Rejser til Hawaii: Vulkaner, strandferie og enestående natur

En rejse til Hawaii  er et møde med et ægte tropisk paradis.

I det centrale Stillehav ligger nitten vulkanske øer. Hver især byder de på unikke kultur- og naturoplevelser. Tilsammen udgør de brikkerne i en eventyrlig mosaik; det tropiske ferieparadis Hawaii.

Højt fra en skyfri himmel bager solen ned over hvide sandstrande. Forude inviterer brusende bølger til en ridetur på deres skinnende rygge. Skift surfbrættet ud med snorkel og dyk ned blandt farvestrålende koralrev. Snør støvlerne og tag på vandretur forbi vulkaner gennem lavaørkener til kaffeplantager og tågeskove. Sejl i båd ad en jungleflod og oplev smukke vandfald. Prøv kræfter med skovklædte bjergsider på mountainbike. Sigt og slå en hole-in-one og forkæl jer selv med middag på en anmelderrost restaurant.

Hos MarcoPolo skræddersyr vi rejser til Hawaii efter jeres drømme. Herunder kan I se, hvordan Hawaiis brede vifte af oplevelser fordeler sig på udvalgte øer. Hvilke brikker udgør jeres ferieparadis? Vi glæder os til tilrettelægge jeres Hawaii rejse.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat

Rejseforslag

Hos MarcoPolo får du:

  • Erfaring

    Mere end 35 års erfaring i eventyrlige luksusrejser

  • Flexibilitet

    Din rejse sammensættes efter dine unikke ønsker

  • Rådgivning

    Fra Danmarks bedste rejsekonsulenter

  • Viden

    Vi kender rejsemålene og hotellerne indgående

  • Spar tid

    Spar tid og lad os ordne det praktiske

  • Sikkerhed

    Vi er der for dig. Både før, under og efter rejsen

Oahu

Med navne som Pearl Harbor, Waikiki Beach og Honolulu er Oahu for mange indbegrebet af Hawaii. Solelskere strømmer hertil for at nyde de dejlige strande, surfere fra hele verden drømmer om at prøve kræfter med nordkystens enorme bølger, og dykkere og snorklere begejstres over de fantastiske koralrev, hvor der lever fisk i alle størrelser og faconer. Det var Oahu, der satte Hawaii på verdenskortet, og øen er stadig blandt de mest populære i ø-gruppen.

Oahu er hjem for ¾ af alle Hawaiis indbyggere, og øen har udviklet sig til at være meget mere end den perfekte tropedrøm. Intet andet sted i øgruppen finder I samme udbud af restauranter, butikker og aktiviteter som her.

Spis dampende varm nudelsuppe i Honolulus China Town, shop i hippe designerbutikker, se traditionelle Hawaii-bands optræde iført blomstrede skjorter, eller bliv klogere på historien og tragedierne ved angrebet på Pearl Harbor.

På Oahu er der dog også mulighed for at nyde en smuk solnedgang i fred og ro eller finde mennesketomme strande i afsidesliggende bugte.

Hawaii Island

Det er svært ikke at forelske sig hovedkulds i Hawaii Island, der er mere end dobbelt så stor som alle de øvrige Hawaii øer til sammen. Også landskaberne er større og mere dramatiske.

I finder smukke kyststrækninger, frodige, grønklædte bjergskråninger, sneklædte bjergtoppe og rå vulkanske lavamarker, hvor strømme af rødglødende lava skabt imponerende landskaber i surrealistiske former. Hawaii Island har det hele.

Øen tilbyder også en lang række aktiviteter til vands, såsom kajakture i de fredfyldte bugter, dykning og snorkling i verdensklasse og dybhavsfiskeri.

Fra januar til marts kommer omkring 10.000 pukkelhvaler til disse varme farvande for at yngle, og er der hvaler i området tilbydes hvalsafarier, der lader jer komme tæt på havets godmodige kæmper.

På land er mulighederne næsten endnu større. Udforsk de skovklædte bjergsider på mountainbike, eller tag en runde på en af øens mere end 20 golfbaner. Gå under jorden i seks af verdens 10 længste lava tunneller, eller arranger en ridetur mellem cowboys og kvægfarme nær Waimea.

Vandremulighederne er også fantastiske. Ruterne tager jer for eksempel forbi aktive vulkankratre, gennem lavaørkener og over åbne græssletter til prisvindende kaffeplantager og mystiske tågeskove.

Også kulturelt er øen særdeles rig. Dette var det første sted i ø-gruppen, polynesierne slog sig ned og formede, hvad der skulle blive Hawaiis oprindelige kultur. Besøg for eksempel Pu’uhonua o Honaunau National Historical Park, og lær om frygtindgydende guder, stolte krigere på flugt og det komplekse kapu-system, der gennemsyrede den oprindelige hawaiianske kultur.

Maui

Strandene på Maui er blandt ø-gruppens bedste. Når I har fået nok af at snorkle, udforske korallerne under havets overflade eller prøve kræfter med surfing på de legendariske bølger, kan I snøre vandrestøvlerne og tage på flere eventyr i de vulkanske månelandskaber i Haleakala National Park.

I øens frodige skove venter vandfald og naturlige bassiner, der indbyder til en svalende dukkert, og i Iao Valley skyder dramatiske bjergtinder op fra dalbunden. Dyrelivet på Maui er også rigt. Ikke mindst i vinterhalvåret når havene omkring øen er fyldt med pukkelhvaler.

Afslut jeres eventyrspækkede dage på nogle af øens berømte restauranter, som bliver rost til skyerne af gourmetelskere fra hele verden.

Kauai

Trods Kauai begrænsede størrelse, er der stor forskel på de forskellige dele af øen. Langs kysten findes mange små kystbyer og glimrende strande, og det er let at tage bilen og besøge strandene på sydkysten eller nordkysten, hvis I skulle have lyst til det. Flere steder rundt om på øen er det desuden muligt at udforske kysterne i havkajak, iført maske og snorkel eller fra et surfbræt på nogle af de bedste bølger i hele Hawaii.

Det er dog inde i landet, at Kauai for alvor viser sin pragt frem. Aller tydeligst opleves den ved øens mest storslåede naturfænomener; Fern Grotto, Na Pali-kysten og Waimea Canyon. Førstnævnte kan nås med båd ad en jungleflod, der snor sig som en blå slange gennem de evigt grønne landskaber. Na Pali kystens regnskovsklædte klipper derimod nydes bedst til fods.

Waimea Canyon er Kauais mest storslåede landskab. En kolossal tropisk kløft med rødlige, eroderede klippefremspring og brusende vandflad. Øens ufattelige frodighed skyldes en unik kombination af regn og sol. De indre dele af øen modtager store mængder vand, mens kysterne får langt mindre. Heldigvis varer regnen sjældent ret længe.

Snak Hawaii med os - tættere på dit eventyr

Karin Rasmussen deler din rejselyst og kender de skønneste steder i verdens afkroge. Det er op til dig, om vi skal arrangere rejsen sammen med dig, for dig eller om du blot ønsker inspiration og rådgivning. Tøv ikke med at booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde
Brug for rådgivning?

Vores eksperter sidder klar ved telefonen 70 12 03 03


70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel