Ekspeditionskrydstogt ved Tasmanien

Oplev en anden side af Australien på dette unikke ekspeditionskrydstogt ved Tasmanien. Undervejs udforsker I hele fem forskellige nationalparker med smukke strande, grønklædte bjerge og rå klippekyster. Deriblandt Tasmanian Wilderness World Heritage Area ved Port Davey og Bathurst Harbour, der ellers kun er tilgængelig med fly eller på en syv-dages vandretur. I sejler også i berømte opdagelsesrejsendes fodspor, og smager på lokale vine og andre specialiteter direkte ved producenterne. Det hele opleves på den bedst tænkelige vis; om bord på et lille eksklusivt krydstogtsskib, der kan nå frem til afsidesliggende kyststrækninger, som større skibe ikke kan komme til.

Bemærk venligst, at denne ekspedition går til meget afsidesliggende områder, der byder på en hvis grad af uforudsigelighed. Det betyder, at sejlruten kan blive ændret, ligesom vejrforhold kan gøre nogle landgange umulige.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat

Dagsprogram

Midt på eftermiddagen ankommer I til Hobart’s Macquarie Wharf, hvor skibet ligger klar til afgang. Snart giver kaptajnen tegn til afgang, og skibet bevæger sig ned ad floden Dervent, hvor I belønnes med udsigter over byen og den store bro Tasman Bridge. Mens skibet sætter kurs mod D’Entrecasteaux Channel, byder kaptajnen velkommen på ægte tasmanisk manér med mousserende vin, lokale oste og østers fra Bruny Island. Dernæst er det tid at hilse på de øvrige passagerer og finde sig til rette på skibet.

Coral Discoverer er bestemt ikke noget helt almindeligt krydstogtskib. Med plads til blot 72 passagerer er I sikret en hyggelig og afslappet stemning om bord, og inden længe kender alle hinanden. Den lille størrelse gør det også muligt at lægge til i små bugte og ved øer, der kun sjældent besøges af mennesker. Men trods den lille størrelse, er komforten høj. De hyggelige kahytter har både bad og toilet, alle måltider er inkluderet, og du kan se frem til masser af spændende oplevelser ledet af skibets dygtige eksperter.

Inden længe serveres den første af mange lækre middage i skibet restaurant, mens der kastes anker for natten i Barnes Bay. Måske holder en af skibets eksperter et lille foredrag i løbet af aftenen for at forberede jer på morgendagens oplevelser. Ellers er der helt sikkert kølig hvidvin og godt selskab i skibets lounge.

Tasmanien er vidt berømt for sine mange lokale specialiteter, der nyder godt af øens tempererede klima. På øen Bruny Island besøger I det familiedrevne ostemejeri Grandvewe Cheeses, hvor mor og datter fremtryller prisvindende oste fra deres mere end 100 får. Det er familien selv, der tager imod og viser rundt på området, og de byder helt sikkert på smagsprøver bagefter.

Tilbage på skibet serveres en god frokost, mens I fortsætter mod Recherche Bay. Den store, brede bugt har fået sit navn fra en fransk fregat, der i 1791 lagde til her under sin søgen på den forsvundne franske opdagelsesrejsende La Pérouse. Her går I om bord i det mindre landgangsfartøj Explorer, der tager jer ind til kysten. Med i båden er også ekspeditionslederen og en ranger, der vil føre jer på en gåtur gennem den vilde natur til starten af den legendariske South Coast Track, som er en seks til otte dages vandretur gennem nogle af de vildeste og mest ufremkommelige landskaber i Australien. I går dog ikke nær så langt. I stedet fortsætter I over den smukke strand til bronzestatuen af en sydlig retshval, der står i Cockle Creek til minde om byens tidlige historie som hvalfangerstation. Det er også her, I finder det sydligste punkt i Australien, der kan nås med bil. Tilbage på skibet kan I se frem til endnu en god middag, mens skibet sætter kurs mod et af turens helt store naturmæssige højdepunkter.

Næste morgen sejler I ind i Port Davey og Tasmanian Wilderness World Heritage Area. Et råt og afsidesliggende område med øde klippekyster, lave grønklædte bjerge og dybblå vandveje. Området er blandt de mest utilgængelige i hele Australien, og det kan kun nås med båd, fly eller en syv dages vandretur. Så her oplever du Tasmaniens vilde natur fra sin absolut mest uberørte og dramatiske side. Det bemærkede den opdagelsesrejsende Matthew Flinders også, da han i 1798 udforskede Tasmanien. Han beskrev senere området med ordrene: ”De bjerge, der viste sig for os (…), var blandt de mest storslåede af naturens mesterværker, jeg nogensinde så”.

Ikke meget har ændret sig i dette område siden Flinders besøg, ud over den komfort I udforsker området i. Fire store floder og utallige mindre bække skærer sig stadig gennem kløfter og snor sig over åbne sletter, mens deres rustfarvede vand giver grobund for de lave, hårdføre planter, der lever her. Små øer og klippeskær hæver sig op af havets mørke vand langs kysterne, der andre steder prydes af øde bugte med kampesten og smukke, hvide sandstrande.

Over de kommende dage udforsker I blandt andet Port Davey, The Narrows og Bathurst Harbour, der flankeres af det prominente bjerg Mount Rugby. Luften her siges at være verdens reneste, og det er en stor oplevelse at glide lydløst i kajak gennem det blikstille vand, mens bjergene spejler sig i overfladen. Der bliver også mulighed for at følge med en ranger på vandretur ad Balmoral Hill Track samt besøge landsbyen Melaleuca, hvor man gør en stor indsats for at rede den truede orangebuget græsparakit.

Sørg for at finde en god plads på dækket, når skibet sejler op langs sydkysten af Bruny Island. Det er en flot sejltur, der blandt andet tager jer forbi Cloudy Bay, det historiske fyrtårn på Cape Bruny samt en koloni af australske pelssæler. Målet er Adventure Bay, hvor skibet kaster anker i nogle timer. Her er der masser at tage sig til. Nyd den lange, fine sandstrand og det klare vand. Tag en tur i kajak, eller følg med rangeren på en guidet gåtur gennem den tempererede regnskov til Waterfall Creek, der ligger omgivet af tæt, frodig vegetation. I kan også plukke friske bær på Bruny Island Berry Farm, eller høre om tidligere tiders opdagelsesrejsende på Bligh Museum of Pacific Exploration.

Tilbage på skibet sættes kursen mod et andet af Tasmaniens smukkeste naturområder; Freycinet National Park. Mens skibet støt og roligt begiver sig nordpå, arrangeres en vinsmagning sammen med smagsprøver på et udvalg af Tasmaniens øvrige gourmetprodukter. Sørg dog for at gemme lidt appetit til middagen, der serveres, mens natten sænker sig over Tasmanien.

Freycinet National Park er uden tvivl blandt de smukkeste steder i Tasmanien, og det er værd at stå tidligt op og følge med rangeren på en gåtur i land. Dyrene er meget aktive i det tidlige morgengry, når solens første stråler bader landskaberne i et gyldent skær. Målet er et flot udsigtspunkt, hvor I kan kigge ned over den berømte Wineglass Bay. En perfekt afrundet bugt med fint, hvidt sand indrammet af grønklædte bjerge. Det er ikke så underligt, at stranden er blevet unævnt som en af verdens 10 smukkeste strande. Tilbage på skibet venter en velfortjent morgenmad, inden det er tid til at nyde stranden og de flotte omgivelser på egen hånd. Kajakkerne er til rådighed, hvis I ønsker at tage en sejltur på det klare vand, men området indbyder også til gåture langs stranden.

Eftermiddagen er dedikeret til nationalparken Maria Island, der byder på både historiske ruiner, smukke bugter, rå klippekyster og ikke mindst et fantastisk dyreliv. Siden 1960’erne er Maria Island blevet en slags moderne Noahs Ark, hvor man har introduceret en række udryddelsestruede dyrearter i håbet om, at de ville kunne trives på dette afsidesliggende sted. Deriblandt den tasmaniske djævel og flere små kænguruarter. Der bliver rig mulighed for at udforske naturen og dyrelivet på vandreture. Men historieinteresserede bør også besøge Darlington, hvis gamle stenhuse fra 1820’erne giver en fascinerende indsigt i Australiens fortid som straffekoloni.

Flere naturoplevelser venter denne formiddag, når skibet fører jer langs kysterne i Tasman National Park. Her hæver 300 meter høje klippemure sig op af havet, og elementernes rasen gennem millioner af år har formet klipperne til fantastiske skulpturer. Tasman Arch, The Candlestick og Cathedral Rock er de mest berømte klippeformationer. Men kysten er fuld af storslåede scenerier. Dyrelivet er ligeledes rigt, og med held får I måske øje på sæler eller delfiner i vandet, mens havørne og albatrosser glider elegant på vindene over jer.

Helt andre oplevelser venter om eftermiddagen, hvor I besøger de historiske ruiner af Port Arthur. Dette er Australiens bedst bevarede levn fra straffefanger-tiden, og sammen med Darlington er Port Arthur optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. En række af Englands og Australiens værste kriminelle blev fra 1833 til 1877 indsat på dette sted, som det blev anset for at være umuligt at flygte fra. I dag ligger ruinerne af mere end 30 bygninger spredt rundt på det store område som minde om dette mørke kapitel i Australiens historie. De gamle bygninger bliver vækket til live, når I udforsker dem sammen med en af Port Arthurs førende konserveringseksperter. Det er en tur ud over det sædvanlige, der blandt andet giver jer adgang til historiske bygninger, der ikke normalt er åbne for offentligheden.

Efter rundturen venter en hyggelig reception omgivet af de smukke ruiner. Dette er en god lejlighed til at tage afsked med kaptajnen, besætningen og de øvrige rejsende over et par glas mousserende vin med tilhørende canapéer. Tilbage på skibet venter krydstogtets sidste middag, mens skibet stille og roligt bevæger sig tilbage mod Hobart.

Omkring kl. 8:00 lægger skibet til kaj i Hobart, hvilket markerer enden på krydstogtet.

Lad os give et tilbud på dit eventyr til Australien

Vi kender de skønneste steder i Australien og jagter hele tiden autentiske oplevelser til favorable priser. Ring til os på 70 12 03 03 og lad os snakke om dit næste eventyr. Du kan også booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Priseksempel

Inkluderet i prisen
  • 8 dage / 7 nætters krydstogt ved Tasmanien i kahyttypen Cabin
  • Fuldpension samt morgen- og eftermiddagste
  • Te, kaffe og sodavand døgnet rundt
  • Velkomst- og afskedsdrinks med kaptajnen
  • Guidede udflugter jf. program
  • Adgang til øer og nationalparker
  • Brug af skibets faciliteter
  • Foredrag af skibets eksperter
  • Havneskatter og andre regeringsafgifter

Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat
Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat

Se lignende rejser

Artikler

Få inspiration til dine rejser
Brug for rådgivning?

Vores eksperter sidder klar ved telefonen 70 12 03 03


70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel