70 12 03 03
Åben:

Broome til Darwin i firehjulstrækker

Turen i firehjulstrækker fra Broome til Darwin er et af Australiens helt store eventyr. Ruten fører jer tværs gennem Kimberley, der hører til de mest storslåede og utilgængelige hjørner af Vestaustralien. Et gigantisk område med gamle baobabtræer, højt til himlen og et rigt dyreliv. I millioner af år har store floder skåret sig gennem de tørre landskaber og dannet små afsidesliggende oaser med indbydende vandhuller omgivet af tropisk bevoksning mellem de tørre røde klipper. Der noget magisk og tidløst over Kimberleys uendelige vidder. Vægmalerier fra tidernes morgen fortæller om fortidens kulturer. Men udover spredte kvægfarme og støvede hjulspor, fylder mennesket stadig uendelig lidt i de vidtstrakte, solbagte ørkenlandskaber.

Turen fører jer ad den afsidesliggende bagvej Gibb River Road tværs gennem Kimberleys til Katherine Gorge og det verdensberømte vådområde Kakadu, inden rejsen slutter i Darwin. Undervejs bor I blandt andet på en aktiv kvægfarm, i et luksustelt samt på et hotel formet som en krokodille.

Dagsprogram

Dag 1: Broome til Mt. Hart

 Broome til Mt. Hart

Et ægte eventyr venter jer, når I forlader Broome fra morgenstunden med kurs mod Mt. Hart. Det er en længere køretur, så I har god tid til at vænne jer til firehjulstrækkeren. Vejen er god det første stykke, med ved Derby drejer I ind på den afsidesliggende rute kendt som Gibb River Road. Vejen blev oprindeligt anlagt for at transportere kvæg fra de isolerede kvægfarme til havnene i Derby og Wyndham. Men i dag tiltrækker den først og fremmest besøgende, der ønsker at opleve Australiens natur fra sin vildeste og mest uberørte side. Det har altid været en hård tur, og det er det stadig. Ruten er kun asfalteret på nogle strækninger, mens resten består af hullet grusvej, der kan blive fuldstændig ufremkommelig efter et kraftigt regnskyl. Derfor er vejen kun åben i tørtiden fra maj til oktober.

Dagens mål er Mt. Hart Wilderness Lodge, der tidligere fungerede som kvægfarm med et jordområde, der var et godt stykke større end Fyn. I dag er en stor del af jorden inkorporeret i naturområdet King Leopold Range Conservation Park, hvis dramatiske kløfter, røde klippelandskaber og brusende vandfald I udforsker denne eftermiddag på en selvguidet gåtur. Husk badetøjet, hvis I skulle blive fristet til en svømmetur i en af de tillokkende naturlige swimmingpools.

Distance: ca. 475 km.

Dag 2: Mt. Hart til Mt. Elizabeth Station

 Mt. Hart til Mt. Elizabeth Station

Nyd en stille og rolig morgen i de smukke omgivelser, inden støvede Gibb River Road fører jer dybere ind i Kimberleys ødemark. Turen til Mt. Elizabeth Station tager ca. 3,5 til 4 timer. Men der er mange gode stop på vejen. Tag eksempelvis en omvej til Bell Gorge, hvor floden har skåret sig gennem de rå klipper og skabt en række vandfald og naturlige swimmingpools. Du kan også vaske rejsestøvet af i Galvans Gorge, der foruden sit indbydende vandhul nær vejen også gemmer på spændende og sjældent besøgte klippemalerier. Vejen fortsætter mod Barnet River Gorge gennem et landskab med uendelige vidder, røde klipper og spredte baobabtræer, der på forunderlig vis formår at overleve i de solbagte ørkenlandskaber. Husk at fylde benzin på ved Mt. Barnett Roadhouse, inden I fortsætter til Mt. Elizabeth Station, natten tilbringes på en ægte aktiv kvægfarm.

Distance: ca. 225 km.

Dag 3: Mt. Elizabeth til El Questro

 Mt. Elizabeth til El Questro

Flere storslåede landskaber venter i dag, når I bevæger jer gennem hjertet af Kimberley mod El Questro. Filmen ”Australia – The Movie” fra 2008 giver et indblik i livet på kvægfarme i den australske bush. Men sådanne Cattle Stations, som de kaldes lokalt, hører ikke blot fortiden til. Mange steder arbejder de dygtige Jackaroos (australske cowboys) endnu på traditionel vis og indfanger kvæget fra hesteryg. Andre steder bruges helikoptere og motorcykler i arbejdet, og nogle gårde har kombineret kvægdriften med turisme. El Questro Station, der er dagens mål, hører til den sidstnævnte kategori. Denne enorme kvægfarm ligger omgivet af vild natur i hjertet af Kimberley. En række scener til filmen blev optaget i dette område, der på smukkeste vis fanger ormådets rå og utæmmede skønhed. Vel fremme indlogeres I i lejren ved Emma Gorge, der består af store luksustelte med rigtige senge og eget toilet omgivet af vild natur.

