Rejser til Borneo: Orangutanger, hovedjægere og fantastiske strande

70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel

Hos MarcoPolo får du:

  • Erfaring

    Mere end 35 års erfaring i eventyrlige rejser

  • Flexibilitet

    Din rejse sammensættes efter dine ønsker og dit budget

  • Rådgivning

    Fra Danmarks bedste rejsekonsulenter

  • Viden

    Vi kender rejsemålene og hotellerne indgående

  • Spar tid

    Spar tid og lad os ordne det praktiske

  • Sikkerhed

    Vi er der for dig. Både før, under og efter rejsen

Store oplevelser på Borneo

Sepilok orangutang-center

I 1994 blev et stort område fredet i et forsøg på at rede de vidunderlige og intelligente orangutanger. På centeret modtager man orangutanger, der enten er blevet holdt i fangenskab eller på anden måde har haft en unaturlig opvækst. I starten skal de have meget hjælp, men lidt efter lidt erhverver de unge orangutanger sig de færdigheder, de behøver for at kunne klare sig i naturen. De lærer at klatre, bygge sovepladser i træerne samt at finde føde. Det er en lang, men også livsbekræftende proces. Lignende centre er Semengoh nær Kuching og Camp Leakey i Kalimantan. Et besøg i et af disse orangutang-centre støtter arbejdet for at rede de truede dyr og giver en unik mulighed for at opleve orangutanger helt tæt på.

Safari i Sukau

Regnskoven omkring Sukau er et af Borneos mest enestående naturområder, og disse dybe skove og utallige floder danner grundlag for et både rigt og varieret dyreliv. Især aber og primater er her mange af, og med lidt held er her gode muligheder for at opleve både næseaber og orangutanger i deres naturlige opgivelser. Men også flere typer makakaber lever her sammen med blandt andet silverleaf-aber, der som voksne er sorte med sølvgrå dækhår. Ungerne derimod er fuldstændig rødhårede. Aberne deler skoven med et væld af andre dyrearter, deriblandt mere end 200 eksotiske fuglearter og hele otte arter af næsehornsfugle. Sågar en lille population af de meget sjældne elefanter holder til langs floderne, men du skal være heldig for at opleve dette sky dyr.

Se rejseforslag med safari i Sukau

Junglelodge i Danum Valley

Regnskovsområdet Danum Valley ligger langt fra menneskelige bosættelser, så der har aldrig været intensiv jagt eller skovbrug. Derfor oplever du her Borneos regnskov i al sin pragt, og området regnes for at være blandt de bedste steder på øen at opleve det rige dyreliv. Mere end 200 forskellige træarter kan vokse på en enkelt hektar, og omkring 300 fuglearter er observeret i skoven, der også er hjem for 72 arter af krybdyr og 124 pattedyrsarter. Deriblandt orangutanger, gibbonaber og yderst sjældne arter såsom elefanter, træleoparder og sumatra-næsehorn. Glem dog ikke alle de mindre kendte dyr, insekter og planter, der også er med til at gøre regnskoven til et fascinerende sted. Du kan udforske junglen på vandreture og fra hængebroer spændt ud mellem trætoppen. Du kan tilmed bo på en af Borneos allerbedste safarilodges; Borneo Rainforest Lodge.

Se rejseforslag med Danum Valley

Mount Kinabalu

Sydøstasiens højeste bjerg, Mount Kinabalu, hæver sig 4.095 meter over havet og udgør et af de mest storslåede naturområder på Borneo. Bjerget er optaget på UNESCO’s liste over Verdens Naturarv på grund af sin store mangfoldighed af planter og dyrearter. Ikke mindre end 280 fuglearter lever i skovene omkring Mount Kinabalu. Det samme gør en række kødædende planter, 26 rhodondendron-sorter samt 1.200 orkidé-arter, der trives i de dybe, fugtige tågeskove. Den mest særprægede af dem alle er rafflesiaen, der er verdens største blomst. Den blomstrer dog kun lejlighedsvist, så det kræver lidt held at se den i al sin pragt. Det er muligt at bestige Mount Kinabalu på to dage med en overnatning i et simpelt guesthouse på vejen. Det er en fantastisk tur, der fører dig fra den tropiske regnskov gennem adskillige klimabælter til de rå og nøgne bjergsider nær toppen.

Se rejseforslag med besøg ved Mount Kinabalu

Poring Hot Springs

Efter en lang gåtur på eller omkring Mount Kinabalu er det fantastisk at lade sig glide ned i de varme kilder ved Poring Hot Springs. Her føres det varme vand fra undergrunden op i en række kunstige bassiner midt i naturen mellem høje jungletræer og bambuslunde. Gangbroer er spændt ud mellem nogle af træerne i 35 meters højde, så du kan gå en tur mellem trækronerne og opleve livet i toppen af den tropiske regnskov.

Se rejseforslag med besøg ved Poring Hot Springs

Kota Kinabalu

Kota Kinabalu ligger på et fladt område med Det Sydkinesiske Hav på den ene side og Crocker Ranges med Mount Kinabalu på den anden side. Byen er Sabahs økonomiske kraftcenter og er med cirka 300.000 indbyggere også den største by. Selvom byen er præget af et aktivt forretningsliv, er der også masser af parker og muséer.

Den store fredagsmoské i Kota Kinabalu er blandt de smukkeste bygninger på Borneo. Men byens største seværdighed er nok det hyggelige natmarked. Når mørket falder på, forvandles byens havnefront til et sprudlende virvar af madboder, der sælger alt fra stegte ris og nudler til grillet fisk og eksotiske frugter. Gem dog lidt appetit til byens fiskerestauranter, der serverer nogen af de bedste fisk og skaldyr i Malaysia.

Se mere om Kota Kinabalu og udflugtsmuligheder her

Badeferie på Gaya Island

En kort sejltur fra Kota Kinabalu ligger Tunku Abdul Rahman National Park. En smuk lille nationalpark bestående af fem jungleklædte tropeøer omgivet af safirgrønt vand. Gaya Island er den største af øerne og byder på nogle særdeles luksuriøse strandhoteller. Det er et ideelt sted at slutte en oplevelsesrig rejse på Borneo. Ud for kysten venter koralrev på at blive udforsket med maske og snorkel, og væk fra havet kan du udforske øens frodige natur. Det er endda muligt at suse i zipline mellem to af øerne i nationalparken.

Se rejseforslag med badeferie på Gaya Island

Hovedjægernes langhuse

Adskillige folkeslag lever stadig et overvejende traditionelt liv i Borneos regnskov. Deriblandt dayak-folket og iban-folket, der er efterkommere af de tidligere så frygtede hovedjægere. Det er muligt at besøge iban-folket i deres langhuse og opleve en hverdag, der ligger uendelig langt fra noget, vi kender i Danmark. Her jager de stadig med pusterør i junglen og fisker i floderne. Grøntsager finder de i skoven, og når natten sænker sig over Borneo, samles de på langhusets brede veranda, hvor snakken går til langt ind i den livlige tropenat. Før i tiden hang fjendernes afhuggede kranier ned fra loftet. Heldigvis hører denne skik fortiden til, og du får en noget varmere velkomst, når du besøger landsbyens gæstfrie beboere.

Se rejseforslag med besøg i et langhus

Storbyen Kuching

Kuching i Sarawak er en stærk kandidat til titlen som Borneos hyggeligste storby. Byen ligger flot ned til Sarawak-floden, hvor folk mødes på promenaden for at hygge sig sammen og nyde brisen. Mange af de gamle bygninger i centrum af Kuching stammer fra de farverige dage under Sir James Brooke, der var den første hvide Rajah af Sarawak. Med sine cirka 500.000 indbyggere fra mange forskellige etniske grupper er gadebilledet aldrig kedeligt. Blandt Kuchings øvrige seværdigheder kan nævnes Tua Pek Kong Tempel, Fort Margherita og ikke mindst det glimrende Sarawak Museum, der giver en god introduktion til Borneos rige kulturer.  Byen byder desuden på Borneos bedste shopping. Både i form af små butikker og charmerende basarer. En god måde at opleve Kuching er på en guidet cykeltur, der fører dig ned ad sidegader og ind i dele af byen, du næppe finder på egen hånd.

Se rejseforslag med ophold i Kuching

Badeferie ved Damai Beach

Damai Beach nær Kuching indbyder til afslapning. Kom ned i gear, grav fødderne ned i det bløde sand, og nyd udsigten over havet. Har du lyst til at være lidt mere aktiv, byder området også på en golfbane og stier til mountainbike samt vandreture. En god trekkingtur fører dig ad junglestierne til toppen af Mount Santubong. Den smukke udsigt er alle anstrengelserne værd.

Se rejseforslag med badeferie ved Damai Beach

Bako National Park

Bako National Park ligger på den yderste del af en stor halvø og er på tre sider omgivet af Det Sydkinesiske Hav. Her findes syv komplette biotoper og et mangfoldigt plante- og dyreliv, som de mange vandrestier gør det muligt at komme helt tæt på. Du vil oftest høre lydene fra dyrene i skovbunden og trætoppene, før du ser dem. Så gå stille, og hav øjne og øre med dig. Du kan også betragte den kødædende plante, nepenthes, de mange forskelligartede orkidéer, insekter, fugle, skældyr, firben, flagermus, spøgelsesaber, plump-lorier og det største af pattedyrene i Bako, den skæggede gris. Og så selvfølgelig alle de andre dyr og planter. Fra afsondrede hvide sandstrande kan du svømme mellem store klippeformationer, så huske at medbringe dit badetøj, når du begiver dig ind i parken.

Se rejseforslag med besøg i Bako

Sandakan

Sandakan er den næststørste by i Sabah og byder på en række seværdigheder. Herunder byens mindepark til ære for de australske og britiske soldater, der mistede livet under 2. verdenskrig. En af byens få stenhuse, der overlevede krigen, er St. Michael and All Angels Cathedral. Denne smukke granitkirke tog næsten 30 år at bygge, inden den stod færdig i 1893. Du kan også besøge det tidligere hjem for den amerikanske forfatter, Agnes Newton Keith, der er bedst kendt for sine autobiografiske værker om livet før, under og efter krigen i det nordlige Borneo. Den skønneste udsigt over Sandakans kyst får du fra det buddhistiske tempel, Jih Shih. Langs kysten finder du også byen Buli Sim Sim. Her er husene opstyltede på pæle i vandet og fungerer som hjem for de lokale fiskere. Får du lyst til at smage på sagerne, finder du alt godt fra havet ved Sandakan Central Market.

Mulu National Park

Mulu ligger lidt isoleret i det nordøstlige hjørne af Sarawak i Gunung Mulu Nationalparken, som er et fantastisk 52.000 hektar stort regnskovsområde. Mulu er dog mest kendt for sine grotter, idet området har verdens største kalkstens grottesystem. Flere af de imponerende grotter er åbne for besøgende, og ved solnedgang kan du være heldig at opleve, når millioner af flagermus forlader deres skjul i deres søgen efter føde.

Brunei

Brunei ligner ingen andre steder på Borneo. Ganske vist byder det lille, stenrige sultanat både på dybe regnskove og et rigt dyreliv, men hovedstaden Bandar Seri Begawan er som en hel anden verden. Byens brede boulevarder er ufattelig rene, de officielle bygninger er intet mindre end imponerende, og moskéerne er som taget ud af 1001 nats eventyr. Men Brunei er ikke en asiatisk miniudgave af Mellemøstens moderne oliebyer. Tværtimod har Brunei en sjæl, der gør oliestaten helt unik. Besøg for eksempel byens fabelagtige moskéer Sultan Omar Ali Saifuddien og Hassanil Bolkiah. Førstnævnte blev bygget i 1958, og der blev ikke sparet på noget. Moskéen ligger i sin egen kunstige lagune, og indenfor venter glimtende italiensk marmor, fantastiske mosaikker og værdifulde ægte tæpper. Hassanil Bolkiah er nyere, men mindst lige så storslået.

Med sine 1788 rum er Bruneis sultanpalads et af verdens største private residenser. Det er mere end fire gange Versailles’ størrelse og tre gange større end Buckingham Palace. Så det er hverken plads eller penge sultanen mangler. Paladset er lukket for offentligheden, men du kan få et indtryk af sultanens ekstravagante livsstil på Royal Regalia Museum. Museet udstiller også nogle af de mange gaver, som udenlandske statsoverhoveder har foræret sultanen gennem tiderne.

Shopping på Borneo

Borneo er ikke en shopping-destination på højde med Singapore, Bangkok eller Hongkong. Men det sagt, er der masser af gode og spændende fund at gøre. Særligt hvis du er på udkig efter eksotiske souvenirs som flettede kurve, træstatuer eller andet kunsthåndværk fra øens forskellige kulturer. Kuching har klart det største udvalg og byder på Borneos bedste shopping. Men der er noget særligt ved at købe direkte fra kunstnerne under et besøg i et iban-langhus i junglen.

Borneo med børn

Borneo er en fantastisk destination for eventyrlystne familier på udkig efter et ægte eventyr. Især større børn vil elske at udforske regnskovens forunderlige verden af mystiske insekter, kødædende planter og komiske næseaber. Sukau vil være et godt bud, da I sejler rundt på udkig efter dyrene fremfor at gå. Et besøg i et orangutang-center er også en stor oplevelse for både store og små. Det samme er synet af havskildpadder, der kommer op på stranden for at lægge æg. Om muligt endnu sjovere er det at hjælpe de små udklækkede havskildpadder ud i havet i skæret fra månen. Læg dertil muligheden for at gå på jagt i junglen med pusterør sammen med en ægte iban-jæger og afslappende dage på Gaya Island eller Damai Beach. Der vil uden tvivl være masser at fortælle om i skolen efter ferien.

Se forslag til en børnevenlig tur til Borneo

Snak Borneo med os - tættere på dit eventyr

Yvonne Larsen deler din rejselyst og kender de skønneste steder i verdens afkroge. Det er op til dig, om vi skal arrangere rejsen sammen med dig, for dig eller om du blot ønsker inspiration og rådgivning. Tøv ikke med at booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Praktiske oplysninger om Borneo


Tidsforskel til Borneo

Sabah, Sarawak, Brunei og den østlige del af Kalimantan (den indonesiske del af Borneo) er seks timer foran Danmark, når vi har sommertid, og syv timer foran Danmark, når vi har vintertid. Dette skyldes, at Borneo ikke skifter mellem sommer- og vintertid.

Den sydvestlige del af Kalimantan er kun fem timer foran Danmark, når vi har sommertid, og seks timer foran Danmark, når vi har vintertid.

Flyvetid til Borneo
Hvor lang tid tager det at flyve til Borneo? Der er ingen direkte rutefly mellem Danmark og Borneo. Men flere selskaber kan klare turen fra København til Kuching eller Kota Kinabalu med et enkelt stop på vejen. De fleste har dog to stop. Typisk tager de mest direkte ruter omkring 17 timer. En mulighed kunne være at bryde rejsen op med et par dage i eksempelvis Singapore eller Kuala Lumpur på vejen. Ikke blot giver det mulighed for at strække benene. Du får også flere eksotiske oplevelser med hjem.

Regntid og klimaet på Borneo
Hvornår skal man rejse til Borneo? Ækvator går lige igennem Borneo, så klimaet er tropisk med temperaturer omkring de 30 grader og høj fugtighed. Den vigtigste faktorer er regn. Regn kan forekomme året rundt i regnskovene, men der kan være stor forskel på mængden af regn i forskellige dele af Borneo. I Sarawak og Kalimantan falder regntiden typisk mellem december og februar, mens maj til september er de tørreste måneder. I Sabah er det omvendt. I det nordlige Borneo falder der mest regn fra maj til december, mens tørtiden er fra januar til april.

Sprog på Borneo
I den malaysiske del tales primært malay, mens det mest udbredte sprog i Kalimantan er indonesisk. De to sprog minder meget om hinanden. Derudover tales en række lokale sprog rundt om på Borneo.

Valuta på Borneo
Møntfoden i Sarawak og Sabah er malaysiske ringitt (MYR). I denne del af landet finder du hæveautomater og banker i alle større byer. Mange bedre restauranter, hoteller og lodges tager imod kreditkort såsom Visa og MasterCard. Men det er nødvendigt at have kontanter til småkøb i boder og butikker samt til andre situationer, hvor kreditkortet ikke kan bruges.

I Brunei er møntfoden Brunei Dollars (BND). Her kan kreditkort også bruges mange steder.

I Kalimantan er møntfoden indonesiske rupiah (IDR). Kontanter er helt nødvendige her, hvor kreditkort vil være ubrugeligt langt de fleste steder.

Drikkepenge på Borneo
Der er ingen forpligtelse til at give drikkepenge på Borneo. Men lønningerne er lave, og drikkepenge vil altid blive værdsat. På restauranter fremgår det af menukortet eller regningen om service er inkluderet. Det er dog lang fra altid, at tjeneren ser nogle af disse penge. Så overvej at lægge cirka 10% af regningen, hvis servicen har været god. Guider kan man give MYR 25 – 30 pr. dag og nogenlunde det halve til chaufføren.

Vaccinationer til Borneo
Det er vigtigt at have de rigtige vaccinationer, inden du rejser mod Borneo. Derfor henviser vi til de seneste anbefalinger fra Statens Serum Institut – klik her.

Malaria forekommer i nogle dele af Borneo. Blandt andet i Kalimantan og i grænseområdet mellem den indonesiske og malaysiske del af øen. Det er påkrævet at have gul feber-certifikat, hvis du rejser til Borneo efter at have opholdt dig i et område med gul feber.

Pas og visum til Borneo
Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejsen.

Danske statsborgere med dansk pas kan få 90 dages turistvisum ved ankomsten til Malaysia. I Indonesien kan 30 dages visum købes ved ankomsten. Disse regler kan dog hurtigt ændre sig. Du kan finde de seneste oplysninger omkring visum på Udenrigsministeriets hjemmeside – klik her.

Elektricitet på Borneo
240 volts. Man skal generelt bruge en adapter. For en liste over stiktyper verden over – klik her.

Internet på Borneo
Der findes internet og wi-fi på de fleste hoteller og lodges. I de fjernere egne af regnskovene såsom Sukau og Danum Valley skal man regne med, at forbindelsen er langsom og ustabil.

Fotografering på Borneo
Naturfotografer har meget at glæde sig til på Borneo, så medbring rigeligt med memory cards til kameraet. De kan være svære at købe i regnskoven. Langt de fleste steder er det helt i orden at fotografere, men det er altid god skik at spørge om lov, før du fotograferer mennesker. Især kvinder i langhusene vil gerne have, at du spørger om lov først. Rejser du med et spejlreflekskamera, er en god telelinse på mindst 300 mm en stor fordel, hvis du drømmer om at få gode dyrebilleder med hjem. Husk også, at lyset er dunkelt i en regnskov, så skru ISOen op for at undgå slørede, underbelyste billeder.

Rejseforsikring til Borneo
Det anbefales på det kraftigste at tegne en rejseforsikring, der dækker i forbindelse med sygdom m.m. på rejsen. Kontakt gerne MarcoPolo for vejledning.

Snak med en, der har været der Få et tilbud på din unikke rejse

og få et tilbud på din unikke rejse 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.

Få et uforpligtende tilbud
70 12 03 03 Book et møde Send rejseforespørgsel