70 12 03 03
Åben:

Burma - Østens Perle

Burma er et af de mest fascinerende rejsemål i Østen i lige nu. Et land tabt af tiden med eventyrlige kulturskatte, enestående smuk natur og en hjertevarm befolkning. Men også et land, der står på tærsklen til store forandringer.
På denne 13 dages rundrejse i Burma oplever du alle Burmas højdepunkter. Rejsen starter i pulserende Yangon, hvor gyldne pagoder hæver sig over travle gader og farverige markeder. Fortsæt til den gamle kongeby Mandalay, der er rig på historie og smukke templer. Herfra går rejsen med båd ad Irrawaddy-floden til Bagan, hvor tusindvis af gamle stentempler fortæller om en af Asiens helt store civilisationer. Helt andre oplevelser venter ved den magiske Inle-sø, hvor landsbyerne står på pæle, markerne flyder på vandet og etniske folkeslag mødes på farverige markeder for at handle. Undervejs oplever du naturligvis de funklende templer, der gør Burma så fantastisk. Men du kan også se frem til landsbybesøg, farverige markeder og sågar en togtur side om side med de lokale. Alt sammen oplevelser der lader dig komme dybere ind under huden på dette fantastiske og meget traditionelle land.
Rejsen foregår med privatchauffør og private guider, hvilket giver den største fleksibilitet. Desuden flyver du tre gange med indenrigsfly for at sikre mest mulig tid til at opleve.

13 dage fra 19.995 kr. 

Turens højdepunkter

  • Privat guide og udflugter
  • Fuldt program med masser af sightseeing
  • Kom tæt på lokalbefolkningen
  • Oplev solnedgangen over Bagan

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra København

Du flyver direkte med Singapore Airlines til Singapore, hvor du ankommer den efterfølgende morgen.

Dag 2: Ankomst til Yangon

 Ankomst til Yangon

Her skifter du fly og fortsætter Yangon i Burma. Eller du kan vælge at forlænge rejsen med et par dage i Singapore, der bugner af eksotiske oplevelser, fantastiske shopping, futuristisk arkitektur og ikke mindst gastronomi i verdensklasse.
Læs mere om Singapore her. 

Ved ankomsten til Yangon bliver du mødt af din lokale guide og chauffør, der står klar til at køre dig til dit hotel. Efter indlogering er resten af dagen fri til at slappe af ovenpå flyrejsen. Eller gå en tur i Yangons travle gader og få de første indtryk af byen allerede i dag.
Burmas tidligere hovedstad Yangon ligger i det frugtbare Irrawaddy-delta langs bredden af Yangon-floden. Det er en smuk by med grønne parker, store søer og mægtige forgyldte pagoder, der hæver sig over gamle kolonitidsbygninger fra briternes periode i forskellige grader af malerisk forfald. Her er cykeltaxaer stadig en naturligt del af gadebilledet, og langt de fleste indbyggere foretrækker den traditionelle klædedragt, longyi. Men Yangon er også en by i udvikling. Her og der dukker moderne caféer op, shoppingcentre tilbyder en ny måde at shoppe på, og antallet af biler stiger år for år. Yangons særlige charme er dog stadig intakt. Ikke mindst i parkerne, ved templerne og i de små sidegader. Men Yangon er samtidig et af de bedste sted i landet at opleve det moderne Burma.

Dag 3: Sightseeing i Yangon

 Sightseeing i Yangon

Efter morgenmaden står din guide klar i lobbyen til at tage dig med på en anderledes byrundtur i Yangon. En tur, der både viser dig alle de store seværdigheder, men som også giver dig et indtryk af livet for de lokale indbyggere. Første stop er den lokale banegård, hvor du stiger om bord på et af byens bumletog side om side med lokale pendlere på vej på arbejde. Togturen er en stor oplevelse, og gennem vinduerne ser du hverdagen udfolde sig langs skinnerne. Efter cirka 20-30 minutters kørsel står du af ved en station i det nordvestlige Yangon. Her er stemningen langt mere landlig end i centrum, og du kan godt forvente en del opmærksomhed, når du besøger det lokale marked.
Herefter venter en introduktion til buddhismen, når du besøger den enorme liggende Buddha ved Kyaukhtatgyi-templet. Buddhismen spiller en enorm rolle i Burma, og i løbet afrejsen kommer du til at opleve nogle af de mest overdådige templer i hele Asien. Et andet vigtigt aspekt i burmesernes hverdag er the, og intet besøg i Burma er komplet uden et the-stop på et af de lokale the-huse. Ofte er de en simpel og meget lokal affære. Men de er uhyre populære blandt folk fra alle samfundslag, der kommer for at få sig en pause og en kop forfriskende the.
Næste stop er den smukke Kandawgyi Lake, hvor en imponerende royal pram ligger som et flydende palads på søen. Parken er utrolig populær blandt de lokale, der kommer for at nyde de grønne omgivelser og den fantastiske udsigt mod byens smukkeste tempel; Shwedagon Paya.
Shwedagon-templet er landets helligste tempel og et af Burmas helt store højdepunkter. Af alle Asiens pagoder er denne måske den smukkeste. Pagoden fylder en hel høj og er som en verden for sig. En fortryllende verden fyldt med himmelstræbende stupaer i alle størrelser, farver og eksotiske former. Pilgrimme kommer langsvejs fra for at bede ved den enorme stupa, hvis krone er dækket af tusindvis af diamanter og juveler. Særlig magisk er stemningen omkring solnedgang, når guldet glimter i det bløde lys, og pilgrimme tænder levende lys omkring helligdommen. Tag dig god tid til at nyde dette fantastiske sted, inden turen går tilbage til hotellet.

Dag 4: Yangon til Mandalay

 Yangon til Mandalay

Tidligt om morgen går turen tilbage mod lufthavnen, hvor flyet mod Mandalay holder klar. Fra lufthavnen kører du til den gamle royale hovedstad Amarapura. I dag er Amarapura en lille landsby med en del aktive klostre og verdens længste bro af teaktræ, U Bein. Broen har mere end 160 år på bagen og er 1,2 km lang. Det er en fin oplevelse at spadsere en tur over broen til landsbyen på den anden side og eventuelt sejle tilbage. Efter frokosten, som jo passende kan spises på en af de små lokale restauranter beliggende ved broen, fortsætter rejsen til endnu en gammel kongeby Inwa, hvor du ser det tidligere royale palads, det elegante teaktræs-kloster Bagaya Kyaung og det såkaldte “Skæve tårn i Inwa”. Undervejs er der gode muligheder for at opleve det landlige Burma, hvor oksekærre stadig er den naturlig del af hverdagen. Fra Inwa går turen mod hotellet i Mandalay.

Dag 5: Mandalay

 Mandalay

Mandalay var Burmas sidste kongeby, og byen prydes da også af utallige templer samt en rekonstruktion af paladset bag de lange voldgrave i hjertet af byen. Men i dag er Mandalay først og fremmest en ægte boomby med travle gader, livlige markeder og fuld gang i handlen med især Kina. Det bedste sted at starte udforskningen er fra toppen af bakken Mandalay Hill, der hæver sig 240 meter over byen. Fra templet på toppen har du en fantastisk udsigt over Mandalay og bjergene i det fjerne. Du kan også se Irrawaddy-floden, der snor sig gennem byen og de utallige templer og stupaer, der står rundt om i byen.
Tilbage for foden af bakken besøger du tre af Mandalays smukkeste templer: Først det fantastiske teaktræstempel Shwe Nanday Kyaung, der er dækket af udskæringer. Denne bygning er alt, hvad der er tilbage af det oprindelige royale palads i Mandalay. Den blev heldigvis flyttet hertil og omformet til et kloster, inden paladset nedbrændte til grunden. Du besøger også Kyauktawgyi Pagode, der huser en enorm Buddha-statue i marmor. Det fortælles, at det tog 10.000 mand næsten to uger at flytte marmorblokken fra floden til sin nuværende plads i templet. Sidste stop er Kuthodaw-pagoden, der kaldes “verdens største bog” på grund af sine mere end 700 marmorplader med hellige skrifter. Her i sin lille stupa.
Eftermiddagen byder på en sejltur op ad floden til den gamle kongeby Mingun. Det er en flot tur, der giver et godt indtryk af livet langs floden. Snart dukker Minguns enorme templer op forude. Mest imponerende er resterne af den enorme stupa, kongen af Mingun ønskede at opføre. Planerne var store, og stupaen ville blive en af verdens største. Det kom aldrig længere end til konstruktionen af basen. Men selv denne er så kolossal, at man ikke er i tvivl om, hvor enormt et projekt, der var tale om. Blandt Minguns andre højdepunkter er den 87 tons tunge klokke. Du besøger også den hvide Hsinbyume-pagaoden, der repræsenterer det mytiske bjerg, Mount Meru, og der bliver naturligvis tid til at kigge i de små butikker og boder, inden turen går tilbage mod Mandalay.
Her du lyst til en lille aftentur på egen hånd, er det værd at besøge Mahamuni-pagoden, der huser landets helligste Buddha. Pilgrimme kommer her for at lægge bladguld på Buddha-statuen, der nu næsten har mistet sin facon under det tykke lag af guld.

Dag 6: Mandalay til Bagan

 Mandalay til Bagan

I dag er der tid til at læne sig tilbage og slappe af, alt imens du sejler lige så stille ad Irrawaddy-floden fra Mandalay til Bagan. Sejladsen tager det meste af dagen, så du har god tid til at nyde landskaberne og de små landsbyer, du sejler forbi. På vejen passers også den sidste af de fire kongebyer omkring Mandalay, Sagaing. Du ankommer til Bagan sidst på eftermiddagen. Her bliver I hentet ved færgelejet og kørt til dit hotel for de kommende tre nætter.

Bemærk: I perioden fra 1. april til 31. august flyves der typisk mellem Mandalay og Bagan grundet vandstanden i Irrawaddy floden.

Dag 7: Bagan

 Bagan

Bagan er et af Sydøstasiens største arkæologiske vidundere. Byen blev grundlagt i år 849 på denne varme flade slette i det centrale Burma, hvor Irrawaddy-floden slår en bugt. På sit højeste var den en af verdens prægtigste byer, og rejsende lovpriste dens skønhed til skyerne. Deriblandt MarcoPolo, der besøgte byen på sin berømte rejse. I dag er Bagan forladt, men over 2.000 velbevarede stentempler står tilbage som minde om byens tidligere storhed. Nogle templer er små og raffinerede. Andre er store og himmelstræbende. Men alle har de deres helt egen karakter.
Du kan vælge at starte morgenen med en fantastisk flyvetur i luftballon over ruinerne. Dette giver en god fornemmelse af, hvor stor Bagan virkelig er, og det er et storslået syn at se de gamle templer ligge badet i det gyldne morgenlys. (Ballonturen er kun mulig fra slutningen af oktober til slutningen af marts og er ikke inkluderet i prisen).
Hele dagen er afsat til at udforske de gamle tempelruiner. Rundturen starter med at bestige et af de høje templer, hvorfra du kan nyde udsigten over ruinbyen. Herefter besøger du en række af de flotteste og mest interessante templer. Deriblandt den forgyldte Shwezigon-pagode og Wetkyi-in Gubyaukgyi, der byder på fantastiske vægmalerier. Et andet højdepunkt er det enorme Htilominlo-tempel, der foruden sin størrelse er kendt for sine fine sandstensdekorationer. I løbet af dagen bliver der også tid til at besøge markedet i Nyang U samt en lakfabrik, hvor områdets traditioner indenfor dette håndværk holdes i hævd. Fortsæt herfra til Ananda-templet, der anses for at være et af Bagans arkitektoniske mesterværker. Indenfor huser templet to unikke Buddha-statuer, hvis ansigtsudtryk synes at ændre sig alt efter, hvor tæt på statuen man står. Ved Ananda udskiftes bilen med en lokal hestevogn, der fører dig ad støvede hjulspor forbi det højeste tempel i Bagan, Thatbyinnyu, og det enorme pyramidelignende tempel Dhammayangyi til Sulamani-templet. Her slutter dagen på bedst tænkelige vis med solnedgang over ruinbyen fra toppen af templet.

Dag 8: Bagan og Mt. Popa

 Bagan og Mt. Popa

Buddhisme er den altoverskyggende religion i Burma. Men de fleste burmesere bekender sig også til en ældre religion bestående af animistiske ånder kaldet nat. Dette hører du meget mere om, når du besøger den vigtige nat-helligdom Mount Popa.
Det cylinderformede bjerg med lodrette sider synes næsten at skyde op af den frodige jord. Stedet ligner noget taget ud af et eventyr, hvilket blot forstærkes af det gyldne tempel, der er opført på bjergets flade top. Det høje bjerg har i tidernes morgen været kernen i en vulkan. Vulkanen er sidenhen eroderet væk, og tilbage står det smukke bjerg. Det tager ca. en halv time at vandre op ad de 800 trappetrin til toppen. Anstrengelserne bliver dog rigt belønnet med en betagende udsigt over landskaberne samt muligheden for at besøge et ægte, aktivt nat-tempel.
Herefter går turen tilbage mod Bagan. På vejen gøres stop i den lille landsby Shwe Hlaing, hvor man producerer sukker fra palmesaft. Du oplever hele processen. Fra saften indsamles til den færdige sukkerholdige masse, der blandt anden kan bruges til at lave alkohol. Frokosten serveres under palmetræerne og består af et traditionelt burmesisk måltid.
Tilbage i Bagan krydser du Irrawaddy-floden og besøger landsbyen Selan. Her får du et indblik i det lokale landsbyliv med handel langs flodens bredder, bambushytter, oksekærrer, pagoder og ikke mindst smilende og venlige landsbyboere. Omkring solnedgang går turen tilbage over floden med båd, mens solen synker ned under horisonten. (Bemærk at det ikke er muligt at besøge landsbyen Selan i den våde periode fra april til september.)

Dag 9: Bagan til Inle Søen

 Bagan til Inle Søen

Helt andre oplevelser venter i dag, når rejsen går til den smukke Inle sø. Du bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvorfra der flyves til byen Heho dybt inde i Shan-bjergene. Her bliver du mødt af din private guide, og inden længe går turen ad små veje til Nyaung Shwe og Inle-søen. På vejen gøres stop ved træklosteret Shwe Yan Pyay, der er kendt for sine runde vinduer og fine Buddha-statuer.
Vel fremme i Nyaung Shwe udskiftes bilen med en båd, og inden du ved af det, suser du henover det lave vand og ind i den helt anden verden. Der er en magisk stemning over Inle-søen, som ligger som et stort spejl i 1.000 m højde omgivet af grønklædte bjerge. Landsbyer står på pæle rundt om i søen, tomatmarker flyder på vandet, og al transport foregår i både. Det er en fascinerende oplevelse at opleve folks dagligdag på vandet. Børn i små kanoer på vej til skole, kvinder med en stor cigar i munden, der vasker tøj på trappen, og mænd der balancerende på de ene ben kaster sit net ud fra en vuggende kano, mens de med det andet ben skubber åren gennem vandet. Der er utallige landsbyer spredt rundt på søen, og alle har de deres eget tempel og kloster, der spejler sig i al deres pragt i det rolige vand. Mange af landsbyerne har specialiseret sig i forskellige typer af håndværk deriblandt silkevævning af lotusblomster, bådbyggeri og cigarmagere. Du besøger flere landsbyer og oplever hverdagen og håndværkerne på arbejde. Desuden besøges Inle-søens helligste kloster, hvis fem Buddha-statuer er dækket af et tykt lag guld, inden turen sidst på dagen går mod dit hotel, der står på pæle på søen.

Dag 10: Inle-Søen

 Inle-Søen

Endnu en spændende dag på Inle-søen venter i dag, når din bådsmand sætter kurs mod det lokale morgenmarked. Markedet flytter rundt mellem fem forskellige lokaliteter, men heldigvis ved alle lokale, hvor det sker netop i dag. Markedet er nemlig et stort samlingspunkt for både folk på søen og folk fra bjergene, der mødes for at handle og få sig en sludder med venner og bekendte. En stor del af Burmas etniske minoriteter bor i dette område, og du kan være heldig at møde både pa-o-, inthar- og shan-folk på markedet, der altid er en farverig affære. Bemærk at der ikke er marked på dage med fuldmåne og nymåne.
Fra markedet går turen igen ud på søen, hvor du passerer fyldende marker, landsbyer på pæle og fiskere, der ror med fødderne. Frokosten består af traditionelle retter fra inthar-folket og serveres med en fantastisk udsigt over søen.
Efter frokost fortsættes mod et af de mest stemningsfyldte områder ved Inle-søen; det 400 år gamle tempelområde Indain. Fra søen fører en smal kanal ind i landet, og fra båden kan du ofte se folk arbejde i marken eller drenge lege langs vandet. Kanalen bliver smallere og smallere, indtil båden lægger til ved en lille landsby. Herfra fører en sti det sidste stykke op til Indain. I det 16. århundrede var Indein et magtcenter, men flere krige gjorde en ende på byens storhedstid. Folk flyttede væk, og de fine templer blev hurtigt dækket af junglen. I dag er templerne delvist ryddet for vegetation, men man føler sig stadig lidt som en Indiana Jones, når man går rundt mellem Indains skov af vejrbidte stupa og overgroede ruiner. Hvis tiden tillader det, kan du gøre stop ved Inthar Heritage house, hvor du kan lære mere om den lokale kultur på søen, inden kursen sættes tilbage mod hotellet.

Dag 11: Tilbage til Yangon

 Tilbage til Yangon

Denne morgen går turen tilbage mod fastlandet og lufthavnen i Heho, hvorfra du flyver til Yangon. Her bliver du mødt af din chauffør, der kører dig til hotellet. Efter indlogering er det tid at se nærmere på det store Scott Market, der er et godt sted at fylde kufferten med gode tilbud. Du udforsker også byens lille Chinatown, inden turen går tilbage til hotellet.
Resten af dagen er til fri disposition. Du kunne eventuelt gå en tur i den smukke park ved Kandawgyi Lake eller udforske de gamle kolonitidsbygninger i byens centrum. En anden mulighed er endnu et besøg ved Shwedagon-pagoden eller måske en fornem middag med efterfølgende drinks på det legendariske hotel The Strand.

Dag 12: Afrejse fra Yangon

Når tid er, bliver du hentet på hotellet og kørt mod lufthavnen, hvor hjemrejsen

Dag 13: Ankomst til København

Efter et flyskifte i Singapore fortsætter du mod Danmark.

SÆRLIGT OM REJSEN

Sejlads med MGRG Express fra Mandalay til Bagan:

I perioden fra 1. april til 31. august, flyves der mellem Mandalay og Bagan grundet vandstanden i Irrawaddy Floden.

Prisinformation

Burma – Østens Perle - 13 dage fra 19.995 kr.

Inkluderet i prisen

  • Flyrejse fra København til Yangon med Singapore Airlines t/r
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • Al transport og alle udflugter på privat basis med lokal engelsktalende guide
  • 3 nætter på turistklassehotel i Yangon inkl. morgenmad
  • Heldagssightseeing i Yangon dag 3
  • Flyrejse fra Yangon til Mandalay
  • 2 nætter på turistklasse hotel i Mandalay inkl. morgenmad
  • Udflugt til Amarapura og Inwa dag 4
  • Udflugt til Mandalay Hill g Mingun dag 5
  • Sejlads med MGRG Express fra Mandalay til Bagan
  • 3 nætter på turistklasse hotel i Bagan inkl. morgenmad
  • Udflugt til templerne ved Bagan dag 7
  • Udflugt til Mt. Popa, Shwa Hlaing samt Selan inkl. frokost dag 8
  • Flyrejse fra Bagan til Heho
  • Sejlads på Inle-Søen dag 9
  • Udflugt på Inle-Søen til Indein dag 10
  • Flyrejse fra Heho til Yangon
  • Besøg ved Scott Market og China Town i Yangon dag 11
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum til Burma
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge
  • Lokal afrejseskat fra Yangon Lufthavn, ca. USD 10 pr. person

Pris pr. person
i delt dobbeltværelse

Rejseperiode
1 jan 2017 - 30 apr 2017
ved 2 voksne
fra 20.995 kr.
Tillæg for førsteklasses hoteller
2.500 kr.

Rejseperiode
1 maj 2017 - 30 sep 2017
ved 2 voksne
fra 19.995 kr.
Tillæg for førsteklasses hoteller
1.900 kr.

Senere afrejse
ved 2 voksne
Kontakt os for pris
Tillæg for førsteklasses hoteller
Kontakt os for pris

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Lignende rejser


Vietnam med stil

Vietnam med stil

Oplev Vietnam med stil og masser af unikke oplevelser på denne rejse fra Hanoi til Halong Bay og videre til Hoi An med afsluttende badeferie i egen pool villa i Ninh Van Bay. Alle steder bor I på luksuriøse og stilfulde hoteller.

LÆS MERE

16 dage fra 29.995 kr.

Nyhed
Det ukendte Kapland

Det ukendte Kapland

Oplev det ukendte Kapland med maleriske vinområder efterfulgt af tre dages intens safari på Sanbona Wildlife Reserve. Herefter går turen videre til charmerende Cape Town, hvor Kap Det Gode Håb og et væld af andre oplevelser venter.

LÆS MERE
Rejsetype: Mad og Vin, Safari, Storby

13 dage fra 23.495 kr.

Fra storbyjungle til regnskov og tropeø

Fra storbyjungle til regnskov og tropeø

Kuala Lumpurs storbyjungle, Taman Negaras frodige regnskov og tropeøen Pangkor Laut venter på denne rejse rundt Malaysia.

LÆS MERE

15 dage fra 19.795 kr.

Det bedste af Sydamerika

Det bedste af Sydamerika

Oplev det bedste af Sydamerika på denne rejse til Peru, Argentina og Brasilien. Inka-ruinen Machu Picchu, Iguazu-vandfaldet, charmerende Buenos Aires og livsglade Rio er blot nogle få af rejsens mange højdepunkter.

LÆS MERE

16 dage fra 36.995 kr.

Bali Lombok og Singapore

Bali Lombok og Singapore

Oplev Balis kunstnerby Ubud fra det skønne Alila Ubud i en skøn kombination med en afslappende og luksuriøs badeferie på Jeeva Klui på Lombok samt storbyferie i spændende Singapore.

LÆS MERE

14 dage fra 16.495 kr.

Mere luksus for pengene
Bestil tilbud