Rejser til Rajasthan

Rejs til ørkenstaten Rajasthan, Indiens største delstat, og oplev en verden fuld af farver, kulturskatte og historiske monumenter. Området domineres af den vidtstrakte og solbeskinnede Thar-ørken, som brydes af en af verdens ældste bjergkæder, Aravallis. At rejse gennem Rajasthan er en farvebombe af oplevelser. Alle regnbuens farver findes i mænds og kvinders klæder, byernes krydderimarkeder, gamle paladser fra Rajput-tiden, solnedgange over Udaipur og Taj Mahals hvide marmor.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Hos MarcoPolo får du:

  • Erfaring

    Mere end 35 års erfaring i eventyrlige luksusrejser

  • Flexibilitet

    Din rejse sammensættes efter dine unikke ønsker

  • Rådgivning

    Fra Danmarks bedste rejsekonsulenter

  • Viden

    Vi kender rejsemålene og hotellerne indgående

  • Spar tid

    Spar tid og lad os ordne det praktiske

  • Sikkerhed

    Vi er der for dig. Både før, under og efter rejsen

Alsisar

Byen Alsisar har gennem århundreder været et knudepunkt for de gamle karavaneveje, der førte tungt lastede kameler gennem ørkenen. Med karavanerne kom velstanden til hele området, og købmændene byggede smukke købmandsgårde og dekorerede dem med enestående kalkmalerier. Mange af disse havelis, som købmandsgårdene kaldes, står endnu som et smukt og stemningsfuldt minde om områdets storhedstid.

Bikaner

Bikaner ligger på kanten af Thar ørkenen, og er kendt for sine ridekameler, der anses som verdens bedste. Denne ørkenby blev grundlagt i 1488 af Rao Bika, der i øvrigt var efterkommer af Jodha, der grundlagde Jodhpur. I århundrederne der fulgte, voksede Bikaner sig til at være en vigtig handelsby på karavaneruterne. Bymure blev rejst, og storslåede forter og templer blev opført i røde og gule sandsten. Mange af disse står endnu, og især Junagarh fortet er et glimrende eksempel på byens rige kulturelle og arkitektoniske arv.

Jaisalmer

Den måske smukkeste og mest eventyrlige af alle Rajasthans byer er Jaisalmer. Fra afstand ligner den muromkransede karavaneby et enormt sandslot, der rejser sig brat af den omkringliggende ørken. Jaisalmer blev sandsynligvis grundlagt omkring år 1156, da Jaisala, der var hersker af riget Bhatti Rajput, flyttede sin hovedstad hertil. Siden da har ufattelige rigdomme passerede igennem byen, der lå strategisk på karavaneruterne mellem Indien og Centralasien. Utallige maharajaer, krigsherrer og rige købmænd har sat deres præg på den gamle by ved at bygge huse fyldt med overdådige detaljer

I dag ligner Jaisalmer mest af alt et kæmpe friluftsmuseum af storslået sandstensarkitektur. Balkoner er smukt udskårne med sirlige detaljer, vinduesrammer ligner små mesterværker, og tagryggene er dekoreret med buer og mønstre. Men Jaisalmer er ikke et museum, hvilket netop er med til at gøre denne by så enestående.

Oplev labyrintiske gyder og farvestrålende basarer, mænd iført turban og kvinder i farvestrålende dragter. Køer ligger og tygger drøv midt på gaden, og pilgrimme strømmer til byens himmelstræbende templer. Midt i det hele ligger fortet som en by inde i byen, hvis gamle tykke mure og 99 bastioner stadig er hjem for flere tusind mennesker.

Jodhpur

Jodhpur er en af Rajasthans absolut mest spændende byer. Jodhpur ligger på kanten af Thar ørkenen og er den næststørste by i Rajasthan. Jodhpur er også kendt under navnet Den blå By. Et navn, den har fået fordi mange bygninger i den labyrintiske gamle bydel er malet indigoblå. Mellem de blå bygninger ligger utallige små atmosfærefyldte markeder, hvor lokalt kunsthåndværk som broderede sko, sølvvarer og malerier faldbydes til forbipasserende.

I byens unge år var forsvarsværker strengt nødvendige for at sikre byens indbyggere, og man var så grundig i konstruktionen af disse, at den 10 kilometer lange bymur stadig omkranser den gamle bydel i imponerende god stand. Det mest storslåede forsvarsværk er dog det kolossale røde Meherangarh fort, der fuldstændig dominerer byen fra sin storslåede placering på en 125 m høj klippe over den gamle bydel. Den første fæstning blev bygget her i 1459, mens den nuværende bygning er resultatet af århundreders byggeaktivitet.

Hele syv porte fører ind i fortets indre, der rummer paladser med navne som Blomsterpaladset, Perlepaladset og Nydelsens palads. I dag huser Meherangarh et glimrende museum med alt fra våben til elefantsadler.

Ranakpur

Jain templerne i Ranakpur er blandt de mest berømte, helligste og mest storslåede i hele landet. Engang lå der en by omkring templerne, men i dag ligger de smukke hvide marmorbygninger i fredfyldte omgivelser nær Maghai floden på en baggrund af lave grønne bjerge. Det er nu ikke freden og roen, der lokker tusindvis af pilgrimme til templerne hvert år, men de delikate stenudskæringer, der dækker alle vægge, søjler og kupler i hovedtemplet.

Indiske templer er kendt for deres stenudskæringer, men kun få andre steder har stenhuggerne opnået samme grad af detaljerigdom som i Ranakpurs templer. Et godt eksempel er den storslåede centrale kuppel og de 1.444 søjler, der hver er helt unikke. Kvaliteten af udskæringerne er ganske enkelt enestående, og templerne anses som noget af det absolut ypperste inden for indisk tempelarkitektur.

Pushkar

Denne relativt lille ørkenby, der ligger smukt rundt om en hellig sø, spiller en stor rolle i hinduismen. Så stor, at alle rettroende hinduer bør tage pilgrimsfærden til den hellige sø i Pushkar mindst én gang i livet.

Dette fornemmer I tydeligt i Pushkars gader, hvor tusindvis af hellige mænd og pilgrimme på de fleste dage lyser op i gadebilledet. Nogle har vandret i ugevis for at nå hertil, og glæden over at være nået til målet er ikke til at tage fejl af.

De er kommet den lange vej for at ofre til guderne i de mere end 400 templer og bade ved de 52 ghats, der fører ned i søens hellige vand. Byens spirituelle betydning mærkes også på den ro, der hersker i de smalle gader, hvor tempoet er lavt, og de lokale tager sig god tid til dagens gøremål.

Jaipur

Jaipur bliver også kaldt for Den Lyserøde By, fordi bygningerne er malet lyserøde. Dette får dem til at ligne de imponerende sandstensbygningsværker fra stormogulernes tid. Byen blev grundlagt i 1727 af maharajaen Jai Singh II og huser i dag 2,5 millioner indbyggere.

Det forunderlige Hawa Mahal, også kendt som Vindenes Palads er Jaipurs mest ikoniske bygning. Fra den lyserøde gavl i maharajaens palads kunne haremskvinderne kigge ud på livet i byen. De 953 vinduer er udskåret på en måde, så kvinderne kunne se ud, men ingen kunne se ind.

Lidt uden for byen venter det fantastiske Amber fort, der engang var hjem for Raja Man Singh, hærføreren for stormogulen Akbar. Her har nogle af datidens dygtigste håndværkere skabt et fantastisk palads med overdådig luksus. Her er blomstertæpper, som i deres mønstre minder om ægte tæpper. Her er fontæner, bassiner og kanaler med rislende vand, der både køler og beroliger. Her er smukt udskårne tårne og søjler samt fantastiske malerier. Og når natten falder på, og olielamperne tændes, blinker de mange små stumper af spejle i kuppelhvælvet som stjernerne under ørkenhimlen. Paladset er som en verden for sig. En fortryllet verden, som man ellers kun finder i eventyr.

 

Udaipur

Udaipur er kendt for at være en af Indiens mest romantiske byer. Det er ganske enkelt en eventyrlig by med skrånende gader, paladser, basarer og livlig gadehandel. Byen ligger ned til den billedskønne sø Pichola, der prydes af det berømte luksushotel Lake Palace på en ø midt i søen. Den eventyrlige bygning fra 1754 var oprindeligt et fyrstepalads, men i dag bydes gæster fra hele verden velkommen i de luksuriøse marmoromgivelser.

Paladset opnåede berømmelse, da det blev anvendt i James Bond filmen Octopussy, hvor Roger Moore forklædt som krokodille svømmer ud til paladset, der er beboet af en smuk kvindelig juvelsmugler.

Men Lake Palace er langt fra det eneste palads, byen har at byde på. Udaipur rummer en sand overflod af fantastiske paladser, storslåede templer, stolte forte og vidunderlige haver, der afspejler århundreders historie og indflydelse i byen. Ind imellem de smukke gamle bygninger udfører byens knap halve million indbyggere deres dagligdagssysler på vanlig indisk vis. Kvinder handler på byens markeder iført farverige sarier, og hellige mænd valfarter til templerne for at ofre. Barberer servicerer kunder fra deres barberstole opstillet i de små sidegader, mens motoriserede rickshaws suser ind og ud mellem gadens tusindvis af fodgængere, gadesælgere og hellige køer.

 

Inspiration

Du kan få mere inspiration til dine rejser i disse artikler.

Snak Rajasthan med os - tættere på dit eventyr

Yvonne Larsen deler din rejselyst og kender de skønneste steder i verdens afkroge. Det er op til dig, om vi skal arrangere rejsen sammen med dig, for dig eller om du blot ønsker inspiration og rådgivning. Tøv ikke med at booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde
Brug for rådgivning? Få et tilbud på din unikke rejse

Vores eksperter sidder klar ved telefonen 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.


70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel