indbyggere, og er landets hovedstad. Byen ligger på Nordøens sydvestlige punkt, og er omgivet af grønne bakker, hvor husene breder sig op over skråningerne.
I byen er flere udsigtspunkter, f.eks. Mount Victoria, der giver en pragtfuld udsigt over byen og havnen.

Dag 12: Wellington - Picton - Kaikoura

 Wellington - Picton - Kaikoura

Denne morgen afleverer I bilen på havnen i Wellington og går ombord på færgen til Picton på Sydøen. Færgen afgår om morgenen og ankommer 3 timer senere. Forude venter en flot sejltur over Cook Strædet, der adskiller Nord- og Sydøen.

Ved ankomst i Picton får I en anden bil udleveret, og kører den flotte tur langs kysten til Kaikoura.

Fra Kaikoura er der hvalsafari på bugten. Der er et dygtigt mandskab ombord på båden, og chancerne for at opleve hvaler er rigtig gode – ofte får man en lille bonus i form af delfiner og de mægtige albatrosser. Området har en stor bestand af spermacethvaler samt en del pukkelhvaler og spækhuggere. Vær opmærksomme på, at der er tale om vilde dyr i fri natur, så der vil være enkelte dage, hvor man kun vil opleve ganske få eller ingen hvaler.

Dag 13: Hanmer Springs

 Hanmer Springs

I dag går turen videre mod de varme kilder i Hanmer Springs, et kursted der ligger i smukke omgivelser. Stedet er både til afslapning i friluftsbadene fra de mineralske kilder eller ture på de mange vandrestier og cykelruter. For golfspillere er området populært.

Dag 14: Hanmer Springs - Punakaiki

 Hanmer Springs - Punakaiki

Turen fra Hanmer går over Lewis Pass til Greymouth på vestkysten, en meget smuk tur, hvor landskabet veksler mellem højdedrag med hårnålesving og stejle skråninger og store dale med blå søer og grønne marker. I ankommer til Punakaiki, hvor I har en enkelt overnatning. Hotellet ligger tæt ved de specielle “Pancake Rocks” (pandekageklipperne), der er naturskabte lagdelte stenformationer, der minder om en stor stabel pandekager.

Dag 15: Punakaiki - Franz Josef

 Punakaiki - Franz Josef

I kører nu mod syd til Franz Josef. Her venter en af verdens lettest tilgængelige gletsjere. Det er muligt at gå rundt i området, men den flotteste oplevelse vil være at reservere en tur over området i enten helikopter eller med et af de mindre fly, der flyver sightseeingture over Franz Josef gletsjeren, der ligger i bjergkæden „”The Southern Alps”. Lidt længere mod syd ligger Fox-gletsjeren. I bor en nat i Franz Josef på Punge Grove, der ligger tæt på byens restauranter og butikker.

Dag 16: Franz Josef - Wanaka

 Franz Josef - Wanaka

Denne dag vil vi anbefale, at I står tidligt op og tager til Lake Matheson, hvor man på en klar dag kan se bjergene spejle sig smukt i søen; det kan være svært at se, hvad der er op og ned på billeder taget her i flot vejr. Derefter går det videre ned langs kysten til Haast, op gennem Haast Pass og ind i landet mod Wanaka. En flot tur med en betagende udsigt. Wanaka by ligger ved Lake Wanaka, og I skal bo to nætter lige midt i byen.

Dag 17: Wanaka

 Wanaka

Wanaka by har en helt fantastisk flot beliggenhed ned mod Wanaka-søen. Her er masser af muligheder for både vandring, en tur på søen, overflyvninger af Mount Aspiring National Park, fisketure og kørsel på små firehjulstrukne motorcykler.

I dag skal der prøves grænser med Siberia Experience, en halvdagsudflugt, hvor I flyver ca. 25 min over et af New Zealands bjergrige områder med udsigt til gletsjere, snedækkede bjergtoppe og store regnskove. I lander i et dalområde, og vandrer tre timer gennem et uspoleret landskab, der ellers kun kan nås efter tre dages vandring. I slutter vandreturen ved Wilkin River, hvor I skal prøve en af New Zealands sjoveste opfindelser, en jetbådstur i susende fart ad floden til Makarora. I er tilbage på lodgen sidst på eftermiddagen.

Dag 18: Wanaka - Queenstown

 Wanaka - Queenstown

I fortsætter nu mod Queenstown, som ligger ved den smukke sø Wakatipu med en flot udsigt til de to bjergkæder Coronet Peak og The Remarkables. I bor to nætter i Queenstown.

Dag 19: Queenstown

 Queenstown

Uanset om man vil prøve suset fra et bungy jump, en raftingtur på floden, en jetbåd i flyvende fart på søen eller noget helt fjerde, er her alle muligheder. Man kan også tage med den gamle damper “TS Earnslaw” på en tur over søen til Walter Peak Station. Eller tag med svævebanen til toppen af bjerget bag Queenstown. Herfra er der en flot udsigt over byen, søen og de omkringliggende bjerge. Generelt er Queenstown et paradis for udendørsaktiviteter.

Dag 20: Queenstown - Fjordlandet

 Queenstown - Fjordlandet

Efter at have prøvet grænser af, eller blot nydt det flotte landskab er der nu afgang mod Te Anau, Manapouri og Doubtful Sound, hvor I skal på minikrydstogt med en overnatning ombord på skibet Navigator.

I området omkring The Fiordland ligger noget af den mest storslåede natur i New Zealand. Doubtful Sound er omgivet af høje bjerge med sneklædte tinder, flotte vandfald, en i ørefaldende ro og umådelig skønhed. Her er mulighed for at opleve naturen på tætteste hold. Båden afgår kl. 12.30 ud i det stille og fredelige vildnis, hvor kun lyden af vandets brusen fra vandfaldene høres. Der er kyndige naturvejledere ombord, der villigt deler ud af deres viden. For de mere eventyrlystne er der mulighed for en tur i kajak eller en vandretur langs stranden. Turen inkluderer middag og morgenmad

Dag 21: Doubtful Sound - Te Anau

 Doubtful Sound - Te Anau

Retur til Manapouri og en lille køretur til Te Anau, hvor der er en overnatning. Te Anau ligger ved søen Manapouri, og en sejltur over til Te Anau Glow Worm-grotterne kan anbefales. Sejlturen tager 30 – 45 min. Glow worms er et underligt dyr, der gennem en kemisk reaktion lyser klart for at tiltrække føde, selvom det kan være svært at forestille sig, hvilke insekter der lever i totalt mørke dybt under jorden.

Dag 22: Te Anau - Dunedin

 Te Anau - Dunedin

Fra Te Anau til Dunedin “Edinburgh of the South” er der 290 km. Besøg Otago-halvøen, der ligger lidt uden for Dunedin. Her kan man blandt andet se en koloni af de mægtige albatrosser, samt komme tæt på guløjede pingviner. Her ligger også Larnach Castle fra 1817, New Zealands eneste slot bygget i typisk engelsk stil.

Dag 23: Dunedin - Christchurch

 Dunedin - Christchurch

Turen går nu nordpå til Christchurch, hvor I har to overnatninger. Christchurch er New Zealands tredjestørste by og Sydøens største med ca. 310.000 indbyggere. Byen beskrives ofte som “den mest engelske by uden for England”. Byggestilen er tydeligt engelsk inspireret, de smukke blomsterhaver har masser af pelargonier, georginer og krysantemum. Byen har forandret sig meget efter de jordskælv der har ramt byen, og der er hele tiden nye tiltag i gang. Besøg f.eks. Cardboard Cathedral, 10 min gang fra den gamle katedral. Designet af en japansk arkitekt og bygget af pap, det forventes at holde i 50 år. Besøg også Re:Start Mall, et foranderligt område med cafeer og butikker i gamle containere.

Dag 24: Akaroa

 Akaroa

Denne dag vil vi anbefale en køretur til havnebyen Lyttleton og videre til Akaroa. I Lyttleton bør man tage en tur med katamaranen “The Black” på havnerundfart, hvor der er meget fine chancer for at se delfiner. Inden I ankommer til Akaroa, vil vi anbefale at spise frokost på French Farm Winery. Stedet er utrolig fredfyldt og ligger i naturskønne omgivelser. Akaroa ligger ca. 80 km fra Christchurch – en charmerende lille by med stærke franske rødder, og som ligger i en naturlig havn på halvøen.

Dag 25: Afrejse Christchurch

Bilen afleveres i Christchurch lufthavn inden afrejse mod Østen og videre forbindelse til Danmark.

Dag 26: Ankomst Danmark

Efter flyskifte ankommer I i dag til København.

Prisinformation

New Zealands højdepunkter - 26 dage fra 35.900 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra København til Auckland og retur fra Christchurch
  • Lufthavnsskatter og -afgifter
  • 22 dages billeje type CDAR med automatgear og aircondition, fri km og kasko
  • 1 nat på Sky City Hotel i Auckland
  • 3 nætter på Copthorne Bay of Islands
  • 2 nætter på Novotel Rotorua
  • Til fest hos maorierne
  • 2 nætter på Chateau Tongariro Hotel
  • Heldagsudflugt Tongariro Crossing
  • 2 nætter på Novotel i Wellington
  • Færgeoverfart fra Wellington til Picton
  • Halvdags hvalsafari Kaikoura
  • 1 nat på Lemontree Lodge
  • 1 nat på Heritage Hanmer Springs
  • 1 nat på Punakaiki Resort
  • 1 nat på Punga Grove, Franz Josef
  • 2 nætter på Wanaka Springs inkl. morgenmad
  • Halvdags flyve- og vandretur, Siberia Experience
  • 2 nætter på Novotel Queenstown Lakeside i Queenstown
  • 2 dage /1 nats sejlads på Fiordland Navigator inkl. måltider
  • 1 nat på Dunluce B&B; Te Anau inkl. morgenmad
  • 1 nat på Fletcher Lodge i Dunedin inkl. morgenmad
  • 2 nætter på Chateau on the Park
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Måltider ud over de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

 

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
ved 2 voksne
35.900 - 38.500 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Højsæson
ved 2 voksne
38.900 - 41.700 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Brasilien med Rio de Janeiro og tropeøen Ilha Grande

Brasilien med Rio de Janeiro og tropeøen Ilha Grande

Fantastisk storby og fantastiske strande. Det får I på denne rejse til Brasilien, hvor Rio de Janeiro og paradiset Ilha Grande er i fokus. En skønnere kombination skal man lede længe efter.

LÆS MERE
Rejsetype: Storby, Strandferie

10 dage fra 14.550 kr

Sydney og Queenslands unikke natur

Sydney og Queenslands unikke natur

Forkælelse og naturoplevelser. I begynder på et lækkert hotel i Sydney og med dyresafaritur. Herefter kommer Brisbane, regnskov på O’Reilly’s i Lamington og verdens største sandø, Fraser Island.

LÆS MERE

22 dage fra 27.795 kr

Kampagne Down Under
Palace on Wheels

Palace on Wheels

En legendarisk togrejse med luksustoget Palace on Wheels gennem Rajasthan til blandt andet paladsbyen Jaipur, eventyrlige Udaipur, karavanebyen Jaisalmer og den blå by Jodhpur. Tigersafari og smukke Taj Mahal er naturligvis også nogle af højdepunkterne.

LÆS MERE

10 dage fra 35.995 kr.

Kør-selv på Cuba

Kør-selv på Cuba

Oplev Cuba og denne fantastiske ø med jer selv bag rattet i en lejet bil. Side om side med gamle amerikanske dollargrin, hestevogne og cyklister bestemmer I selv farten…

LÆS MERE

14 dage fra 24.550 kr.

Eventyrlige Borneo

Eventyrlige Borneo

I vandrer i Borneos mangroveskov, snorkler på koralrev og oplever kæmpe havskildpadder. Ser orangutanger i fri natur og sejler ind i en af verdens ældste regnskove på denne rejse til Sabah på Borneo.

LÆS MERE

13 dage fra 20.995 kr.

Bestil tilbud