70 12 03 03
Åben:

Det vestlige USA i bil

Vidtstrakte ørkenområder, dramatiske kløfter og vilde kyststrækninger. Hyggelige små kystbyer og pulserende storbyer. Californien og det vestlige USA bugner af oplevelser, og bag rattet i din egen bil, har I friheden til udforske det hele i jeres eget tempo. Men dette er ikke nogen helt almindelig tur gennem det vestlige USA i bil. Der er nemlig lagt ekstraordinære oplevelser ind undervejs. I kan bl.a. se frem til en rafting-tur på Colorado River gennem Grand Canyon, hvor I flyves retur mod hotellet i helikopter. I skal også med en indianerguide på udflugt til et af naturens ukendte mesterværk, Antelope Canyon. Så der er lagt op til et ægte Road Trip fuld af eventyr.

22 dage fra 16.395 

Turens højdepunkter

Et ægte Road Trip gennem det vestlige USA i bil

Storslået natur, vin i verdensklasse og spændende storbyer

Rafting på Colorado-floden og helikopter transport over Grand Canyon inkluderet

Besøg Antelope Canyon med en indianerguide og bo på et indianerreservat

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst til San Francisco

 Ankomst til San Francisco

Fra København sættes kursen vestpå mod San Francisco. Inde i byen indlogeres I på et centralt placeret hotel nær Union Square. Dette er en perfekt placering, da I har byen og dens mange attraktioner lige udenfor døren.

Dag 2-3: San Francisco

 San Francisco

San Francisco er en vidunderlig by. Placeringen på 43 stejle bakker ud til Stillehavet er billedskøn, og stemningen er på samme tid hyggelig og sofistikeret. I har to hele dage til at udforske storbyen på egen hånd. San Francisco kan fint opleves til fods, eller hop på de historiske sporvognene, der triller gennem de stejle gader. Især linjen fra Powell til Hyde byder på fantastiske udsigter. Fængselsøen Alcatraz derimod giver et levende billede af livet bag tremmer for nogle af de mest notoriske fanger i USAs historie. Besøg øen og hør historierne om de mange fantasifulde flugtforsøg fra fængslet. Mere opmuntrende er San Franciscos eksotiske China Town og det historiske Fisherman´s Wharf, hvor indbydende fiskerestauranter serverer alt godt fra havene omkring byen. Trænger I til en pause fra storbylivet, byder Golden Gate Park på masser af plads, eller I kan hoppe på færgen til den hyggelige forstad Sausalito. Mulighederne i San Francisco er uendelige, så hvordan I vælger at bruge dagene er helt op til jer.

Dag 4: Ad Highway 1 til San Simeon

 Ad Highway 1 til San Simeon

Efter I har forladt hotellet henter I jeres bil, og jeres Road Trip kan starte. USA er i høj grad bilernes land, og en bil er absolut den bedste måde at opleve landet på. Det er let at køre i USA. Vejnettet er godt og skiltningen er fin. Tilmed er de amerikanske bilister blandt verdens mest hensynsfulde, så inden længe føler I jer helt hjemme bag rattet. Rejsens generelle rute er lagt på forhånd. Men med jeres egen bil har I friheden til at stoppe, når I har lyst eller tage en omvej, hvis den ser spændende ud. Denne frihed er en hel central del af et ægte, amerikansk Road Trip.

Fra San Francisco snor den legendariske Highway 1 sig sydpå langs Californiens dramatiske kyst mod Los Angeles og den mexicanske grænse. Det er en ualmindelig smuk tur. Mange steder løber vejen helt ud til havet, og der er masser af nationalparker og hyggelige kystbyer at gøre stop i undervejs.
I Año Nuevo State Park kan I f.eks. opleve elefantsæler og søløverne sole sig på stranden. Længere sydpå venter byen Monterey, der er rig på historie og dyreliv. Hvalsafarier tilbydes af lokale operatører på Monterey Bay, der også er hjemsted for sæler, havoddere og søløver. I kan lære meget mere om livet i bugten på den verdensberømte Monterey Bay Aquarium .

Turen fortsætter ad den smukke kyststrækning 17-Mile Drive til den lille by Carmel. Carmel blev grundlagt i 1904 af en gruppe kunstnere og forfattere som et kreativt værested. Byens befolkning består stadig af kunstnere, malere, forfattere, komponister og skuespillere så som Clint Eastwood, der en overgang var byens borgmester. Den kunstneriske atmosfære fylder stadig Carmel, og det er ualmindelig let at forelske sig i den charmerende, lille by.

Syd for Carmel indbyder Point Lobos State Park til vandreture langs kysten. Men forude venter også nogle af de mest imponerende kyststrækninger langs Highway 1. Ikke mindst omkring Big Sur halvøen, hvor Stillehavets bølger ubarmhjertigt slår ind mod den rå klippekyst. Kig evt. forbi det ekstravagante Hearst Castle, der blev bygget i 1919 – 1921 af den excentriske bladkonge William Hearst, på vej til hotellet i San Simeon. Dagens distance ca. 400 km.

Dag 5: Ad Highway 1 til Santa Monica

 Ad Highway 1 til Santa Monica

Fra San Simeon fortsætter Highway 1 sydpå mod Santa Barbara. Mange byer langs denne kyst har rødder i kristne spanske og mexicanske missionsstationer, og det gælder også Santa Barbara Mission, der er blandt områdets ældste. Besøg også den fine botaniske have eller gå en tur ad den spektakulære natursti til Los Padres National Forrest. Rundt om byen lokker desuden adskillige gode strande. East Beach tiltrækker de unge, de rige og de smukke, mens Arroyo Burro tilbyder gode fiskemuligheder samt, hvis du er heldig, hvaler. Byen byder også på en fin kunstsamling på Santa Barbara Muesum of Art samt utallige glimrende fiskerestauranter. Særligt området omkring Stearn’s Whaft er et godt sted at gå på opdagelse, når sulten begynder at melde sig.

En af de byer langs denne kyst, der ikke har spanske rødder er Solvang. Byen blev grundlagt i 1911 som et lille stykke ‘Danmark’ under den californiske sol. I dag kommer turister hertil for at opleve stemningen, se bindingsværkshusene og smage traditionelt dansk smørrebrød. Solvang giver ikke et tidstro billede af nutidens Danmark. Men det er et hyggeligt sted, og det er da bestemt værd at teste smørrebrødsjomfruens evner på den lokale kro.

Dagens mål er kystbyen Santa Monica, der i dag er vokset sammen med Los Angeles. Santa Monica er et rart og mere afslappet sted at bo end Los Angeles, og alligevel har I alle Los Angeles seværdigheder indenfor kort afstand. Santa Monica ligger smukt ud til havet, og er nok bedst kendt for sin mole, der udgør målstregen på den klassiske Route 66. Molen blev bygget i 1916 og har siden da været et populært sted at mødes. Området er fyldt med liv og huser desuden et akvarium, en forlystelsespark og den berømte Hippodrom-bygning, der har været brugt som kulisse i utallige film. Dagens distance ca. 350 km.

Dag 6: Los Angeles og Hollywood

 Los Angeles og Hollywood

I har hele dagen til at opleve magien og det glamourøse liv i filmbyen, Los Angeles. Arealmæssigt er Los Angeles på størrelse med Sjælland. Så det er en god ide at vælge ud på forhånd, hvilke områder I ønsker at opleve. Shop på Rodeo Drive, gå en tur ad Walk of Fame i Hollywood eller kør en tur ad The Sunset Boulevard til havet og de berømte strande. Besøg også Mann’s Chinese Theater, hvor stjernerne gennem tiderne har sat deres håndtryk i fortovets cement. Mange af stjernerne bor i Beverly Hills. Deres hjem er naturligvis ikke åbne for offentligheden, men man kan jo altid prøve at kigge over hækken og se, om der er nogen hjemme.

I en hel anden kategori findes Getty Center, der er et museum i særklasse. Det ligger på toppen af Brentwood Hills og spreder sig over 45 hektarer. Museet er tegnet af arkitekten Richard Meier og udmærker sig både for sine samlinger af kunst, sin moderne arkitektur samt sin fine have. Rejser I med børn, kommer I ikke udenom Disneys forunderlige univers, der kan opleves i forstaden Anaheim. Men Mickey Mouse og hans venner har gennem tiden fået selskab af andre forlystelsesparker som eksempelvis Universal Studios, hvor I inviteres til et smugkig bag kulisserne i filmens magiske verden. Med andre ord er der nok at tage fat på i Los Angeles.

Dag 7: Santa Monica - Joshua Tree National Park - Lake Havasu

 Santa Monica - Joshua Tree National Park - Lake Havasu

I lægger nu for alvor kysten bag jer og drejer ind i landet. Første del af turen ad Highway 10 går gennem Los Angeles uendelige forstæder, men efter nogle timers kørsel tynder det ud mellem husene, og gradvist tager ørkenens åbne vidder over. Midt i disse tørre, stenede landskaber ligger Palm Springs som en ægte oase for foden af San Jacinto Peak. I mere end 100 år har byen været et favoritsted for Californiens berømtheder og helsefolk. Klimaet er dejlig varmt næsten hver dag, og palmerne står smukt mod den blå ørkenhimmel. Området er desuden fyldt med varme mineralholdige kilder, hvis helsevirkning lokker rejsende hertil fra hele verden. Udenfor Palm Springs fører en svævebane op til toppen af et ørkenbjerg, hvorfra I belønnes med en fantastisk udsigt over området. I vinterhalvåret er det ikke ualmindeligt at se sne i disse højder, og kontrasten mellem de sneklædte bjergtoppe over jer og den gyldne ørken under jer er en unik oplevelse.

Tilbage i bilen fortsætter I tæt forbi Joshua Tree National Park. Området er navngivet af mormonerne, der i dette regnfattige, stenede ørkenlandskab så joshua-træernes himmelstræbende grene som et billede på profetens arme, der viste vej til det forjættede land. Udover ørkentræerne byder parken på et væld af finurlige, eroderede stenlandskaber, der i forårsmånederne tilføres ekstra farve fra vilde blomster.

En anden mulighed er at tage Highway 15 samt 40 og køre via Barstow og den atmosfærefyldte, gamle spøgelsesby Calico. Sølv blev opdaget i dette område i 1881, og Calico blev grundlagt kort efter. Snart strømmende sølvgravere og lykkejagere til den nye by med drømme om rigdom og et bedre liv. I deres fodspor kom smede, revolvermænd og glædespiger, og inden længe var Calico en travl lille mineby. Calicos gamle træhuse og stemningsfulde hovedgade står stadig tilbage som et fascinerende og autentisk vidnesbyrd om de gamle minedage i Det vilde Vesten, hvor guld- og sølvfund kunne bygge byer, lige så hurtigt som de kunne lægge dem øde igen.

Dagens mål er Lake Havasu., der med sine mere end 300 solskinsdage om året er ideel til golf, ørkenture samt vandsport, fiskeri og kajakroning på søen. Lyder alt dette for aktivt, kan I naturligvis også vælge bare at sætte jer i skyggen og nyde udsigten over de smukke landskaber. Dagens distance ca. 520 km.

Dag 8: Lake Havasu - Grand Canyon

 Lake Havasu - Grand Canyon

I dag venter et af turens absolutte højdepunkter: Grand Canyon National Park. Men inden I når så langt, lægger I vejen forbi Peach Springs, hvor I indlogeres for de næste to nætter. Hualapai Lodge ligger i indianerreservatet Hualapai. Det er de lokale indianerne, der ejer og driver motellet, så dette er en god måde at lære om stammens kultur.

De næste to dage bliver dette jeres base for udforskningen af Grand Canyon – og I har meget i vente. Få andre landskaber på jorden er så åndeløst smukt som Grand Canyon. Gennem årtusinder har Colorado-floden skåret sig igennem sandstensklipperne og skabt et surrealistisk landskab i røde og orange nuancer. Særlig smuk er den dybe kløft ved solopgang og solnedgang, når solen står lavt på himlen, og det bløde lys får klipperne langt under dig til at gløde. Det er i øjeblikke som disse svært at forestille sig, at de første spanske opdagelsesrejsende beskrev Grand Canyon som ‘værdiløs’. I dag er Grand Canyon optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Men Grand Canyon har også historisk betydning. De blotlagte klipper kan fortælle om begivenheder mange millioner år tilbage i tiden, mens indianske levn og historiske bygninger fortæller om kløftens nyere menneskelige historie. Kør f.eks. til Eagle Point, hvor en glasbro ud over kløften giver et sug i maven og et unikt udsyn over landskaberne. Dagens distance ca. 180 km.

Dag 9: Grand Canyon med rafting- og helikoptertur

 Grand Canyon med rafting- og helikoptertur

I har hele dagen til at nyde Grand Canyon fra forskellige vinkler. Det klassiske vue over kløften fås fra udsigtspunkter langs med South Rim, der er let at nå i bilen. Herfra fører stier ned i kløften, der kan udforskes på guidede ture på gåben eller hesteryg.

Rejser I i perioden fra 1. april til 6. september, kan I se frem til en ganske særlig oplevelse: En storslået raftingtur på Colorado-floden gennem et af de smukkeste og mindst besøgte områder af Grand Canyon. Sammen med de øvrige heldige i jeres lille gruppe bliver I hentet på lodgen og kørt til Diamond Creek, der er det eneste sted langs hele Grand Canyon, hvor det er muligt at køre ned til floden. Her venter en gummibåd, som vil være Jeres transportmiddel på turen gennem kløften. Inden turen begynder, får alle redningsvest på, og sikkerhedsprocedurerne gennemgås. Raftingturen går gennem ni steder med strøm (rapids), der er kategoriseret fra tre til seks på 10-skalaen. Her er strømmen hurtig, og adrenalinen pumper gennem kroppen, mens Grand Canyons gyldne stenmure glider hurtigt forbi. I bliver våde, men får med garanti en helt enestående oplevelse. På andre dele af turen flyder båden stille af sted, så I kan nyde de storslåede landskaber, der tårner sig op omkring jer. En stor del af dette område er udlagt som naturreservat for at beskytte kløftens bestand af bl.a. bjergfår, nordamerikansk havørn og sjældent sete pumaer. Om I får nogle dyr at se, er naturligvis et spørgsmål om held. Men dyrene er her, så hold øjnene åbne.

Ved Travertine Falls lægger båden til ved bredden. Herfra fortsættes til fods den korte tur ind til vandfaldet, der falder ned i et naturligt bassin i klipperne. Frokosten serveres undervejs ved Separation Canyon, inden I fortsætter længere ned ad floden. Næsten 100 kilometer nede ad Colorado-floden fra Diamond Creek når I til Lake Mead, hvor turen slutter. Men det betyder ikke, at oplevelserne er ovre for i dag. Tværtimod! For her venter en helikopter på at transportere jer ud af kløften. Fra helikopteren får I det bedste vue over Grand Canyon og en perfekt finale til en unik dag fuld af oplevelser. Fra helikopterpladsen bliver I kørt tilbage til lodgen i Peach Springs.

OBS! Rafting på Colorado-floden er kun mulig fra 1. april til 6. september. Udenfor denne periode er dagen til fri disposition, og turen er naturligvis ikke indregnet i rejsens pris.

Dag 10: Grand Canyon - Page og Lake Powell

 Grand Canyon - Page og Lake Powell

Oplevede I ikke South Rim i går, er det i høj grad værd at stå tidligt op for at opleve det klassiske vue over Grand Canyon fra Grand Canyon Village på South Rim. Solen stiger langsomt over horisonten, og de første spæde stråler fylder landskaberne under jer med varme farver. Hurtigt tager solen til i styrke og skaber lange skygger i kløften under jer.

Fra Grand Canyon fortsættes mod byen Page ved Lake Powell, hvis dybblå vand indrammes af solbagte orange klippevægge. Der har ikke altid ligget en sø på dette sted. I årtusinder løb Colorado-floden gennem Glen Canyon og skar med tiden et landskab ikke ulig Grand Canyons i sandstenene. Men i 1963 blev Glen Canyon-dæmningen konstrueret, hvilket tæmmede Colorado-floden og omformede Glen Canyon til søen Lake Powell. Stedet er et populært udflugtsmål for amerikanerne. Vejret er som regel godt, og søen indbyder til både afslapning og eventyr til lands og til vands. Stå til søs på søens rolige vand, eller tag en omvej forbi den fantastiske Rainbow Bridge, der er den største naturlige stenbro i verden. Broen er skabt gennem årtusinder af vand fra Navajo-bjergene, der har eroderet det bløde sandsten på sin vej mod Colorado-floden. Det er også muligt at komme på guidede ture af dæmningen, hvor I oplever byggeriets gigantiske dimensioner. Guiden vil fortælle om dæmningens funktioner samt den fascinerende historie om dens tilblivelse. Dagens distance ca. 440 km.

Dag 11: Antelope Slot Canyon og Bryce Canyon National Park

 Antelope Slot Canyon og Bryce Canyon National Park

Denne morgen byder på flere fantastiske naturoplevelser, når I besøger Antelope Canyon, der ligger på indiansk ejet jord øst for Page. Kløften er ikke stor, men med sine surrealistiske, eroderede former er Antelope Canyon et af naturens mesterværker. Ikke mindst, når sollyset falder gennem den snævre kløft og lader lys og skygger danse over de glatslebne klippepassager, der mest af alt ligner indersiden af et gyldent isbjerg. Efter denne lille udflugt med en indiansk guide returneres til hotellet, så I kan tage hul på dagens køretur til Bryce Canyon National Park. På vejen passerer I igennem Kanab, der også kaldes ‘Lille Hollywood’ pga. de mange westernfilm, der er filmet i området. Tag evt. en omvej forbi Coral Pink Sand Dunes State Park, der byder på orange sandklitter, røde sandstensklipper og jadegrønne skove. Alt sammen indrammet af en høj, dybblå himmel.

I Bryce Canyon har elementerne gennem årtusinder eroderet Paunsagunt-plateauet og skabt et spektakulært, naturligt ‘amfiteatre’ fyldt med rødlige klippespir. Mange legender og myter er knyttet til disse klipper, der bedst lader sig udforske i det bløde, orange aftenlys. Nationalparken er ikke særlig stor, men den har mange fine udsigtspunkter og byder på masser af muligheder for at strække benene. Ved Sunset Point findes f.eks. en fremragende sti kaldet ‘Navajo Loop’ på tre til fire km retur. Stien er stejl, men alle anstrengelserne værd. Det er en god ide at bruge den gratis shuttlebus, som kører fra besøgscenteret til de forskellige seværdigheder i parken. Ture på hesteryg er en anden spændende måde at opleve naturen på. I overnatter nær Bryce, så I kan bruge hele eftermiddagen på at nyde herlighederne. Dagens distance ca. 250 km.

Dag 12: Bryce Canyon - Zion National Park

 Bryce Canyon - Zion National Park

Fra Bryce fører den lille sidevej 9 gennem storslåede landskaber til en af de ældste nationalparker i USA: Zion National Park. Parken blev skabt for at beskytte områdets skove, vandfald og dramatiske kløfter. Zion blev navngivet af mormonerne i midten af 1800-tallet, og mange af mormonernes stednavne hænger stadig ved: Virgin River, Angel’s Landing, Temple of Sinawava og Great White Throne. Ved The Narrows er kløften kun seks til syv meter bred men tårner sig næsten 300 m lodret i vejret. En shuttlebus kører fra nationalparkens hovedkvarter dybt ind i parken. Men det er værd at hoppe af og udforske nogle af de mange gode vandrestier. The Narrows, Angles Landing og Observation Point er med rette berømte blandt eventyrlystne vandrer. Men parken har også mange lettere vandrestier såsom Riverside Walk, Emerald Pools og turen til Weeping Rock, hvor frodig vegetation næres af en ferskvandskilde, der drypper ud af et klippefremspring. Dagens distance ca. 150 km.

Dag 13: Zion National Park - Las Vegas

Nyd en stille og rolig morgen i Zion. Gå evt. endnu en tur i parken, og oplev naturen vågne til en ny dag, inden det er tid at lægge ørkenen bag jer og fortsætte mod Las Vegas. Las Vegas har noget for alle. Fra ekstravagante shows til farverige kasinoer, og fra shopping i verdensklasse til nogle af landets bedste restauranter. Las Vegas sover aldrig, og her sker noget alle døgnets timer. Gå en tur ad Las Vegas Boulevard, også kendt som ‘The Strip’. Hvert hotel og kasino langs denne rute har sit eget tema, som de viser frem på forrygende og ofte meget fantasifuld vis. Her er sørøvere, romerske soldater og endda en pyramide i fuld størrelse og en miniudgave af Venedig. Det kan anbefales at tage turen op til toppen af Stratosphere Hotel Tower, der er den højeste bygning vest for Mississippi. Her kan I få serveret middag på toppen af verden, eller blot nyde den fantastiske udsigt fra observationsplatformen. Nøjes endelig ikke med at se hotellerne udefra. I er mere end velkomne til at kigge indenfor – også selvom I ikke har planer om at prøve lykken ved de grønne borde. Dagens distance ca. 260 km.

Dag 14: Las Vegas

 Las Vegas

I har hele dagen til at dykke dybere ind under huden på USA’s måske mest unikke by. Tag jer god tid til at udforske alle herlighederne langs The Strip, eller vask rejsestøvet af i hotellets pool. I bor godt og centralt i Las Vegas, så I kan opleve byen med stil. Er I på jagt efter gode tilbud, kan I køre ud til et af de såkaldte ‘outlet malls’, hvor designervarer udbydes til discountpriser. I må endelig heller ikke snyde jer selv for det majestætiske springvandsshow, der hver aften udspiller sig foran Bellagio Hotel. Piratshowet foran Treasure Island trækker også mange folk til. Eller kig forbi den historiske gade Fremont Street, der byder på butikker, restauranter og kasinoer med en lidt anden atmosfære end dem på The Strip. Las Vegas rummer uanede muligheder, og bliver det hele alligevel for meget, venter den smukke ørkennatur lige udenfor bygrænsen.

Dag 15: Via Death Valley til Lone Pine

 Via Death Valley til Lone Pine

Kontrasten mellem Las Vegas og Death Valley kunne næsten ikke være større. Kigger du på et kort over Death Valley, vil du finde navne som Funeral Mountains (Begravelsesbjergene), Coffin Peak (Kistetoppen), Hell’s Gate (Helvedes port), Starvation Canyon (Sultens kløft), Dead Man Pass (Dødemandspasset) og Furnace Creek (Støbeovnsbækken). Alt sammen indikation af, hvordan de tidlige pionerer oplevede dette tørre og øjensynligt øde område. Men trods de dystre navne er Death Valley National Park fyldt med smukke landskaber og et overraskende rigt dyre- og planteliv. Nyd udsigten fra Zabriskie Point og besøg saltsletterne ved Bad Water, der er det laveste punkt i USA. Det var her omkring, at man for få år siden målte den højeste temperatur nogensinde. Spis evt. frokost i den hyggelige oase Furnace Creek, hvor et lille museum fortæller historien om områdets historiske miner, inden I fortsætter via Mesquite sandklitterne og Djævlens Golfbane tværs gennem nationalparken.

Gradvist begynder landskaberne at stige op mod den lille by Lone Pine. Byen er hurtig overset, men rundt om byen ligger to af Californiens bedst bevarede hemmeligheder. Knap har I forladt byen, før I er omgivet af Alabama Hills. Foran jer hæver Sierra Nevada-bjergene sig som en mur, og overalt omkring jer ligger enorme kampesten spredt rundt i landskaberne. Disse landskaber har dannet kulisse for flere hundrede Hollywood-film. Fra historiske westerns til moderne blockbusterfilm som Gladiator, Django Unchained og Star Trek. I kan høre meget mere om områdets filmhistorie på det lille filmmuseum i Lone Pine.

En kort køretur nord for Lone Pine ligger Manzanar. Et sted, mange amerikanere helst ville glemme alt om. Dette er en af flere store koncentrationslejre fra 2. Verdenskrig, hvor 120.313 amerikanere med japanske rødder blev holdt fanget bag pigtråd i deres eget land. Efter krigen prøvede regeringen at slette alle spor. Men ved Manzanar bringes dette dystre – men også meget livsbekræftende – kapital i den amerikanske historie til live. Dagens distance ca. 375 km.

Dag 16: Lone Pine til Visalia og Sequoia National Park

 Lone Pine til Visalia og Sequoia National Park

Fra Lone Pine er der to ruter mod Yosemite. I sommermånederne er det muligt at køre nordpå til Mono Lake og krydse ind over høje bjergpas til Yosemite-dalen. Langt størstedelen af året, er denne vej dog lukket på grund af sne, og turen fører i stedet syd om Sierra Nevada-bjergene til Visalia, der er et godt udgangspunkt for besøg i Sequoia National Park.

Denne vilde og bjergrige nationalpark har ufattelig meget at byde på. Men det er de gigantiske sequoia-træer, der er parkens ubestridte højdepunkt. Træerne kan vokse sig lige så høje som 20 etagers huse, og de ældste af dem stod her også på Jesus’ tid. Blandt disse er General Sherman Tree, der er det største levende træ i verden målt på volume. Træet står langt fra alene. Også andre kæmper gror i denne skov, og det er umuligt ikke at blive overvældet af deres imponerende størrelser på en gåtur mellem de tykke stammer. Tillader tiden det, er det værd at kigge forbi den nærliggende Crystal Cave. Her har en underjordisk flod gennem tusindvis af år har skabt en forunderlig underjordisk verden fyldt med drypsten og eroderede stenformationer. Dagens distance: ca. 400 km.

Dag 17: Visalia til Oakhurst

Hvis I ikke nåede Sequoia National Park i går, har I en chance mere her til formiddag. Eller fortsæt direkte videre til Oakhurst, der ligger nær den sydlige indgang til Yosemite National Park. Yosemite er uden tvivl en af kronjuvelerne blandt USA’s nationalparker. Her hæver enorme granitbjerge sig over dybe, skovklædte dale med spejlblanke søer og brusende vandfald. Også dyrelivet er særdeles rigt, og der er gode chancer for at se eksempelvis hjorte, egern og fugle i parken. Men også bjørne, pumaer og prærieulve ses med jævne mellemrum. Så hold øje mellem bevægelse mellem træerne.

Oakhurst ligger perfekt til udforskning af Mariposa Grove i den sydlige del af Yosemite. Men hvis I har lyst, fortsætter vejen gennem spektakulære landskaber hele vejen til Yosemite-dalen. Drej eventuelt af inden dalen og kør til Glacier Point, hvor I belønnes med en fabelagtig udsigt over dalen og de vidtstrakte højfjeldsområder, der omgiver den i alle retninger. Dagens distance: ca. 150 km.

Dag 18: Gennem Yosemite til Mariposa

 Gennem Yosemite til Mariposa

I kan køre til Mariposa på godt en halv time ad landevejen. Men det er meget bedre at tage den lange vej ind gennem nationalparken. Denne rute fører jer gennem hjertet af parken til Yosemite-dalen, der flankeres af enorme klippevægge, fra hvilke store vandfald falder i dybet. Fra bunden af dalen har I en fantastisk udsigt over berømte klipper som El Capitan og Half Dome, og dybere inde i skoven indbyder smukke søer til en soppetur.

Det kan godt være svært at vælge mellem de mange muligheder. Men Yosemite-dalen og andre velbesøgte dele af parken har gode faciliteter og et hav af organiserede aktiviteter. Kig eventuelt forbi besøgscentret i Yosemite Village, hvor I kan få masser af gode råd til, hvordan I får mest muligt ud af besøget. Sidst på dagen går turen til byen Mariposa udenfor nationalparken. Dagens distance: ca. 130 km.

Dag 19: Mariposa - Napa Valley

Brug eventuelt endnu en formiddag i Yosemite eller fortsæt gennem frodige landbrugsområder til Napa Valley. Det var i høj grad Napa Valley, der satte amerikansk vin på verdenskortet under vinudstillingen i Paris i 1889, og siden har Napa beholdt den gule førertrøje. Det er her mange af landets dyreste vine bliver produceret, og luksusvine som Opus One – et samarbejde mellem Mondavi og baron Philippe fra Château Mouton-Rotschild – har været med til at sikre Californien en meget respekteret position i verdens absolutte vin-elite. Mange vinhuse tager imod besøgende, og det er spændende at få sig et kig bag facaden og se, hvordan vinene bliver til. Ikke mindst på en guidet tur ledet af de altid entusiastiske vinmagere. Dagens distance: ca. 300 km.

Dag 20: Napa Valley

 Napa Valley

I har hele dagen til at udforske Napa Valleys småbyer og vinhuse. Med vin kommer god mad, og Napa Valley er da også kendt for sine fantastiske restauranter. Så I kan roligt se frem til en dag med gourmet i verdensklasse.

Dag 21: Afrejse fra San Francisco

I dag er det tid at vende tilbage mod Danmark. Bilen afleveres i lufthavnen ved San Francisco, hvor hjemrejsen begynder. Dagens distance ca. 120 km.

Dag 22: Ankomst til Danmark

I ankommer til Danmark.

Prisinformation

Det vestlige USA i bil - 22 dage fra 16.395

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse Danmark – San Francisco t/r
  • Lufthavnsskatter og -afgifter
  • 20 overnatninger på gode 3-4 stjernede turistklasse hoteller
  • 18 dages leje af bil inkl. ansvars- og kaskoforsikring, fri km og første tank benzin (bilstørrelse afhænger af antal rejsende)
  • Kørselsvejledning over ruten, inkl. kort og brochurer
  • Heldagstur i Grand Canyon med rafting og helikopter transport, inkl. frokost (dog ikke rafting ved afrejse før 6. april og efter 7. september)
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Måltider ud over de nævnte
  • Sygeafbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Drikkepenge, drikkevarer og andre personlige udgifter

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
01 apr - 06 apr 2017
07 sep - 31 okt 2017
ved 2 voksne
26.545 - 28.545 uden rafting
Ved 2 voksne og 2 børn
16.395 - 18.395 uden rafting

Lavsæson
07 apr - 24 apr 2017
12 aug - 06 sep 2017
ved 2 voksne
29.795 - 31.795 med rafting
Ved 2 voksne og 2 børn
19.595 - 21.595 med rafting

Højsæson
25 jun - 11 aug 2017
ved 2 voksne
33.995 - 35.995 med rafting
Ved 2 voksne og 2 børn
22.995 - 24.995 med rafting

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Familievenlig luksus på L'Alyana Ninh Van Bay

Familievenlig luksus på L'Alyana Ninh Van Bay

Forkæl familien med et 5-stjernet ophold i egen villa og slip væk fra den travle hverdag. Tilbring dovne dage på stranden sammen og nyd godt af de mange familievenlige fordele, som resortet har at byde på.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Håndplukkede hoteller, Strandferie

10 dage fra 14.695 kr.

Familieforkælelse i Hua Hin

Familieforkælelse i Hua Hin

Evason er garant for kvaliteten på denne rejse, hvor du fra din egen poolvilla kan nyde dette skønne førsteklasses resort, som ligger direkte på stranden i Pranburi. Og børnene spiser tilmed gratis.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Forkælelse, Håndplukkede hoteller, Strandferie

15 dage fra 12.395 kr.

Vietnam for hele familien

Vietnam for hele familien

Rejser til Vietnam er perfekt til familieferier. Vietnameserne elsker børn, og landet har masser af eksotiske oplevelser for både børn og voksne. På denne rejse venter bl.a. cykeltur i Hanoi, homestay i Ky Son og badeferie i Hoi An.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Kulturoplevelser, Storby, Strandferie

15 dage fra 20.695 kr.

Vin og natur i verdensklasse

Vin og natur i verdensklasse

New Zealand har smuk natur i overflod og producerer nogle fremragende vine, som I vil opleve på denne kør-selv tur i bil, hvor der er indlagt flere vinture og oplevelser samt sejltur ved Fiordlands.

LÆS MERE
Rejsetype: Forkælelse, Kør-selv, Mad og Vin, Naturoplevelser

21 dage fra 28.900 kr.

Kampagne Down Under
Storbyferie i Singapore - Asiens New York

Storbyferie i Singapore - Asiens New York

Med sine eksotiske oplevelser, fantastiske shopping, rige kulturliv og gastronomi i verdensklasse er Singapore perfekt til en storbyferie. Læg dertil det tropiske klima året rundt samt muligheden for at kombinere storbylivet med afslapning langs hvide tropestrande.

LÆS MERE
Rejsetype: Børnevenlig ferie, Kulturoplevelser, Mad og Vin, Storby

8 dage fra 9.995 kr.

Nyhed
Bestil tilbud