Singapore for madelskere

Gastronomi i verdensklasse
De fleste indbyggere i Singapore har én stor passion til fælles: mad. Heldigvis har byen noget for enhver smag. Lige fra fine gourmetrestauranter, hvor innovative stjernekokke fremtryller det seneste nye inden for asiatisk cuisine. Til de mange gadekøkkener, hvor Singapores etniske mangfoldighed for alvor får lov at udfolde sig i et væld af eksotiske retter. Her samles folk fra alle nationaliteter og samfundslag ved de simple borde for at spise billig nudelsuppe, krabber i chilisauce og andre lækkerier til langt ud på aftenen.

singapore-hawker_makansutra_talents_hr-stb

 

Etnisk mangfoldighed
Mange forskellige folkeslag har gennem tiderne sat deres præg på Singapore, hvilket tydelig kan ses på byens menukort. Mad fra hele Asien og resten af verden kan fås rundt om i byen. Men særlig spændende er det at gå på opdagelse i de Singapores stemningsfyldte etniske kvarter. I Little India valfarter kvinder i farvestrålende sarier mod røgelsesindhyllede templer, mens gadehandlere faldbyder blomsterranker og mobilcovers til lyden af de seneste Bollywoodhits, der strømmer ud fra de små butikker. Dette er det perfekte sted at kaste sig ud i en indisk tikka marsala eller korma med tilhørende nan-brød. Der er masser af restauranter at vælge imellem. Fra solid hverdagskost på små familiedrevne restauranter til gourmet-kreationer på Song of India, der kan pryde sig med en af de eftertragtede michelin-stjerner.Går sulten mere i retning af marokkansk lammegryde, malaysiske nudler eller libanesisk kebab med humus, så er det muslimske kvarter omkring Arab Street det perfekte sted at kigge. Eller kast dig ud i Singapores fantastiske kinesiske kvarter. Her er de smalle baggyder tæt pakket med boder, der sælger alt fra traditionel medicin til spisepinde, og i de smukke templer runger lyden af messende munkestemmer mellem de gyldne Buddha-statuer. Særlig magisk er Chinatown, når tropenatten sænker sig over byen, og der fyres op under wokkene i skæret fra kinesiske lamper. Borde sættes ud på de før så travle gyder, og duften af stegte nudler og grillede fisk blander sig med den summende lyd af alverdens sprog. Marinerede ænder hænger i vinduerne, og i boderne bobler velduftende supper side om side med fyldige karryretter. Kvaliteten er ekstrem høj. Faktisk er den så høj, at gadekøkkenet Hong Kong Soya Chicken i China Town Complex har en michelin-stjerne!

Singapore

 

Peranakan-kulturens unikke køkken
En anden spændende kultur der har sat sit præg på Singapore og Malaysia er peranakan. Disse er efterkommere af kinesiske og indiske immigranter, som for flere generationer siden giftede sig med ikke-muslimske lokale fra den malaysiske halvø. Sammen skabte de en unik kultur og ikke mindst et særligt køkken, der adskiller sig fra både de kinesiske og det malaysiske. Et godt sted at få en introduktion til denne kultur er bydelene Joo Chiat og Katong samt de fine byhuse langs Koon Seng Road, der traditionelt har været beboet af peranakans. Det er peranakan-kulturen, der står bag en af Singapores mest elskede retter; Laksa. Denne krydrede nudelsuppe med fisk og skaldyr indeholder et væld af ingredienser og er et godt eksempel på peranakan-kulturens blanding af kinesisk og malaysisk cuisine. Laksa tilbydes på restauranter overalt i byen. Men ifølge mange lokale fås byens bedste laksa på 328 Katong Laksa på East Coast Road nummer 216.

singapore-nasi-padang_hr-stb

 

Chili crab; Singapores nationalret
En anden klassisk Singapore-ret er Chili Crab, der er en stærk kandidat til titlen som landets nationalret. Der findes et væld af forskellige opskrifter på Chili Crab. Men grundlæggende består retten af krabbekød serveret i en rig sauce baseret på tomater, chili og forskellige andre krydderier. Hvor man får byens bedste chili crab er til evig diskussion. Men Jumbo Seafood og Red House nær Boat Quay er begge gode bud.

singapore-lau-pa-sat_hr-stb

 

En drink med udsigt på en roof top bar
Efter en god middag kunne aftenen passende fuldendes med en drink ved Clarke Quay, hvor restauranter, jazzbarer og hippe caféer ligger side om side ned til floden. Du kunne også kigge forbi Chimjes, hvor byens gamle kloster er indrettet med hyggelige restauranter og caféer. Eller tag plads på en af byens flotte tagterrasse-barer, hvor du kan nyde tropenatten udendørs på taget af en skyskraber omgivet af Singapores funklende lyshav. 1-Altitude, Ce La Vi, Lantern og Level 33 er alle gode bud, der fanger alt det, der gør Singapore så fantastisk.

singapore-ce-la-vi-rooftop-bar-stb

Ti klassiske Singapore-retter, du bare må smage:

  • Chicken Rice – Singapores uofficielle nationalretter
  • Chili Crab – God, krydret skaldyrsret
  • Fish Head Curry – Smager meget bedre end det lyder
  • Fired Carrot Cake – Men meget anderledes udgave af gulerodskage
  • Hokkien Prawn Mee – Kinesiske nudler med rejer
  • Kaya Toast – Den lokale udgave af toast
  • Laksa – Kompleks nuddelsuppe med et væld af ingredienser
  • Nasi Lemak – Lækker, krydret risret
  • Rojak – Lækker sursød asiatisk salat
  • Roti Prata – Indiske fladbrød
Lad os tage en snak om din rejse Få et tilbud på din unikke rejse

Vi sidder klar ved telefonen 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.

Få et uforpligtende tilbud

70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel