Australiens vestkyst i bil fra Perth til Broome

Turen langs Australiens vestkyst i bil fra Perth til Broome er et af Australiens helt store eventyr. Det er en fantastisk rejse gennem storslåede ørkenlandskaber, afsidesliggende byer og langs kridhvide strande, der mødes af Det Indiske Oceans varme, turkisblå vand. Oplev mystiske klipper rejse sig fra ørkensandet i Nambung National Park, og udforsk dyrelivet og dramatiske kløfter i Kalbarri National Park. Hils på vilde delfiner ved Shark Bay, besøg ubeboede tropeøer, og svøm med hvaler, hvalhajer, rokker og tusindvis af farvestrålende fisk ved Australiens ukendte koralrev Ningaloo Reef. Dette er blot nogle få af højdepunkterne på dette episke kør-selv-eventyr, hvor I for alvor oplever de store afstande, de vidtstrakte landskaber og den enorme variation af dyreliv, der gør Australien så fantastisk.

70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Dagsprogram

Bilen afhentes i Perth fra morgenstunden, og inden længe triller I nordpå langs kysten. Det er en længere køretur til Geraldton, men store naturoplevelser venter allerede i dag. I kan eventuelt vælge at gøre holdt i Yanchap National Park lige nord for Perth, der er hjem for både kænguruer, kookaburras og koalaer. Men sørg for at gemme rigeligt med tid til Pinnacles i Nambung National Park, hvor tusindvis af orange kalkstensklipper hæver sig op af ørkensandet og skaber et af Australiens mest forunderlige landskaber. Nogle formationer er ganske små, mens andre er op til fem meter høje. En fin grusvej fører gennem landskabet, men det er værd at parkere bilen og gå en lille tur for rigtigt at fornemme dette unikke sted.

Fortsæt nordpå mod Geraldton. Eventuelt med et kort stop for at se de historiske stenbygninger i Greenough. Geraldton er berømt for sine milde vintre og solrige klima. Vindsurfere kommer for at prøve kræfter med havet, naturelskere nyder forårets mange vilde blomster, mens fiskere håber på den helt store fangst. Alt dette har gjort byen til et af Vestaustraliens mest populære feriesteder, og det er uden tvivl et behageligt sted at tilbringe natten.

Distance: ca. 500 km.

Australien - Vest - Pinnacles

Turen forsætter nordpå mod Kalbarri. Det er ikke nogen lang tur. Men godt for det, for så har I god tid til at udforske Kalbarri National Parks solbagte sandstenslandskaber, dramatiske kløfter og rustrøde klippeformationer. Dyrelivet er lige så fantastisk som landskaberne. Mere end 200 fuglearter holder til i området fra juli til november, og de er langt fra alene i de vidtstrakte ørkenlandskaber. Der findes flere gode udsigtspunkter i nationalparken, der også indbyder til vandreture i den rå natur. En anden mulighed er at leje en kano eller en kajak og udforske Murchison River, eller tage en af de mange organiserede ture, der lade jer opleve området på forskellig vis. Aftenen tilbringes i den fine lille kystby Kalbarri, der ligger nær øde strande ved udløbet af Murchison River.

Distance: ca. 175 km.

Australien - Vestaustralien - Kalbarri National Park

Flere naturoplevelser venter længere nordpå, når I besøger forunderlige Shark Bay. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvad der gør dette område så specielt. For mange af Shark Bays attraktioner gemmer sig lige under vandskorpen. Saltindholdet i nogle dele af bugten er ualmindeligt højt, hvilket skaber et specielt økosystem. Andre steder dækker skove af søgræs bunden, hvor søkøer, delfiner, havskildpadder, tigerhajer og andre dyr søger føde. Endnu andre steder har kolonier af mikroorganismer skabt forsteninger (stromatolitter), der fortæller om jordens udvikling for flere milliarder år siden. Denne unikke natur har sikret området en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Også historisk har området spillet en central rolle. Det var nemlig her en hollandsk opdagelsesrejsende ved navn Dirk Hartog kastede anker ved en lille ø i 1616 og blev den første kendte europæer på australsk jord.

Shark Bay er et stort område. Men vi anbefaler, at I besøger stromatolitterne ved Hamelin Pool og oplever den 110 km lange Shell Beach, der består af milliarder af små, hvide skaller. Nyd også udsigten fra Eagle Bluff, og kig forbi Shark Bay World Heritage Discovery Centre, inden turen fortsætter det sidste lille stykke til hotellet i Monkey Mia. På vejen kan I eventuelt vaske rejsestøvet af ved stranden i Denham, der er Australiens vestligste by.

Distance: ca. 400 km.

Australien - Vest - Shark Bay - Emu på stranden

Morgenen starter med en ganske særlig oplevelse. Hver morgen kommer en flok vilde delfiner helt ind til stranden ved Monkey Mia for at blive fodret og hilse på de fremmødte tilskuere. Dette sker ikke ret mange andre steder i verden, så mødet er en sjælden mulighed for at komme tæt på disse intelligente og charmerende væsener. I kan også besøge en lokal perlefarm, lære om områdets oprindelige befolkning og udforske mere af Shark Bays unikke natur, inden turen fortsætter nordpå mod Carnarvon. Byen er ikke ret stor, men Carnarvon er et vigtigt kommercielt knudepunkt langs vestkysten. Så dette er et godt sted at købe forsyninger til de kommende dages oplevelser.

Distance: ca. 350 km.

Australien - Vestaustralien - Shark Bay - Delfin - Monkey Mia

Fortsæt nordpå mod Minilya Roadhouse hvor en mindre vej drejer af mod en af Australiens bedst bevarede hemmeligheder: Koralrevet Ningaloo Reef. Revet er mindre end verdensberømte Great Barrier Reef langs Australiens østkyst. Men dyrelivet, koralerne og snorklemulighederne ved Ningaloo Reef er fuldt på højde med Great Barrier Reef. Her er blot langt færre turister, og revet ligger meget tættere på land. Dagens mål er den lille strandby Coral Bay i den sydlige ende af Ningaloo Marine Park. Det er et lille sted bestående af blot en enkelt gade. Men omgivelserne er i verdensklasse. Strandene er aldrig langt væk, vandet er dejlig varmt i det solrige klima, og I kan snorkle direkte fra kysten. Desuden er byen et godt udgangspunkt for udflugter til både revet og Cape Range National Park.

Distance: ca. 250 km.

Australien - Vestaustralien - Coral Bay

Du har hele dagen til at slappe af på de lækre strande omkring Coral Bay eller udforske Ningaloo Reef på en snorkletur. Foruden et mylder af farvestrålende koraler og fisk i alle tænkelige faconer og nuancer, er revet hjem for et væld af andre havdyr. Havskildpadder søger føde mellem koralerne, og søkøer holder til på det lave vand. Hvaler migrerer langs kysten fra juli til november, og store flokke af rokker er et relativt almindeligt syn fra maj til november. Fra april til juli har I tilmed en sjælden mulighed for at svømme med hvalhajer. Hvalhajen er verdens største fisk, og det er en ubeskrivelig følelse at svømme rundt i vandet sammen med disse kæmpestore fisk, der kan blive lige så store som en bybus. Heldigvis er de fuldstændig ufarlige, og ofte lader de snorklere komme forbavsende tæt på. Helt andre oplevelser venter i afsidesliggende Cape Range National Park, der byder på dramatiske ørkenkløfter, et rigt dyreliv og øde strande langs kysten.

Australien - Ningaloo Reef - Hvalhaj

I dag venter en længere køretur nordpå mod Karratha. Så fyld kaffekoppen, indstil radioen, og begiv jer videre nordpå gennem de endeløse rustrøde ørkenlandskaber. Undergrunden i denne del af landet er rig på jern, gas og mineraler, der udvindes i enorme miner. Karratha startede da også som en mineby, men med tiden er byen blevet et vigtigt kommercielt knudepunkt i Pilbara-regionen. Karratha i sig selv har ikke mange attraktioner at byde på. Men det er et fint sted at stoppe for natten, og ud for kysten lokker de afsidesliggende øgrupper Montebello og Dampier med rigt dyreliv. Øerne kan besøges på en organiseret tur fra den nærliggende havneby Dampier.

Distance: ca. 600 km.

Australien - Road Train

Overvej eventuelt en omvej til den sjældent besøgte Millstream-Chichester National Park, inden turen fortsætter nordpå gennem øde ørkenlandskaber til historiske Roebourne. Roebourne var tidligere det administrative centrum for området, og adskillige fine bygninger pryder stadig byen. Men Roebourne overskygges i dag af andre byer, og indbyggertallet er faldet til mindre end 1.500. Port Hedland har mere vind i sejlene. Det er her jernmalm fra Pilbara-områdets enorme miner udskibes. Det kan blive meget varmt på disse kanter henover sommeren. Den lille by Marble Bar nær Port Hedland oplevede i 1924 en periode på ikke mindre end 161 dage, hvor temperaturen aldrig faldt under 37,8 grader! Heller ikke om natten. Heldigvis er temperaturene mere behagelige i vinterhalvåret.

Distance: ca. 250 km.

Australien - Millstream Chichester National Park - Jirndawurrunha Pool

En af de mest fascinerende ting ved at køre langs Australiens vestkyst er de store afstande. Her er der langt mellem byerne, og menneskelig aktivitet fylder uendelig lidt i de åbne, vilde landskaber. Det oplever I også i dag på køreturen fra Port Hedland til Broome. Turen er lang, så det er en god ide med en tidlig start. Ruten fører jer ad Great Northern Highway, der løber parallelt med Det Indiske Ocean og 80 Miles Beach. Broome er uden tvivl blandt de mest populære byer langs vestkysten – og det med god grund. Byen blev grundlagt af perlefiskere i 1880’erne, og i årtier leverede Broome omkring 80% af verdens perlemor. I dag er det dog helt andre ting, der lokker folk til denne ekstremt afsidesliggende by. Strandene omkring Broome strækker sig i det uendelige, det turkisblå vand er dejligt varmt året rundt, og inde i landet venter storslåede urgamle eroderede ørkenlandskaber på at blive udforsket. Denne kombination tiltrækker eventurer, kunstnere og rejsende, der giver Broome en energi og stemning, man ikke finder i andre byer langs kysten.

Distance: ca. 625 km.

Australien - Dyr - Agile Wallaby

Hele dagen er fri til at nyde Broome, de fantastiske omgivelser samt den 22 km lange Cable Beach. Hvordan I vælger at bruge dagen er helt op til jer. Men sørg for at være klar til at nyde den legendariske solnedgang fra stranden. Eksempelvis fra ryggen af en kamel.

Australien - Broome - Kameler - Solnedgang - strand

Nyd en sidste dag i Broome, inden turen går med fly tilbage mod Danmark eller til andre dele af Australien. I kan vælge at aflevere bilen i løbet af dagen, hvis det passer bedst. Men I har faktisk bilen helt til i morgen. Sørg dog for at aflevere bilen på udlejningskontoret inden det klokkeslæt, hvor du hentede den på dag 1 for at undgå ekstragebyrer.

Har I mod på flere eventyr, er det i høj grad værd forlænge rejsen og fortsætte hele vejen til Darwin. En tur, der tager jer gennem nogle af de mest øde, storslåede og spændende områder af Australien. Læs mere – klik her. 

Lad os give et tilbud på dit eventyr til Perth

Vi kender de skønneste steder i Perth og jagter hele tiden autentiske oplevelser til favorable priser. Ring til os på 70 12 03 03 og lad os snakke om dit næste eventyr. Du kan også booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Priseksempel

Inkluderet i prisen
  • 10 overnatninger på hotel
  • 11 dages billeje inklusiv fri km, lovpligtig ansvarsforsikring, ingen selvrisioko, gps og detaljeret rutebeskrivelse

Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges, hvis du ønsker det. Kontakt en af vores dygtige rejsekonsulenter og få et tilbud på din unikke rejse.

Er der flere eller færre rejsedeltagere på din rejse? Intet problem. Vi laver altid rejsen unikt til dig, så rejsen kan fuldstændig tilpasses dine ønsker og behov.  Kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send os en forespørgsel. Så laver vi et uforpligtende tilbud til dig.

70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel
70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Se lignende rejser

Inspiration

Du kan få mere inspiration til dine rejser i disse artikler.
Snak med en, der har været der Få et tilbud på din unikke rejse

og få et tilbud på din unikke rejse 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.

Få et uforpligtende tilbud
70 12 03 03 Book et møde Send rejseforespørgsel