70 12 03 03
Åben:

Luksuseventyr i Costa Rica

Dette luksuseventyr er ikke nogen almindelig rejse til Costa Rica. Undervejs bor I på nogle af Latinamerikas mest luksuriøse og stemningsfulde lodges. Fra den historiske victorianske villa i San José til en fantastisk junglelodge med privat pool på terrassen og enorme suiter omgivet af regnskovens lyde og dufte. Her er I så langt ude i naturen, at lodgen bedst nås med gummibåd ad floderne, og at elektricitet er erstattet af flakkende stearinlys. Niveauet fortsætter ved vulkanen Arenal samt langs Stillehavskysten, hvor I indlogeres på et lækkert, moderne strandhotel.

Undervejs er der rig mulighed for at opleve Costa Ricas rige natur og dyreliv på forskellig vis. Sejl på floderne, sving jer i sadlen, og snør vandreskoene. Eller udforsk livet i trætoppene via ziplines og gangbroer spændt ud mellem træerne. Mulighederne er mange. Med andre ord oplever I alt det, der gør en Costa Rica rejse til noget særlig. Men I oplever det i en hidtil uhørt komfort.

Kom til gratis rejseforedrag om Mellemamerika – læs mere her.

12 dage fra 38.995 kr. 

Turens højdepunkter

  • Kombinér eventyr med ypperlig luksus
  • Sejl ind til en eksklusiv junglelodge med privat pool på terrassen
  • Prisvindende hotel ved Arenal-vulkanen
  • Luksusbadeferie ved Stillehavet
  • Transfers i bil med privatchauffør

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

 Afrejse fra Danmark

Fra Danmark sættes kursen vestpå mod Costa Rica, hvor I ankommer samme dag på grund af tidsforskellen. Her står en chauffør klar til at køre jer til det charmerende luksushotel Grano de Oro. Hotellet er indrettet i en historisk victoriansk villa og byder på masser af historisk charme, en hyggelig gårdhave og alle de bekvemmeligheder, man forventer af et hotel af denne klasse. Her kan I hvile ud oven på rejsen. Eksempelvis med en middag på hotellets restaurant, der anses for at være blandt Costa Ricas bedste.

Dag 2: San José – Pacuare Lodge

 San José – Pacuare Lodge

Efter en god morgenmad holder bilen klar til at køre jer mod jungle-lodgen Pacuare stik øst for hovedstaden. Turen fører jer først gennem San Josés forstæder til den gamle hovedstad Cartago. Herefter tynder det hurtigt ud mellem husene, og spredte sukkerrørsplantager begynder at dukke op i landskaberne. Eventyret begynder for alvor nær San Martin, hvor I forlader bilen og sætter jer til rette i en gummibåd. Forude venter en fantastisk rafting-tur på jungle-floden mod lodgen. Snart er I omgivet af vild natur, mens floden fører jer ind gennem en række kløfter, hvor vandfald vælter ud over siderne. Andre steder flyder floden stille gennem tæt regnskov, hvor I kan være heldige at se fugle og dyr langs vandet. Efter cirka halvanden times sejlads kommer lodgen til syne i et sving forude. Dette er uden tvivl den mest eventyrlige måde at ankomme til en afsidesliggende junglelodge på. Men foretrækker I at blive på land, er det muligt at køre ad en grusvej hele vejen til lodgen.

Pacuare lodge ligger som en oase af ypperlig luksus dybt inde i junglen. Der er flere forskellige typer villaer at vælge imellem. Eksempelvis Canopy Suiterne, der er store, stråtækte villaer beliggende på en jungleklædt bjergskråning. De nås via hængebroer og byder blandt andet på privat pool på terrassen, hvorfra I har en storslået 180 graders udsigt over regnskoven. Eller vælg de store Linda Vista Suiter på hele 230 m², hvilket sikrer masser af plads og privatliv. Indretningen er luksuriøs, mens den udbredte brug af mørkt træ sikrer den helt rigtige junglestemning. Også her har I naturligvis privat pool på terrassen, så I kan køle af, mens I nyder den fantastiske udsigt. Særlig magisk er stemningen i suiterne om aftenen, når de oplyses af flakkende levende lys. Forkæl eventuelt krop og sjæl oven på raftingturen i den indbydende spa-afdeling ned til floden, inden det er tid at sætte sig til bords til en lækker middag. Måltiderne er en oplevelse i sig selv. Menuerne byder ofte på innovative overraskelser, og restauranten er både hyggelig og stemningsfuld. Eller hvad med at nyde en romantisk middag i stearinlysets skær langs floden eller sågar i en trætop? Det står hurtigt klart, at Pacuare Lodge bestemt ikke er nogen almindelig junglelodge, og det bedste af det hele er næsten, at I har tre nætter i disse vidunderlige omgivelser.

Dag 3-4: Pacuare Lodge

 Pacuare Lodge

Dagene er frie til at nyde lodgen og den omkringliggende jungle. Hvis I ønsker at bruge tiden på af slappe af på terrassen i jeres private poolvilla, er I naturligvis velkommen til det. Eller I kan tilmelde jer et væld af forskellige aktiviteter, der lader jer opleve naturen på forskellig vis (ikke inkluderet). Sving jer eksempelvis i sadlen, og rid gennem junglen. Kig efter farvestrålende fugle med en dygtig guide, eller besøg de lokale indianere i deres landsby. Andre muligheder er at rappelle ned i den afsidesliggende El Tesorito Creek Canyon, eller opleve livet i trækronerne via et netværk af ziplines spændt ud mellem træerne. I kan også udforske floden i kajak, komme tæt på regnskovens dyr og planter på en guidet vandretur, samt nyde stemningen i det tidlige morgengry, når naturen vågner til endnu en dag. Både dyre- og fuglelivet er særdeles rigt omkring lodgen. Med held oplever I aber hoppe fra gren til gren eller måske et dovendyr, der bevæger sig gennem trækronerne i slowmotion. Farverige sommerfugle flakker gennem den varme tropeluft, mens eksotiske fugle går på vingerne på udkig efter den næste godbid. Men også større dyr såsom jaguarer og ozelotter lurer mellem træerne, om end det kræver stort held at se dem. Så der er lagt op til et ægte jungleeventyr tilsat en ordentlig dosis vanedannede luksus.

Dag 5: Pacuare til Arenal

 Pacuare til Arenal

Det er tid at tage afsked med junglen og fortsætte rejsen mod helt andre landskaber. Naturligvis er afrejsen fra Pacuare lige så eventyrlig som ankomsten. Så efter morgenmaden sætter I jer igen til rette i gummibådene og begiver jer ned ad floden, der nogle steder byder på strømfald af klasse tre og fire. På andre sektioner flyder I stille og roligt, så I har mulighed for at nyde de vilde landskaber og måske få øje på nogle af de dyr og fugle, der lever i regnskoven. Der er også mulighed for at styre ned ad små sidefloder med smukke vandfald og naturlige swimmingpools, der indbyder til en forfriskende dukkert. Frokost serveres undervejs, inden bilen og civilisationen dukker op forude. Her er der mulighed for at skifte til tørt tøj, inden køreturen mod vulkanen Arenal i det centrale Costa Rica.

Vel fremme indlogeres I på det 5-stjernede lukushotel Arenal Nayara Hotel, der ligger godt skjult af tæt vegetation i en stor tropisk have for foden af den perfekte kegleformede vulkan. Hotellets beliggenhed, luksuriøse bungalows og høje service har sikret det et væld af udmærkelser. Hotellet blev blandt andet udnævnt som verdens næstbedste af TripAdvisor i 2015, mens rejsemagasinerne Conde Naste og Travel + Leisure begge har kaldt Arenal Nayara for Latinamerikas bedste resort. Hotellets spa-afdeling har fået lige så flotte udmærkelser, og restauranterne er en oplevelse i sig selv. Men Arenal Nayaras største attraktion er og bliver nok den fantastiske udsigt mod vulkanen Arenal, der hæver sig mod himlen i det fjerne.

Dag 6: Arenal

 Arenal

Nyd de skønne omgivelser på resortet, eller brug dagen på at udforske de dramatiske landskaber omkring vulkanen, der bærer tydelig præg af vulkansk aktivitet. Særligt voldsomt gik det for sig i 1968, da Arenal pludselig vågnede op og gik i udbrud efter at have slumret i mere end 400 år. Tre landsbyer blev ødelagt, 80 mennesker døde, og tusindvis af kvæg mistede livet, da marker og skove blev dækket af lava. Siden har vulkanens aktivitet været svingende. I nogle perioder har Arenal kastet rødglødende lava op i luften som et sandt festfyrværkeri næsten hver aften, mens de senere år har budt på mere afdæmpet aktivitet. I kan dog være heldig at se askeskyer stige op ad krateret med en dyb rumlen eller den røde glød fra lava nær toppen.

For foden af bjerget er landskaberne nogle steder dækket af golde lavamarker, mens naturen andre steder igen har fået fodfæste, og planter spirer frem i den rige, vulkanske jord. Også dyrene og fuglene er vendt tilbage og fylder området med liv. Deriblandt de små, nuttede næsebjørne, der kan være ualmindeligt nysgerrige i deres jagt på noget at spise. Den vulkanske aktivitet udmønter sig også i en række varme kilder, og der er intet som at lade sig glide ned i det dejlige vand omgivet af vild natur med udsigt til Arenal i det fjerne.

I kan vælge at udforske området på egen hånd eller deltage i nogle af de mange aktiviteter, lodgen tilbyder (mod betaling). Disse inkluderer blandt andet besøg ved en række af områdets flotte vandfald, vandreture i de vulkanske landskaber og sejlture på floder og søer for at nyde landskaberne og kigge efter dyreliv. I kan også opleve området på hesteryg eller firehjulet motorcykel, tage på safari i de dyrerige naturområde Caño Negro, og komme tæt på livet i trætoppene fra hængebroer og ziplines spændt ud mellem høje træer. Mulighederne for eventyr og naturoplevelser er uendelige ved Arenal, og her er noget for enhver smag.

Dag 7: Arenal til Playa Panamá

 Arenal til Playa Panamá

Efter en afslappet morgenmad i de frodige omgivelser står chaufføren klar til at køre jer mod Playa Panamá på Costa Ricas Stillehavskyst. Det er en flot tur, der tager jer vestpå gennem Guancaste-provinsen. På vejen har I rig mulighed for at nyde landskaberne og opleve livet i de små byer langs vejen. Vel fremme ved Playa Panamá indlogeres I på El Mangroove Hotel, der ligger helt ned til vandet. Stranden er god og lang, og udsigten over Papagayo-bugten bliver man aldrig træt af. Resortet er bygget i en hip, moderne stil og byder naturligvis på masser af komfort og faciliteter såsom et lækkert poolområde, velindrettet værelser og en imponerende spa-afdeling omgivet af naturen. Hele resortet indbyder til afslapning langs stranden, ved poolen eller i den tropiske have. Når sulten melder sig, er I også i de bedste hænder. Nyd en lækker middag i den stemningsfulde hovedrestaurant Makoko, eller smid skoene og begrav tæerne i sandet på den mere afslappede strandrestaurant Matiss. Ligegyldigt hvor I vælger at spise, kan I se frem til gastronomiske oplevelser baseret på dugfriske ingredienser fra nærområdet.

Dag 8-9: Badeferie ved Playa Panamá

 Badeferie ved Playa Panamá

Start dagen med frisklavet kaffe i hængekøjen, og slut den med en kølig cocktail i den tropiske nat, mens I kigger på stjerner til lyden af bølgeskvulp mod stranden. Hvad I vælger at lave mellem disse to tidspunkter, er også helt op til jer. Nyd dagene med afslapning på stranden og ved poolen. Eller udforsk nærområdet på cykel eller i havkayak. Sejlture til nærliggende strande kan let arrangere, og hvis I har lyst, er der rig mulighed for at prøve kræfter med surfing eller fiskeri. Skal formen holdes ved lige ovenpå de mange gode middage, byder El Mangroove Hotel både på yoga-timer, et moderne fitness-center og en ’wild fitness circuit’. Lyder dette lige en tand for aktivt, er I naturligvis også velkomne til at finde den perfekte plads i solen og slappe af i de tropiske omgivelser.

Dag 10: Tilbage til San José

 Tilbage til San José

Nyd morgenmaden i fred og ro, inden det er tid til at sætte sig til rette i bilen og køre tilbage mod Costa Ricas hovedstad. Efter endnu en flot køretur kan I igen lade jer indlogere på det flotte Grano de Oro Hotel i hjertet af San José. Alt efter tidspunktet, vil I sandsynligvis have tid til at kigge jer lidt om i byen.

San José ligger i 1.150 m højde, og byen har ifølge de lokale kun én årstid: Evigt forår. Med en befolkning på under 350.000 er der ikke tale om nogen storby. Men byen er hyggelig. Ikke mindst omkring midtbyens lange gågade, der vrimler med butikker, gode spisesteder og hyggelige fortovscaféer, hvor I kan nyde en kop costaricansk dyrket kaffe, mens I betragter livet omkring de smukke plazaer. Flere fine historiske bygninger pryder gaderne, og små, glimrende museer fortæller om områdets rige fortid. Særligt guldmuseet er et besøg værd med sine fantastiske guldskatte fra tiden før spaniernes ankomst.

Dag 11: Hjemrejse

Når tid er, bliver I hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. Eller forlæng rejsen med flere eventyr – klik her for at læse mere om de mange muligheder.

Dag 12: Ankomst til Danmark

Efter et flyskifte ankommer I til Danmark.

SÆRLIGT OM REJSEN

Har I ikke lyst til at rafte ad floden ind til Pacuare Lodge, er der mulighed for at køre hele vejen til lodgen.

Prisinformation

Luksuseventyr i Costa Rica - 12 dage fra 38.995 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse med Danmark – San José t/r
  • 2 nætter på Grano de Oro inkl. morgenmad
  • 3 nætter på Pacuare Lodge i Canopy Suite eller Landa Vista Suite inkl. helpension
  • 2 nætter på Arenal Nayara Hotel med morgenmad
  • 3 nætter på El Mangroove Hotel med morgenmad
  • Alle transporter med privatchauffør
  •  Lufthavnsskatter og -afgifter
  •  Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Sygeafbestillingsforsikring
  •  Rejseforsikring
  •  Måltider ud over de nævnte
  •  Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  • Udflugter under ophold på Pacuare Lodge, Hotel Arenal Nayara og Hotel El Mangroove
  •  Evt. All Inclusive på hotel El Mangroove USD 595 per person
  •  Afrejseskat i San José ( 29 USD )

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
1 jan 2017 - 22 jun 2017
22 aug 2017 - 15 dec 2017
ved 2 voksne
fra kr. 38.995
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Højsæson
23 jun 2017 - 21 aug 2017
16 dec 2017 - 31 dec 2017
ved 2 voksne
fra kr. 40.950
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Sydindiens højdepunkter

Sydindiens højdepunkter

Prægtige templer, dyrerige nationalparker, historiske handelsbyer og farverigt gadeliv er blot nogle få af de mange højdepunkter, der venter på denne rejse gennem Sydindien med privatchauffør.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Historie, Kulturoplevelser, Naturoplevelser

12 dage fra 19.995 kr.

Rajasthans ukendte paladser og tigersafari

Rajasthans ukendte paladser og tigersafari

Bo på elegante historiske paladser, tag på tigersafari, og udforsk Rajasthans paladser, basarer, borge og helligdomme væk fra de gængse turistruter.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Historie, Kulturoplevelser, Safari

15 dage fra 14.695 kr.

Hawaii - Stillehavets perler

Hawaii - Stillehavets perler

Bo på fire stjernede hoteller og oplev tre betagende paradis-øer, Kauai, Oahu og Big Island, hvor I kan kombinere afslapning ved vandet med store natureventyr såsom hvaler, skildpadder, regnskov og vulkaner. Dertil lægges store kultur oplevelser blandt Hawaiis lokalbefolkning.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Strandferie

14 dage fra 14.395 kr.

Familieferie på Heritage Awali

Familieferie på Heritage Awali

Hele familien er sikret en sjov og afslappende ferie på luksus resortet The Heritage Awali Golf & Spa Resort på Mauritius. Her bliver både børn og voksne forkælet dagen lang.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Håndplukkede hoteller, Strandferie

10 dage fra 12.295 kr.

Tilbud på All Inclusive
Burmas højdepunkter

Burmas højdepunkter

Oplev største Burmas højdepunkter på denne rejse fra Yangon til ruinbyen Bagan, kongebyerne omkring Mandalay og den maleriske Inle-sø. Du kan også se frem til mindre kendte seværdigheder såsom de hellige huler ved Pindaya, en kulinarisk tur i cykeltaxa gennem Yangon ved aftentid samt et center for pensionerede elefanter nær den britiske bjergstation, Kalaw.

LÆS MERE
Rejsetype: Kulturoplevelser, Naturoplevelser

15 dage fra 22.995 kr.

Nyt program
Bestil tilbud