Rejser til det nordlige Indien

Rejs til Nordindien og oplev de mægtige bjergkæder Himalaya og Karakoram, grønne dale med brusende floder og rå stenørkener. Landskabet her er barskt og smukt, luften er klar og himlen er blå. Fra de dybe grønne skove rejser Himalaya sig som en mur mod himlen og man forstår, at disse bjerge er blandt verdens smukkeste. Nordindien er særligt for de eventyrlystne og er et paradis for vandring og trekking. Hvis man er ekstremt heldig kan man spotte den sjældne sneleopard i de stejle landskaber. Nordindien er hjem for tre vigtige religiøse byer, nemlig Dharamsala, én af de vigtigste byer i den tibetanske buddhisme, Amritsar, hvor man finder sikh-helligdommen Det Gyldne Tempel og Manali, som er hinduernes hellige by. Lad områdets utrolige skønhed bjergtage jer, når I rejser rundt i det norlige Indiens vilde natur.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat

Rejseforslag

Hos MarcoPolo får du:

  • Erfaring

    Mere end 35 års erfaring i eventyrlige luksusrejser

  • Flexibilitet

    Din rejse sammensættes efter dine unikke ønsker

  • Rådgivning

    Fra Danmarks bedste rejsekonsulenter

  • Viden

    Vi kender rejsemålene og hotellerne indgående

  • Spar tid

    Spar tid og lad os ordne det praktiske

  • Sikkerhed

    Vi er der for dig. Både før, under og efter rejsen

Inspiration

Du kan få mere inspiration til dine rejser i disse artikler.

Ladakh

Under den dybblå himmel, mellem de mægtige bjergkæder Karakoram og Himalaya, finder I en afsides buddhistisk oase. I er ankommet til det tidligere kongerige Ladakh.

Ladakh betyder “landet med de høje pas”, men er også kendt som “Lille Tibet” på grund af dets stærke tibetanske kultur. Med vinden spreder farverige bedeflag deres spirituelle budskaber over områdets hvide klostre, imens munkenes sagte messen fylder de dekorerede bedesale.

Om vinteren er landskabet dækket af sne, men under den korte sommer må sneen trække sig tilbage til bjergtinderne for at give plads til frodige bygmarker, brusende smeltevandsfloder, vidtstrakte sletter og nøgne klippesider.

Det kan ikke undre at Ladakh er et paradis for vandring og trekking. Her, på Verdens Tag, undgår I ikke, at de bjergtagende udsigter brænder sig ind i erindringen.

Leh

Leh ligger 3.500 meter over havets overflade og er hovedstaden i Ladakh. Rundt om Leh ligger bølgende marker, og her og der ses små blomsterhaver og hvide stupaer lyse op i landskabet. Byen ligger i den gamle Indus dal og har været en handelsstation for folk i Himalaya i århundreder.

Lehs faldefærdige palads er fint eksempel på middelalderlig tibetanske arkitektur. Det ni etager høje palads blev bygget i det syttende århundrede og ligner en miniatureudgave af Dalai Lamas berømte vinterpalads, Potala, i Lhasa. Inden for venter blandt andet de ny renoverede embedsboliger ved paladsets fod, kongens private tempel samt det centrale bederum.

Fra paladsets tag har I en enestående udsigt over Leh og omegn. Byen ligger for jeres fødder, og på klipperne omkring byen ses stupaer og andre religiøse bygninger. Bag byen rejser Himalaya sig på spektakulær vis som en mur mod himlen.

På en anden klippe højt over Leh ses Shanti-stupaen, der blev bygget af en japansk sekt, hvis ønske det var at sprede buddhismen til hele verden ved at bygge fredsstupaer. Den farverige stupa ligger i udkanten af Leh, og fra den høje placering er der en enestående udsigt over byen og de omkringliggende bjerge.

 

Lamayuru

Lamayuru gompa ligger i det vestlige Ladakh. Her finder I blandt andet Ladakhs ældste kloster, som er dateret tilbage til det 10. århundrede.

Som en ørnerede på kanten af en skarp bjergryg er Lamayuru klostret godt beskyttet, nærmest camoufleret, af de omkringliggende tinder. Templet er blandt de vigtigste i Ladakh, og med sin dramatiske beliggenhed mellem nøgne bjergsider og forrevne klipper anser mange Lamayuru for at være et af de mest spektakulære klostre i hele Himalaya. Den strategiske placering har dog ikke forhindret gentagne angreb og ødelæggelser fra invaderende muslimske og tibetanske hære, men hver gang er klosteret blevet genopbygget med fornyet styrke.

Udforsk klosterkompleksets labyrintiske passager og mange hemmelighedsfulde rum. Men glem ikke også at nyde den formidable udsigt til de omkringliggende bjerge.

Nubra dalen

Nubradalen er kendt for at have det mest stabile vejr i Ladakh, hvilket giver den lokale befolkning mulighed for at dyrke flere forskellige afgrøder og grønsager. Store æble- og abrikosplantager er med til at danne et grønt bælte tværs over dalen, der er afgrænset i hver sin side af floderne Nubra og Shyok.

Rygterne om Nubra dalens skønhed og attraktive frugtbarhed har altid været spredt vidt ud over kontinentet, idet dalen lå på den vigtige handelsrute mellem Tibet og Turkmenistan.

På en stejl bjergside ligger klostret Diskit-gompa, der med sine 75 munke er Nubra dalens største. Udover at være berømt for nogle særdeles farverige og detaljerede vægmalerier er klosteret også kendt for den imponerende udsigt, der kan nydes fra hovedbygningens tag. På taget vil I også kunne se eksempler på tibetanske dæmonafledere, der skal beskytte klosteret og munkene mod onde ånder og farlige dæmoner.

Alchi

Den hyggelige by Alchi ligger som en lille grøn oase midt i det golde månelandskab. Udefra ser templet i Alchi ikke ud af meget, men inden for i de fem små templer venter en uvurderlig arkitektonisk og kunstnerisk skat.

I ser det først, når I føres gennem den lille døråbning og ind i en helt anden verden. Herinde i mørket er I omgivet af den måske sidste tilbageværende indisk-buddhistiske kunst fra det 11. århundrede. De farverige billeder ligner intet andet i Ladakh og er et enestående levn fra fortidens rige buddhistiske klosterkultur. Men også templets statuer og unikke træskærerarbejder er ganske enkelt uerstattelige.

På forunderlig vis har templet overlevet krige, invasioner og tidens tand i 1.000 år og står nu tilbage overraskende intakt.

Shimla

Ved første øjekast kan det måske være svært at se, men indtil midten af det 20. århundrede var Shimla blandt de mest magtfulde byer i verden. Den lille bjergby blev i 1864 udnævnt som sommerhovedstad for den britiske administration i Indien, og frem til 1939 blev hele regeringen, deres familier og hele deres enorme følge flyttet til Shimla i sommermånederne. Det var først og fremmest klimaet, briterne faldt for. Men de dybe nåleskove, gamle egetræer og smukke rododendronbuske lignede også noget, de kendte hjemmefra.

Briterne byggede på toppen af bakkekammen en charmerende bykerne fyldt med britiske huse – dog tilført et særligt indisk touch. Den dag i dag kan man stadig se tydelige forskelle på den engelske bydel på toppen af bakkekammen og de indiske kvarterer nede af skråningerne.

Mange steder i Shimla er landskabet så stejlt, at vejene er afløst af trapper. Det betyder, at næsten alt skal bæres op til bymidten, hvor biler ikke kan køre op. Derfor ser man ofte tungt læssede bærere, der slæber alt fra kurve fyldt med tomater til el-skabe på ryggen.

Nyd en high tea på en af de klassiske caféer eller en indisk te på et traditionelt tehus. For kaffedrikkere er Indian Coffee House en anden Shimla-institution, der er værd at gå efter. Især personalets imponerende uniformer er værd at lægge mærke til.

 

Spiti dalen

I befinder jer på det tibetanske plateau, hvor arkitekturen følger de traditionelle normer med hvidkalkede huse med flade tage, der bruges til opmagasinering af brænde og foder, og hver by har deres eget buddhistiske kloster. De hvide bygninger og grønne bygmarker, der smyger sig til bredden af Spiti-floden, står i skærende kontrast til de golde omgivelser, som domineres af bjergenes brune nuancer.

Spiti dalen blev først åbnet for turister i 1996, så der er kun begrænsede faciliteter, men nye støtteordninger fra staten skal være med til at sætte gang i den stigende turisme. Dette er også medvirkende til, at området i de seneste år har oplevet en revitalisering inden for de kulturelle og religiøse institutioner. Flere vælger at blive boende i området, og de historiske, buddhistiske uddannelsesinstitutioner, klostrene, oplever en øget tilgang af unge studerende. Fokus på traditionelle kulturelementer som sang, musik, dans og håndværk ses ligeledes tydeligt i forbindelse med undervisningen i de små lokale skoler.

Amritsar

Amritsars altoverskyggende omdrejningspunkt er sikhernes helligdom, Det Gyldne Tempel. Templet ligger i al sin glans i et stort bassin midt i byen. Rundt om bassinet ligger adskillige smukke, hvide templer, hvor hellige mænd iført farverige dragter, kniv og spyd patruljerer i de marmorpyntede søjlegange. Våbnene er nu mest for traditionens skyld, for der hersker en ualmindelig afslappet stemning omkring Det Gyldne Tempel, som I ikke oplever ret mange andre steder i Indien.

Arkitekturen i templet kan ved første øjekast ligne en blanding af muslimske og hinduistiske elementer, men resultatet er unikt for sikherne. Den lotusformede kuppel, der pryder taget, siges at være forgyldt med hele 750 kilo guld. Også de øvre dele af templets sider er forgyldte, og det hele stråler i den stærke sol.

Pilgrimme fra hele verden valfarter hertil for at bede og bade i det hellige vand. Gratis mad udleveres til alle pilgrimme, og hele 25.000 måltider serveres på en typisk dag. Ved templet er alle lige. Her betyder kaster og social status, i princippet ikke noget, og man kan se gadefejere sidde og spise side om side med direktører og hellige mænd.

Mens I er i Amritsar, bør I også lægge vejen forbi den lille park Jalianwala Bagh. Her mindes man de 2.000 indere, der blev dræbt på dette sted af briterne under optøjer i 1919. Adskillige skudhuller er stadig synlige rundt om i parken.

Dharamshala

Dharamsala er en af de vigtigste byer i den tibetanske buddhisme. Efter den kinesiske invasion af Tibet så den åndelige tibetanske leder Dalai Lama sig i 1959 nødsaget til at flygte fra sit palads i Lhasa til Indien. Her fik han og hans følge lov til at bosætte sig i den tidligere britiske bjergby Mcleodganj, som er en forstad til Dharamshala, der ligger få kilometer fra Mcleodganj.

I dag er Mcleodganj sæde for langt mere end den tibetanske eksilregering. Templer er blevet rejst til ære for Buddha, og institutioner er blevet grundlagt for at holde hjemlandets traditioner i hævd. De traditionelle bedehjul snurrer mange steder i byen, og buddhistiske bedeflag flagrer i vinden. Sten med tibetanske mantraer ligger mellem skovens træer, og pilgrimme valfarter til byen for at gå den hellige gang rundt om Dalai Lamas residens.

I små værksteder omkring byen lærer den unge generation af tibetanere at male buddhistiske thanka-malerier, og duften af tibetanske specialiteter siver ud fra byens køkkener. Således er Dharamshala og Mcleodganj i lige så høj grad en kulturel hovedstad, som den er en politisk.

Manali

Manali ligger meget smukt mellem høje træklædte bjergsider. Navnet Manali betyder “Manus’ hjem”. For hinduerne er Manu et mytisk væsen, der overlevede en altødelæggende oversvømmelse, hvor blandt andet mennesket blev udryddet. Da vandet trak sig tilbage, rejste Manu til det sted, hvor Manali i dag ligger, og genskabte mennesket. Derfor er byen hellig for hinduer, der kommer her til for at bede i byens templer.

Dhankar

Balancerende på et stejlt klippefremspring højt over Spitifloden ligger den næsten 1.000 år gamle Dhankar-gompa side om side med det tidligere fort og kongepalads. Dhankar er Spitis historiske hovedstad og tidligere hjemsted for kongen af Spiti, men i dag er det politiske centreret omkring stedets vigtige position inden for Gelukpa-ordenen som er en eftertragtet uddannelsesinstitution for buddhistiske lamaer. Stedets religiøse betydning ses også af, at et nyt kloster blev indviet for et par år siden, da det efterhånden er blevet for risikabelt at anvende den gamle gompa.

I den østlige del af Spitidalen ligger landsbyen Tabo. Byens kloster er måske det vigtigste af de 108 templer og klostre, der tilskrives Ringchen Zangpo. Zangpo har ry for at være en stor bygmester. Legenden fortæller endog, at alle 108 konstruktioner blev bygget i løbet af én lang nat. Men Ringchen Zangpo er også kendt som den store Lotsawa, det vil sige oversætter. Han oversatte de hellige indiske tekster til tibetansk og var derigennem stærkt medvirkende til en spredning af buddhismen til Tibet.

Gompaen i Tabo adskiller sig fra de andre gompaer i Spiti på flere måder. Arkitektonisk er der tale om ni vejrbidte templer, der ikke er hvidkalkede, men derimod står i deres naturlige brun-grå nuancer. Inden for venter nogle af de smukkeste buddhistiske vægmalerier i Spiti. Hvert tempel har sin egen spændende historie, men gtsug Lha-Khang-templet skiller sig alligevel ud fra de andre. Bag den imponerende centrale bedehal gemmer sig et ekstra hemmeligt rum, hvor I kan opleve 1.000 år gamle freskoer.

 

Kaza

Kaza ligger i 3.640 meters højde. Det er vigtigt at vænne sig til højden, så start med en stille og rolig dag uden alt for mange aktiviteter.

Kaza er delt op i en ny og en gammel bydel. Det kan anbefales at gå på opdagelse i den gamle bydels labyrintiske gader med små butikker og et lille marked. Overalt bliver I mødt af den lokale hilsen, “djule”, som er den lokale version af den tibetanske hilsen, “tashi delekh”.

 

Pin dalen

Naturen i Pindalen er både smuk og overraskende frodig. Det frodige landskab har givet gode livsbetingelser for en række sjældne dyr som blandt andet ibex-bjerggeden, der er forsynet med nogle af de mest imponerende horn i dyreriget. Også sneleoparder holder til i de vilde landskaber, men det kræver ekstremt held at opleve den imponerende jæger i den fri natur.

Kinnaur

Kinnaur har aldrig været invaderet af de fremstormende tibetanske styrker og har i princippet altid været en isoleret afsidesliggende region. Men netop Sutlej flodens potentiale har fået området på landkortet. Hydroelektricitet fra Indiens største vandkraftværk, Natpha Jhakri, har siden årtusindeskiftet ført penge og øget vækst til byerne i Kinnaur. Værket genererer 1.500 megawatt, hvilket svarer til to atomkraftværker.

Kulturen og traditionerne i Kinnaur er helt anderledes end i Spiti. De hvidkalkede huse er afløst af traditionelle træhuse med skiffertag, og de lokale har ikke længere tibetanske træk, men derimod ariske. Samtidig er de let genkendelige på deres farverige filthatte, thepangs.

Sarahan

Sarahan var tidligere sommerhovedstad i det historiske rige Bushahr. Det spektakulære Bhimakali tempel er et af de smukkeste eksempler på, hvorledes hinduistisk og buddhistisk tempelarkitektur kan tage sig ud, når hensyntagen til de lokale forhold kombineres med en udsøgt detaljerigdom. Det arkitektoniske mesterværk kombinerer således sten og træ for at absorbere truslen fra jordskælv med minutiøse træudskæringer og krævende sølvarbejde.

Pilgrimme valfarter til templet fra nær og fjern for at ofre til gudinden Durga, og i forbindelse med den årlige Dasara festival tilfredsstilles Durgas umættelige behov for blod via en række dyreofringer. Tidligere ofrede præsterne og de lokale herskere mennesker til Durga, men denne skik er heldigvis historisk.

Indisk Himalaya

Den indiske del af Himalaya er blandt verdens smukkeste steder. For fødderne af bjergene ligger dybe skove. Men snart tager de høje pas over, og de grønklædte bjergsider afløses af rå stenørkener og himmelstræbende bjergtinder. Heroppe er luften klar, og horisonterne synes uendeligt fjerne. Men trods de ekstreme forhold har både dyr og mennesker fundet sig til rette i højderne.

Her og der ses små landsbyer, og næsten hver dal synes at have sit eget særpræg. Længst mod nord ligger Ladakh og Spiti som afsides buddhistiske oaser langt væk fra verdens øvrige gang. Under den dybblå himmel brydes det forrevne bjerglandskab af prægtige hvide klostre og frodiggrønne bygmarker langs de brusende floder. Munkenes sagte messen fylder de gamle, dekorerede bedesale, og uvurderlige buddhastatuer og vægmalerier vidner om en rig tibetansk kultur. I Kinnaur længere mod syd er kulturen helt anderledes, og de tibetanske stentempler er afløst af fantastiske træbygninger.

Mennesket fylder meget lidt i denne del af verden. Her er det naturen, der bestemmer. Bjergpas er kun åbne få måneder om året, og kommer I tilpas langt væk fra menneskelig aktivitet, er det dyr som sneleoparden og bjerggeder, der sætter dagsordenen. Der er kun få veje at køre på, men alle fører de tværs gennem de mægtige landskaber, forbi lodrette bjergsider og ind mellem sneklædte bjergtoppe.

Indisk Himalaya er for de eventyrlystne og for dem, der gerne vil opleve en helt anden side af Indien, end den man ser på Ganges-sletten og i Rajasthan.

Snak Det nordlige Indien med os - tættere på dit eventyr

Peter Schou deler din rejselyst og kender de skønneste steder i verdens afkroge. Det er op til dig, om vi skal arrangere rejsen sammen med dig, for dig eller om du blot ønsker inspiration og rådgivning. Tøv ikke med at booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Oplevelser i det nordlige Indien

Brug for rådgivning?

Vores eksperter sidder klar ved telefonen 70 12 03 03


70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel