Polarkrydstogt - Nordlys i Østgrønland

Oplev den storslåede grønlandske natur, hvor isbjerge kælver i dybe fjorde, og moskusokser græsser på den åbne tundra under en høj blå himmel. Kun meget få mennesker bor langs Grønlands isolerede og sjældent besøgte østkyst. Så her er den arktiske natur stadig lige så uberørt og vild, som da de tidlige opdagelsesrejsende udforskede disse fjerne fjorde. Spredt rundt i de mægtige landskaber ses små inuitlandsbyer, hvis indbyggere stadig lever et meget traditionelt liv. Men på størstedelen af rejsen, vil I være omgivet af den uberørte arktiske natur, der i Østgrønland viser sig i al sin skrøbelige skønhed.

I rejser om efteråret, hvor tundraen fyldes med flammende gule, røde og brune nuancer. På dette tidspunkt af året vil I både opleve nat og dag, og det giver gode muligheder for at opleve et af verdens mest spektakulære naturfænomener: Nordlys.

70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Se video fra polarkrydstogtet

Dagsprogram

Fra Danmark flyver I til Islands hovedstad Reykjavik, hvor I indlogeres på et centralt beliggende hotel. Brug resten af dagen på at udforske denne hyggelige lille by, der ligger flot mellem havet og lave græsklædte fjelde. Men lige uden for bygrænsen venter Islands storslåede natur, og hvis tiden tillader det, er det i høj grad værd at leje en bil eller tage en organiseret tur ud af byen. Besøg vandfaldet Gullfoss, der brusende vælter ned i en smal kløft. Ikke langt herfra ligger Geysir, hvor kogende vand med jævne mellemrum sendes 30 meter mod himlen. Ved Thingvellir mødes to kontinentalplader på det sted, hvor vikingernes demokrati blev født. Helt andre oplevelser venter i Den Blå Lagune, hvor I kan lade jer forkæle i de varme, mineralske bade, mens I nyder udsigten over Islands rå og golde lavamarker.

Dagene er lange og lyse højt mod nord. Men I rejser på et tidspunkt, hvor der er både nat og dag. Det giver mulighed for at opleve et af naturens mest storslåede fænomener: nordlys. Der har været mange legender om nordlys gennem tiderne. Nogle troede, at de døde mennesker levede videre i nordlyset. Inuitterne i Grønland og Canada mente, at nordlys blev skabt, når ånderne spillede fodbold på himlen. I Finland sagde man derimod, at ildræve stod bag nordlyset. Nordlyset blev skabt af gnisterne fra pelsen, når rævene sprang over fjeldene. I dag har videnskaben en anden men næsten lige så fantastisk forklaring: Nordlys skabes af elektrisk ladet partikler fra solen, der rammer atmosfæren og afgiver energi. Dette sker ikke hver nat. Men der er gode muligheder for at opleve nordlys i løbet af rejsen. Især fordi I rejser langt mod nord til et område uden lysforurening fra storbyer overhovedet. Så når nattehimlen er mørk og klar, kig efter grønne, røde og til tider violette lysspor lavt over den nordlige horisont.

Island - Reykjavik by night

I dag flyver I fra Reykjavik til Constable Point i Grønland. Her ligger ekspeditionsskibet klar til afgang, og inden længe står I til søs og vugger stille og roligt ud gennem Grønlands fjorde. Forude ligger kun vild og uberørt natur. Disse farvande er kendt for sin store bestand af hvaler. Pukkelhval, vågehval, finhval, kaskelotter og sågar den største af alle hvalarter, blåhvalen, boltrer sig i havet omkring Grønland. Det samme gør delfiner, sæler og til tider spækhuggere. Der er naturligvis ingen garanti for at se hvaler. Men det er værd at finde en god plads på dækket og nyde udsigten over havet – og hvem ved, om I har heldet med jer. Fugleinteresserede bør heller ikke lægge kikkerten for langt væk, for der er gode chancer for at se eksempelvis rider, suler, lomvier, mallelukker og alker over de kommende dage.

Grønland og Island-Polar - Pukkelhval

Dagen bruges på at udforske Alpefjorden, der byder på storslåede landskaber og et rigt dyrelivet. Gummibådene sættes også i vandet, så du kan sejle mellem de mange isbjerge i alle tænkelige former og størrelser, der ofte fylder fjorden. Hold også udkig efter polarræve og moskusokser, der lever i dette område.

Ocean nova-grønland-SONY DSC

Noget af det første I bemærker i Arktis er den vidunderlige friske luft, der fylder lungerne. Det næste er lyset. Lyset i Arktis er helt unikt, og på solrige dage kan luften være så klar, at selv de fjerneste horisonter står tydeligt frem. Dette gør det særdeles svært at bedømme afstande, og bjerge kan synes meget tættere på, end de i virkeligheden er. I disse egne præges landskabet af smukke bjerge i alverdens farver, og snart dukker den massive Waltershausen gletsjer op i horisonten. Gletsjeren blev opkaldt efter den tyske opdagelsesrejsende, Baron Wolfgang Sartorius von Waltershausen, i 1869 efter hans forsøg på at nå til Nordpolen via Østgrønland.

Grønland_Gletsjer_21870946

Langsomt bevæger skibet sig fra fjord til fjord, og undervejs bliver der god tid til landgange med gummibåde. Det er isen og vejrforholdene, der bestemmer, hvor I går i land. Men kaptajnen kender disse farvande ud og ind, og han vil naturligvis sørge for, at I får mest mulig ud af dette storslåede naturområde. Undervejs vil skibets eksperter holde flere spændende forelæsninger om Grønland og den grønlandske natur. Disse forelæsninger er både spændende og underholdende, og giver jer en dybere forståelse af de områder, I sejler igennem.
I dag går turen til Blomsterbugten, som er hjemsted for nogle smukke og farvestrålende klipper. Disse kan nydes på afstand, eller for dem, som har lyst kan en vandretur måske lade sig gøre. Senere går turen til Renbugten, som har fået sit navn efter de 12 rensdyr, der blev set på den første ekspedition i området. Endnu et storslået sted venter jer her, og hold øje med de små sneharer, da de holder til i området.

Ocean Nova Gangway-grønland

I vågner til endnu en rolig og frisk arktisk morgen, klar til en ny dag. Ella Island er et sandt vandreparadis! Et naturskønt område fyldt med rå klippeformationer og himmelblå isbjerge, og du har i dag mulighed for at tage med på en vandretur til toppen af Ella Island. Det er en hård tur. Men udsigten fra toppen er alle anstrengelserne værd.  Endnu engang er det om at spejde efter dyrelivet. Polarrævene er altid på udkig efter noget at spise, inden den arktiske vinter sætter ind, og moskusokser ses af og til græsse på den vidtstrakte tundra.

Moskusokser i Grønland

I sejler nu ind i verdens største, længste og, ifølge nogen, smukkeste fjordsystem. Scorsbysund er et storslået syn med sine dramatiske bjerge, mægtige gletsjere og uberørte klippekyster. Rigtig mange isbjerge fødes i disse rå og tidløse landskaber, og påbegynder her deres lange sejlads over polarhavene. Langs disse kyster er der kun meget få tegn på menneskelig aktivitet. Her og der ses arkæologiske rester fra thule- og dorset-folket, mens nutidens beboere primært holder til i Ittoqqortoormiit, der er et af de nordligste samfund på Grønlands østkyst. I besøger Ittoqqortoormiit, hvor lokale guider viser rundt i byen og fortælle om livet i denne fjerne udpost. Det er svært at forestille sig et sted ret meget længere væk fra alting. Men ikke desto mindre byder byen på moderne faciliteter, I ikke har set i dagevis. Det er for eksempel muligt at sende post hjem og købe souvenirs lavet af lokale kunstnere. Byen har også en køn lille kirke og et museum omgivet af traditionelle huse malet i stærke farver, der står i skærende kontrast til landskabernes brune, hvide og blå nuancer. Med lidt held inviteres I til at se en hundeslædedemonstration samt besøge ”kvindernes hus”, hvor kunsthåndværk bliver fremstillet, og skinnene fra skudte dyr hænger til tørre. Til trods for at de lokale inuitter lever af jagt, er området omkring byen særdeles rigt på moskusokser og sæler. Sågar isbjørne ses i sjældne tilfælde nær byen.

Sam Crimmin-Grønland-vandre

Fra Ittoqqortoormiit fortsætter i dybere ind i Scoresbysund, hvor isbjerge på størrelse med huse flyder tæt forbi båden, og levn fra thule-folket er de eneste tegn på menneskehedens eksistens. Thule-folket er forfædre til alle moderne inuitter i Canada og Grønland. De kom over Beringstrædet østfra omkring 500 e. Kr. og bredte sig dernæst vestover til Grønland, hvor de levede af at fiske og jage. Thule-folket eksisterer ikke længere. Men rester af deres bopladser samt bunker af hvalknogler og andre efterladenskaber ligger stadig spredt rundt i landskabet.

Også i Scorsbysund er det isen og vejret, der afgør både rute og aktiviteter. Men I kan roligt se frem til et spændende og varieret program i storslåede omgivelser. Sandsynligvis vil kaptajnen føre jer mod Sydkap og Øfjord, der domineres af stejle klippesider og gigantiske isbjerge, der kan blive over 100 meter høje og 1 kilometer lange. Det bedste udsyn fås fra båden, der krydser ind og ud mellem de frosne kæmper.

I dag ankommer I til lufthavnen ved Constable Point, og turen går atter mod Island. Her indlogeres i på jeres hotel i Reykjavik, hvorefter resten af dagen er til fri disposition.

Island - Vinter solskin over Reykjavik

Nyd den sidste morgen i Reykjavik, inden I vender næsen mod Danmark igen. I kan dog også vælge at tilbringe nogle ekstra nætter på Island og opleve alt hvad den fantastiske ø har at tilbyde.

Hvem kan klare turen
Østgrønland er et af klodens fjerneste og mest utilgængelige steder. Men på et krydstogt som dette vil langt de fleste kunne være med. I bor og spiser under gode forhold på båden, og udflugterne foregår primært i gummibåde. Derfor er det nødvendigt, at I er i stand til at komme ind og ud af gummibådene. Der er også en del muligheder for vandreture i løbet af rejsen. Disse er tilrettelagte, så alle i almindelig god form kan være med. I er naturligvis også altid velkomne til at blive på båden eller tage kortere vandreture i land.

Klimaet og påklædning
Østgrønland har et typisk polarklima med lavt nedbør og hurtige vejrskift. Sne og frost kan forekomme året rundt. Men temperaturerne i sommerhalvåret er typisk højere, end de fleste forestiller sig. Varmt, vindtæt og vandskyende tøj er vigtigt. Også om sommeren. Men det er ikke nødvendigt at investere i en fuld ekspeditionsudrustning, hvis du besøger Østgrønland om sommeren eller i det tidlige efterår.

I rejser om efteråret, hvor tundraen er dækket af flammende gule, røde og brune nuancer. På dette tidspunkt af året vil I både opleve nat og dag. Det er der flere fordele ved. Ikke blot oplever I de grønlandske landskaber ligge badet i aftensolens gyldne skær. I har også rigtig gode chancer for at opleve nordlyset danse på nattehimlen. Chancerne bliver kun forstærket ved at I rejser så langt mod nord og langt væk fra menneskeskabte lyskilder.

Ekspeditionsskibene
På denne rejse bruges ekspeditionsskibet:

Ocean Nova – klik her for at læse mere

Her er tale om et komfortabelt og relativt lille ekspeditionsskib, hvilket sikrer en tættere oplevelse af naturen. Maden er god, men der vil ikke være samme udvalg som på krydstogtsskibe i mere besøgte farvande. Det samme gælder underholdningen om bord. Her er ingen klatrevæg, minigolfbane eller kabaretshow. Derimod er alle aktiviteter nøje tilrettelagt, så man får mest muligt ud af de storslåede og øde naturområder, skibet passerer igennem.

Eventyrånd og et fleksibelt program
Udover komforten har ikke meget ændret sig langs Grønlands vilde østkyst, siden legendariske opdagelsesrejsende udforskede disse tyndt befolkede fjorde. Rejser i disse farvande er stadig afhængige af vejr, vind og isforhold. Derfor vil programmet variere fra tur til tur, og det er ikke muligt på forhånd at sige, præcis, hvor I kommer i land. Skibets eksperter vil naturligvis gøre alt for, at I får den bedst mulige oplevelse under de givne forhold. Denne uforudsigelighed bidrager kun til eventyrånden om bord og sikrer, at ikke to ekspeditioner til Grønland er ens.

Ekstra aktiviteter
Mod et ekstra gebyr er det muligt at fuldende oplevelsen med sejlture i kajak mellem isbjergene. Skibet har kun et begrænset antal kajakker om bord, så det er vigtigt at bestille dette hjemmefra. Forhør venligst hos vores rejsekonsulenter om denne mulighed.

Sprog
Bemærk venligst, at alle guider om bord er engelsktalende. Der er ikke dansktalende guider med på rejsen.

Mere end 20 års erfaring i polarkrydstogter
MarcoPolo samarbejder med Quark Expeditions, der i mere end 20 år har været blandt verdens førende udbydere af polarkrydstogter til klodens mest ufremkommelige egne. Vi viser kun et lille udvalg af Quarks ekspeditioner på vores hjemmeside, men I kan se mange flere på Quarks hjemmeside. Se mere her.

 

Priseksempel

Inkluderet i prisen
  • Flyrejse København til Reykjavik og retur
  • Flyrejse til og fra Akureyri
  • Lufthavnsskatter og –afgifter
  • 1 x overnatning i Reykjavik inkl. morgenmad inden turens start
  • Transfer fra hotel til lufthavnen
  • Transfer til og fra skibet
  • Transfer fra indenrigslufthavn i Reykjavik til midtbyen
  • Krydstogt til Østgrønland i Twin Bridge kahyt
  • Helpension under krydstogtet
  • Varme drikke under hele krydstogtet
  • Erfarne engelsktalende ekspeditionsledere og guider
  • Alle udflugter samt landgange under krydstogtet
  • Forelæsninger, film og andre aktiviteter om bord udført af skibets engelsktalende polareksperter
  • En varm skaljakke, som du må beholde bagefter
  • Lån af vandtætte ekspeditionsstøvler ved landgange
  • Evakueringsforsikring på op til US$100.000
  • Havneskatter
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden
Ikke inkluderet i prisen
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum, hvis påkrævet
  • Måltider og drikkevarer ud over de nævnte
  • Personlige udgifter og drikkepenge

Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges, hvis du ønsker det. Kontakt en af vores dygtige rejsekonsulenter og få et tilbud på din unikke rejse.

Er der flere eller færre rejsedeltagere på din rejse? Intet problem. Vi laver altid rejsen unikt til dig, så rejsen kan fuldstændig tilpasses dine ønsker og behov.  Kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send os en forespørgsel. Så laver vi et uforpligtende tilbud til dig.

70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel
Pris pr. person i delt dobbeltværelse
Rejseperiode
1 sep 2018 - 3 okt 2019
ved 2 voksne
fra 64.995 kr.
Skib
Ocean Nova (10 dages krydstogt)
70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Sådan bestiller du en rejse til Arktis

  • Kontakt os Kontakt os

    Ring til os på 70 12 03 03 , skriv en mail eller kom forbi vores kontor i Valby.

  • Dialog Dialog

    Tag en snak med vores rejsekonsulenter, der hjælper dig med at sammensætte din drømmerejse.

  • Du får et tilbud Du får et tilbud

    Rejsekonsulenten laver et tilbud på din rejse. Dette er naturligvis helt uforpligtende.

  • Rejsen bestilles Rejsen bestilles

    Dialogen fortsætter til rejsen til fulde opfylder dine ønsker. Først da bestilles rejsen.

  • Vi ordner det praktiske Vi ordner det praktiske

    Vi ordner alt det praktiske. Du skal bare pakke tasken og begynde at glæde dig.

Det siger kunderne

  • Fuldkommen ærlig
    Vigtigst af alt: Vores konsulent er fuldkommen ærlig. Man føler sig tryg i planlægningen af rejsen.
  • Fuld tilfredshed
    Fuld tilfredshed. Vi er trofaste og tilfredse kunder igennem 20 år!
  • Vil afsted igen
    Det er helt bestemt ikke sidste gang, vi vil rejse med MarcoPolo. Vi giver vores bedste anbefaling til MarcoPolos dygtige rejsekonsulenter.

Lad os give et tilbud på dit eventyr til Arktis

Vi kender de skønneste steder i Arktis og jagter hele tiden autentiske oplevelser til favorable priser. Ring til os på 70 12 03 03 og lad os snakke om dit næste eventyr. Du kan også booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Inspiration

Du kan få mere inspiration til dine rejser i disse artikler.
Snak med en, der har været der Få et tilbud på din unikke rejse

og få et tilbud på din unikke rejse 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.

Få et uforpligtende tilbud

70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel