Sydindiens højdepunkter

Du glider roligt gennem Keralas labyrint af floder i en velindrettet husbåd. Undervejs passerer du huse med små haver, frodige kokosplantager, hvidkalkede kirker og farverige hindutempler, inden du går til køjs til lyden af vandets sagte klukken mod skroget. Sejlturen er en stor oplevelse. Men mange flere højdepunkter venter på denne rundrejse i Sydindien. Du udforsker den gamle danske tropekoloni Trankebar, hvor gaderne stadig bærer navne som Kongensgade og Dronningensgade. Du besøger en perlerække af Sydindiens mest imponerende templer og overværer eksotiske religiøse ceremonier i selskab med pilgrimme. I nationalparken Priyar sejler du på udkig efter vilde elefanter, inden turen slutter i den gamle krydderiby Cochin, der emmer af historie. Rejsen igennem bor du på gode hoteller, der er udvalgt for deres stemning og sjæl. Læg dertil livlige basarer, fremragende mad og et imødekommende, smilende og altid farverigt folkefærd, og du har en oplevelse for livet.

70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Dagsprogram

Fra Danmark flyver du mod Sydindien og byen Chennai, der tidligere var kendt under navnet Madras.

Ved ankomsten til Chennai bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel, der ligger cirka en times kørsel mod syd ved byen Mahabalipuram. Her bliver der mulighed for at hvile sig lidt, inden det er tid at se nærmere på de eksotiske omgivelser sammen med en lokal guide.
I dag er Mahabalipuram en fredfyldt mindre by med små, hyggelige fiskerestauranter. Langs strandene står lokale fiskere til søs i farvestrålende fiskerbåde om morgenen og returnerer sidst på dagen med nettene fulde af friskfangede fisk. Men byen har ikke altid været en rolig fiskerlandsby. Fra det 5. til det 8. århundrede blev kongeriget Pallava regeret fra dette sted, og adskillige smukke bygningsværker vidner om fortidens storhed.
Allermest spektakulære er Mahabalipurams berømte kysttempler. Trods den udsatte placering ud til havet har disse vejrbidte stentempler overlevet i imponerende stand. Derfor kan du her opleve nogle af Indiens ældste stenrelieffer og monolitiske templer, der alle er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Arbejdet er efter sigende hovedsageligt udført af blinde stenhuggere, idet arbejderne hurtigt blev blinde af alle de klippesplinter, der fløj om hovederne på dem. Foruden kysttemplerne oplever du også reliefferne kendt som Arjuna’s Penance og The Five Rathas, inden turen går tilbage til hotellet.

Indien - Tamil Nadu - Mahabalipuram

Efter morgenmaden går turen til Pondicherry, der ligger et par times kørsel længere nede ad kysten. Med sine brede boulevarder og tydelige franske arv ligner den gamle del af Pondicherry ikke en typisk indisk by. Det franske præg skyldes, at byen fra 1763 til 1954 var en fransk handelsstation. Dengang var Pondicherry delt af en kanal med Ville Blanc (Den hvide By) på den ene side og Ville Noir (Den sorte By) på den anden. I Ville Noir boede den indiske befolkning, mens Ville Blanc var forbeholdt de franske koloniherrer. Sådan er det naturligvis ikke længere. Men man kan stadig mærke hvilken bydel, man befinder sig i. Franskmændene gjorde meget for at gøre Ville Blanc så fransk som muligt med brolagte gader og en promenade langs havet, der skulle lede tankerne i retning af Nice og andre sydfranske kystbyer. Den franske arv og de smukke koloniale huse er med til at give bydelen en helt speciel middelhavsagtig stemning, der gør Pondicherry til et særdeles afslappende sted at være. Vel fremme indlogeres du på Palais de Mahé, der er indrettet i en flot kolonitidsbygning nær stranden.
Eftermiddagen bruges på at lære denne særprægede by bedre at kende. Sammen med guiden tager du på en spændende byrundtur til en række af byens største seværdigheder. Deriblandt Sri Aurobindo Ashram, den franske bydel og Auroville, der er et internationalt spirituelt og økologisk new age samfund. Samfundet blev grundlagt i 1968 ud fra Sri Aurobindos visioner om at bringe en spirituel og uselvisk samhørighed ind i den måde, som vi lever på. Du hører meget mere om den særlige ideologi under besøget i byen, der har indbyggere fra 45 forskellige lande. Naturligvis bliver der også tid til en afslappende gåtur ad strandpromenaden og til at nyde folkelivet i de små gader, hvor frisklavet mad fremtrylles i lokale gadekøkkener, og farverige blomsterranker i bunkevis faldbydes fra de små boder.

Fra Pondicherry går turen mod handelsstationen Trankebar, der fra 1620 til 1845 fungerede som et lille stykke Danmark i Indien. Området var ikke stort. Blot fem gange otte kilometer. Men mulighederne for profit ved at handle med krydderier og tekstiler var store. De første par år gav Trankebar dog underskud, og under de to svenskekrige midt i 1600-tallet blev forbindelsen til Danmark helt afbrudt. Men handelsstationen overlevede, og i 1714 var den vokset til at have 6047 indbyggere.
Det danske sprog er nu forstummet i de gamle gader, og Dannebrog vajer ikke længere over byen. Men den danske fæstning, Dansborg, står stadig som et tydeligt tegn på byens fortid. Du kan også stadig gå gennem Landporten og ned ad Kongensgade. Mange af husene fra den danske kolonitid står her også endnu, om end de i dag er medtagne af tidens ælde og den salte havluft. Byen rummer også Jerusalemskirken og den nyrestaurerede Zionskirke, der er den ældste protestantiske kirke i Indien. Særlig spændende er den gamle kirkegård, hvor du får et indtryk af de til tider hårde skæbner, der mødte danske handelsfolk og eventyre i det fjerne Asien. Det er meget bevægende at opleve dette lille stykke tidligere Danmark så langt væk hjemmefra. Så tag jer god tid til at nyde stemningen, inden turen forsætter mod Thanjavur, hvor du indlogeres på hotellet Ideal River View for de kommende to nætter. Hotellet består af toetagers bygninger spredt ud mellem tropiske træer ned til floden. Blandt faciliteterne kan næves pool samt ikke mindst en indbydende terrasse med udsigt over floden.

Du har hele dagen til at udforske Thanjavur, der også er kendt under navnet Tanjore. Byen ligger mellem Cauvery-deltaets frodige rismarker og var igennem århundreder chola-kongernes hovedstad. Cholaerne efterfulgte det første tamilske dynasti, Pallava-dynastiet, og gjorde sig store anstrengelser for at overgå dette i enhver henseende. Da riget var på sit højeste mellem 850 og 1270 e. Kr. blev det meste af Den Indiske Halvø regeret fra Thanjavur, og fordums pragt præger stadig bybilledet.
Næsten uanset hvor du befinder dig i byen, kan du se det imponerende Brihadeshwara-tempel strække sig mod himlen. Toppen er hugget ud af én stor granitblok, og vejer omkring 80 tons. Stenblokken blev i sin tid trukket op til toppen af det 63 m høje tempel ad en seks km lang jordrampe, der var konstrueret til dette ene formål. Den allerøverste top er af rent guld, og en enorm statue af tyren Nandi vogter de indre dele af templet. Overalt ses fantastiske udskæringer i sten, og flere steder i templets indre kan farverne fra gamle malerier anes. Templet regnes med rette som et mesterværk og er i dag indskrevet på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Fra templet fortsætter du til paladset i Thanjavur. Her kan du se audienssalen, hvor den danske admiral og grundlægger af handelsstationen Trankebar, Ove Gjedde, forhandlede med fyrsten af Thanjavur. I dag rummer paladset et glimrende museum med manuskripter skrevet på palmeblade og kunstgenstande fra chola-dynastiet omkring det 8. århundrede. Resten af dagen er fri til at se nærmere på Thanjavurs historie og pulserende byliv på egen hånd.

Turens næste mål er pilgrimsbyen Madurai. Men inden du når så langt, gør du stop i byen Tiruchirapalli. Her ligger det gigantiske Srirangam-tempel, der med sine 250 hektar er et af Indiens største tempelkomplekser. Templet, der er tilegnet Vishnu, har syv koncentriske mure, talrige tårne, haller med hundredvis af søjler og vidunderlige skulpturer. Der er 30.000 præster tilknyttet templet, hvoraf de 2.000 er ansat på fuldtid. Srirangam-templet er en helt igennem overvældende oplevelse og en tydelig manifestation af, hvor vigtig hinduismen gennem tiderne har været – og stadig er – i det sydlige Indien.
Derefter går turen videre til det spektakulære Rock Fort Tempel på toppen af en 83 m høj granitklippe, der nærmest skyder lodret i vejret. 434 trin er hugget ind i klippen, og følger du strømmen af pilgrimme på gåben op mod toppen, belønnes du med en storslået udsigt over den gamle bydel og Kaveri-flodens hellige vand. Efter besøget i templet fortsætter du mod storbyen Madurai. Her indlogeres du på hotel Heritage Madurai, der på meget charmerende vis fanger den tropiske stemning med sine overdækkede stier, haver og åbne arkitektur. Den srilankanske stjernearkitekt Geoffrey Bawa stod bag dele af restaureringen af de originale gamle bygninger, og resultatet er et af Madurais hyggeligste hotellet. Aftenen er fri til nyde denne gamle pilgrimsby på egen hånd.

Indien - Madurai

Madurai er en by for alle sanser. Gaderne vrimler med pilgrimme, tiggere og handlende, der alle prøver at kæmpe sig vej gennem det bølgende menneskehav. Engang imellem deler menneskestrømmen sig i to, når en hellig ko skal passere, eller en svedende rickshawchauffør forsøger at trampe sin cykeltaxa op mod strømmen. Sælgere faldbyder højlydt deres varer, mens eksotiske dufte fylder luften. Den varme luft sitrer i gaderne, stemningen koger, og man ved snart ikke, hvor man skal kigge hen for at få det hele med.
Midt i denne pulserende heksekedel besøger du et af Indiens største og mest storslåede templer. Det farverige Meenakshi-tempel blev opført i 1600-tallet, da Madurai var det kulturelle centrum for tamilsk kultur. Men helligdomme på dette sted kan spores meget længere tilbage i tiden. Templet er som en by i byen, og pilgrimme kommer fra hele Indien for at ofre her. Heldigvis kender guiden vejen rundt i det enorme tempel, så du ikke går glip af noget. En labyrint af korridorer fører ind i de hellige haller, hvor ceremoniklokkerne klemter om kap med præsternes messende stemmer. Her er hundredvis af pilgrimme mødt op for at vise respekt for guden Shiva og hans hustru Meenakshi. Andre korridorer leder ud til store bassiner, der er fyldt med pilgrimme i færd med at vaske synderne af sig og modtage det hellige vands velsignelse. Men templets mest iøjnefaldende karakteristika er de 12 kolossale gopurams (tårne), der hæver sig næsten 50 m mod den tropiske himmel. Hvert tårn er rigt dekoreret med farvestrålende gudefigurer i alle tænkelige skikkelser og nuancer.
Fra templet fortsættes til Tirumalai Nayak paladset fra 1636. Her lod den italienske arkitekt lokale stilarter blande med europæiske og muslimske træk, hvilket der er kommet en spændende og særpræget bygning ud af. Det meste af paladset ligger i dag i ruiner, men den imponerende indgangsportal samt en stor hal er bevaret. Fra paladset fortsættes til Gandhi Museum, hvor du hører om denne ekstraordinære mand og hans store betydning for Indiens selvstændighed. Aftenen slutter tilbage ved templet, hvor du overvære den stemningsfulde ceremoni, når Shiva forenes med sin hustru, Meenakshi.

Indien - Madurai

Helt andre oplevelser venter i dag, når du forlader Madurai og kører mod sydvest. Det er en flot tur gennem et smukt og frodigt landskab med bløde bakker, hvor kardemomme- og temarker bølger let i vinden. Undervejs passeres adskillige mindre byer. Men det er naturen, der er i højsædet i dag.
Dagens mål er det store naturreservat Periyar Wildlife Sanctuary i bjergkæden De Vestlige Ghats. Reservatet gemmer på Indiens største bestand af vilde elefanter, der i morgen- og aftentimerne søger ned til Periyar-søen for at drikke. Også tigere lurer mellem træerne, om end det kræver meget stort held at se det prægtige kattedyr i den tætte vegetation. Vildsvin, hjorte og den store vildokse, gauren, ses oftere. Derudover er parken kendt for sit rige fugleliv, der tæller mere end 320 arter, samt sine mange smukke sommerfugle. Ud på eftermiddagen sejler du ud på søen på udkig efter parkens dyr. Efter sejlturen er resten af dagen fri til at slappe af på hotellet. I Periyar bor du på Spice Village, der består af charmerende bungalows spredt ud mellem skyggefulde træer. Hotellets pool er det perfekte sted at vaske rejsestøvet af efter dagens oplevelser, eller forkæl dig selv med en ayurveda-massage.

I løbet af dagen besøger du en krydderiplantage og hører meget mere om de eksotiske planter og smagsnuancer, der har ført til både ufattelige rigdomme og krige gennem de sidste 500 år. Kanel, nellike, muskatnød, ingefær og gurkemeje er blot nogle få af de krydderier, der dyrkes her. Men også noget af verdens bedste peber kommer fra disse bjergskråninger.
Fortsæt gennem smukke landskaber med teplantager, frodig vegetation og maleriske landsbyer mod Kumarakom. Byen er fordelt ud over en klynge af småøer i et naturskønt område fyldt med vand ud til søen Vembanad. Langs de mange kanaler står mangrover, slanke kokospalmer og grønne marker, hvor lokale bønder plejer jorden efter gamle traditioner. Lotusblomster dækker mange steder vandet, og fugle i stort antal søger føde i de mange laguner. Her indlogeres du på Coconut Lagoon, der ligger flot mellem kanaler og slanke kokospalmer. Værelserne er indrettet i komfortable bungalows, og hele resortet af bygget med et kærligt øje til den lokale arkitektur. Efter indlogeringen er der tid til at slappe af i de skønne omgivelser, inden eftermiddagen byder på en sejltur på søen. Her får du den første smagsprøve på Sydindiens fantastiske Backwaters.

Nyd morgenen og udsigten over Vembanad-søen, inden turen fortsætter mod Alleppey. Her går du ombord på en charmerende husbåd, der vil være dit hjem det kommende døgns tid. Bådene varierer i størrelse fra små både med plads til to passagerer til store fartøjer med flere soveværelser, fællesrum og en stor besætning. Alle er de komfortable, og besætningen sørger for alt det praktiske. Det eneste du skal gøre er at læne dig tilbage og nyde det. Stille og roligt lægger båden fra kaj og fører dig ud på det enorme netværk af kanaler, der er bedre kendt som ’The Backwaters’. Vandvejene er et vidtforgrenet net af søer og kanaler, hvor det ferske flodvand blander sig med det salte vand fra Det Arabiske Hav.
Selv om det ved første øjekast kunne se sådan ud, er disse vandveje ikke et utæmmeligt vildnis. Kanalerne fungerer nærmere som gader i et travlt tropisk byområde med huse og små haver ned mod kanalerne. Her og der ses kvinder i færd med at beskære buske, og skolepiger i uniform på vej til skole ad de gangplanker, der gør det ud for fortov. Måske stikker en vandbøffel hovedet op af floden for at kigge efter postbuddet, der suser forbi i sin motorbåd. Larmen fra de små motorbåde synes dog ikke at genere fuglelivet, og trods den tydelige tilstedeværelse af mennesker er det også en stor naturoplevelse at sejle stille og roligt igennem dette frodige område.
Måltiderne serverer kokken om bord på båden, og når mørket falder på, kan du nyde stjernehimlen over Sydindien i al sin pragt. Du overnatter på husbåden til lyden af vandets lette skvulpen mod skroget. Kun på denne måde oplever du til fulde døgnets rytme i dette særprægede område.

Indien - Kerala Backwaters

Morgenmaden serveres ombord omgivet af de frodige landskaber, inden båden atter lægger til i Alleppey. Herfra går turen gennem områder med kokosplantager mod kystbyen Cochin. Her indlogeres du på hotellet Brunton Boatyard, der er indrettet i en smuk kolonitidsbygning helt ned til vandet. Hotellet fanger perfekt Cochins historiske charme, og beliggenheden i den gamle bydel gør Brunton Boatyard til et godt udgangspunkt for udforskning af byen.
Der har altid været noget internationalt over Cochin. Den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama lagde til her i 1503, og i århundreder har byen taget imod handelsfolk fra så fjerne områder som Kina, Arabien og Europa. Dette har sat sit præg på byens gader. En guidet gåtur tager dig forbi portugisiske huse med verandaer og skodder for vinduerne, samt bygninger i britisk kolonistil. I en anden gade ligger Indiens ældste kirke, mens landets ældste synagoge stadig tager imod byens troende jøder. Langs kysten omkring Fort Cochin ses lange bambusstænger med store firkantede fiskenet hængende under sig. Denne specielle fiskemetode, der kun kan bruges ved højvande, blev bragt hertil af købmænd fra Kina omkring år 1400. Du besøger også det historiske Fort Cochin, som du oplever i selskab med en ekspertguide, der virkelig kan bringe de gamle bygninger til live.
Bandt de mest ikoniske billeder fra det sydlige Indien er portrættet af kathakali-dansere i overdådige kostumer og fuld makeup. Denne kunstform har udviklet sig på disse kanter gennem århundreder, og Cochin er stadig det bedste sted at opleve dansen i sin autentiske form. Dette overværer du ved selvsyn denne aften, hvor der er reserveret pladser til dig ved en af byens bedste forestillinger af den klassiske dans.

Nyd den sidste morgen Indien, inden turen går mod lufthavnen, hvor hjemrejsen mod Danmark begynder. Du ankommer til Danmark samme dag på grund af tidsforskellen.

Tag til festival, og oplev Indien for fuld udblæsning
Indien er altid en farverige oplevelse. Men det er ved landets utallige højtider, at Indien viser sig fra sin mest eksotiske og farvestrålende side. Læs mere om de mange muligheder for at få en hel igennem ekstraordinær oplevelse – klik her.

Priseksempel

Inkluderet i prisen
  • Flyrejse fra København til Chennai og retur fra Cochin
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • Al transport og alle udflugter på privat basis med lokal engelsktalende guide.
  • 1 nat på Grande Bay Resort & Spa i Mahabalipuram inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Mahabalipuram dag 2
  • 1 nat på Palais de Mahe i Pondicherry inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Pondicherry dag 3
  • Sightseeing i Trankebar inkl. frokost dag 4
  • 2 nætter på Ideal River View Resort i Thanjavur inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Thanjavur dag 5
  • Sightseeing i Tiruchirapalli dag 6
  • 2 nætter på Heritage Madurai i Madurai inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Madurai dag 7
  • 1 nat på Spice Village i Periyar inkl. morgenmad
  • 1 nat på Coconut Lagoon i Kumarakom inkl. morgenmad
  • 1 nat på deluxe husbåd med Spice Coast Cruises inkl. helpension
  • 1 nat på Brunton Boatyard i Cochin inkl. morgenmad
  • Sightseeing i Cochin dag 11
  • Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden
Ikke inkluderet i prisen
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges, hvis du ønsker det. Kontakt en af vores dygtige rejsekonsulenter og få et tilbud på din unikke rejse.

Er der flere eller færre rejsedeltagere på din rejse? Intet problem. Vi laver altid rejsen unikt til dig, så rejsen kan fuldstændig tilpasses dine ønsker og behov.  Kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send os en forespørgsel. Så laver vi et uforpligtende tilbud til dig.

70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel
Pris pr. person i delt dobbeltværelse
Rejseperiode
1 okt 2018 - 15 apr 2019
ved 2 voksne
fra 19.995 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris
Rejseperiode
16 apr 2019 - 30 sep 2019
ved 2 voksne
fra 17.495 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris
70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Sådan bestiller du en rejse til Indien

  • Kontakt os Kontakt os

    Ring til os på 70 12 03 03 , skriv en mail eller kom forbi vores kontor i Valby.

  • Dialog Dialog

    Tag en snak med vores rejsekonsulenter, der hjælper dig med at sammensætte din drømmerejse.

  • Du får et tilbud Du får et tilbud

    Rejsekonsulenten laver et tilbud på din rejse. Dette er naturligvis helt uforpligtende.

  • Rejsen bestilles Rejsen bestilles

    Dialogen fortsætter til rejsen til fulde opfylder dine ønsker. Først da bestilles rejsen.

  • Vi ordner det praktiske Vi ordner det praktiske

    Vi ordner alt det praktiske. Du skal bare pakke tasken og begynde at glæde dig.

Det siger kunderne

  • Fuldkommen ærlig
    Vigtigst af alt: Vores konsulent er fuldkommen ærlig. Man føler sig tryg i planlægningen af rejsen.
  • Fuld tilfredshed
    Fuld tilfredshed. Vi er trofaste og tilfredse kunder igennem 20 år!
  • Vil afsted igen
    Det er helt bestemt ikke sidste gang, vi vil rejse med MarcoPolo. Vi giver vores bedste anbefaling til MarcoPolos dygtige rejsekonsulenter.

Lad os give et tilbud på dit eventyr til Indien

Vi kender de skønneste steder i Indien og jagter hele tiden autentiske oplevelser til favorable priser. Ring til os på 70 12 03 03 og lad os snakke om dit næste eventyr. Du kan også booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Inspiration

Du kan få mere inspiration til dine rejser i disse artikler.
Snak med en, der har været der Få et tilbud på din unikke rejse

og få et tilbud på din unikke rejse 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.

Få et uforpligtende tilbud

70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel