70 12 03 03
Åben:

Jorden rundt i ypperlig luksus – Natur og kultur

Sæt jer godt til rette i de bløde lædersæder, og begiv jer ud på en forrygende jordomrejse til en række af verdens mest eksotiske destinationer. Fra Hawaii flyver I til Papua New Guinea, hvor livet stadig går sin traditionelle gang i afsidesliggende landsbyer. På Borneo kigger I efter orangutanger og næseaber i regnskoven, inden rejsen forsætter til magiske Indien, der byder på tigersafari og eventyrlige maharaja-paladser. Flere store naturoplevelser venter i Afrika, hvor I kører i åben jeep over Tanzanias savanne i det tidlige morgengry og udforsker Rwandas regnskove på udkig efter bjerggorillaer. Undervejs bor I på det bedste hoteller, spiser på de bedste restauranter og kan vælge mellem et væld af oplevelser. Næsten intet er umuligt, og alt er med i prisen.

Flyveturene foregår i en specialbygget Boeing 757, hvor de normale 239 sæder er udskiftet med blot 80 luksuriøse business class-sæder. Servicen om bord er et kapitel for sig, og de dygtige kokke fremtryller den ene kulinariske oplevelse efter den anden. I flyver direkte fra sted til sted, og bagagen skal I naturligvis ikke tænke på. Ligeledes er der arrangeret VIP-adgang gennem lufthavnene, hvilket betyder mindst mulig spildtid og mest mulig tid til at nyde de mange fantastiske destinationer. Her er virkelig tænkt på alt. Selv papirerne om rejsen, som I modtager på en Ipad inden afrejse.

21 dage fra 635.000 kr. 

Turens højdepunkter

  • Rejs jorden rundt i et luksuriøst specialfly
  • Undgå tidsspild med direkte flyvninger
  • Bo på nøje udvalgte luksushoteller
  • Tigersafari Indien og gorillasafari i Rwanda
  • Mød stammefolkene på Papua New Guinea
  • Oplev Borneos regnskove og safari i Tanzania
  • Hvalsafari og mægtige vulkaner på Hawaii
  • Udforsk maharaja-paladser i Jaipur og nyd luksus i London.

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Fra Danmark flyver I på business class mod Hawaii, hvor I ankommer samme dag på grund af tidsforskellen. Vel fremme indlogeres I på det luksuriøse Fairmont Orchid, der ligger perfekt ned til en flot sandstrand ved Kona på øen Hawaii Island. Brug resten af dagen på at slappe af og nyde de tropiske omgivelser i vandkanten. Eksempelvis over en kop lokal kona-kaffe, der dyrkes på vulkanskråningerne væk fra kysten.

Dag 2-3: Hawaii Island, Hawaii

 Hawaii Island, Hawaii

Efter mødet med gruppen er det tid at udforske Hawaii Island smukke landskaber. Først på en hvalsafari langs Kona-kysten, hvor delfiner hopper i overfladen, og pukkelhvaler søger mod det lune vand for at føde deres unger. Også væk fra kysten byder Hawaii Island på naturoplevelser i verdensklasse. Her hæver høje jungleklædte vulkaner sig over øen og skaber perfekte betingelser for kaffeplantager. Andre steder er jorden dækket af lava fra de aktive vulkaner, der konstant ændrer landskaberne med deres mægtige kræfter. Dette kan opleves ved selvsyn under et besøg ved Volcanoes National Park eller på en flyvetur i helikopter over øens smukke strande, frodige regnskove og sorte lavamarker. Men der bliver naturligvis også tid til at snorkle blandt farvestrålende koraler og fisk, og udforske de frodige kyster på et paddleboard, hvis I har lyst til det.

Dag 4-7: Papua New Guinea

Fra Hawaii fortsætter I mod et af jordens mest uberørte områder; Papua New Guinea. Her hæver bjergene sig mere end 5.000 meter mod himlen, og mægtige floder snor sig dovent gennem uberørte regnskove, hvor dyre- plantelivet har udviklet sig i isolation gennem millioner af år. Også kulturelt er Papua New Guinea særdeles rig. Mere end 800 forskellige sprog tales af øens stammefolk, der i mange tilfælde lever et meget traditionelt liv langt væk fra den moderne verden. Nogle af disse folkeslag fik først forbindelse med omverdenen i det 20. århundrede, og selv i dag er store dele af øen knap udforsket. Så der er lagt op til ægte eventyr over de kommende dage.

Første nat tilbringes i hovedstaden Port Moresby på Airways Hotel, der byder på underspillet luksus og en smuk botanisk have. Derefter kan I vælge mellem en af disse fire ekspeditioner, der tager jer med små fly til afsides hjørner af landet:

Besøg huli wigmen-folket i det sydlige højland, der er berømt for deres ceremonier og overdådige hovedbeklædning lavet af farvestrålende fuglefjer fra paradisfugle. Med held oplever I også selv de smukke fugle og deres flamboyante parringsritualer. Overnatning foregår på Ambua Lodge, der ligger med en flot udsigt over Tari-dalen.

Eller besøg det vestlige højland, der er berømt for sine orkideer og paradisfugle. Her møder I melpa-folket, der byder velkommen med dans og musik. Festligheder i højlandet er altid en farverig oplevelse med storslåede kostumer, og dette er ingen undtagelse. I oplever også de lokale jægeres færdigheder med bue og pil, og ser, hvordan kvinderne fremstiller kunsthåndværk af materialer samlet i naturen. Endnu et højdepunkt er mødet med de åndelignende ’muddermænd’. I overnatter i komfortable hytter på Karawari Lodge.

Eller sejl dybt ind i junglen ad den legendariske Sepik-flod til afsidesliggende landsbyer, hvor livet ikke har ændret sig meget i generationer. Folk i denne dele af landet er især kendte for deres træskærer-arbejde og flotte åndehuse. Men også eksotiske masker og kanoer bliver fremtryllet af de dygtige håndværkere. Nætterne tilbringes på en hyggelig lodge ved Rondon Ridge.

Eller flyv til Kokopo Beach på øen New Britain, der byder på uberørte koralrev, varme kilder og aktive vulkaner dækket af frodige tropiske skove. Øen er også rig på historie fra Anden Verdenskrig, og giver mulighed for at møde baining-stammen, hvis unikke kultur, I oplever gennem musik og dans. Havet og en dukkert er dog aldrig langt væk fra Kokopo Beach Bungalow Resort, der ligger med udsigt over Bismarck Sea.

Dag 8-9: Borneo

 Borneo

Flere eksotiske eventyr venter på Borneo, hvor I besøger Sandakan i den malaysiske provins Sabah. Her indlogeres I på Four Point by Sheraton, der er et moderne hotel og en yderst komfortabel base for de kommende dages oplevelser. Især udsigten over byen og havet fra hotellets infinity pool er imponerende.

Blandt de absolutte højdepunkter på Borneo er mødet med en af vores nærmeste slægtninge, orangutangen. På Sepilok Orangutang-rehabilitationscenteret tager man sig af orangutanger, der er blevet holdt i fangenskab eller på anden måde har haft en unaturlig opvækst. I starten skal de have meget hjælp, men lidt efter lidt erhverver de unge orangutanger sig de færdigheder, de behøver for at kunne klare sig selv i naturen. De lærer at klatre, bygge sovepladser i træerne samt at finde føde. Det er en lang, hård men også livsbekræftende proces. Sidste station før et liv i den frie natur er et stort skovareal, hvor dyrene praktisk talt lever frit, men får mad serveret på bestemte tidspunkter. Det er en stor oplevelse at se orangutangerne komme til syne fra skoven for at tage for sig af retterne.

Der bliver også mulighed for at kigge efter en anden af Borneos unikke abearter, næseaben, når I sejler ned ad Kinabatangan-floden og besøger mangroveskovene i Abai Forest Reserve. Aberne har fået sit særprægede navn fra hanners imponerende næse, der tydeligvis tiltaler de mindre hunner. Kig også efter makak-aber, firben og de mange fuglearter, der holder til i dette smukke og særprægede naturområde.

Dag 10-13: Jaipur og tigersafari i Indien

 Jaipur og tigersafari i Indien

Helt andre naturoplevelser venter jer i Indien, hvis dybe skove er hjem for et af jordens mest formidable rovdyr; den bengalske tiger. Tidligere var Ranthambore et privat jagtområde for den lokale maharaja. Men i dag er nationalparken et af de bedste steder i Indien at opleve de store kattedyr, der desværre balancerer på kanten af udryddelse. Sammen med en lokal ekspertguide kører I gennem de tørre, stenede skove, hvor tigerne jager. Håbet er naturligvis at finde en tiger. Men skovene er også hjem for andre spændende dyr såsom krokodiller, leoparder, vildsvin, aber og så naturligvis de altid opmærksomme hjorte, der udgør tigernes foretrukne bytte. De varme timer midt på dagen tilbringes i ypperlig luksus på enten Oberoi Vanyavilas eller Aman-i-Khás, der begge byder på overdådige teltsuiter og en perfekt beliggenhed på kanten af nationalparken.

Foretrækker I andre typer landskaber, er det muligt at udskifte besøget i Ranthambore med Kanha National Park, der siges at have inspireret forfatteren Rudyard Kipling til sin bestseller, Junglebogen. Lave bjerge danner rygraden i nationalparken, der domineres af dybe sal-skove, kølige bambuslunde og åbne grønne enge. Dette er perfekte forhold for parkens tigere, der deler skoven med leoparder, vildsvin, hyæner, sjakaler, okser og en række hjorte- og antilopearter. Deriblandt en stærkt truet underart af barasingha-hjorten, har fundet et sidste fristed i Kanha. Fugleentusiaster vil glædes over parkens fuglebestand, der tæller mere end 300 arter. Deriblandt påfugle, der ofte ses spankulere rundt i skovbunden. I Kanha indlogeres I på den superluksuriøse safarilodge Banjaar Tola, der ligger flot ned til en jungleflod.

Fra nationalparkerne går turen til Jaipur, der har fået tilnavnet ”Den lyserøde by” på grund af sine mange lyserøde bygninger. Dette er en ægte indisk storby, hvor kvinder i farvestrålende sarier tinger om prisen i hektiske basarer, og duften fra gadekøkkener fylder luften. Midt i kaosset hæver smukke templer, gamle borge og prægtige pladser sig over hustagene. Deriblandt det eventyrlige City Palace og observatoriet Jantar Mantar fra omkring 1730, der gjorde det muligt at lave ganske præcise astronomiske optegnelser. Mindst lige så imponerende er jeres paladsagtige hotel, Oberoi Rajvilas, der er enhver maharaja værdig.

Dag 14-16: Safari i Tanzania

 Safari i Tanzania

Fra Indien flyver I til Afrika, hvor fladtoppede akacietræer simrer i horisonten, og enorme dyreflokke vandrer ad gamle ruter fra vandhul til vandhul over savannen. I hælene på dem følger løver, geparder, leoparder og et væld af andre rovdyr, der altid er på udkig efter det næste måltid. I Afrikas vildnis udlever naturens gamle dramaer sig for åbent skue, og de næste dage byder på safarioplevelser i absolut verdensklasse.

Oplevelserne starter allerede på køreturen fra flyet til Four Seasons Safari Lodge, der ligger omgivet af vild natur med en fantastisk udsigt over Serengetis vidtstrakte savanne. Men selvom I er langt fra civilisationen, kommer I ikke til at mange noget. Lodgen er yderst luksuriøs og byder blandt andet på spa-behandlinger og et flot poolområde med udsigt over et vandhul, hvor elefanter af og til kommer for at drikke. De næste dage står i naturens tegn med safarikørsler på udkig efter området rige dyreliv.

I kan vælge at udskifte Serengeti med safari i verdensberømte Ngorongoro i stedet. Dette gigantiske udslukte vulkankrater huser den højeste koncentration af store pattedyr i verden og byder på safarioplevelser fuldt på højde med Serengeti. Vælger I Ngorongoro, indlogeres I på &Beyonds luksuriøse Crater Lodge, der ligger dramatisk på kanten af krateret. I det tidlige morgengry kører I på udkig efter løver, næsehorn, elefanter og alle de andre vilde dyr i krateret efterfulgt af en lækker frokost omgivet af den vilde natur. Måske møder I også de lokale masaier, der lever som kvæghyrder side om side med de store rovdyr.

Dag 17-19: Bjerggorillaer i Rwanda

 Bjerggorillaer i Rwanda

To meget forskellige oplevelser venter jer i Rwanda. Rækkefølgen af de to kan dog variere, da det ikke er muligt for hele gruppen af besøge bjerggorillaerne samlet.

Fra hovedstaden Kigali flyver I mod Volcanos National Park, hvor Diane Fossey foretog sit berømte pioner-studie af bjerggorillaer. Omkring halvdelen af verdens tilbageværende bjerggorillaer lever i Virunga-bjergenes tågeindhyllede bjergskove, hvor de holder til i grupper på op til 30 individer ledet af en alfa-han. Dagene tilbringes med at søge efter friske skud, bark og rødder i den tætte vegetation, mens hunnerne holder et halvt øje med ungerne, der tumler rundt i skovbunden. Det kan godt være lidt af en opgave at lokalisere gorillaflokkene, der konstant bevæger sig rundt på de stejle skråninger. Men de dygtige lokale guider kender gorillaerne og de kølige bambus-skove godt, så de ved, hvad de skal kigge efter. Det er en fantastisk oplevelse at være så tæt på skovens godmodige kæmper, der ufortrødent fortsætter dagens gøremål. Nogle plejer pelsen, andre tager sig en lur i skyggen, og ungerne leger tag-fat i krattet. Tiden flyver, og efter en time gør guiderne tegn til, at nu skal gorillaerne have fred. Tilbage ved lodgen, er der mulighed for at fuldende oplevelsen med en helikopter-tur over Virunga-bjergenes skovklædte vulkanskråninger og blanke søer.

Helt andre oplevelser venter tilbage i hovedstaden Kigali, hvor brede boulevarder og livlige markeder giver storbyen et eksotisk twist. Her besøger I Kigali Memorial Centre, der er dedikeret til at fortælle historien om det frygtelige folkedrab i 1994. Men centeret fortæller også om, hvordan landet forsøger at hele sårene og komme videre som én fælles nation.

I bor naturligvis godt begge steder. I Kigali indlogeres I på Serena Hotel, der byder på moderne luksus og en dejlig swimmingpool midt i storbyen. I Volcanoes National Park overnatter I i rustikke men komfortable omgivelser på enten Mountain Gorilla View Lodge, Sabyinyo Silverback Lodge eller Virunga Lodge. Ønsker I ikke at tage på gorilla-trekking, er det muligt at tilbringe alle tre nætter i Kigali. Besøg eksempelvis Akilah Institute, der arbejder for at forbedre levestandarden for unge kvinder gennem uddannelse.

Dag 20: London, England

Den sidste flyvetur i det private fly fører jer til London, hvor I slutter af med manér på Four Seasons Hotel at Park Lane. Dette er et af Europas førende luksushoteller, der på elegant vis formår af blande klassiske britisk dyder med moderne luksus. Nyd en cocktail i Amaranto Lounge, der ligger med udsigt over byen, eller forkæl jer selv med en massage i spaafdelingen på taget af bygningen.

Dag 21: Ankomst til Danmark

Nyd den overdådige morgenmad på hotellet efterfulgt af eksempelvis en shoppingtur eller et galleribesøg. London har utroligt meget at byde på, inden turen går tilbage mod Danmark.

SÆRLIGT OM REJSEN

TCS World Travel byder på ægte eventyr i vanedanende luksus. Undervejs oplever I den ene eksotiske destination efter den anden. I bor på nogle af verdens bedste hoteller. Transport foregår altid så luksuriøst som muligt, og der er bestilt bord lang tid i forvejen på områdets mest eftertragtede restauranter. Så I kan bare vælge hvor og hvad, I gerne vil spise. Med mindre der bliver arrangeret særlige eksklusive middags-arrangementer. Hvordan I bruger tiden er også op til jer. I kan slappe af og udforske på egen hånd. Eller I kan deltage i et væld af aktiviteter og udflugter. Der er frit valg på alle hylder. Næsten intet er umuligt, og alt er med i prisen.

Her er virkelig tænkt på alt. Kufferten bliver på magisk vis fragtet fra hotelværelse til hotelværelse, og når I tjekker ind, ligger der en kuvert med lokal valuta og postkort med frimærker på, lige klar til at blive sendt. Tiden i lufthavnen er også minimeret, så I på en tur som denne sparer adskillige døgn i lufthavne sammenlignet med samme tur på ruteflyenes 1. klasse.

Rejserne fra sted til sted foregår i en Boeing 757-200 med plads til blot 80 gæster. Det betyder masser af plads i de luksuriøse Business Class-sæder, der kan lænes 45 grader tilbage. Servicen om bord kan måle sig med de bedste 5-stjernede hoteller på landjorden, så det er bare at læne sig tilbage og nyde det veludstyrrede underholdningssystem og de fremragende Bose hovedtelefoner med noise-cancelling. Måltiderne er et kapitel for sig selv, og det er imponerende, hvordan de dygtige kokke formår at fremtrylle den ene æstetiske gourmet-oplevelse efter den anden. Flyveturene er også et godt tidspunkt at læse op på de kommende oplevelser. Det gøres på den Ipad, som I får tilsendt inden afrejse, fyldt med inspirerende artikler og interviews med førende eksperter. Ipaden og høretelefonerne må I naturligvis beholde bagefter.

Bemærk at hoteller kan blive udskiftet med lignende hoteller af samme standard.

Prisinformation

Jorden rundt i ypperlig luksus – Natur og kultur - 21 dage fra 635.000 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse på business class fra Danmark til Hawaii Island og fra London til Danmark.
  • Lufthavnsskatter- og afgifter.
  • Flyrejse på business class på det beskrevne Boeing 757 med afrejse fra Hawaii Island til London.
  • Luksuriøs indlogering på destinationerne undervejs fra ankomst på det første hotel til afrejse fra det sidste hotel.
  • Alle måltider begyndende med middag om aftenen på dag 2 til morgenmad på dag 21 på turen, som beskrevet i programmet.
  • Alle skatter, gruppetransfers, lufthavnstransfers ved turens start og slutning, udflugter, komplet program af særlige begivenheder og aktiviteter; inklusiv et udvalg af udflugter på destinationerne.
  • Sightseeingtur i helikopter på Hawaii og i Rwanda
  • Service fra det professionelle hold af hjælpere. Deriblandt en læge, der følger med på hele rejsen.
  • Udgifter til filantropiske formål under rejsen.
  • Mineralvand på sightseeingture, til måltiderne og på jeres hotelværelse
  • Alle drikkevarer inklusiv spiritus ombord på flyet
  • Alkohol under særlige events og cocktailparties, husets vin og/eller øl ved frokoster og middage samt ikke-alkoholiske drikkevarer ved alle måltider ifølge program.
  • Bagagehåndtering turen igennem
  • Internetadgang på hotellet og ombord på flyet (hvor det er tilgængeligt)
  • Drikkepenge til lokale guider, chauffører, dragere, tjenere osv.
  • Medicin- og evakuerings forsikringspakke med dækning op til $100,000. (Dette er ikke et alternativ til en rigtig rejseforsikring)
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

16 feb 2017 - 08 apr 2017
ved 2 voksne
635.000 kr.
Enkeltværelsesgebyr
63.500 kr.

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Jorden rundt i ypperlig luksus - Civilisationer

Jorden rundt i ypperlig luksus - Civilisationer

Rejs jorden rundt i et super luksuriøst fly, og oplev nogle af verdens mest eksotiske destinationer omgivet af vanedannende luksus. I bor på nøje udvalgte hoteller, og kan blandt andet se frem til Påskeøen, Great Barrier Reef, Angkor Wat, safari i Serengeti og Jordans ørken.

LÆS MERE
Rejsetype: Med privat jet

26 dage fra 595.000 kr.

Bestil tilbud