70 12 03 03
Åben:

Lodges i det vestlige Canada

Det Vestlige Canada er oplagt til oplevelser i egen bil. Ruten er lagt, men der er masser af tid til improvisation undervejs. I kan stoppe og nyde udsigten, spise når det passer jer og måske stille bilen og gå en tur blandt de himmelstræbende bjergtinder, dramatiske gletsjere og spejlblanke søer. Denne episke rejse gennem hjertet af De canadiske Rockies har det hele. I besøger naturligvis berømte nationalparker som Banff og Jasper. Men ruten tager jer også til mindre besøgte naturperler som eksempelvis Lac le Jeane og Clearwater. Undervejs bliver der også mulighed for at galoppere over prærien ved en ægte cowboy ranch, inden turen slutter med spændende dage i Whistler. Undervejs bor I på hyggelige lodges, der byder på den helt rigtige stemning og beliggenhed.

15 dage fra 15.295 kr. 

Turens højdepunkter

  • Storslået natur og dyreliv
  • Overnat på charmerende lodges
  • Sving dig i sadlen på en ægte ranch
  • Bjørnesafari ved Whistler
  • Oplev smukke Lac le Jeane
  • Kør ad dramatiske Icefields Parkway

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Afrejse fra Danmark

I flyver til Vancouver, som I ankommer til samme dag på grund af tidsforskellen. Vel ankommet indlogeres I på et godt centralt beliggende hotel. Resten af dagen er fri til at slappe af ovenpå rejsen eller til at få de første indtryk af denne skønne storby.

Dag 2: Vancouver

 Vancouver

Vancouver er uden tvivl en af Canadas mest forførende storbyer. Beliggenheden mellem Strait of Georgia på den ene side og skovklædte bjerge på den anden er intet mindre end forrygende, og byen rummer en mangfoldighed af aktiviteter og oplevelser. Derfor er det ikke overraskende, at Vancouver figurerer på mange hitlister over de mest attraktive storbyer i verden.

I har hele dagen til at se nærmere på byens største seværdigheder. Læg vejen forbi Stanley Park, der er en af Nordamerikas største byparker og et populært åndehul for byens lokale befolkning. Udsigten over havet og Vancouvers skyline er måske parkens største attraktion, men mellem de gamle træer står også en imponerende samling af otte smukt bemalede totempæle. Også Canada Place, der blev brugt til Verdensudstillingen i 1986, er et besøg værd. Det samme er Vancouvers pulserende Chinatown, der er et af byens mest farverige historiske kvarterer med sine små butikker fyldt med eksotiske frugter og kinesisk medicin. Ikke langt herfra ligger det historiske Gastown. Vancouver har desuden et glimrende udbud af restauranter, så det skulle være let at finde et godt sted at tilbringe en hyggelig aften.

Dag 3: Vancouver – Lac le Jeane

 Vancouver – Lac le Jeane

I henter jeres bil fra morgenstunden, og inden længe har I lagt Vancouver bag jer og sat kursen østpå gennem den storslåede og frodige Fraser Valley. Efter byen Hope drejer I nordpå langs Coquihalla Highway gennem Merritt, et område med store ranches, til Lac Le Jeune. Ikke mange udlændinge finder vej til Lac le Jeune, men naturen her er populær blandt canadierne. Områdets appel er bestemt til at få øje på. Den spejlblanke sø ligger smukt mellem fyrskove og rå bjerge, der ofte har sne på toppen. Lystfiskere kan prøve lykken i søen, mens naturentusiaster har rig mulighed for at vandre, cykle og sejle i området. Vel fremme indlogeres I på Lac le Jeune Resort, der ligger perfekt helt ned til vandet.

Distance: ca. 325 km fra Vancouver til Lac le Jeane

Dag 4: Lac le Jeane

 Lac le Jeane

Hele dagen er fri til at nyde de smukke omgivelser, der bugner af aktiviteter. Dyrelivet i området er også særdeles rigt. Et væld af fugle holder til omkring søen, og det hænder, at sortbjørne kommer ganske tæt på lodgen.

Dag 5: Lac le Jeane – Banff

 Lac le Jeane – Banff

Turen fører jer videre østpå langs South Thompson River dybere ind i hjertet af de canadiske Rocky Mountains. Undervejs passerer I den store Shuswap Lake, hvis kystlinje er mere end 1.400 kilometer lang. I kører også forbi Craigellachie, hvor de sidste skinner blev lagt til The Canadian Pacific Railway i 1885. Den efterfølgende åbning af jernbanen var i høj grad med til at binde det unge land sammen, og den fik nybyggere i stort antal til at søge vestpå i jagten på et nyt og bedre liv. Fortsæt via Rogers Pass med sine tunneller og gletsjere til Kicking Horse River og Kicking Horse Pass, der fører over The Continental Divide.

Her finder I en af Canadas mest berømte seværdigheder: Lake Louise. Ikke to dage ved søen er ens. På nogle dage stråler vandet i en næsten blågrønlig tone, mens søen på andre dage ligger mørkt og blankt som et spejl, i hvilket de omkringliggende dramatiske bjerge og granskove reflekteres til perfektion. Ligegyldigt hvilket humør søen er i den dag, I besøger den, er den et storslået syn. Fra Lake Louise fortsætter I til Banff, hvor I indlogeres på Buffalo Mountain Lodge for de kommende to nætter. Dette er en charmerende lodge med masser af canadisk bjælkehytte-stemning omgivet af høje fyrretræer cirka 15 minutters gang fra midtbyen.

Distance: ca. 535 km fra Lac le Jeane til Banff

Dag 6: Banff

 Banff

I har hele dagen til at udforske Banff National Park, der er en af kronjuvelerne blandt Canadas mange smukke parker. Banff er landets ældste nationalpark – den 3. ældste i verden – og byder på 6.641 km2 uovertruffen højfjeldsnatur i hjertet af Rocky Mountains. Her er sneklædte bjergtoppe, mægtige gletsjere og storslåede udsigter over krystalklare søer og dybe nåleskove, der gennemskæres af brusende floder. Hvordan I vælger at bruge dagen er op til jer. Udforsk området på en af de fantastiske vandreture, eller lær mere om naturen på Banff Park Museum. En anden mulighed er at svinge sig i sadlen på en guidet ridetur, eller tage svævebanen op til et udsigtspunkt nær byen, hvorfor I har en formidabel udsigt over Bow Valley. Turen kan passende afsluttes med et forfriskende dyp i den varme kilde Upper Hot Springs eller en god middag på en af byens mange hyggelige restauranter. Der er mange muligheder at vælge imellem. Men hvordan I end vælger at bruge dagen i Banff, er I garanteret naturoplevelser i verdensklasse.

Dag 7: Banff – Jasper ad Icefield Parkway

 Banff – Jasper ad Icefield Parkway

Besøg eventuelt Lake Louise endnu engang for at opleve morgenstemningen over den smukke sø, inden turen fortsætter mod Jasper. Vælger I at køre ad Bow Valley Parkway langs Bow River, er det også værd at stoppe ved Johnston Canyon og vandre en lille tur ad en asfalteret sti til et par flotte vandfald, inden I fortsætter til Lake Louise og Lake Moraine. Herfra tager ruten jer ad den legendariske Icefield Parkway langs rygraden af De Canadiske Rockies. Udsigten langs hele ruten er formidabel, når det ene dramatiske bjergmassiv afløser det andet. Mellem bjergene spejler himlen sig i smukke højfjeldssøer med turkisgrønt vand, mens bjergsiderne andre steder domineres af mægtige gletsjere og brusende floder.

I passerer blandt andet Sarbach-gletsjeren, Peyto Lake, Crowfoot-gletsjeren og Bow Lake med Bow-gletsjeren som dramatisk baggrund. Flere gletsjerlandskaber venter ved Columbia Icefield, som I ankommer til ud på dagen. Denne enorme fastfrosne gletsjer dækker hele 325 km2 og er nogle steder op til 365 meter tyk. Dette gør Columbia Icefield til Nordamerikas største stykke is udenfor polarområderne. Smeltevand fra denne enorme isklump ender både i Stillehavet, Atlanterhavet og Det nordlige ishav. Det kan i høj grad anbefales at tage en guidet tur med specieldesignet bus gennem denne rå og spektakulære verden af is. Tilbage i bilen fortsætter I forbi Athabasca Falls til den charmerende bjergby Jasper, hvor I indlogeres helt ned til vandet på Pyramid Lake Lodge.

Distance: ca. 300 km fra Banff til Jasper

Dag 8: Jasper

 Jasper

Nyd en rolig morgen i den hyggelige lille by eller stå tidligt op og udforsk de storslåede omgivelser. Jasper National Park er et ægte vildnis med høje forrevne bjerge, spejlblanke søer og dybe skove, der synes mere bjørnes, elgenes og bjerggedernes domæne end menneskets. To gode måder at opleve området på er ved at tage svævebanen op ad Whistlers Mountain eller besøge Maligne Lake, der er blandt de mest fotograferede søer i verden. Ved søen fører en 90 minutter lang færgetur jer gennem det postkortsmukke landskab mod Spirit Island i sydenden af søen. Fra færgens dæk kan I nyde synet af den dramatiske kystlinje, hvor høje, slanke fyrtræer vokser op ad de stejle bjergskråninger, og fra Spirit Island har I mulighed for at tage jeres egen version af det klassiske foto af søen.

Dag 9: Jasper – Clearwater

 Jasper – Clearwater

Turen fra Jasper til Clearwater går via den såkaldte Yellowhead-route til Mount Robson Provincial Park. Her hæver Mount Robson sig 3.954 m mod himlen, hvilket gør bjerget til den højeste top i De Canadiske Rockies. Parken er den næstældste i British Columbia og regnes af mange for at være blandt Canadas smukkeste. Dette synes UNESCO enige i, da de i 1990 optog Mount Robson og omkringliggende parker på deres liste over verdensarv.
For den ivrige vandrer byder parken på utallige høje bjergtinder og fjerne dale, der synes fuldstændig uberørt af menneskehånd. Dyrelivet derimod spænder vidt. Elge holder til i skovene og vådområder, caribou foretrækker åbne vidder, mens bjerggeder holder sig til klippefremspring og stenede skråninger. Også sortbjørne og grizzlybjørne er at finde i parken, der desuden er hjemsted for hele 182 fuglearter. Dyrene får i høj grad lov at passe sig selv uden menneskelig indblanding, og der er gode muligheder for at opleve dyrelivet overalt i parken. Fra Mount Robson fortsættes til Clearwater, hvor I indlogeres på en komfortabel lodge for natten.
Distance: ca. 325 km

Dag 10: Clearwater – Campbell Hills Guest Ranch

 Clearwater – Campbell Hills Guest Ranch

Brug eventuelt formiddagen på at udforske den nærliggende Wells Gray Provincial Park, der byder på smukke bjergenge, udslukte vulkaner, mineralske kilder, gletsjere samt ikke mindst brusende vandfald og et fantastisk dyre- og fugleliv. En tur på hesteryg eller en kanotur på Clearwater Lake er andre gode måder at opleve landskaberne på. For de adrenalinsøgende byder de brusende floder på glimrende forhold for wild water rafting.

Fra Clearwater fortsætter I mod Kamloops, hvor I oplever helt andre sider af Canadas vilde natur. Gradvist flader bjergene ud og erstattes af bløde, grønklædte bakker og åbne vidder. Disse landskaber er perfekte til en ridetur, og det bliver der rig mulighed for, når I indlogeres på Campbell Hills Guest Ranch. Her er tale om en ægte ranch bestående af smukke træbygninger omgivet af bakkede græssletter, der strækker sig mod lave bjerge i horisonten. Alle måltider er inkluderet under opholdet, og lodgen er det perfekte udgangspunkt for et væld af forskellige aktiviteter. Aftenen fuldendes med en drink på terrassen og en god middag, mens stjernerne tændes over prærien.

Distance: ca. 150 km. fra Clearwater til Campbell Hills Guest Ranch

Dag 11: Campbell Hills Guest Ranch

 Campbell Hills Guest Ranch

Hele dagen er fri til at nyde ranchen og de skønne omgivelser. Guidede rideture er den oplagte aktivitet, og ranchens wanglers – som canadiske cowboys kaldes – giver en god introduktion til ridning og hestene. De helt rigtige heste bliver nøje udvalgt, så de passer til rytterne, og selv ryttere uden nogen tidligere rideerfaring vil inden længe kunne slappe af og nyde landskaberne fra hesteryg. Præcis som cowboys, eventyrer og den oprindelige befolkning har gjort det i århundreder. Hold godt øje med dyrelivet, der blandet andet tækker sortbjørne, hvidhovedede havørne, elge og prærieulve.

Foretrækker I at blive tilbage på lodgen og slappe af på verandaen eller gå en tur i området, er det naturligvis helt i orden. I kan også sejle i kajak på områdets søer, prøve kræfter med lasso eller skude på bude og pil. Tiden på ranchen er helt jeres egen.

Dag 12: Campbell Hills Guest Ranch – Whistler

 Campbell Hills Guest Ranch – Whistler

Nyd den sidste ridetur i det tidlige morgengry, inden det er tid at tage afsked med ranchen og kører mod den lille, hyggelige bjergby Whistler på kanten af Garibaldi Provincial Park. Byen er populær året rundt. Om vinteren kommer folk for at boltre sig i den berømte champagne-sne, og om sommeren byder Whistler på sandt overflødighedshorn af aktiviteter i de omkringliggende bjerge og skovklædte dale til eventyr. Vel fremme indlogeres du på en hyggelig lodge, hvorefter resten af dagen er fri til at udforske byen og de omkringliggende Blackcomb Mountains.

Distance: ca. 325 km fra Campbell Hills Guest Ranch til Whistler.

Dag 13: Whistler

 Whistler

Dagen byder på en spændende bjørnesafari, hvor I sammen med en lokal guide tager på udkig efter de mange sortbjørne, der holder til i området. Man regner med, at omkring 60 sortbjørne samt årets kuld af unger lever lige rundt om byen, så der er gode chancer for at se de store dyr i deres naturlige omgivelser. Turen tager cirka tre timer, så I har stadig en god del af dagen til at nyde Whistler på egen hånd. Er I til golf, byder området på adskillige golfbaner i verdensklasse, mens områdets floder og søer lægger vand til et utal af vandsportsaktiviteter såsom raftingture og mere rolige kanooplevelser. Gåture er her masser af, og det kan i høj grad anbefales at tage svævebanen til en af de omkringliggende bjergtoppe, hvor I belønnes med en fantastisk udsigt over Rocky Mountains, der strækker sig mod horisonten.

Dag 14: Hjemrejse fra Vancouver

 Hjemrejse fra Vancouver

Nyd den sidste morgen i Whistler, inden en flot køretur fører jer tilbage til Vancouver. Vejen kaldes meget passende Sea to Sky Highway, da den snor sig op gennem bjergene fra havets overflade til bjergenes tinder – eller i dette tilfælde omvendt. På vejen passerer I blandt andet det største vandfald i British Columbia, Shannon Falls. Herfra fører en lille gåtur til Stawamanus Chief, der er verdens næststørste stykke fritstående granit. Klatrere fra hele verden kommer hertil for at teste deres evner på de stejle klippesider. Et andet godt stop undervejs er det populære bryggeri Howe Sound Brewing Company i Squamish, inden turen går langs fjorden Howe Sound tilbage mod storbyen.

I Vancouver kører I direkte til lufthavnen, hvor bilen afleveres og hjemrejsen begynder. I kan naturligvis også vælge at forlænge rejsen med ekstra dage i Vancouver eller på Vancouver Island, hvis I ønsker dette.

Dag 15: Ankomst til Danmark

I ankommer til Danmark.

Prisinformation

Lodges i det vestlige Canada - 15 dage fra 15.295 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse København – Vancouver t/r
  • 14 dages leje af bil inkl. ansvars- og kaskoforsikring, fri km, ekstra fører og en tank benzin. Bilens størrelse afhænger af antal rejsende
  • 2 nætter i Vancouver på Best Western Plus Sands By The Sea eller lignende
  • 2 nætter på Lac Le Jeune Resort And Nature Centre
  • 2 nætter i Banff på Buffalo Mountain Lodge
  • 2 nætter i Jasper på Pyramid Lake Resort
  • 1 nat i Clearwater på Alpine Meadows Resort eller lignende
  • 2 nætter på Campbell Hills Guest Ranch ved Kamloops inkl. fuldpension og 3 rideture.
  • 2 nætter i Whistler på Whistler Cascade Lodge
  • Bjørnetur i Whistler
  • Rejsedokumenter inklusiv kort og kørselsvejledning
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  • Vejskatter
  • Entréer til nationalparker

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
03 maj 2017 - 11 jun 2017
02 sep 217 - 17 okt 2017
ved 2 voksne
20.395 - 22.395 kr.
v. 2 voksne og 2 børn
15.295 - 17.295 kr.

Højsæson
12 jun 2017 - 01 sep 2017
ved 2 voksne
25.295 - 27.295 kr.
v. 2 voksne og 2 børn
18.495 - 20.495 kr.

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
v. 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Den ultimative safari i Indien

Den ultimative safari i Indien

Tigere, leoparder, løver, næsehorn, elefanter, delfiner, påfugle og læbebjørne. Det er blot nogle få af de dyr, I kan opleve på denne store safari-rejse i Indien. Undervejs bor I godt, kører rundt med privatchauffør og har hele syv indenrigsflyvninger, så I får mest mulighed tid til at nyde naturen.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Safari

20 dage fra 38.395 kr.

Ekspedition til Nordpolen

Ekspedition til Nordpolen

Rejs i de legendariske opdagelsesrejsendes fodspor til Nordpolen med verdens kraftigste isbryder og plant dit eget flag på 90 grader nord. På vejen besøges også Franz Josef Land.

 

LÆS MERE
Rejsetype: Krydstogt, Naturoplevelser, Polar

14 dage fra 215.000 kr.

Romantik og forkælelse på Bali

Romantik og forkælelse på Bali

Lad jer forkæle af ægte balinesk gæstfrihed i Ubud og Sanur. I bor på det lækre Komaneka Tanggayuda og det skønne Pavilions Bali, og begge steder er opholdet krydret med middage, spa-behandlinger samt oplevelser. Nyd de smukke og fredfyldte omgivelser og ikke mindst hinanden på denne dejlige forkælelsesrejse til Gudernes ø, Bali.

LÆS MERE
Rejsetype: Forkælelse, Håndplukkede hoteller, Naturoplevelser, Strandferie

12 dage fra 17.595 kr.

Den store Borneo Rundrejse

Den store Borneo Rundrejse

På denne rundrejse til Borneo venter det bedste af, hvad de 2 delstater Sarawak og Sabah kan tilbyde. Fra Ibanfolket og langhuse til skildpadder på Selingan og orangutanger i Borneos regnskov. Alt sammen afsluttes med en luksuriøs badeferie og krydres med et oplevelsesrigt ophold i Singapore på udrejsen.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Naturoplevelser, Storby, Strandferie

18 dage fra 24.995 kr.

Fra Kruger til Kap Det Gode Håb

Fra Kruger til Kap Det Gode Håb

I starter rejsen med 3 dages safari på den hyggelige Mohlabetsi Safari Lodge ved Kruger, inden turen går videre til smukke Cape Town og Stellenbosch i de maleriske Vinlande. Begge steder bor I på udvalgte små og hyggelige guest houses, hvor I virkelig vil komme til at mærke sydafrikanernes charme og enorme gæstfrihed.

LÆS MERE
Rejsetype: Mad og Vin, Naturoplevelser, Safari, Storby

12 dage fra 16.995 kr.

Bestil tilbud