Rejser til det sydlige Indien:

Rejs til Sydindien og lad en verden af livlige basarer, fremragende mad, fantastisk natur, storslåede gudetempler og et imødekommende, smilende og altid farverigt folkefærd åbne sig for jer. Sydindiens landskab byder på lange hvide sandstrande, palmetræer, regskove, teplantager og krydderimarker. Her dyrkes bl.a. kanel, muskatnød og verdens bedste peber. En skøn blanding af eksotiske planter og smagsnuancer, dufte af sandeltræ, et rigt dyreliv med tigre og vilde elefanter, floddeltaer med vandbøfler, grønne marker, hede sletter og kølige bjerge møder jer i det sydlige Indien.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat

Rejseforslag

Hos MarcoPolo får du:

  • Erfaring

    Mere end 35 års erfaring i eventyrlige luksusrejser

  • Flexibilitet

    Din rejse sammensættes efter dine unikke ønsker

  • Rådgivning

    Fra Danmarks bedste rejsekonsulenter

  • Viden

    Vi kender rejsemålene og hotellerne indgående

  • Spar tid

    Spar tid og lad os ordne det praktiske

  • Sikkerhed

    Vi er der for dig. Både før, under og efter rejsen

Inspiration

Du kan få mere inspiration til dine rejser i disse artikler.

Mahabalipuram

I dag er Mahabalipuram en fredfyldt mindre by med små, hyggelige fiskerestauranter. Langs strandene står lokale fiskere til søs i farvestrålende fiskerbåde om morgenen og returnerer sidst på dagen med nettene fulde af friskfangede fisk. Men byen har ikke altid været en rolig fiskerlandsby. Mahabalipuram har en lang og farverig historie, der går helt tilbage til de tidlige tamilske konger. Fra det 5. til det 8. århundrede blev kongeriget Pallava regeret fra blandt andet denne by, og adskillige smukke bygningsværker vidner om fortidens storhed.

Mest spektakulære er Mahabalipurams berømte kysttempler, der ligger overraskende tæt på havet. Trods den udsatte placering har disse vejrbidte hindutempler overlevet i imponerende stand. Derfor kan I her opleve nogle af Indiens smukkeste og ældste stenrelieffer og monolitiske templer, der alle er optaget på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv.

En del af templerne er hugget ud af ét klippestykke, hvilket man vurderer, må have taget mellem 30 og 40 år. Arbejdet er efter sigende hovedsageligt udført af blinde stenhuggere, idet arbejderne hurtigt blev blinde af alle de klippesplinter, der fløj om ørene på dem.

Pondicherry

Med sine brede boulevarder og tydelige franske inspiration ligner den gamle del af Pondicherry ikke en typisk indisk by. Det franske præg skyldes, at byen fra 1763 til 1954 var en fransk handelsstation. Dengang var Pondicherry delt af en kanal. På den ene side lå Ville Blanc, Den hvide By, og på den anden Ville Noi, Den sorte By. I Ville Noir boede den indiske befolkning, mens Ville Blanc var forbeholdt de franske koloniherrer.

I kan stadig mærke, hvilken bydel I befinder jer i. Franskmændene gjorde meget for at gøre Ville Blanc så fransk som muligt. I dette kvarter er gaderne brolagte, og promenaderne langs stranden er anlagt, så de ligner dem, man ser i Nice og andre sydfranske kystbyer. Selv politibetjentene, der patruljerer byens gader, bærer stadig franske uniformer. Den franske arv og de smukke koloniale huse er med til at give bydelen en helt speciel middelhavsagtig stemning, der gør Pondicherry til et særdeles afslappende sted at være.

Pondicherry er også hjemsted for Auroville, der er et internationalt spirituelt og økologisk new age samfund. Samfundet blev grundlagt i 1968 ud fra Sri Aurobindos visioner og ideer om at bringe en spirituel og uselvisk samhørighed ind i den måde, som vi lever på.

 

Trankebar

Handelsstationen Trankebar fungerede fra 1620 til 1845 som et lille stykke Danmark i Indien. Området var ikke stort, blot fem gange otte kilometer, men mulighederne for profit ved at handle med krydderier og tekstiler var store. De første par år, gav Trankebar dog underskud, og under de to Svenskekrige i 1640’erne og 60’erne blev forbindelsen til Danmark afbrudt. Men handelsstationen overlevede, og i 1714 var den vokset til at have 6.047 indbyggere.

Det danske sprog er nu forstummet i de gamle gader, og Dannebrog vajer ikke længere over byen. Men den danske fæstning, Dansborg, står stadig som et tydeligt tegn på byens fortid. Fra fæstningens mure er der udsigt til Den bengalske Bugt, hvor lokale fiskere bruger danskproducerede net. Mange af husene fra den danske kolonitid står endnu, om end de i dag er medtagne af tidens ælde og den salte havluft.

Byen rummer også Jerusalemskirken og den nyrestaurerede Zionskirke, der er den ældste protestantiske kirke i Indien. Særlig spændende er den gamle kirkegård, hvor I får et indtryk af de til tider hårde skæbner, der mødte danske handelsfolk og eventyrere i det fjerne Asien.

 

Tiruchirapalli

Byen Tiruchirapalli ligger ved Cauveryfloden og er den fjerde største by i delstaten Tamil Nadu. En af byens store seværdigheder ligger på toppen af en 83 m høj granitklippe, der nærmest skyder lodret i vejret og hedder Rock Fort Tempel. Trin er hugget ind i klippen, og følger I strømmen af pilgrimme på gåben op mod toppen, belønnes I med en storslået udsigt over den gamle bydel.

Ikke langt derfra ligger det gigantiske Srirangam tempel, der med sine 250 hektar er et af Indiens største tempelkomplekser. Templet, der er indviet til Vishnu, har syv koncentriske mure, talrige tårne, haller med hundredvis af søjler og vidunderlige skulpturer. Der er 30.000 præster tilknyttet templet, hvoraf de 2.000 er ansat på fuldtid. Srirangam templet er en helt igennem overvældende oplevelse og en tydelig manifestation af, hvor vigtig hinduismen gennem tiderne har været, og stadig er, i det sydlige Indien.

 

Thanjavur

Thanjavur ligger omgivet af Cauvery deltaets rismarker og var igennem århundreder cholakongernes hovedstad. Cholaerne efterfulgte det første tamilske dynasti, Pallava dynastiet, og gjorde sig store anstrengelser for at overgå dette i enhver henseende. Da riget var på sit højeste mellem 850 og 1270 e. Kr. blev det meste af den indiske halvø regeret fra Thanjavur. Byen har dengang utvivlsomt været en af Indiens mest storslåede byer, og fordums pragt præger stadig bybilledet.

Næsten uanset hvor I befinder jer i byen, kan I se det imponerende Brihadeshwara tempel strække sig mod himlen. På toppen af det 63 m høje tempel findes et kuppelhvælv, der er hugget i ét stykke granit og vejer omkring 81 tons. Det blev trukket op på toppen af det 1.000 år gamle tempel ad en seks kilometer lang jordrampe. Den øverste top er af rent guld, og siges at være den originale. En enorm statue af tyren Nandi vogter de indre dele af templet, og murene er dækket af fantastiske malerier. Templet regnes med rette som et mesterværk og er i dag indskrevet på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv.

 

Madurai

Madurai ligger på bredderne af Vaigai floden og er sandsynligvis mere end 2.500 år gammel. Legender fortæller, at byen fik sit navn fra det lokale ord for nektar, mathuram. I tidernes morgen byggede folk efter sigende et tempel for guden Shiva på dette sted. Da han kom for at bese det nye tempel, var han så tilfreds med resultatet, at han velsignede befolkningen ved at lade en dråbe nektar falde fra en hårlok.

Siden da har byen vokset sig stor, og i dag kalder mere end en million indbyggere byen for hjem. Tilsammen ejer de ikke færre end 200.000 scootere, så det er en hektisk by, at begive sigrundt i. På trods af det er Madurai en by for alle sanser. Gaderne vrimler med pilgrimme, tiggere og handlende, der alle prøver at kæmpe sig vej gennem det bølgende menneskehav. Engang imellem deler menneskemyldret sig for en knirkende oksekærre eller en svedende kuli i sin rickshaw.

Midt i denne heksekedel af en by ligger et af Indiens største og mest storslåede templer. Det farverige Meenakshi tempel blev opført i 1600-tallet, da Madurai var det kulturelle centrum for tamilsk kultur. Men helligdomme på dette sted kan spores meget længere tilbage i tiden. Templet er som en by i byen, og pilgrimme fra hele Indien kommer for at ofre her. En labyrint af korridorer fører ind i templet, hvor ceremoniklokkerne klemter, og præsternes messende stemmer drager jer til de store hellige haller i kompleksets indre.

Her er hundredvis af pilgrimme mødt op for at vise respekt for guden Shiva og hans hustru Meenakshi. Andre korridorer leder ud til store bassiner, der er fyldt med pilgrimme i færd med at vaske synderne af sig og modtage det hellige vands velsignelse. Men templets mest iøjnefaldende karakteristika er de 12 kolossale gopurams (tårne), der hæver sig næsten 50 m mod den tropiske himmel. Hvert tårn er rigt dekoreret med farvestrålende gudefigurer i alle tænkelige skikkelser og nuancer.

Periyar Wildlife Sancturay

Periyar Wildlife Sancturay gemmer på Indiens største bestand af vilde elefanter, der i morgen- og aftentimerne søger ned til den store Periyarsø for at drikke. Parkens mindst 46 tigre ses sjældent, men engang imellem kan man være heldig og høre deres brøl gjalde gennem skoven. Vildsvin og den store vildokse, gauren, ses til gengæld ofte. Dertil er parken kendt for sit rige fugleliv og sine mange smukke sommerfugle.

Thekkady

Området omkring Thekkady er kendetegnet ved bløde bakker, hvor kardemomme- og temarker bølger let i vinden. Det er et dejligt grønt område, og I fornemmer tydeligt, at I her er tæt på bjergkæden Vestlige Ghats, hvor krydderiplantager deler den frodige jord med vild og utæmmet natur. Læg vejen forbi en af de mange krydderiplantager, og lær mere om de eksotiske planter og smagsnuancer, der har ført til både ufattelige rigdomme og krige gennem de sidste 500 år. Kanel, nellike, muskatnød, ingefær og gurkemeje er blot nogle få af de krydderier, der dyrkes her. Også noget af verdens bedste peber vokser på disse bjergskråninger.

Cochin

Cochin ligger smukt ud til Det Indiske Ocean. Byen, der blev grundlagt i 1503 af den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama, er opført omkring en naturhavn med mange små øer. I mere end 500 år har Cochin været en af de vigtigste handelsbyer i det sydlige Indien, og bybilledet er tydeligt præget af byens lange fortid som multietnisk handelsknudepunkt. Tungtlastede skibe stod ud fra denne havn med krydderier til Europa og resten af verden.

En gåtur gennem byen vil tage jer forbi århundred gamle portugisiske huse med verandaer og skodder for vinduerne, fantastiske kirker, jødiske synagoger og bygninger i britisk kolonistil. Det hele er naturligvis krydret med et umiskendeligt pust af Indien.
Langs kysten omkring Fort Cochin ses lange bambusstænger med store firkantede fiskenet hængende under sig. Denne specielle fiskemetode, der kun kan bruges ved højvande, blev bragt hertil af købmænd fra Kina omkring år 1400.

The Backwaters

The Backwaters består af et vidtforgrenet net af søer og kanaler, hvor det ferske flodvand blander sig med det salte vand fra Det Arabiske Hav. Kanalerne strækker sig fra Cochin og sydpå til købstaden Alleppey, hvor man stadig aftaler prisen på peber ved håndsignaler under et tørklæde.

Selvom det ved første øjekast kunne se sådan ud, er disse vandveje ikke et utæmmeligt vildnis. Kanalerne fungerer nærmere som gader i et travlt tropisk byområde med huse og små, fine haver med stakit omkring. Her ses kvinder i færd med at beskære buske og skolepiger i uniform på vej til skole ad de gangplanker, der gør det ud for fortov.

Hist og her kan man se en vandbøffel stikke hovedet op af floden, og engang imellem suser et avis- eller postbud forbi i sin motorbåd.
Larmen fra de små motorbåde synes dog ikke at genere fuglelivet, og trods den tydelige tilstedeværelse af mennesker er det en stor naturoplevelse at sejle stille og roligt igennem dette frodige område. Langs med bredderne spankulerer hejrer på jagt efter småfisk, og terner og et væld af andre fugle flyver mellem træerne.

Calcutta

En gang var Calcutta blandt juvelerne i det britiske imperium. Storslåede bygningsværker blev opført i kolonitidens stil, og mange kan stadig ses rundt om i byen. Blandt højdepunkterne er Queen Victoria Monument og de neogotiske domstole. Men Calcuttas virkelige attraktion er og bliver gadelivet og de utallige farverige indtryk, der venter overalt i denne megaby.

Gå en tur ved bogforhandlerne på College Street i universitetskvarteret eller nyd en tår kaffe på den berømte Indian Coffee House og I vil hurtigt forstå Calcutta mangeårige ry som centrum for læring og politisk filosofi. Læg også vejen forbi byens blomstermarked, hvor der bugner af cerise, pink og orange morgenfruer.

Karnataka

Karnataka er langt fra Indiens mest besøgte stat. Men dette er godt nyt for de rejsende, der finder vej til dette spændende hjørne af Indien. For Karnataka har masser at byde på. Hovedstaden Bangalore er blandt de mest progressive byer i Indien, og mange computerfirmaer har kontorer her. Derfor er Bangalore et godt sted at opleve fremtidens Indien.

Men også fortidens Indien er vel repræsenteret i Karnataka. UNESCO Verdens Naturarv-listede ruinbyer som Hampi og Pattadakal er storslåede minder om områdets rige fortid. Men de er langt fra alene.

I den sydlige del af staten ligger den kulturrige by Mysore, der er kendt for sit palads og sine farverige festivaller. Jainpilgrimme valfarter til dette område for at besøge den enorme statue af Gomateshvara, mens hinduerne flokkes til de superbe 1200-tals templer fra hoysala perioden. Langs kysten ligger stort set mennesketomme strande, og i nationalparkerne ser I langt flere dyr end mennesker. Med andre ord byder Karnataka på lige så store oplevelser som Indiens øvrige stater, men I skal sjældent dele dem med ret mange andre turister.

Srirangapatna

Srirangapatna ligger på en ø i Cauvery floden. Her finder I ruinerne af Tipu Sultans hovedstad. Tipu Sultan, der også var kendt som Tigerkongen, herskede over det meste af Sydindien i det 18. århundrede. I 1799 blev han dog besejret af briterne, der ødelagde store dele af hans palads. Men ikke alt. Porte, fæstningsanlæg og et fængsel slap relativt uskadt, så I den dag i dag kan få et godt overblik over fortets omfang.

I et smukt vedligeholdt haveanlæg ligger Tigerkongens mausoleum og sommerpaladset Dariat Daulat Bakh. Sidstnævnte er et imponerende syn med sine fantastiske vægmalerier, der viser både dagligdagsscener fra livet ved hoffet samt billeder af Tipu Sultans kampe mod briterne.

Kerala

Kerala er Indiens frodige tropeparadis. Langs de palmefyldte kyster ligger lange, hvide sandstrande, der indbyder til alle former for aktiviteter i vandkanten. Længere inde i landet hæver bjergkæden Ghat sig. Grønne bjergsider fyldt med teplantager og krydderier strækker sig så langt, øjet rækker, og her og der ses tidligere britiske hill stations forbundet med små jernbaner.

Ude af bjergene skaber et stort netværk af kanaler statens måske mest unikke attraktion; de smukke backwaters, hvor I kan sejle rundt på en husbåd og opleve hverdagen i dette indlandsdelta.

Længere væk fra menneskene tager naturen over. De fjerneste dale i Ghat bjergene rummer en ualmindelig biologisk mangfoldighed, og med lidt held kan vilde elefanter opleves på en sejltur i nationalparken Periyar.

I modsætning til Indiens øvrige stater tager man ikke til Kerala for at opleve templer, forter og andre historiske attraktioner. I langt størstedelen af staten er det naturen, det dejlige klima og den fascinerende kultur, der trækker. Læg dertil livlige basarer, fremragende mad og et imødekommende, smilende og altid farverigt folkefærd, og I har en oplevelse for livet.

Tamil Nadu

Tropiske Tamil Nadu er måske Indiens mest spændende stat. Ikke mindst for folk med hang til storslået tempelarkitektur, farverige basarer og historiske tropekolonier. Gennem tiderne er det ene rige efter det andet opstået og gået til grunde i Tamil Nadu, og hvert af disse har efterladt sig nogle af Indiens mest vidunderlige templer og overdådige paladser.

Men en rejse gennem dette hjørne af landet er ikke blot en rejse gennem fortiden. Tamil Nadu er stadig en ualmindelig farverig stat. Eksotiske religiøse ceremonier udføres i templerne, og pilgrimme vandrer gerne over lange afstande for at ofre til deres farverige guder. På markederne emmer det af aktivitet mellem boderne. Smukke stoffer sælges side om side med potter og pander, alt imens duften af karry, kokos og dosa fra gadekøkkenerne fylder luften.

Alt er anderledes her i den sydlige del af subkontinentet, og selv de, der har rejst i Nordindien, vil føle det, som om de er kommet til et helt andet land. Om det er tropesolen, der gør det, er svært at sige, men stemningen i Tamil Nadu er mere afslappet og tilbagelænet end i mere besøgte byer mod nord.

Mararikulam

Den lille fiskerlandsby Mararikulam ligger bare en times kørsel syd fra Cochin. Mararikulam fantastiske gyldne sandstrand flankeres på smukkeste vis af høje slanke palmer, der vajer let i brisen mod den tropiske himmel. Marari Beach, der ligger ved Mararikulam, er ikke den typiske stranddestination, men det er i sandhed en naturelskers paradis og det perfekte sted for en afslappende afslutning på en oplevelsesrig rejse i Indien.

Conoor

I Nilgiribjergene ligger bjergstationen Conoor. Her i højlandet byggede de engelske koloniherrer sommerhuse, som de kunne trække sig tilbage til, når varmen ved kysten blev for voldsom. Teplantager, blomster og eukalyptustræer danner en smuk baggrund for den lille by, der stadig den dag i dag har en afslappende bjergbysstemning over sig.

Ooty

Ootacamund, som til dagligt kaldes Ooty, ligger i 2.300 meters højde. Ooty blev grundlagt af briterne i begyndelsen af det forrige århundrede og var i mange år sommerresidens for regeringen i Chennai (Madras). Heroppe i bjergene er temperaturerne mærkbart køligere end på de hede sletter. I dag er det dog ikke kun klimaet, der trækker. Byen er i sig selv charmerende, og landskaberne rundt om byen er meget smukke.

Mysore

Der hænger ofte en særlig duft af sandeltræ over Mysore. Det skyldes, at man her i byen hver dag fremstiller millioner af røgelsespinde til brug i templer over hele landet. Nogle steder blander duften af sandeltræ sig med duften af rosentræ, ibenholt og teak, der siver ud fra de mange små snedkerværksteder rundt om i byen. Også silke og traditionelle malerier produceres her.

Men Mysore har andet og mere at byde på end lokalt håndværk. For eksempel byens fantastiske maharajapalads. Paladset er opført i indo-arabisk stil, hvor man på fineste vis har blandet lokale stilarter med yndefulde arabiske kupler, mosaikgulve og smukke buer. Paladset blev bygget i 1912 under ledelse af en engelsk arkitekt, der her virkelig har udlevet drømmen om et asiatisk palads i al sin eksotiske pragt.

I dag er en del af paladset indrettet som museum, hvilket giver et indblik i det luksuriøse liv, tidligere tiders maharajaer har nydt i disse storslåede omgivelser. Hvert år bliver paladset oplyst på spektakulær vis af ikke mindre end 96.000 pærer under den 10 dage lange Dussehra festival.

 

Snak Det sydlige Indien med os - tættere på dit eventyr

Peter Schou deler din rejselyst og kender de skønneste steder i verdens afkroge. Det er op til dig, om vi skal arrangere rejsen sammen med dig, for dig eller om du blot ønsker inspiration og rådgivning. Tøv ikke med at booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Oplevelser i det sydlige Indien

Brug for rådgivning?

Vores eksperter sidder klar ved telefonen 70 12 03 03


70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel