70 12 03 03
Åben:

Chile og Argentina - vin og vandfald

Oplev Sydamerikas enorme variation af landskaber og kultur på denne rejse fra kyst til kyst. Fra Santiago de Chile og de omkringliggende historiske kystbyer sættes kursen tværs over Andesbjergene til Argentinas berømte vinområde, Mendoza. Her er rig mulighed for at smage på herlighederne, inden turen fortsætter til charmerende Buenos Aires og verdens smukkeste vandfald, Foz do Iguazú i regnskoven på grænsen til Brasilien. Så der er lagt op til en både varieret og spektakulær rejse gennem to af Sydamerikas mest naturskønne lande – Chile og Argentina.

13 dage fra 31.995 kr. 

Turens højdepunkter

  • Billedskønne havnebyer
  • Argentinas berømte vindistrikt
  • Andesbjergenes himmelstræbende tinder
  • Sydamerikas største vandfald

Dagsprogram

Dag 1: Danmark – Santiago

Fra Danmark går turen vestpå mod Chile, der er udgangspunktet for jeres rejse i Argentina.

Dag 2: Santiago

 Santiago

Chiles hovedstad Santiago ligger ualmindeligt smukt mellem de høje sneklædte Andesbjerge. Så skøn er beliggenheden, at den spanske conquistador Pedro de Valdivia efter sigende glemte sin hårde rejse fra Peru til Chile, da han så dette sted. Han grundlagde straks Santiago, der i dag har vokset sig til en stor millionby. Byen har dog formået at bibeholde sin charme, hvilket gør, at Santiago i dag ikke ligner nogen anden by i Sydamerika. Ved ankomsten bliver I hentet i lufthavnen og kørt til jeres hotel for de næste tre nætter. Herefter er resten af dagen fri til på egen hånd at udforske Santiagos altid livlige gader.

Dag 3: Santiago

 Santiago

Det er tid til at dykke dybere ned under huden på denne fascinerende storby. En lokal engelsktalende guide henter jer på hotellet og tager jer på byrundtur. Sammen kaster I jer ud i gadelivet, hvor forretningsfolk får pudset deres sko på gaden, inden de haster videre til kontoret. Den livlige gågade leder frem til byens centrale plads, Plaza de Armas, som er omgivet af en række flotte kolonitidsbygninger. Deriblandt katedralen fra 1700-tallet, byens ældste og meget fine postkontor samt en række caféer og restauranter, der oftest syder af liv. Inde mellem træer og bænke spiller musikanter for en skilling, mens ivrige skakspillere koncentrerer sig om deres næste træk. I fortsætter forbi aviskiosker og gadesælgere til Præsidentpaladset, Palacio de la Moneda. Navnet betyder “Møntens palads”. Det særprægede navn stammer fra bygningens oprindelse i det 18. århundrede, hvor det husede landets møntproduktion. Skudhullerne i facaden stammer fra den blodige dag i 1973, hvor den daværende præsident Salvador Allende blev afsat ved et militærkup under ledelse af general Pinochet. I den gamle bydel ligger også Santiagos ældste kirke, Iglesia de San Francisco. Den første sten blev lagt til kirken i 1572, og de gamle mure har været vidne til alle Santiagos op og nedture gennem de sidste næsten 450 år. Ikke så få jordskælv har kirken også modstået. Midt i byen ligger det 630 meter høje bjerg, der i det 19. århundrede blev omformet til en smuk park. Den dag i dag er parken stadig et yndet udflugtsmål for forelskede par og andre, der ønsker en pause fra byens pulserende rytme. Udsigten fra de mange stier er intet mindre end spektakulær, hvilket også evolutionsteoriens fader, Charles Darwin, bemærkede under sit besøg i byen. I nyder også udsigten over Santiago fra det endnu højere bjerg San Cristobal, inden turen lægges forbi byens mest moderne kvarter. Resten af dagen er fri til egne eventyr i Santiago. Besøg f.eks. La Chascona, museet om nobelpristageren Pablo Neruda, i den smukke bydel Bellavista. Området er med rette berømt for sine smukke huse, hvoraf mange er indrettet til restauranter og kunstgallerier. Dette område er et af byens livligste. Ikke mindst når mørket falder på, og Santiago overgiver sig til natten.

Dag 4: Dagtur til Valparaiso og Viña del Mar

 Dagtur til Valparaiso og Viña del Mar

I dag venter en spændende dagstur til Stillehavet. Vejen går gennem dalene Curacavi og Casablanca, der byder på frugtplantager og vinmarker. Især Casablanca Valley rummer en stor koncentration af vingårde, der producerer de ædle dråber på især Sauvignon blanc-druer. I stopper undervejs og smager på de lokale produkter, inden turen fortsætter mod kysten. Undervejs vil I tydeligt mærke, hvordan klimaet bliver køligere, jo tættere på havet I kommer. Dagens næste stop er den smukke havneby Valparaiso, der er en af landets mest charmerende og unikke byer. Byen ligger som et amfiteater rundt om en bugt på Chiles stillehavskyst. På skråningerne af de 17 små bjerge, der omgiver bugten, findes labyrinter af smalle, snoede gader med farverige gamle huse, bortgemte pladser og vakkelvorne elevatorsporvogne. Den nedre og den øvre bydel er forbundet gennem 15 tovbaner – hvoraf den ældste er helt tilbage fra 1883. Valparaiso blev grundlagt i 1542 som havneby for den nye spanske koloni. Men på grund af de mange handelsrestriktioner i kolonitiden oplevede byen først sin storhedstid efter selvstændigheden – det vil sige i begyndelsen af 1800-tallet. Valparaiso fik stor betydning som forsyningshavn for skibe, der sejlede fra Europa via Kap Horn til den amerikanske Stillehavskyst. Mange udenlandske forretningsfolk – især fra England – søgte til byen for at opbygge forretningsimperier. Igennem handel med sølv og kobber blev byens velstand yderligere øget. Men i 1906 kom den skæbnesvangre dag, hvor Valparaiso blev næsten fuldstændig ødelagt af et kraftigt jordskælv. Ydermere blev Panamakanalen åbnet i 1914. Dette blev enden på Valparaisos storhedstid, der aldrig genvandt sin tidligere betydning. Man kan dog stadig fornemme fordums storhed, når man går i de gamle gader, hvilket i 2003 fik UNESCO til at indskrive Valparaiso på sin liste over verdens kulturarv. Sammen med den lokalkendte guide oplever I byens seværdigheder og farverige historie, samt den helt særlige stemning og ikke mindst den billedskønne beliggenhed mellem havet og bjergene.
Siden fortsætter I til nabobyen Viña del Mar, der er kendt som Chiles mest fashionable badeby. Omkring århundredeskiftet byggede velstående familier ekstravagante palæer til deres sommerophold her, hvor de kunne nyde det sociale liv og ikke mindst byens 3½ km lange badestrand. En del af dem er bevaret. De overdådige haver og brede boulevarder flankeret af træer har givet byen kælenavnet “Havebyen”. Sidst på dagen går turen tilbage over bjergene til Santiago.

Dag 5: Santiago – Mendoza

 Santiago – Mendoza

Det er nu tid til at lægge Chile bag jer og begive jer mod Argentina. Turen til Mendoza varer det meste af dagen, men vejen fører jer tværs over Andesbjergene, og langs hele den spektakulære rute afløser den ene smukke udsigt den næste. Fra Santiago løber vejen gennem en smuk floddal med vulkaner og sneklædte bjerge på begge sider, mens den langsomt arbejder sig opad de vestlige skråninger af bjergkæden. Højere og højere fører vejen, og landskaberne uden for vinduet skifter hele tiden karakter. De frodige og grønne dale længere nede afløses af stadig mere vilde bjergegne. Snart befinder I jer i en verden af sten, sne og, de fleste dage, af en høj blå himmel. Lige efter grænsen til Argentina nås Libertador-passet, der med sine 2.720 meter er turens højeste punkt. Herfra er der en forrygende udsigt til Puente del Inca, en naturskabt klippebro, der strækker sig hen over Mendoza-floden. Det er i disse højder, at flere af Sydamerikas bedste skisportsområder ligger. På andre tider af året løber smeltevandet ned ad skråningerne og danner hurtige vandløb med krystalklart vand. Forude slynger vejen sig videre gennem bjergene, hvoraf Aconcagua på 6.962 m er det højeste. Bjerget er et yndet udflugtsmål for bjergbestigere, der udfordrer sig selv i kampen om at nå toppen. Sidst på dagen begynder nedstigningen mod Mendoza. Igen skifter landskaberne karakter og bliver frodigere, jo længere ned i dalene du kommer. Snart dukker de første vinmarker op som et umiskendeligt tegn på, at Mendoza er ganske tæt på.

Dag 6: Mendoza

Mendoza er Argentinas vigtigste vindistrikt. I området ligger den ene vingård efter den anden og nyder godt af den sandede jords mineraler. Kølende vinde blæser fra bjergene ned over vinstokkene, som får rigeligt sol og varme året rundt. Dette skaber ideelle vækstbetingelser for en lang række druesorter. Både rødvine, hvidvine, rosévine samt dessertvine produceres her, og det er netop vinene fra Mendoza, der for alvor har været med til at placere Argentina på vinens verdenskort. Ikke mindst de berømte vine på Malbec-druen har fundet optimale betingelser her. Naturligvis kan man ikke besøge Mendoza uden at prøvesmage den lokale produktion, så halvdelen af dagen er sat af til vingårdsbesøg. De fleste vingårde er familieejede og er gået i arv i generationer. Her får I en god introduktion til områdets vine samt ikke mindst muligheden for at møde en række af Mendozas mange entusiastiske vinmagere. Mellem vinmarkerne fuldender oliven, figen- og ferskenlunde de glansbilledsmukke landskaber, der på smukkeste vis indrammes af Andesbjergenes sneklædte tinder i baggrunden. Tilbage i hovedbyen er resten af dagen til fri disposition.

Dag 7: Mendoza - Buenos Aires

 Mendoza - Buenos Aires

Fra Mendoza flyver I til Buenos Aires og derved direkte ind i hjertet af den argentinske sjæl. Buenos Aires er Argentinas finansielle og kulturelle centrum og huser ca. en tredjedel af landets befolkning. Byen er også Sydamerikas mest europæiske – og det kan ses. Nogle steder er stemningen næsten helt parisisk. Men ligegyldigt, hvor I befinder jer, vil I mærke den særlige argentinske stemning under de europæiske træk. Med udgangspunkt i nøgleord som tango, Evita & Juan Perón og Maradona har I mange oplevelser i vente i Buenos Aires. Ved ankomsten bliver I hentet i lufthavnen og kørt til jeres hotel for de næste tre nætter, hvorefter resten af dagen er fri til på egen hånd at nyde alt hvad denne fascinerende, smukke og lidenskabelige storby har at tilbyde.

Dag 8: Buenos Aires

Efter morgenmaden bliver I hentet på hotellet af en lokal engelsktalende guide, der vil introducere jer til Buenos Aires’ mange forskellige sider. Blandt de absolutte højdepunkter er Teatro Colón, der af mange regnes for at være et af verdens fem vigtigste operahuse. På Plaza de Mayo har mange af de største begivenheder i Argentinas historie udspillet sig. På pladsen ligger La Casa Rosada (Det Lyserøde Hus), hvor præsidenten har sit virke. Husets balkon er kendt som “Evitas balkon”, for det var her den berømte præsidentfrue hilste på den jublende befolkning. Et af de særlige træk ved Buenos Aires er byens vidt forskellige bydele, der alle har hver deres charme. I området omkring Plaza de Mayo er byen præget af prægtige officielle bygninger. I San Telmo, der er byens ældste del, ligger tangobarerne derimod tæt. Det er her, man skal komme for at opleve den lidenskabelige dans i sit rette element. I bydelen La Boca vil du opleve en anden form for lidenskab – der om muligt er endnu dybere. For det er her, fodboldklubben La Boca (Diego Maradonas gamle hjemmebane) ligger, og klubbens kampe og stjerner er det vigtigste samtaleemne i kvarterets gader. La Boca er egentlig et gammelt arbejderkvarter. Her byggede spanske og italienske immigranter huse i flere etager af bølgeblik og malede dem i strålende farver. Husene er stadig beboede, og tangomusikken strømmer ud af alle sprækker. Efter denne introduktion til byen, er eftermiddagen fri til sightseeing på egen hånd.

Dag 9: Buenos Aires

  Buenos Aires

Dagen er til fri disposition i Buenos Aires. Vi anbefaler, at I går en tur ad byens to hovedstrøg, Calle Florida og Lavalle. Når I har fået nok af at shoppe og se på gadelivet, er det værd at besøge promenaden Constanera Norte, der følger floden Rio de la Plata. På en klar dag kan man se Uruguays kyst herfra. I kan også besøge byens museer og kirker. Eller Recoleta-kirkegården, hvor Argentinas berømte præsidentpar Eva (Evita) og Juan Domingo Perón ligger begravet. Interessant er det også at tage på rundvisning i Teatro Colón, hvor man kreerer egne kulisser og kostumer. På denne måde oplever man sider af teatret, man ikke ser, hvis man overværer en forestilling fra en af teatrets forgyldte balkoner. Mulighederne i Buenos Aires er uendelige. Men sørg for at være friske til om aftenen, hvor der venter en ganske særlig oplevelse, når I besøger et af byens berømte tango-shows. Her vil I opleve tonerne af tangoens inciterende rytmer, markante trin og sangens sødmefyldte lyrik udført af de dygtigste dansere og sangere. Med andre ord vil I her opleve den passionerede og kraftfulde dans i fuldt flor. Aftenen starter med en god middag, inden showet begynder. Aftenen slutter ved midnat, hvorefter I bliver kørt tilbage til hotellet.

Dag 10: Buenos Aires - Foz do Iguazú

Fra Buenos Aires flyver I til Iguazú i det nordligste Argentina. Dette næsten sagnomspundne sted ligger i et regnskovsområde, der hvor Argentina, Paraguay og Brasilien mødes. Foz do Iguazú er et af verdens største vandfald og måske det flotteste af dem alle. Enorme vandmasser – 5.000 m3 i sekundet – vælter ud over klippekanten og styrter 70 m ned i dybet, hvor vandet rammer floden med en sådan kraft, at jorden ryster under jeres fødder. Det kan være en ganske overvældende oplevelse at se vandfaldene første gang. Derfor tilbringes hele to nætter i området, så I har god tid til at nyde dette naturskabte vidunder fra flere vinkler. På den argentinske side af vandfaldene kan I komme tæt på alle de mindre fald, der tilsammen udgør Foz do Iguazú. Her går man vitterligt rundt mellem vandfaldene, og ligegyldigt hvor man går hen, vil man føle, at man har vand overalt omkring sig. Faldene udforskes via et veludviklet system af gangbroer, som forgrener sig rundt mellem vandfaldene. En anden af gangbroerne strækker sig langs med toppen af faldene, mens en tredje går til kanten af “Djævlens Hals”. Gangbroen ender ved en klippehylde, hvorfra I kan se lige lukt ned i djævlens gab og de frådende vandmasser 60 meter nede. Det er værd at prøve alle ruterne, da de hver især tilbyder en unik oplevelse af dette storslåede naturfænomen. Det er også muligt at sejle i både helt hen til faldene, eller I kan blot sætte jer ned og nyde det fantastiske vue i ro og mag.

Dag 11: Foz do Iguazú

 Foz do Iguazú

I dag krydses grænsen til Brasilien for at opleve den brasilianske side af Foz do Iguazú, der her staves Foz do Iguaçu. Det er fra denne side, at man har det bedste overblik over vandfaldene. Det er ved at kombinere et besøg her med besøget på den argentinske side, at man får den fuldendte oplevelse af dette forunderlige naturfænomen.

Dag 12: Foz do Iguazú - Danmark

I dag er det hjemrejsedag, så I bliver hentet på hotellet og kørt i lufthavnen, hvor flyet mod Danmark venter. I flyver via Buenos Aires og Paris til Danmark.

Dag 13: Danmark

Hjemrejsen fortsætter mod Danmark.

SÆRLIGT OM REJSEN

Turen er for alle med almindelig god fysisk form.

Det er en rejse, der foretages på egen hånd, men hvor alle nævnte fly, hoteller, ture og udflugter med engelsktalende rejseleder er arrangeret på forhånd.

Forlængelse/ændringer : Ønsker du at ændre turen eller forlænge et ophold, er dette naturligvis også muligt. Venligst kontakt os for yderligere oplysninger og priser.

Prisinformation

Chile og Argentina – vin og vandfald - 13 dage fra 31.995 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse Danmark – Santiago og Iguazu – Danmark t/r
  • Gratis opgradering til Premium Economy den ene vej på den oversøiske flyvning.
  • Indenrigsflyvninger i Argentina i henhold til programmet
  • Lufthavnsskatter og -afgifter
  • 3 nætter på 3 stjernet hotel i Santiago
  • Halvdagsudflugt i Santiago
  • Heldagstur til Valparaiso og Viña del Mar
  • 2 nætter på 3 stjernet hotel i Mendoza
  • Halvdagsrundtur til vingårde
  • 3 nætter på 3 stjernet hotel i Buenos Aires
  • Halvdagsudflugt i Buenos Aires
  • Tangoshow inkl. middag i Buenos Aires
  • 2 nætter på 3 stjernet hotel i Iguazú
  • Privat halvdagstur til de brasilianske fald
  • Daglig morgenmad
  • Alle transporter mellem lufthavne og hoteller
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Sygeafbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Måltider ud over de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

1jan-22jun
ved 2 voksne
31.950 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

23jun-21aug
ved 2 voksne
32.950 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

22aug-15dec
ved 2 voksne
31.950 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

16dec-31dec
ved 2 voksne
32.950 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Ved senere afgang
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Syd for den sydlige polarcirkel

Syd for den sydlige polarcirkel

Denne ekspedition tager dig dybt ind i Antarktis’ forunderlige verden. Målet er at sejle længere mod syd end på vores øvrige krydstogter og krydse den sydlige polarcirkel.

LÆS MERE

18 dage fra 115.200 kr.

Oplevelsesrejse til Sydthailand

Oplevelsesrejse til Sydthailand

Her venter jer de bedste oplevelser i Andamanhavet fra Krabi, Phi Phi og Phuket på krydstogt i traditionelt sejlskib og afslutning hos elefanterne dybt inde Khao Soks jungle.

LÆS MERE

15 dage fra 24.895 kr.

Krydstogt til Svalbard, Østgrønland og Island

Krydstogt til Svalbard, Østgrønland og Island

Højt mod nord ligger en fortryllende verden af is, hav og midnatssol. Dette er naturens verden, og mellem de få småbyer venter et landskab af en sjælden rå skønhed, hvor isbjørne jager på pakisen.

LÆS MERE

15 dage fra 72.395 kr.

Luksuskrydstogt ved Galapagos

Luksuskrydstogt ved Galapagos

Oplev det bedste af Ecuador på denne rejse, der kombinerer natur og kultur på fastlandet med Galapagos-øernes fantastiske dyreliv.

LÆS MERE

11 dage fra 46.550 kr.

Kina med krydstogt på Yangtze

Kina med krydstogt på Yangtze

Tag med på denne store rundrejse i Kina med krydstogt på Yangtze-floden. Turen tager jer også til kejserbyen Beijing, terracotta-hæren i Xian og futuristiske Shanghai. For ikke at nævne mødet med de store pandaer i Chengdu.

LÆS MERE

14 dage fra 24.950 kr.

Bestil tilbud