70 12 03 03
Åben:

Kejsertidens Kina

Gennem tusindvis af år har Kinas kejsere skabt det ene fantastiske bygningsværk efter det andet. Fremfor at forsøge at favne hele landet, fokuserer denne 9 dages rundrejse på to af de mest historierige byer i kejsertidens Kina. Det giver jer bedre tid hvert sted. I Beijing går I gennem den Den Forbudte By og nyder haven ved Sommerpaladset. I blander jer også med menneskemylderet på Den Himmelske Freds Plads, besøger Ming-gravene og ser Den Kinesiske Mur bugte sig over bjergene mod horisonten.

En kort tur med højhastighedstog fører jer til Xian, der i mere end 1.000 år var hovedstad for Kinas første store kejserdynasti. Byen er i dag bedst kendt for den fantastiske Terrakotta-hær, der har bevogtet kejser Qin Shi Huangdis grav i 2.200 år. Men byen har meget mere at byde på. I Xians muslimske kvarter mærker I effekten af Silkeruten, og ved Den Store Vildgåspagode hører I om buddhismens spæde start i Kina. I går også en tur ad den 14 kilometer lange intakte bymur, og besøger byens fantastiske museum, der huser ikke mindre end 370.000 skatte fra Xians lange historie.

9 dage fra 17.550 kr.  

Turens højdepunkter

  • Ni dage fyldt med højdepunkter
  • Stort sightseeingprogram med privatchauffør og private guider
  • Tid på egen hånd
  • Bo på gode hoteller
  • Ingen tidsspild fordi I rejser med lyntog
  • Mulighed for forlængelse

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Fra Danmark flyver I mod Kinas hovedstad, Beijing.

Dag 2: Ankomst til Beijing

 Ankomst til Beijing

Ved ankomsten til Beijing står en chauffør klar i lufthavnen til at køre jer til hotellet, der ligger i hjertet af den gigantiske storby. Her kan I hvile ud oven på rejsen eller få de første indtryk af byen på egen hånd. Et godt bud kunne være den smukke Beihai Park, hvor lokale kommer for at slappe af og øve kalligrafi med vand på fortovet. Herfra er der heller ikke langt til Jingshan Park, hvor I har en fantastisk udsigt over tagene i Den Forbudte By. Eller gå en tur ad shoppinggaden Wangfujing, der myldrer med folk i neonlysets skær til langt ud på aftenen.

Dag 3: Den Kinesiske Mur, Ming-gravene og Peking and

 Den Kinesiske Mur, Ming-gravene og Peking and

I lægger storbyen bag jer fra morgenstunden og kører nordpå mod en af Kinas absolut største seværdigheder. Det var Kinas første kejser Qin Shi Huangdi, der beordrede de eksisterende forsvarsmure samlet til én lang mur i år 221 f.kr. I 10 år knoklede 300.000 mand knoklede dag og nat for at fuldføre det storstilede projekt. Alligevel skulle det tage mange generationer af kejsere, før muren fik sin fulde længde. På sit højeste strakte Den Kinesiske Mur sig cirka 6.000 km fra havet i øst til Gobi-ørkenen i vest. På sin vej passerede den stejle bjerge, vidtstrakte stepper og stenede ørkener. Målet var at markere rigets yderste grænse mod nord og fungere som forsvar mod de vilde mongolske stammer, der boede på den anden side af muren. Muren er forsvundet mange steder i dag, mens spredte murrester andre steder står tilbage langs dens tidligere løb. Men enkelte steder får man stadig fornemmelen af murens tidligere storhed. Deriblandt Mutianyu, som I besøger. Her snor muren sig over stejle bjergrygge kilometer efter kilometer, inden den forsvinder i horisonten.

Efter frokost på en lokal restaurant fortsætter turen mod Changling. Her ligger 13 af de 16 kejsere i Ming-dynastiet begravet i overdådige gravmæler spredt ud mellem de lave bjerge. Bjergene beskytter mod de onde ånder fra nord, mens vejen mod syd prydes af fantastiske statuer af fabeldyr, generaler og elefanter. Dette var Den Hellige Vej, ad hvilken kejseren skulle rejse tilbage mod Himlen efter sit arbejde på jorden. I besøger gravmælet for den tredje Ming-kejser. Det er et gigantisk kompleks, der med al tydelighed viser, hvor vigtig en overdådig begravelse var for kejserne i det gamle Kina. Det fortælles blandet andet, at det tog fem år at fragte de mægtige træstammer til søjlerne hertil fra skove flere tusinde kilometer væk.

Sidst på eftermiddagen bliver I kørt tilbage på jeres hotel og der bliver måske tid til at slappe lidt af  eller gå en tur på egen hånd, inden I atter bliver hentet og kørt til en god restaurant. Her skal I prøve en af de mest berømte retter i det kinesiske køkken; Peking and. Mange timers forberedelse er gået forud, før det saftige andekød og sprøde skind serveres på små tynde pandekager med en sødlig hoisinsovs og friske forårsløg. Efter middagen går turen tilbage til hotellet.

Dag 4: Den Forbudte By og Sommerpaladset

Den Forbudte By og Sommerpaladset

Flere højdepunkter venter i dag, når I udforsker Beijings fantastiske kejserpaladser. Først går turen dog til Den Himmelske Freds Plads, der har spillet en stor rolle i Kinas historie. Det var her, op mod en million mennesker samledes, da Mao Zedong døde den 9. september 1976. Det er også her, han et år senere blev stedt til hvile i sit mausoleum i den sydlige ende af pladsen. Også andre eksempler på kommunistisk arkitektur fra det 20. århundrede pryder pladsen, der i den nordlige ende fuldstændig domineres af høje, røde mure.

Bag muren ligger Den Forbudte By, hvorfra Kina blev regeret i næsten 500 år. I al den tid var paladset en lukket verden, og straffen var hård for enhver, der forsøgte at snige sig til et kig indenfor. I dag er reglerne heldigvis mindre strikse, og dørene står åbne til den overdådige paladsby. Byggeriet blev påbegyndt i 1403, da hovedstaden af politiske grunde blev flyttet fra Nanjing nær Shanghai til Beijing. Det tog 17 år at bygge det enorme palads, der siges at have præcis 9.999 rum. Det er ét rum mindre end Himlen, for guderne vovede kejserne trods alt ikke at overgå i pragt. De manglede dog ikke noget, og det er fascinerende at gå gennem de overdådige tronsale til kejserens private gemakker, der består af mindre bygninger samt talrige korridorer og gårdhaver. Der ligger adskillige små museer spredt rundt i de gamle bygninger. Ønsker I at se nogle af disse, betales entréen lokalt. Tilbage i den virkelige verden uden for murene nydes frokosten på en lokal restaurant.

Livet i Den Forbudte By var uden tvivl luksuriøst. Men det må alligevel have været en fryd for kejseren at flytte til Sommerpaladset i udkanten af byen, når sommervarmen sænkede sig over Beijing. Her er arkitekturen langt mere luftig, og størstedelen af området er udlagt som en enorm park med kunstfærdige pavilloner, svungne broer, overdækkede gangstier og smukke udsigter over en stor sø. Sammen med guiden udforsker I det enorme kompleks, mens I hører om den snu og magtfulde enkekejserinde Cixi, der formåede at regere Kina i 47 år ved at trække i trådene bag kulissen. I besøger også den særprægede marmorbåd, som Cixi meget symbolsk bestilte for penge, der var øremærket til modernisering af flåden. Fra sommerpaladset går turen tilbage mod hotellet.

Dag 5: Beijing på egen hånd

 Beijing på egen hånd

Nyd dagen på egen hånd i Beijing, der bugner af muligheder. Besøg de mange smukke parker, eller kig forbi Silkemarkedet, hvor alt fra metervarer til ure og næsten ægte mærkevarer faldbydes. Genbesøg eventuelt Den Forbudte By, der har rigeligt med oplevelser til flere dages besøg, eller udforsk Beijings traditionelle hutong-kvarterer, der desværre forsvinder hurtigt i disse år. Det særprægede Lama Tempel er også et besøg værd.

Alternativt kan vi arrangere en spændende byrundtur (ikke inklusiv). Første stop er det ikoniske cirkelrunde Himlens Tempel, der ligger i en fin park. Parken er i sig selv et besøg værd, og det er sjovt at se de mange lokale, der kommer her for at dyrke tai-chi, slappe af eller spille mahjong mellem de høje træer. Samme folkelig stemning så man ikke i parken under kejsertiden. Dengang var templet af enorm religiøs betydning, da det var her, kejseren kom for at bede om en god høst. Høsten var naturligvis afgørende for lokalbefolkningen. Men også kejseren var dybt afhængig af et godt resultat. Et par år i streg med dårlig høst kunne hurtigt vende stemningen i landet. Bredte rygtet sig, at kejseren var faldet i unåde hos guderne, var uroligheder sjældent langt væk, og i nogle tilfælde kunne dette føre til dynastiets fald. Fra Himlens Tempel fortsætter I til et af byens sidste gamle hutong-kvarterer, som I udforsker i rickshaw efterfulgt af frokost på en lokal restaurant. Herefter venter et spændende kungfu-show, der giver en god introduktion til den traditionsrige kampsport, der udspringer af buddhismen.

Dag 6: Med højhastighedtog til Xian

 Med højhastighedtog til Xian

Efter morgenmaden bliver I hentet på hotellet og kørt til en af Beijings store banegårde, hvor toget mod Xian holder klar til afgang. Tidligere tog det mange timer at køre mellem de to byer, men nye strækninger med højhastighedstog skyder i disse år op overalt i Kina. Så nu er det faktisk ofte hurtigere at tage toget end at flyve indenrigs. Det er også sjovere, da det giver mulighed for at nyde udsigten til de afsidesliggende byer og skiftende landskaber, I kører igennem. Snart sætter toget i bevægelse, og cirka 5 timer senere triller I ind i en af Kinas mest historiske byer. Ved ankomsten til Xian står en chauffør klar til at køre jer til hotellet. Her kan I slappe af oven på turen eller gå en tur i nærområdet på egen hånd.

Dag 7: Terrakotta-hæren og Vildgåspagoden

 Terrakotta-hæren og Vildgåspagoden

I 1974 gjorde et par lokale bønder et sensationelt fund, da de var i færd med at grave en brønd nær Xian. Op af mulden dukkede pludselig mystiske kropsdele i ler. Det viste sig at være et af de største arkæologiske fund nogensinde, og siden har mere end 6.000 soldater, officerer, stridsvogne og sågar musikere i fuld legemesstørrelse set dagens lys. Figurerne blev bestilt af Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, for 2.200 år siden for at sikre sin gravfred. Der ligger sandsynligvis mange flere skatte skjult under jorden. Ikke mindst i selve gravhøjen, som man endnu ikke har åbnet. Ingen ved, hvad der venter der. Men der florerer historier om både ubeskrivelige rigdomme og frygtindgydende farer.

Tag jer god tid til at nyde det fantastiske skue og de mange fine detaljer, inden frokosten serveres på en lokal restaurant. Herefter går turen tilbage mod Xian, der har spillet en hovedrolle i Kinas historie. Det var her Qin Shi Huangdi i år 221 f. kr. samlede nationen og udråbte sig selv som Kinas første kejser. I mere end 1000 år blev riget regeret fra Xian, og selv efter at den politiske magt flyttede andre steder hen, forblev byen en vigtig handelsby. I århundreder var Xian endestationen for de karavaner, som rejste mod øst ad Silkevejen, og det var her, buddhismen først fik grobund i Kina. Dette markeres ved Den Store Vildgåspagode, der blev bygget for at huse hellige skrifter bragt tilbage fra Indien i år 652. Pagoden er blevet genopbygget adskillige gange siden, men den anses stadig for at være blandt de vigtigste helligdomme for kinesiske buddhister. Det er muligt at bestige pagoden mod et lille beløb. Men kig også rundt i templets andre bygninger, inden turen går tilbage til hotellet.

Dag 8: Xians rige historie

 Xians rige historie

Efter morgenmaden står chaufføren atter klar til en dag fuld af oplevelser. Første stop er den gamle, muslimske bydel. Xians muslimer kom hertil ad Silkeruten, og mange har holdt fast i deres centralasiatiske kultur. Det kan mærkes i det gamle kvarter, hvor gadelivet er tydeligt anderledes end i resten af byen. Grillede lammespyd ligger og syder på grillen i de mange gadekøkkener, mens pilgrimme valfarter til Den Store Moské, der fremstår som en forunderlig blanding af muslimsk og kinesisk arkitektur.

Fortsæt herfra til den gamle, intakte bymur, der stadig løber 14 km rundt om Xians historiske centrum. Muren er 12 meter høj og op til 18 meter tyk nogle steder, så det er et oplagt sted at gå en tur på toppen og nyde udsigten over byen og det travle liv, der passerer forbi nede på gaden. Det var selvsamme bymur de gamle karavaner på Silkeruten kunne se, når de nærmede sig byen efter den lange rejse gennem Centralasien. Men også nyere historie har sat sit præg på muren. Kigger I godt efter, vil I nogle steder kunne se skudhuller fra japanernes angreb på Xian i 1936. Rickshawchauffører står som regel klar til tilbyde en køretur langs toppen af muren mod et mindre beløb, hvis I ønsker det.

Tilbage på gadeniveau fortsætter I via Xians store trommetårn og klokketårn til Shaanxi History Museum, der bugner af skatte fra byens lange historie. Mere end 370.000 genstande opbevares her, og selvom kun et udvalg er udstillet ad gangen, giver de en god introduktion til Kinas rige historie og kultur. Herfra går turen tilbage mod hotellet. I kan også afslutte aftenen med en middag og et flot show, der på dramatisk vis fortæller om Tang-dynastiets historie (ikke inklusiv).

 

Dag 9: Afrejse fra Xian mod Danmark

Nyd morgenen i fred og ro. Når det er tid, bliver I hentet på hotellet og kørt mod lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. Eller forlæng rejsen med flere oplevelser i Kina. Det kunne eksempelvis være spændende dage i Shanghai eller Hongkong, der viser det moderne Kina for fuld udblæsning.

Klik her for at læse mere om Shanghai

Klik her for at læse om Hongkong

Klik her for at læse om De Gule Bjerge

For blot at nævne nogle få af de mange muligheder.

Prisinformation

Kejsertidens Kina - 9 dage fra 17.550 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra Danmark til Beijing t/r
  • Lufthavnsskatter og -afgifter
  • Tog fra Beijing til Xian
  • 1 indenrigsflyvning i Kina
  • 7 nætter på valgte hotelkategori
  • Daglig morgenmad
  • 4 x frokost
  • 1 x middag
  • Alle udflugter som beskrevet i programmet
  • Transport i privat bil med chauffør
  • Lokal engelsktalende guide
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Heldagsudflugt i Beijing inkl. frokost og kungfu show på dag 5 = 900 kr. per person
  • Tang Dynasty show and middag på dag 8 = 650 kr. per person
  • Måltider ud over de nævnte
  • Sygeafbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Drikkevarer, drikkepenge og andre personlige udgifter
  • Visum
  • Tillæg på kinesiske helligedage/mærkedage

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

15jan-25 aug
ved 2 voksne
18.950 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

26aug-31 okt
ved 2 voksne
21.550 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

1-30 nov
ved 2 voksne
19.550 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

1-31 dec
ved 2 voksne
17.550 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Oplev nordlyset i Island

Oplev nordlyset i Island

GRUPPEREJSE MED GUIDE. I oplever blandt andet Glacial Lagoon, Thingvellir nationalpark og flere imponerende vandfald. Men jagten på verdens smukkeste, naturlige lysshow, nordlyset, er højdepunktet på denne korte tur til Island.

LÆS MERE

5 dage fra 14.495 kr.

Kejsertidens Kina

Kejsertidens Kina

Oplev de mest storslåede levn fra kejsertidens Kina på denne 9 dages rundrejse til Beijing og Xian. Gå igennem Den Forbudte By, nyd synet af Den Kinesiske Mur bugte sig over bjergene, og stå ansigt til ansigt med Terrakotta-hæren i Xian. For blot at nævne nogle få af højdepunkterne.

LÆS MERE

9 dage fra 17.550 kr.

Chile og Argentina - vin og vandfald

Chile og Argentina - vin og vandfald

Denne rejse til Chile og Argentina begynder i prægtige Chile. Herfra tager den jer over Andesbjergene til vindistrikterne og skønne Buenos Aires. I runder oplevelserne af med det enorme vandfald Foz do Igauzú.

LÆS MERE

13 dage fra 31.995 kr.

Trek til Himalaya Base Camp

Trek til Himalaya Base Camp

GRUPPEREJSE MED GUIDE. En smuk, hård og udfordrende vandring til Base Camp med ligesindede rejsende fra hele verden. Med den dygtige, internationale guide, er I i trygge hænder.

LÆS MERE

19 dage fra 20.995 kr.

Vietnam med stil

Vietnam med stil

Oplev Vietnam med stil og masser af unikke oplevelser på denne rejse fra Hanoi til Halong Bay og videre til Hoi An med afsluttende badeferie i egen pool villa i Ninh Van Bay. Alle steder bor I på luksuriøse og stilfulde hoteller.

LÆS MERE

16 dage fra 29.995 kr.

Nyhed
Bestil tilbud