70 12 03 03
Åben:

Canadas højdepunkter

Denne rejse gennem det vestlige Canada i bil tager jer til en række af landets smukkeste og mest dyrerige naturområder. Så I kan se frem til storslåede køreture mellem dramatiske bjerge, spejlblanke søer og mægtige gletsjere. I bor godt undervejs, og alt det praktiske er der styr på hjemmefra. Så I skal bare slappe af og nyde turen.

Fra Calgary kører I sydpå mod Waterton Lakes National Park, hvor I bor på et ikonisk historisk hotel. Flere bjerglandskaber venter i Banff og langs Icefield Parkway mod Jasper. Her lægger I bjergene bag jer og kører gennem flade områder fyldt med søer, dybe skove og historier om pelsjægere og indianere. Fremme ved Stillehavskysten venter en storslået sejltur gennem Inside Passage til Vancouver Island, der byder på et rigt dyreliv. I kan blandt andet se frem til at snorkle med laks ved Campbell River, tage på bjørnesafari ved afsidesliggende Tofino og nyder den britiske stemning i charmerende Victoria, der også er udgangspunkt for en hvalsafari. Tilbage på fastlandet fuldendes rejsen med god tid i den imponerende storby, Vancouver.

Nyhed 22 dage fra 19.195 kr. 

Turens højdepunkter

  • Kig efter bjørne, hvaler og andre dyr i de smukke fjordlandskaber
  • Oplev en stor mangfoldighed af landskaber
  • Fantastisk sejltur gennem Inside Passage
  • Kør ad Icefield Parkway
  • Se totempæle og lær om områdets oprindelige befolkning
  • Snorkel med laks
  • Oplev Waterton og Price of Wales Hotel

Dagsprogram

Dag 1: Danmark – Calgary

 Danmark – Calgary

Fra Danmark sættes kursen mod Canada, hvor I ankommer til Calgary samme dag på grund af tidsforskellen. Ved ankomsten står en lejebil klar i lufthavnen, så I let kan køre til det nærliggende lufthavnshotel. Her er resten af dagen fri til at slappe af ovenpå rejsen. Eller tag ind til centrum og få de første oplevelser af Canada allerede i dag. Calgary er en både hyggelig og driftig forretningsby med et rigt kulturliv. Når I går dér mellem skyskraberne, er det svært at forestille sig, at Calgary for blot 100 år siden var en søvnig, lille landsby.

Dag 2: Calgary – Waterton Lakes National Park

 Calgary – Waterton Lakes National Park

I forlader Calgary fra morgenstunden og sætter kurs sydpå mod Waterton Lakes National Park, der grænser op til Glaicier National Park i Montana på den amerikanske side af grænsen. Parken er ikke nær så berømt som sin amerikanske nabo mod syd, men landskaberne er mindst lige så dramatiske med sine dybblå søer og stejle bjerge. Vel fremme indlogeres I på det klassiske Prince of Wales Hotel, der ligger med en smuk udsigt midt i vildmarken. Hotellet blev opført i 1927 i et forsøg på at lokke velhavende amerikanske turister nord for grænsen, hvor det amerikanske spiritusforbud ikke gjaldt. I samme periode besøgte den britiske kronprins – der senere blev Kong Edward VIII – området, og man navngav hotellet i håbet om, at han ville vælge at bo der. Det gjorde han dog ikke. Men det til trods er hotellet et ægte canadisk ikon, og det er uden tvivl et af landets smukkest beliggende historiske hoteller. I har to nætter i nationalparken, så der er god tid at nyde både hotellet og omgivelserne.

Distance: ca. 275 km fra Calgary til Waterton

Dag 3: Waterton Lakes National Park

 Waterton Lakes National Park

Hele dagen er fri til at udforske nationalparkens blanke søer, brusende vandfald og dramatiske bjerge. Dele af parken kan opleves i bil. Eller snør vandreskoene og udforsk nogle af de mange fine vandrestier til fods. Mere end halvdelen af alle Alberta’s plantearter gror i parken, der også er hjem for omkring 250 fuglearter og 60 pattedyrsarter.  Deriblandt de store grizzlybjørne og deres mindre artsfæller sortbjørnene, der søger føde langs floderne og på de skovklædte skråninger. Også ulve jager mellem træerne side om side med de sky pumaer og prærieulve.

Dag 4: Waterton - Banff

 Waterton - Banff

Endnu en flot køretur venter i dag, når I kører nordpå mod Banff. En del af turen går over åbne prærielandskaber. Men tættere på Banff begynder bjergene at hæve sig i horisonten forude. Vel fremme i Banff indlogeres I på et godt centralt hotel i hjertet af byen. Herfra kan I let udforske den lille hyggelige bjergby, der byder på både butikker, goder spisesteder og adskillige fine museer. Er det i højere grad naturen, der trækker, venter nogle af Canadas vildeste og smukkeste landskaber lige udenfor bygrænsen.

Distance: ca. 375 km fra Waterton til Banff

Dag 5: Banff

 Banff

I har hele dagen til at udforske Banff National Park, der bugner af sneklædte bjergtoppe, mægtige gletsjere og storslåede udsigter over krystalklare søer og dybe nåleskove. Naturen i dette område er indbegrebet af Rocky Mountains, og det bliver ganske enkelt ikke smukkere. Sammen med nationalparkerne Yoho, Jasper og Kootenay er Banff optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvor kun de ypperste naturområder på kloden får adgang. Dyrelivet er lige så storslået som naturen, og med held er der mulighed for at opleve både grizzlybjørne, sortbjørne samt et væld af andre dyr i nationalparken.

Det er mange muligheder for at nyde naturen omkring Banff. Tag eksempelvis den flotte tur i svævebane til toppen af Sulphur Mountain, hvorfra I har en formidabel udsigt over Bow Valley. I kan også tage på en guidet ridetur i bjergene, sejle i kano på floden eller udforske de mange vandrestier. De flotte søer Lake Minnewanka og Two Jake Lake er også et besøg værd, og I kan sågar gå en tur under jorden i Cave og Basin National Historic Site.

Dag 6: Banff – Jasper ad Icefield Parkway

 Banff – Jasper ad Icefield Parkway

I dag venter en af rejsens allersmukkeste køreture, når I begiver jer ad legendariske Icefield Parkway mod Jasper. Langs vejen afløser det ene dramatiske bjergmassiv det andet, og indrammer utallige smeltevandssøer og enorme gletsjere, der flyder ned af bjergsiderne som frosne floder.

Det er værd at starte tidligt, for der er mange gode stop på vejen. Eksempelvis ved de berømte søer Lake Moraine og Lake Louise, hvis vand synes at skifte farve med lyset. Besøg også Johnston Canyon, hvor en lille vandretur fører til et par flotte vandfald. Flere flotte udsigter venter ved Sarbach og Crowfoot samt smeltevandsøerne Payto Lake og Bow Lake. Ved Athabasca-vandfaldet vælter floden ud over klippekanten med en øredøvende lyd, og ved Columbia Icefield kan I komme på en tur helt op på gletsjer-isen i en specialbygget bus. Så der er lagt op til en dag med naturoplevelser i absolut verdensklasse, inden I kan indlogere jer på en af Jaspers glimrende lodges.

Distance: ca. 300 km fra Banff til Jasper

Dag 7: Jasper

 Jasper

Meget er sket, siden Jasper opstod som en lille teltby langs jernbanen, og byen er i dag en af de mest populære småbyer i De Canadiske Rockies. Det med god grund, for området byder på et væld af aktiviteter i de storslåede omgivelser. Tag svævebanen til Whistler Mountain, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Athabasca-floden og Jasper by. I kan også opleve naturen på en stille flydetur ned ad floden i gummibåd eller på de utallige vandrestier, der løber på kryds og tværs gennem de vilde bjerglandskaber.

En særlig populær køretur går til Maligne Lake sydøst for Jasper. I det tidlige morgengry eller sidst på eftermiddagen kan I være heldige at se tykhornsfår, kronhjorte, rener og sågar bjørne langs vejkanten. Området omkring søen synes at skifte personlighed med vejret. På nogle dage indhyller tunge skyer de omkringliggende bjerge og tilfører søen en aura af mystik. På andre dage brager solen ned fra en høj, blå himmel og forstærker de klare grå, grønne og turkise farver i landskabet. Men lige meget hvilket humør Maligne Lake er i, er søen et storslået syn. Det er muligt at leje kanoer. Eller tag båden til Spirit Island i sydenden af søen, hvor I kan tage jeres egen version af det klassiske postkortfoto. Tilbage nær Jasper er det vidunderligt at glide ned i de varme kilder ved Miette Hot Springs, mens solen går ned bag bjergene, og stjernerne tændes på himlen.

Dag 8: Jasper – Prince George

 Jasper – Prince George

Efter morgenmad er det tid at lægge Rocky Mountains bag jer og fortsætte vestpå ad Yellowhead highway 16. En times kørsel vest for Jasper by byder Mount Robson provinsparken på mange gode vandreture samt en spektakulær udsigt over bjergene fra Mount Robson Viewpoint. Hold eventuelt ind ved det informative besøgscenter for at høre mere om mulighederne.

Gradvist lægger I bjergene bag jer, og landskaberne forvandles til store uberørte skov- og vådområder, der synes at strække sig i det uendelige i alle retninger. Vejen følger Fraser-floden på dele af ruten, og med held får I måske øje på sortbjørne eller elge langs vejen.

Dagens mål er Prince George, der med sine godt 70.000 indbyggere er den største by i miles omkreds. I årtier var skovbrug dominerende i denne del af provinsen. Men de seneste år har flere og flere rejsende fået øjnene op for områdets naturlige skønhed, og turisme er blevet et vigtigt erhverv i byen.

Distance: ca. 400 km fra Jasper til Prince George.

Dag 9: Prince George – Smithers

 Prince George – Smithers

Fortsæt vestpå ad Highway 16, der snor sig gennem den uspolerede vildmark. Både bjørne, elge og rener lever i disse områder, hvis søer og floder bugner af regnbueørreder og laks. Så der er rig mulighed for at gøre stop undervejs mod Smithers, som ligger smukt for foden af det 2.621 meter høje Hudson Bay Mountain. Tidligere var Smithers en søvnig landbrugsby. Men i dag er byen en driftig lille handelsby med en overraskende rig kunstscene og et finurligt næsten tyroler-image.

Distance: ca. 375 km fra Prince George til Smithers.

Dag 10: Smithers – Prince Rupert

 Smithers – Prince Rupert

Fra Smithers snor Highway 16 sig det sidste stykke mod Prince Rupert og Stillehavet. Men det er værd at tage sig god tid og gøre stop på vejen.

Lige vest for Smithers ligger Moricetown Falls, hvor områdets oprindelige folk i utallige generationer har fisket efter de laks, der i sensommeren søger op gennem Bulkley River for at gyde. På denne tid af året kan I stadig være heldige at opleve de lokale Gitksan-folk fiske omkring vandfaldet på gammeldags manér med fiskespyd, net og ruser. I kan lære meget mere om Gitksan-folket ved Ksan Historical Village, der giver et godt indtryk af de oprindelige folks levevis, skikke og ceremonier. Kør også til den lille by Kispiox for at se den fine samling af udskårne totempæle, inden turen fortsætter til Prince Rupert i skærgården.

Prince Rupert blev i begyndelsen af 1900-tallet valgt som endestation for jernbanen. I dag foregår meget transport dog til søs, og færger afgår herfra både til Vancouver Island, Queen Charlotte Islands og Alaska længere mod nord. Hvis I ankommer tidligt nok, kunne I overveje en bjørnesafari i området omkring byen, hvor grizzlybjørne ofte holder til.

Distance: ca. 350 km fra Smithers til Prince Rupert.

Dag 11: Prince Rubert – Port Hardy med færge

 Prince Rubert – Port Hardy med færge

En fantastisk smuk sejltur gennem skærgården venter i dag, når I står til søs på den 15 timer lange sørejse gennem The Inside Passage. På vejen passerer færgen tæt forbi klippeskær og små ubeboede øer, hvor søløver daser på klipperne, og hvidhovedet havørne sidder i trætoppene og spejder efter fisk. I bølgerne boltrer havoddere og delfiner sig, og med held får I måske øje på nogle af de hvaler, der migrerer op og ned langs disse kyster. Eller en sortbjørn, der roder efter noget at æde mellem klipperne inde på land. Dette er uden tvivl en af verdens smukkeste færgeture, så en god del af tiden vil blive brugt på dækket med bare at nyde udsigten over de landskaber, I sejler igennem. Ud på aftenen lægger færgen til på nordspidsen af Vancouver Island, hvor I indlogeres på et hotel i Port Hardy.

Dag 12: Port Hardy – Campbell River

 Port Hardy – Campbell River

Brug eventuelt et par timer på at kigge jer omkring i Port Hardy, der byder på en aktiv fiskerihavn, flere små parker samt et museum om områdets oprindelige befolkning. Herefter fortsætter turen sydpå mod byen Campbell River, hvor I indlogeres på en fin, lille lodge med søudsigt. Fra byen udgår et væld af ture til de mange småøer mellem Vancouver Island og fastlandet. Dyrelivet er særdeles rigt i skærgården, hvor bjørne og hjorte ofte ses langs de stenede kyster, mens hvaler, delfiner og søløver boltrer sig i bølgerne. En helt anden mulighed er at prøve lykken på en fisketur med en lokal guide, der ved, hvor de store laks holder til.

Distance: ca. 250 km fra Port Hardy til Campbell River.

Dag 13: Campbell River

 Campbell River

I dag venter en ganske særlig naturoplevelse, når I går om bord på en rafte og sejler lige stå stille ned ad Campbell River. Hvert år søger tusindvis af laks op i denne flod for at gyde på det sted, hvor de selv blev udklækket. Alle fem slags Stillehavslaks kan opleves i Campbell River. Pukkel-laksen kommer i slutningen af juli, mens kongelaks, sølvlaks og rødlaks kommer i august og begyndelsen af september. Ketalaksen (hundelaksen) er den sidste, der ankommer. Fra raften har I et godt udsyn til laksene under jer. Men hvis I har lyst, er der også mulighed for at iføre jer våddragt og snorkle en tur mellem laksene i flodens klare vand. Også andre dyr holder til langs floden, og med held ser I måske hjorte, bævere og sågar bjørne inde på bredden. Turen tager cirka tre en halv time, så I har stadig en god del af dagen til at udforske området på egen hånd.

Dag 14: Campbell River – Tofino

 Campbell River – Tofino

Dagens køretur fører jer fra Campbell River til den afsidesliggende by Tofino på Vancouver Islands tyndt befolkede vestkyst. Det er en flot tur, der blandet andet fører jer til Cathedral Grove, hvis 800 år gamle fyrretræer og cedartræer udgør et formidabelt syn. Turen fortsætter videre over Sutton Pass og The Sawtooth Range i Cascade Mountains, inden I ankommer til Tofino ud på eftermiddagen.

Selve Tofino ligger særdeles smukt mellem havet og regnskoven. Men det er først og fremmest den enestående natur omkring byen, der lokker folk til dette fjerne sted. Surfere kommer her for at ride på nogle af Canadas bedste bølger, og naturelskere frydes over uberørte kyster, tempererede regnskove og mennesketomme strande.

Distance: ca. 275 km fra Campbell River til Tofino.

Dag 15: Tofino

 Tofino

Området omkring Tofino er berømt for sine mange sortbjørne, der er i fokus på dagens bjørnesafari. Turen foregår alt efter vejret enten i en åben zodiak-gummibåd eller en større overdækket båd. Begge fartøjer giver rig mulighed for at udforske de rå kyster, hvor bjørnene kommer ud fra skoven ved lavvande for at tage for sig af krabber, døde fisk og andet godt, der er skyllet i land af bølgerne. Ofte er det muligt at komme ganske tæt på de store dyr, der deler de vilde landskaber med blandt andet hjorte, søpapegøjer, havoddere, kongeørne og sæler. Sejlturen tager mellem to og tre timer, hvorefter resten af dagen er fri til at nyde dette fantastiske område.

Dag 16: Tofino – Victoria

 Tofino – Victoria

På vej mod Victoria er det værd at stoppe i kunstnerkolonien Chemainus, der er kendt for de enorme vægmalerier på byens mure. Ideen med vægmalerierne opstod, da savmøllen lukkede i 1983. Uden sin vigtigste arbejdsplads gik byen en langsom og sikker død i møde. Så I et forsøg på at bevare byens minde malede man et enormt vægmaleri, der fortalte byens historie. Flere vægmalerier fulgte, og inden længe fik verden øjnene op for denne forunderlige lille by.

Et andet godt stop er byen Duncan, hvor mere end 80 totempæle står i og omkring byen. Nogle af totempælene er ganske gamle, og de varetages af repræsentanter for områdets oprindelige befolkning. Har I interesse i den lokale indianerkultur, kan et besøg i Cowichan Native Village anbefales, inden I fortsætter det sidste stykke mod den charmerende by Victoria. Her indlogeres I på jeres hotel for de næste to nætter.

Distance: ca. 325 km fra Tofino til Victoria.

Dag 17: Victoria

 Victoria

Formiddagen byder på en hvalsafari på sundet ud for Victoria, hvor flokke af spækhuggere søger føde side om side med vågehvaler, gråhvaler, marsvin og spættede sæler. Søløver boltrer sig i havoverfladen, og på himlen cirkler ørne og havfugle på udkig efter det næste måltid. Turen foregår som regel med zodiac-gummibåde, hvis høje fart gør det muligt at komme helt tæt på spækhuggerne.

Tilbage på landjorden er resten af dagen fri til at udforske Victorias hyggelige historiske centrum, der er kendt for sin britiske stemning. Mange britiske bygninger pryder midtbyen, og på Royal British Columbia Museum fortælles på underholdende vis om både tiden før og efter europæernes ankomst. Kig også om bag museet, hvor en fin samling totempæle står i Thunderbird Park. Byens verdensberømte og velplejede haver er også anlagt med et tydeligt engelsk forbillede, og det er umuligt ikke at blive imponeret over den overdådige blomsterpragt i eksempelvis Butchart Gardens. Senere kan dagen passende fuldendes med en ægte britisk High Tea på et af byens mange tehuse.

Dag 18: Victoria – Vancouver

 Victoria – Vancouver

Det er tid at tage afsked med Vancouver Island. Fra Swartz Bay fører en smuk sejltur på omkring halvanden time jer tværs over Strait of Georgia til Tsawwassen, Herfra er der kun en kort køretur til storbyen Vancouver, der ligger fantastisk mellem bjergene og havet. Her indlogeres I på et centralt beliggende hotel for de kommende tre nætter, hvorefter resten af dagen er fri til at nyde den pulserende storby. Med I rejsen er inkluderet en 2-dages-billet til byens hop-on-hop-off-busser, der kører i pendulfart mellem Vancouvers seværdigheder. Så det er let at komme rundt, uden at I skal bekymre jer om trafikken og parkeringspladser.

Distance: Ca. 100 km fra Victoria til Vancouver samt en færgesejlads.

Dag 19-20: Vancouver

 Vancouver

I har to hele dage til at udforske Vancouver. Et godt sted at starte kunne være det populære åndehul Stanley Park, der er en af Nordamerikas største byparker. Herfra har I udsigt over havet og Vancouvers skyline. Men kig også ind mellem de gamle træer, hvor en imponerende samling smukt bemalede totempæle gemmer sig. Canada Place, der blev brugt til Verdensudstillingen i 1986, er også et besøg værd. Det samme er Vancouvers pulserende Chinatown med sine små butikker fyldt med eksotiske frugter og kinesisk medicin. Ikke langt derfra ligger historiske Gastown, og overalt i byen findes et glimrende udbud af restauranter og butikker.
Flere store oplevelser venter udenfor byen. Gå eksempelvis en tur ad hængebroerne over Capilano-floden, der flankeres af stejle, grønklædte bjergsider. Eller nyd udsigten over byen og havet fra Grouse Mountain. I kan også tage med postflyveren på en fantastisk flyvetur til afsidesliggende småbyer i skærgården. Mulighederne er mange, og vores dygtige rejsekonsulenter hjælper gerne med at sammensætte det helt rigtige program.

Dag 21: Hjemrejse

Når tid er, går turen mod lufthavnen, hvor bilen afleveres og hjemrejsen begynder.

Dag 22: Ankomst til Danmark

Efter et flyskifte ankommer I til Danmark.

Prisinformation

Canadas højdepunkter - 22 dage fra 19.195 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse Danmark til Calgary og hjem fra Vancouver
  • 21 dages leje af bil inkl. ansvars- og kaskoforsikring, fri km, første tank benzin samt ekstra førere. Bilens størrelse afhænger af antal rejsende.
  • 1 nat i Calgary på lufthavnshotel
  • 2 nætter i Waterton på Prince of Wales Hotel
  • 2 nætter i Banff på Banff Inn eller lignende
  • 2 nætter i Jasper på Lobstick Lodge, Marmot Lodge eller lignende
  • 1 nat i Prince George på Sandman Inn eller lignende
  • 1 nat i Smithers på Sandman Inn eller lignende
  • 1 nat i Prince Rupert på Inn of the Harbour eller lignende
  • Færge gennem Inside Passage fra Prince Rupert til Port Hardy
  • 1 nat i Port Hardy på Kwa’lilas Hotel eller lignende
  • 2 nætter i Campbell River på Painter’s Lodge Holiday & Fishing Resort eller lignende
  • Snorkel med laks-tur (afrejse i perioden 08 jul – 12 sep, øvrige afrejsedatoer inkluderer guidet fisketur)
  • 2 nætter i Tofino på Jamie’s Rainforest Inn Lodge eller lignende
  • Bjørnesafari
  • 2 nætter i Victoria på Inn at Laurel Point eller lignende
  • Hvalsafari
  • Færge fra Swartz Bay til Tsawwassen
  • 3 nætter i Vancouver på Best Western by the Sands eller lignende
  • 2 dages billet til Vancouvers hop-on-hop-off-busser
  • Rejsedokumenter inklusiv kort og kørselsvejledning
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  • Vejskatter
  • Entréer til nationalparker

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Lavsæson
10 jun 2017 - 22 jun 2017
13 aug - 04 sep
ved 2 voksne
29.495 - 32.495 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
19.195 - 22.195 kr.

Højsæson
25 jun 2017 - 11 aug 2017
ved 2 voksne
32.995 - 35.995 kr.
Ved 2 voksne og 2 børn
21.895 - 24.895 kr.

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Ved 2 voksne og 2 børn
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Krydstogt til Antarktis

Krydstogt til Antarktis

Denne ekspedition byder på det bedste af  Antarktis. Pingviner, sæler og hvaler ledsager jer på rejsen langs den antarktiske kystlinje.

LÆS MERE

15 dage fra 65.295 kr.

Oplevelsesrejse til Sydthailand

Oplevelsesrejse til Sydthailand

Her venter jer de bedste oplevelser i Andamanhavet fra Krabi, Phi Phi og Phuket på krydstogt i traditionelt sejlskib og afslutning hos elefanterne dybt inde Khao Soks jungle.

LÆS MERE

15 dage fra 24.895 kr.

Syd for den sydlige polarcirkel

Syd for den sydlige polarcirkel

Denne ekspedition tager dig dybt ind i Antarktis’ forunderlige verden. Målet er at sejle længere mod syd end på vores øvrige krydstogter og krydse den sydlige polarcirkel.

LÆS MERE

18 dage fra 115.200 kr.

Luksuskrydstogt ved Galapagos

Luksuskrydstogt ved Galapagos

Oplev det bedste af Ecuador på denne rejse, der kombinerer natur og kultur på fastlandet med Galapagos-øernes fantastiske dyreliv.

LÆS MERE

11 dage fra 46.550 kr.

Kina med krydstogt på Yangtze

Kina med krydstogt på Yangtze

Tag med på denne store rundrejse i Kina med krydstogt på Yangtze-floden. Turen tager jer også til kejserbyen Beijing, terracotta-hæren i Xian og futuristiske Shanghai. For ikke at nævne mødet med de store pandaer i Chengdu.

LÆS MERE

14 dage fra 24.950 kr.

Bestil tilbud