70120303
Åben:

Ecuador - Andes og Amazonas

Med udgangspunkt i den smukke gamle by Quito, tager I på en spændende rundrejse i Ecuador – Andes og Amazonas. I Andesregionen besøger I bl.a. Otavalos farverige og livlige indianermarked. Fra bjergene fører vejen gennem smukke landskaber ned til Amazon-bassinet, hvor I bor på et rustikt junglelodge og tager på udflugter ad floderne ind i den tætte regnskov. Senere går turen til den sneklædte og perfekt kegleformede vulkan Cotopaxi. I bor på hyggelige pousadaer fyldt med atmosfære og nostalgi. Ønsker I at opleve det bedste af Ecuador, inden drømmerejsen til Galapagos, er dette turen.

Rejsen kan naturligvis skræddersyes efter dine unikke ønsker.

Ring til os nu, og lad os skræddersy din individuelle drømmerejse.

10 dage fra 24.550 kr. 

Turens højdepunkter

  • Amazonas’ saftig-grønne regnskov.
  • 2 overnatninger i afslappende og smukke omgivelser i Amazonjunglen
  • Varme kilder i Papallacta
  • Den kolonialprægede hovedstad Quito
  • Indianermarkeder

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark og ankomst til Quito

 Afrejse fra Danmark og ankomst til Quito

Der er afrejse fra Danmark og I ankommer til Quito samme dag og bliver kørt til jeres hotel, hvor I indkvarteres for en enkelt nat.

Byen ligger i 2.850 m højde og smukt placeret i Andesbjergene omgivet af snedækkede vulkaner. Byens gamle bydel er et besøg værd med sine elegante palæer, smukke kirker og huse i kolonitidsstil. Mellem disse historiske bygninger ligger markeder med indianere i farverige dragter, hyggelige torve og små gader med lokale butikker. I kan blandt andet besøge San Francisco-katedralen og kirken La Compañia, som det tog jesuitterne 163 år at opføre. Når man træder indenfor i kirkerummet, forstår man hvorfor. Hele det vældige kirkerum er dekoreret med udskæringer og ornamenteringer dækket med bladguld. Eksperter anslår, at der er brugt 7.000 kg guld til at smykke kirkens indre. Ikke underligt at hele det gamle centrum er udnævnt af UNESCO som verdens kulturarv.

Ækvator løber tværs igennem Quito, så det er muligt at vandre fra den nordlige halvkugle til den sydlige – og tilbage igen. Det er dog ikke nær så langt, som det lyder, når man gør det ved “Metad del Mundo” i udkanten af Quito. Her har man bygget et stort monument lige på ækvator, der er markeret med en tydelig gul streg.

Dag 2: Quito - Otavalo

 Quito  - Otavalo

I forlader Quito tidligt om morgenen og begiver jer nu gennem de smukke bjerglandskaber til Otavalo et par timers kørsel nord for Quito. Undervejs besøger I Cochasqui. Her opførte Cara-indianerne 15 pyramider og templer før inkaernes tid, og selv om komplekset her måske nok ikke er så imponerende som mange inkaruiner, er dets betydning uomtvisteligt. Beliggende på ækvator var komplekset centrum for forskellige sol-relaterede højtideligheder, og den dag i dag samles lokale på stedet ved solhverv og jævndøgn for at fejre solens gennemrejse, ligesom lokale bønder kommer her for at velsigne den kommende høst. Siden fortsætter I mod Otavalo, hvor I indkvarteres på en smuk hacienda i grønne omgivelser i hjertet af Ecuadors smukke sødistrikt lidt nord for byen.

Dag 3: Otavalo - Papallacta

 Otavalo - Papallacta

I starter dagen med at udforske Otavalo, en mindre by, der hovedsageligt er beboet af efterkommere af spanske erobrere og mestizer. Hver dag vrimler folk, iført flotte ponchoer og de karakteristiske små bowlerhatte, til byen fra områdets mange indianerlandsbyer. De kommer for at handle på byens marked, der på de travleste dage kan udvikle sig til at være et af Sydamerikas mest farverige. Her kan de købe, sælge og bytte alt fra landbrugsprodukter og levende dyr til køkkenudstyr, tøj samt kunsthåndværk. Området er især kendt for sin vævekunst, der anses som værende blandt det bedste på hele kontinentet. Denne kunsttradition går helt tilbage til 1550’erne, hvor spanierne tvang beboerne i dette område til at væve. Noget de er blevet ved med siden med stor succes.

Markedet er de fleste dage fyldt med mennesker, og det er en atmosfærefyldt oplevelse at gå på opdagelse mellem de mange boder. Handlen går livligt, mens indianerne får sig en god sludder med venner og bekendte. Skulle man få lyst til at handle, skal der pruttes om prisen. Dette er helt naturligt og forventes af sælgeren. Så det er bare at kaste sig ud i det, for her er mange gode handler at gøre.

I fortsætter til Cuicocha – en stor kratersø ividunderlige omgivelser, hvor det er muligt at gå en tur langs kraterkanten. Dagen afsluttes på bedst tænkelige vis, når I ankommer til landsbyen Papallacta, der ligger med en fantastisk placering lige der, hvor bjergene slutter og vejen går ned til den mægtige Amazonas-regnskov. Landsbyen er kendt for sine varme kilder, der kanaliseres ned i en række smagsfuldt konstruerede bassiner. Det er vidunderligt at glide ned i det varme vand, og lade dagens mange indtryk bundfælde sig. I overnatter ved kilderne en enkelt nat, så der er mulighed for at få jer en dukkert både aften og morgen.

Dag 4: Papallacta – Amazonas

 Papallacta – Amazonas

Køreturen fra Andesregionen og ned i junglen er usædvanlig smuk med stor variation i landskaber og økosystemer. Målet er den lille by Tena, som ligger ca 2800 m lavere end Papallacta, så efterhånden som I nærmer jer, vil I mærke tydeligt varmere temperaturer. Tena er hovedstad i Napo-provinsen og har udviklet sig til at være porten til junglen. Mange floder flyder ned ad de østlige skråninger i Andesbjergene og former større floder som Napofloden, der er en biflod til Amazonfloden.

Regionen er beboet af quichua-indianere, der taler en dialekt af det originale inkasprog quechua. Fra Tena er der udsigt til Sumaco-vulkanen, som stikker op af junglen ca. 50 km fra byen. I dag er området hovedsageligt præget af landbrugsområder, kvægfarme og bananplantager. Ved Tena skal I bo to nætter på Cotococha Lodge. Lodget ligger smukt ned til Napofloden omgivet af en dejlig tropisk have med junglens planter. De 21 hytter er bygget i naturmaterialer i harmoni med junglen, og alle hytter er indrettet med privat bad og veranda med stole eller hængekøje. Efter indkvartering er der tid til lidt afslapning inden middagen serveres i hovedbygningens hyggelige restaurant. Om aftenen oplyses lodget meget stemningsfyldt af olielamper, idet kun køkkenet råder over elektricitet. Fra restauranten rykker I over i loungens bløde stole til en velkomstdrink omkring bålstedet, hvor lodgets guide gennemgår programmet for jeres ophold, mens I lytter til junglens lyde.

Dag 5: Amazonas

 Amazonas

Efter morgenmaden skal I ud på dagens første ekskursion. I kano sejler I op ad floden til en lille bred, hvorfra I begiver jer ud på en sjov og spændende vandretur ind gennem junglens forunderlige og mangfoldige flora og fauna. Efter ca. en time når I frem til vandfaldet “Las Latas”, der falder smukt i kaskader ud over klipperne. Her er der mulighed for en forfriskende dukkert i det krystalklare vand. En unik og uforglemmelig oplevelse midt i den grønne jungle med alle dens lyde.

Tilbage på lodgen serveres frokosten, inden I trækker i gummistøvler og regnslag og begiver jer ud på endnu en spændende vandretur i junglen, hvor I skal udforske nogle af regnskovens hemmeligheder. Blandt de indfødte er der en lang tradition for udvinding af naturmedicin, og den lokale guide vil under vandreturen introducere jer for utrolige plantearter og forklare i detaljer om deres medicinske egenskaber.

Regnskoven gemmer også på en stor mængde insekter. Det kræver lidt held, men er man helt stille, kan man være heldig også at observere de små aber, der lever i trætoppene. Oftest vil det dog være deres lyde der fortæller jer, at de er lige i nærheden. Under vandreturen følges I af nysgerrige og farverige fugle, der med deres kvidren bidrager smukt til hele oplevelsen af at være i regnskoven. Efter ca. tre timers vandring returnerer I til lodget. Efter en dejlig middag, samles man naturligt omkring bålstedet og fordøjer dagens oplevelser til lyden af cikaderne og junglens andre lyde.

Dag 6: Amazonas – Baños

 Amazonas – Baños

Efter morgenmaden er det tid til at forlade Amazonas. Fra Tena går turen tilbage til højlandet til den lille by Baños, som ligger i fantastisk smukke omgivelser i en grøn dal ved foden af vulkanen Tunguragua. Her skal I bo en enkelt nat.

Baños er en behagelig lille by, hvis navn hentyder til de varme helsebringende svovlkilder i byens omegn. Byens afslappede stemning er netop, hvad de fleste rejsende kommer efter. Her findes hyggelige restauranter og mulighed for gode gåture i omegnen. Det er et godt sted, hvis man vil se på lokalt kunsthåndværk, og byen har også en smuk kirke og en zoologisk have med dyr fra hele Ecuador inklusiv dyr fra Galapagos.

De helsebringende bade ligger i udkanten af byen og tiltrækker mange besøgende. Det varme vand er svovlholdigt og kommer fra underjordiske kilder.

Byens lokale specialitet “melcocha” er en slags slik lavet af sukkerrør, og flere steder i byen kan man følge fremstillingen af det.

Dag 7: Baños - Cotopaxi

 Baños - Cotopaxi

Området omkring Baños er velsignet med en del vandfald, og vejen vestpå mod Puyo kaldes også for vandfaldenes highway. I dag kører I først ad denne vej til byen Rio Verde, som er udgangspunkt for besøg ved Pailón del Diablo, Ecuadors mest berømte vandfald. Fra Rio Verde er der en halv times vandretur ned gennem regnskoven for at nå vandfaldet, der ligger meget smukt i grønne omgivelser. Vandfaldet kan betragtes fra en hængebro eller fra et udsigtspunkt, hvor I kommer helt tæt på. Turen går nu nordpå til nationalparken Cotopaxi. Her overnatter I på en stemningsfyldt gammel hacienda i det smukke landskab nær parken.

Dag 8: Cotopaxi - Quito

 Cotopaxi - Quito

I dag besøger I nationalparken Cotopaxi. Her ligger vulkanen af samme navn, som med en højde på hele 5.875 m er en af verdens højeste aktive vulkaner. Vulkanen har i de sidste par århundreder haft flere voldsomme udbrud, der har begravet hele byer, men aktiviteten i dag begrænser sig dog nu til en smule røg og gas, som ikke kan ses med det blotte øje.

Hvert år kommer folk hertil for at bestige den højeste top. I nøjes dog med en vandretur ved foden af den perfekt kegleformede vulkan, der hæver sig på spektakulær vis over landskabet. I disse storslåede landskaber af højlandsgræssletter lever vilde lamaer, heste og harer, og på himlen kredser højfjeldsfugle. Er I meget heldige, spotter I måske tilmed kondorer og andre rovfugle.

I 1534 kæmpede spanierne og inkaerne et stort slag på dette sted, men da vulkanen pludselig gik i udbrud, smed alle våbnene og flygtede i samlet flok.

Siden fortsætter I til Quito, hvor I indkvarteres på hotel for en enkelt nat.

Dag 9: Afrejse fra Quito

I køres til lufthavnen, hvorfra I tager flyet fra Quito mod Danmark.
Alternativt kan I denne morgen flyve til Galapagos, hvis I ønsker at forlænge jeres rejse med et krydstogt ved disse fortryllende øer.

Dag 10: Ankomst Danmark

Efter flyskifte ankommer I i dag til Danmark.

Prisinformation

Ecuador – Andes og Amazonas - 10 dage fra 24.550 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra København/Billund til Quito t/r
  • 6 overnatninger på hoteller og haciendas inkl. morgenmad
  • 2 overnatninger på Cotococha Lodge inkl. helpension og guidede ekskursioner
  • Privat engelsktalende guide/chauffør og bil fra dag 2-4 og dag 6-9
  • Transfer fra lufthavn til hotel i Quito t/r
  • Entre til Cotopaxi Nationalpark
  • Lufthavnsafgifter, der opkræves i billetten
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Måltider ud over de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  • Sygeafbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Fortryllende dage ved Galapagos

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
1 jan - 23 jun
22 aug - 15 dec
ved 2 voksne
fra 24.550 kr
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Højsæson
24 jun - 21 aug
16 dec - 31 dec
ved 2 voksne
fra 25.950 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Ecuadors højdepunkter

Ecuadors højdepunkter

Start i verdens næsthøjest beliggende hovedstad Quito. Rejs videre til Ecuadors højeste vulkan, tag på togtur i bjergene til Djævlens Næse, og besøg inkaruiner. Afslut i Amazonjunglen og med byen Otavalo.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Kulturoplevelser, Naturoplevelser

16 dage fra 38.950 kr.

Sabi Sand Safari og barfods badeferie

Sabi Sand Safari og barfods badeferie

Førsteklasses safari i det verdensberømte Sabi Sand ved Kruger Nationalparken i skøn forening med afslappende barfods badeferie på Mauritius’ kridhvide sandstrande. Den perfekte kombination af “Bush & Beach”.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Håndplukkede hoteller, Safari, Strandferie

14 dage fra 31.195 kr.

Forkælelse på Bali og Lombok

Forkælelse på Bali og Lombok

Oplev to af Indonesiens smukkeste øer på denne rejse til Bali og Lombok. Først venter tre nætter i Balis hyggelige kulturby Ubud, der bugner af små gallerier, hyggelige restauranter og aktive templer. Fra Bali går turen mod Lombok, hvor I indlogeres seks nætter på det luksuriøse Jeeva Klui Resort, der ligger helt ned til en rolig og uturistet strand.

LÆS MERE
Rejsetype: Håndplukkede hoteller, Kulturoplevelser, Mad og Vin, Strandferie

12 dage fra 17.995 kr.

USA med tog – Nationalparker og storbyer

USA med tog – Nationalparker og storbyer

Udforsk tre af USA’s smukkeste nationalparker kombineret med fantastiske oplevelser i storbyerne Denver, Salt Lake City og San Francisco

LÆS MERE
Rejsetype: Naturoplevelser, Storby, Togrejser

11 dage fra 21.595 kr.

Den ultimative safari i Kruger

Den ultimative safari i Kruger

Denne ultimative safari i Kruger kombinerer tre ultraluksuriøse safarilodges i tre meget forskellige områder i og omkring den verdensberømte nationalpark.

LÆS MERE
Rejsetype: Dyreliv, Safari, Unik rejse

11 dage fra 48.995 kr.