70 12 03 03
Åben:

Jaguar-safari i Brasilien

Det gigantiske vådområde Pantanal i hjertet af Brasilien er uden tvivl blandt verdens bedste safariområder. Især når det gælder jaguar-safari. Dyrelivet er særdeles rigt, og landskaberne er åbne, hvilket gør det lettere at få øje på dyrene. Det er tilmed muligt at udforske naturen på forskellig vis, og fra lodgen oplever I både naturen fra en safaribil, på hesteryg og på vandreture gennem de åbne vidder. Dernæst stiger I om bord på en husbåd, der i fire dage sejler jer dybt ind i den uberørte natur. Dette giver de bedste muligheder for at komme tæt på dyrelivet, der tæller både kaimaner, myreslugere, tapirer, kæmpeoddere og et mylder af tukaner, papegøjer og andre eksotiske fugle. Deriblandt de store arapapegøjer. Øverst i fødekæden er jaguaren, og der findes ikke ret mange andre steder i verden, hvor chancerne for at se det sky kattedyr i fri natur er større end her. Safarien fuldendes med spændende dage i Rio de Janeiro, der byder på interessante seværdigheder og legendariske strande.

Kom til gratis rejseforedrag om Brasilien – læs mere her.

12 dage fra 32.950 kr. 

Turens højdepunkter

  • Kig efter jaguarer, arapapegøjer og kæmpeoddere i fri natur
  • Udforsk Pantanal både fra en lodge og med skib
  • Nyd stemningen på de legendariske strande i Rio de Janeiro
  • Perfekt for ægte safari-entusiaster

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Fra Danmark flyver I vestpå mod Brasilien.

Dag 2: Rio de Janeiro

 Rio de Janeiro

Ved ankomsten til Rio de Janeiro står en chauffør klar til at køre jer til jeres hotel for de kommende to nætter. Køreturen giver de første indtryk af byens kontraster og ikke mindst den smukke beliggenhed mellem havet og jungleklædte bjerge. Resten af dagen er fri til at slappe af oven på flyveturen. Hotellet er centralt placeret nær Rios berømte strande. Så det er let at opleve området og den livlige strandstemning på egen hånd.

Dag 3: Byrundtur i Rio de Janeiro

 Byrundtur i Rio de Janeiro

I dag dykker I dybere ned under huden på Rio på en spændende guidet byrundtur. Det oplagte sted at starte er Corcovado-bjerget med den gigantiske kristusfigur, der velsigner Rio de Janeiro og dens indbyggere med udstrakte arme. Statuen er 30 meter høj, og blev i 2007 udnævnt som et af Verdens syv nye vidundere. Men udsigten over Rio, strandene og Guanabara-bugten er mindst lige så vidunderlig. Her får I det fulde overblik over Rios forunderlige geografi.

Fra toppen af Corcovado-bjerget snor vejen sig ned gennem en tropisk regnskov, der er et populært åndehul for byens indbyggere, hvis de trænger til en pause fra Rios by- og strandliv. Næste stop er det hyggelige kvarter Santa Teresa, der ligger med en imponerende udsigt over Rio. Området har i årtier tiltrukket hippier, kunstnere og andre kreative kræfter, der har forvandlet de gamle gader til et inspirerende og stemningsfyldt kvarter fuld af liv. Turen fortsætter ad stejle, snoede gader til den gamle akvædukt Arcos de Lapa, der i dag bruges som bro for sporvognene.

Her skiftes bilen ud med netop sporvognen, og inden længe triller I med en raslende lyd gennem Rios gader mod midtbyen, der bugner af frokostmuligheder. Efter frokost (for egen regning) fortsætter turen på gåben sammen med guiden. Tempoet er stille og roligt, så I har god tid til at suge alle indtrykkene til jer og mærke byens unikke rytme. Ud på eftermiddagen vender I tilbage til hotellet, hvorefter aftenen er fri til at nyde Rios mange muligheder.

Dag 4: Rio de Janeiro til Pantanal

  Rio de Janeiro til Pantanal

I bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvor flyet mod Cuiaba står klar. Her bliver I hentet og kørt de godt to timer mod Araras Eco Lodge i hjertet af vådområdet Pantanal. Det er en flot køretur, der giver de første indtryk af Pantanals rige natur. Fugle ses ofte langs vejen, og med held får I måske også øje på kaimaner eller andre dyr nær vandhullerne. Vel fremme indlogeres I på lodgen, der ligger omgivet af træer ned til en sø fyldt med kaimaner. Lodgen er opført i lave, rustikke bygninger med røde tegltage, der er så karakteristiske for Pantanal. De 19 dobbeltværelser har badeværelse og aircondition, hvilket er dejligt, når temperaturerne sniger sig op over de 35 grader midt på dagen. Trænger I til mere afkøling, indbyder lodgens swimmingpool til en svalende dukkert. Eller kig forbi den lille bar, hvor gæster mødes og udveksler dagens oplevelser. De varme timer midt på dagen kan naturligvis også tilbringes i hængekøjen.

Når temperaturerne falder ud på eftermiddagen, er det tid tilat se nærmere på de eksotiske omgivelser. Med et areal på over fire gange Danmarks størrelse er Pantanal verdens største vådområde. Det er her, Amazonas’ regnskove møder den brasilianske savanne og Chacos tørre landskaber. Resultatet er Sydamerikas bedste safariområde med en fantastisk biomangfoldighed. Mere end 1.000 fuglearter, 300 arter af pattedyr, 480 typer af reptiler og mere end 9.000 underarter af hvirvelløse dyr er registreret i Pantanal, hvis åbne landskaber gør det meget lettere at få øje på dyrene end i eksempelvis en regnskov. Det gælder ikke mindst i tørtiden fra juni til september, når vegetationen er tørret ud, og dyrene samler sig ved de få tilbageværende vandhuller.

En lokal naturguide fører jer fra lodgen til et 12 meter højt observationstårn, hvorfra I har en fantastisk udsigt over området og solnedgangen. Med held ser I måske en tukan eller et par af de store, blå hyacintara-papegøjer gå på vingerne i en eksplosion af farver. Eller måske en myresluger, der snuser sig vej efter noget at spise. Tilbage på lodgen serveres en god middag efterfulgt af endnu en gåtur for at kigge efter natdyr og nyde den funklende klare stjernehimmel.

Dag 5: Safari i firehjulstrækker og kano

 Safari i firehjulstrækker og kano

Efter en god morgenmad på lodgen holder safaribilen klar, og inden længe triller I gennem de åbne landskaber på udkig efter dyrelivet. Safaribilen er specielt konstrueret til vådområdets særlige forhold, og fra den høje vinkel har I et godt udsyn over de flade landskaber. Hvilke dyr I ser, er naturligvis et spørgsmål om held. Men både myreslugere, tapirer, kæmpeoddere, kapivarer, anakondaer, jaguarer og et væld af andre dyr lever i området. På et tidspunkt skiftes safaribilen ud med en båd, så I kan komme tæt på kaimaner og de mange fugle, der holder til på det lave vand. Der bliver også mulighed for at fiske efter piratfisk, der er en populær delikatesse på disse kanter. Frokosten serveres tilbage på lodgen eller nær floden alt efter vejret og tidspunktet på året, inden de varme timer byder på afslapning ved poolen eller en kølig drink på terrassen. Flere naturoplevelser venter sidst på eftermiddagen, når guiden fører jer til et 25 meter højt udsigtstårn kaldet Howler Monkey Tower. Med held ser I måske de brøleaber, tårnet er opkaldt efter. Sikkert er det i hvert fald, at I får en flot udsigt over Pantanal ved solnedgang. Derefter vender I tilbage til lodgen, hvor middagen serveres, mens natten sænker sig over Pantanal.

Dag 6: Safari til fods og på hesteryg

 Safari til fods og på hesteryg

Formiddagen byder på endnu en spændende vandretur. Guiden kender området indgående og vil kunne fortælle om Pantanals mange spændende planter, der tæller mere end 3.500 arter. Dyrene er her naturligvis også, så hold øje med bevægelser i vegetationen. Målet er det 12 meter høje udsigtstårn Tuiuiu, hvorfra I har en flot udsigt over de flade, åbne landskaber. Frokosten serveres tilbage på lodgen efterfulgt af et par timers afslapning. Eftermiddagens udflugt foregår på hesteryg, hvilket gør det muligt at udforske områder, hvor hverken safaribilen eller kanoer kan komme. Undervejs vil I sandsynligvis støde på noget af det kvæg, der græsser i Pantanal. Kvæget er ikke vildt, men det ses ofte græsse side om side med områdets vilde dyr. Det er sidst på dagen, inden turen går tilbage mod lodgen og en hyggelig aften omkring bålet.

Dag 7: Om bord på flodbåden

 Om bord på flodbåden

Der er mulighed for en lille gåtur i det tidlige morgengry, når natdyrene går til ro, og de øvrige dyr vågner til endnu en dag. Måske støder I på firben, der nyder solens første stråler, eller flokke af fugle, der går på vingerne på jagt efter modne frugter. Tilbage på lodgen venter morgenmaden, hvorefter det er tid at tage afsked med Araras Eco Lodge.

Men mange flere eventyr venter forude, når I bliver hentet på lodgen og kørt de godt 200 kilometer til Caceres. Her drejer I af de gode veje og fortsætter 85 km ad afsidesliggende grusveje til den ventende husbåd, der vil være jeres hjem de kommende dage. Hele turen tager cirka 5 timer. Vel fremme serveres frokosten, inden skibet stævner ud på Pantanals netværk af små og store vandveje.

Båden har den perfekte størrelse til safari. Med blot ni suiter er I sikret en intim og personlig stemning om bord, uden at I skal gå på kompromis med komforten. Skibet byder nemlig på moderne bekvemmeligheder såsom kahytter med aircondition, privat badeværelse, kabel-TV og elektricitet samt et indbydende udsigtsdæk, hvorfra I kan nyde de fantastiske landskaber, I sejler igennem. Samtidig er skibet lille nok til at kunne sejle tæt på land, hvor dyrene oftest holder til. Bliver vandstanden alligevel for lav, sættes den medbragte motorbåd i vandet, så I kan udforske selv de helt små vandveje.

Dag 8 - 9: Jaguar-safari i Pantanal

 Jaguar-safari i Pantanal

Dagene går med at udforske de vilde landskaber i Taiama Ecological Reserve. Hvor skibet præcis sejler hen, afhænger af vandstanden og dyrelivet. Men ligegyldigt hvor I sejler hen, og hvordan I udforsker området i løbet af dagene, kan I se frem til safarioplevelser i absolut verdensklasse. Området er særdeles rigt på dyr, og dette er et af de steder i verden, hvor chancerne for at se vilde jaguarer er absolut størst. Især langs vandvejene, hvor jaguarerne ofte ligger på lur efter kæmpeoddere, kaimaner og andre byttedyr. Jaguaren er det største af Brasiliens fem kattedyr, og med en vægt på op mod 100 kg samt evnen til at løbe 80 km i timen, er jaguaren en formidabel jæger. Styrke er dog jaguarens vigtigste våben. Skarpe kløer, en tæt muskuløs krop, og den kraftigste kæbestruktur af alle katte gør det muligt for jaguarer at holde selv store byttedyr som kaimaner fast i et jerngreb, inden den dræber dem med et kraftigt bid gennem kraniet. Jaguarerne er naturligvis kun et af de mange højdepunkter i området, og dagene vil være fulde af store naturoplevelser. Både fra skibet og den mindre båd, når I sejler ud på udkig efter dyrene. Men der bliver naturligvis også tid til at slappe af på dækket med en kold øl fra skibets fadølsanlæg.

Dag 10: Tilbage til Rio de Janeiro

 Tilbage til Rio de Janeiro

Når skibet ligger til land fra morgenstunden, er det tid at sige farvel til Pantanal. Turen tilbage til Cuiaba foregår over land, hvorefter en flyvetur fører jer tilbage til Rio de Janeiro. Efter indlogering på jeres hotel er resten af dagen fri til at nyde stranden eller udforske byen på egen hånd.

Alternativt kan I vælge at forlænge rejsen med flere naturoplevelser i det ukendte område Bom Jardim nær Cuiaba – klik her for at læse mere.

Dag 11: Hjemrejse

 Hjemrejse

Når tid er, bliver I hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. Eller I kan vælge at forlænge rejsen med badeferie langs Brasiliens dejlige strande. Eksempelvis i Rio eller natur- og strandparadiset Angra dos Reis, der ligger blot tre timers kørsel fra storbyen. Læs mere om Angra dos Reis ved at klikke her.

Dag 12: Ankomst til Danmark

Efter et flyskifte i Europa ankommer I til Danmark.

SÆRLIGT OM REJSEN

Denne rejse ledes af engelsksprogede lokalguider, der kender området og dyrelivet indgående.

Dag 7, hvor I flytter fra Araras Eco Lodge til husbåden, skal være en onsdag.

Husbåden sejler kun i tørtiden fra juli til november, hvor chancerne for at se jaguarer og det øvrige dyreliv er størst.

Prisinformation

Jaguar-safari i Brasilien - 12 dage fra 32.950 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra Danmark til Rio de Janeiro t/r
  • Flyrejse fra Rio de Janeiro til Cuiaba t/r
  • 3 nætter i Rio de Janeiro på 3-stjernet hotel inkl. morgenmad
  • Halvdagsudflugt i jeep til Corcovado og Santa Teresa
  • 3 nætter på Araras Lodge inkl. helpension
  • Krydstogt i vådområdet Pantanal, 4 dage/3 nætter på Jaguar House Boat inkl. helpension
  • Alle transporter og udflugter som nævnt i programmet
  • Lufthavnsskatter og -afgifter
  • Entré til alle nævnte seværdigheder og nationalparker
  • Engelsktalende guides på alle turene
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Sygeafbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Måltider ud over de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  • Rejseforsikring

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Højsæson
1 jul - 21aug
ved 2 voksne
fra 33.950 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Lavsæson
22 aug - 30 nov
ved 2 voksne
fra 32.950 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Brasiliens højdepunkter

Brasiliens højdepunkter

Brasilien er et fantastisk rejseland, og på denne rejse får I alle Brasiliens højdepunkter, fra Rio de Janeiro til de berømte vandfald Foz do Iguaçú.

LÆS MERE
Rejsetype: Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Storby

16 dage fra 29.950 kr.

Vandfald, safari og delta

Vandfald, safari og delta

Botswana byder på safari i verdensklasse og på denne rejse får I rig mulighed for at opleve Afrikas vilde dyr i landets største nationalpark Chobe og ikke mindst i verdens største indlandsdelta – det fantastiske Okavango Delta. Og naturligvis i kombination med de mægtige Victoria Vandfald i Zimbabwe.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Naturoplevelser, Safari

11 dage fra 39.695 kr.

Fra River Kwai og Khao Yai til Hua Hin

Fra River Kwai og Khao Yai til Hua Hin

Fra Bangkoks pulserende liv går rejsen gennem det centrale Thailands landlige omgivelser til River Kwai og Thailands ældste nationalpark, Khao Yai, inden I slutter med en afslappende badeferie på det lækre Veranda Resort i Hua Hin.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Storby, Strandferie

15 dage fra 20.995 kr.

Det bedste af Cambodia

Det bedste af Cambodia

Oplev det bedste af Cambodia på denne rejse til Angkor Wat, Battambang og Phnom Penh, inden rejsen slutter med badeferie langs Cambodias tropestrande.

LÆS MERE
Rejsetype: Kulturoplevelser, Naturoplevelser, Strandferie, Verdensarv

15 dage fra 19.995 kr.

Luksus familieferie på Bali

Luksus familieferie på Bali

Forkæl familien med luksus på Bali. Med blot to baser på turen vil der blive masser af kvalitetstid til både familien og til at nyde de luksuriøse omgivelser. I starter rejsen med en hel uge på det dejlige Intercontinental Bali, der ligger lige ned til den skønne Jimbaran strand, hvorefter turen går nordpå til byen Lovina, hvor hele 5 nætter tilbringes på det lækre “The Lovina”.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Håndplukkede hoteller, Naturoplevelser, Strandferie

15 dage fra 14.495 kr.

Bestil tilbud