Distance: ca. 330 km.

Dag 4: El Questro

 El Questro

I har en hel dag til at nyde dette storslåede hjørne af The Kimberley. Teltlejren ligger mellem palme- og pandaus-lunde omgivet af rustrøde klippelandskaber ved Emma Gorge Creek. Brug dagen på at udforske området. Eksempelvis med en gåtur langs det dramatiske sandstensplateau til et smukt vandhul med et vandfald, der indbyder til en svømmetur. Eller reserver plads på en af de mange guidede udflugter, der varierer fra vandreture og rideture til fuglesafari og ekspeditioner i firehjulstrækker. Et rigtig godt bud kunne være en sejltur gennem Chamberlain Gorge. Langs vandet vokser tropisk vegetation, og bag dette rejser lodrette klippesidder sig højt over floden. Roen i kløften er øredøvende, og det er vidunderligt blot at sidde stille i båden og se de uberørte landskaber glide tyst forbi. Flere steder langs vandet findes klippemalerier udført af områdets oprindelige beboere. Området kan kun nås med båd, så kun ganske få besøgende i Australien oplever dette afsidesliggende stykke natur. I er naturligvis også velkomne til at blive i lejren og nyde en stille og rolig dag omkring poolen efterfulgt af en god middag i den hyggelige restaurant, mens natten sænker sig over den australske outback.

Dag 5: El Questro til Kununurra

 El Questro til Kununurra

Fra El Questro fører Gibb River Road jer videre østpå, hvor I genforenes med hovedvejen til Kununurra. Efter adskillige dage i Kimberleys ødemark virker Kununurra næsten som en storby med sine ca. 6.000 indbyggere. Dette er et godt sted at købe forsyninger til de kommende dages eventyr. Men gem også tid til at udforske nærliggende Mirima National Park, der byder på eroderede landskaber og et rigt dyreliv. Eller bestig Kelly’s Knob Lookout, og nyd en fantastisk solnedgang.

Distance: ca. 125 km.

Dag 6: Kununurra til Katherine

 Kununurra til Katherine

I forlader nu Kimberleys og sætter kurs mod Katherine i Northern Territory. Men inden I krydser grænsen kan I overveje et stoppe ved Lake Argyle, der ligger som en spejlblank oase omgivet af lave, røde ørkenbjerge. På vejen passerer I også den lille by Timber Creek og sjældent besøgte Gregory National Park, hvis natur indikerer et tydeligt skift i landskaber. Kimberleys tørre landskaber ligger nu definitivt bag jer, og I begiver jer ind i en langt mere frodig verden. Dagens mål er Katherine, der er en travl lille by på hovedvejen mellem Adelaide og Darwin. Byen spillede en vigtig rolle i udforskningen af Northern Territory, men i dag er den bedst kendt som udgangspunkt for den spektakulære Katherine Gorge i Nitmiluk National Park. Natten tilbringes i byen, så I har aftenen til at lære denne fascinerende outback-by bedre at kende.

Distance: ca. 525 km.

Dag 7: Katherine til Kakadu National Park

 Katherine til Kakadu National Park

Det kan i høj grad anbefales at starte dagen med sejltur gennem den formidable Katherine Gorge, der ligger badet i det bløde morgenlys. Her rejser høje lodrette klippevægge sig på begge sider af floden og danner en serie på hele 13 dramatiske kløfter. Guiden om bord på båden vil fortælle om de fantastiske landskaber, dyrelivet samt områdets oprindelige befolkning. Fra Katherine går turen nordpå til Pine Creek, hvorfra I drejer af mod et af verdens helt store naturområder. Kakadu National Park er et gigantisk vildnis, der er næsten halvt så stort som Danmark. Naturen er storslået og varieret. Dyrelivet er fantastisk, og i mere end 40.000 år har den lokale aboriginalbefolkning malet scener fra deres mytologi på klipperne.

Aboriginalkulturen er stadig i høj grad til stede i Kakadu, der er et af de få steder i verden, der er indskrevet på UNESCO’s verdensarvsliste for både sin kultur og natur. Stop eventuelt ved det glimrende Bowali Visitor Centre, der giver en god introduktion til området og de mange muligheder. Hold også øje med dingoer, kænguruer og sågar vilde heste langs vejen. Fuglelivet er ligeledes rigt og foruden et væld af vadefugle, er der gode chancer for at se kakaduer og papegøjer i trækronerne. Denne aften overnatter I på et hotel, der er formet som en gigantisk krokodille.

Dagens distance ca. 325 km. Vær opmærksom på at mange veje er lukkede i regntiden fra november til april.

Dag 8: Kakadu National Park

 Kakadu National Park

I har hele dagen til at udforske dette fantastiske naturområde. En god måde at starte dagen kunne være en sejltur på Yellow Water Lagoon. Et væld af fugle holder som regel til omkring den billedskønne lagune, og det er ikke ualmindeligt at se kænguruer hoppe langs bredden. Men også langt større dyr lever her, og der er gode chancer for at opleve gigantiske saltvandskrokodiller lure i vandskorpen.

Tilbage på land er det værd at fortsætte til Ubirr og Noulangie Rock, hvis stenede landskaber skjuler nogle af de bedste aboriginal klippemalerier i hele Australien. Eventyrlystne kan snøre vandreskoene og gå fra Nourlangie til udsigtspunktet Gunwarddehwardde, hvorfra de belønnes med en fabelagtig udsigt over Kakadu. Udsigten fra Nadab nær Ubirr er lige så storslået. Eller udnyt bilens firehjulstræk, og kør mod de afsidesliggende vandfald Jim Jim Falls og Twin Falls. Det er ikke nogen let køretur, men belønningen er hele turen værd.

Dag 9: Kakadu til Darwin

 Kakadu til Darwin

Nyd formiddagen i Kakadu, inden turen lige så stille går mod Darwin og civilisationen. På vejen er der mulighed for at stoppe ved Fogg Dam og Window on the Wetlands Visitor Centre, hvor mange fugle holder til. Kig også forbi Bark Hut, hvis tørsten melder sig, og oplev en af de mest ikoniske og farverige pubber i Northern Territory. Turen slutter i Darwin, men det er i høj grad værd at blive en dag eller to for at opleve denne hyggelige statshovedstad. Overvej eventuelt en udflugt til Litchfield National Park, eller opleve den oprindelige kultur på de nærliggende øer med en aboriginal guide.

Har du mod på flere eventyr, kan denne ekspedition gennem Kimberleys forlænges med en 11 dages kør-selv tur langs Australiens vestkyst Perth til Boome. Klik her for at læse mere.

Pris pr. person

Broome til Darwin i firehjulstrækker - 9 dage fra 12.655 kr.

Inkluderet i prisen

  • 8 overnatninger på hotel
  • 9 dages 4WD billeje inklusiv fri km, lovpligtig ansvarsforsikring, gps og detaljeret rutebeskrivelse

Fraprisen er vejledende
Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Rejselængde og afrejsedato
Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Flere eller færre rejsedeltagere?
Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel

Kimberley
Turen foregår i en kraftig og veludstyret i firehjulstrækker, hvilket er nødvendigt på disse kanter. Mange veje er ikke asfalteret, og broer over floderne er ikke noget, man almindeligvis bruger. Kimberleys er stadig et af de vildeste og mest afsidesliggende steder i Australien, og det kræver fornuft og omtanke at færdes i. Heldigvis er I i gode hænder. Jeres køretøj er lavet til disse forhold, og I bor på gode hoteller undervejs. Derfor vil langt de fleste rejsende med eventyr i blodet sagtens kunne være med. Også selvom man ikke tidligere har begivet sig ud på sådanne ekspeditioner – og der er ingen tvivl om, at Kimberley er en oplevelse for livet.

Lignende rejser


Caribisk strandperle på Cuba

Caribisk strandperle på Cuba

Trænger I til at komme væk? En uge i varmen hvor I kan lade jer forkæle i eksotiske omgivelser ved en af Cubas bedste strande? Så er en rejse til Cuba og Memories Jibacoa stedet for jer.

LÆS MERE

9 dage fra 16.350 kr.

Romantik på La Flora Khao Lak

Romantik på La Flora Khao Lak

Det prisvindende La Flora Resort & Spa er rammen om denne luksuriøse badeferie, hvor I indlogeres i en lækker villa med havudsigt blot et stenkast fra Andamanhavets krystalklare vand. Inkluderet er også en spa-behandling, et madlavningskursus og en lækker middag på stranden.

LÆS MERE

10 dage fra 15.995 kr.

Forkælelse og oplevelser i det sydlige Vietnam

Forkælelse og oplevelser i det sydlige Vietnam

Vietnam med oplevelser og forkælelse for alle sanser. Vi har kombineret tre af vores Sydvietnamesiske favoritter til små to ugers oplevelser og forkælelse. Gennemført luksus til menneskelige priser.

LÆS MERE

12 dage fra 16.595 kr.

Bestil tilbud