70 12 03 03
Åben:

Med Exodus i Namibia – Afrikas oversete ørkenland

Læs den spændende beretning nedenfor eller se den som online-magasin – klik her


Ankomst til Windhoek

Namibia - Windhoek

Brug en dag i Namibias lille Windhoek

Vi ankom til Namibias hovedstad i strålende solskin. Himlen var høj, blå og klar, hvilket skulle vise sig at være standarden i dette land med mere end 300 dages solskin om året. Vi vidste på forhånd, at Namibia var blandt de rigeste, sikreste og mest politisk stabile lande i Afrika, men vores møde med Windhoek kom alligevel som en overraskelse. Byen var ikke bare et behageligt bekendtskab med sit lille, hyggelige centrum. Sammen med Singapore var den også den reneste by, vi nogensinde har været i. Efter en kort tur rundt i byen, blev vi indlogeret på et udmærket hotel, hvor eftermiddagen gik med at lære de øvrige deltagere at kende ved den solbeskinnede pool.

 

Mod verdens ældste ørken

Namibia - Kalahari Desert

Namibia – Kalahari Desert

Næste morgen lagde vi bylivet bag os og overgav os til Namibias endeløse vidder. Vi havde ikke kørt ret langt, før vi var omringet af ørken. Ikke sandørken, som man kender det fra Sahara. Men Namib-ørkenens urgamle buskstepper, der hurtigt viste sig at være langt mindre livløse end først antaget. Rovfugle svævede på himlen over os, og antiloper søgte skygge under de lave træer. Et andet sted krydsede en bavianflok vejbanen, og vi passerede adskillige strudse langs vejen. Frokosten blev serveret ved et lille road house, der udover en vrimmel af sommerfugle, blomster og gamle biler, også var berømt for sin æblekage, der efter sigende skulle være landets bedste. Vel fremme i Sesriem slog vi lejr på en glimrende campingplads. Mens guiden og medhjælperne rejste teltene, søgte vi skygge i den hyggelige, stråtækte bar. Andre kiggede nærmere på campingpladsens lille pool. Det stod hurtigt klart, at Namibia er fyldt med fantastiske campingpladser, der kombinerer gode faciliteter med følelsen af at være langt ude i naturen.

Samme eftermiddag besøgte vi Sesriem-kløften. En dramatisk 30 meter dybt og tre kilometer lang rift i landskabet skabt af Tsauchab-flodens løb i millioner af år. Tilbage i lejren havde kokken haft travlt, og ef­ter en forrygende solnedgang kunne vi sætte os til rette om bålet og nyde en lækker bålmiddag under Namibias funklende stjernetæppe.

 

Sandklipper og døde vandhuller

Namibia - Sandklitter

Mægtige sandklitter strækker sig mod horisonten

Det var stadig mørkt, da vi næste morgen tumlede ud af vores kuppeltelte og satte os til rette i bussen. Men der var en god grund til det tidlige tidspunkt. For da vi stod for foden af den berømte sandklit Dune 45, var solen endnu lige under horisonten. Tids nok til, at vi kunne bestige det enorme bjerg af sand og nyde den fortryllende solopgang fra toppen. Tilbage for foden af klitten blev vi mødt af duften af varm kaffe og friskstegt bacon. Her stod vores kok klar med engelsk morgenmad, som vi kunne nyde i de storslåede omgivelser, mens morgensolen langsomt opvarmede de orange landskaber omkring os.

Denne ørken anses for at være verdens ældste, og landskaberne er lige så fortryllende smukke, som de er varierede. Dette er­farede vi ved selvsyn, da vi op ad formiddagen trådte ud på bunden af den udtørrede sø Deadvlei, hvor døde træer strakte deres knudrede grene mod himlen som surrealistiske skulpturer i en øjensynlig håbløs bøn for regn. Selv dyrelivet er forbavsende rigt. Det er ikke ualmindelig at se oryx-antiloper, springboks el­ler strudse mellem de bløde sandklitter. Men her lever også en gekko med svømmehud mellem tæerne, der ’svømmer’ rundt i sandet. Om muligt endnu mere særpræget er skyggebillen der, for at få noget at drikke, hver nat kravler op på toppen af klit­terne og stiller sig med bagdelen i vejret. Så venter den bare på at tåge ruller ind over landskabet. Når det sker, samles dråber på dens rygskjold, som løber ned i munden på den.

Dead Vlei

Dead Vlei

Men det, der virkelig gør Namib-ørkenen så enestående, er de åbne vidder. Det er den høje, blå himmel og de fjerne horisonter. Det er de mange kilometer, man kan køre uden at se et andet menneske, og den flimrende hede over saltsletterne midt på dagen. Men mest af alt er det oplevelsen af at stå midt i det kolossale land­skab, når solen langsomt nærmer sig horisonten som en stor glødende ildkugle, og kaster sine gyldne stråler ud over de uberørte vidder. Der er noget tidløst over Namib-ørkenen. Som om tiden her har stået stille – eller måske først lige er be­gyndt. Flere rejsende i dette område har fortalt, at de følte sig hensat til tidernes morgen. Som var de på magisk vis blevet transporteret tilbage til dengang, de første mennesker vandrede på denne jord.

 

Full Service Camping

Namibia - Camp - Exodus

Vores Exodus-lejr midt i naturen

Vi brugte hele dagen i ørkenen, og først sidst på eftermiddagen ankom vi til vores lejr for natten. Denne specifikke Exodus-tur var en såkaldt ’Full Service Camping’. Det betyder, at man ikke selv skal hjælpe til med lejr­opgaverne. Der er hjælpere med, der står for at rejse teltene, lave maden, vaske op og pakke bilen osv. På den måde havde vi mest mulig tid til at nyde de storslåede omgivelser, hver eneste lejr lå i. Maden var glimrende og overraskende varieret taget i betragtning, at alt laves på bål. Så det var bare at tage for sig, når der var dækket op. Derudover var der naturligvis vores lokale, engelsktalende guide Shane, der ses på billedet ovenfor.

 

Vores internationale gruppe

Selvom vi kun var få dage inde i turen, var vores gruppe allerede faldet godt i hak, og vi havde det rigtig skægt sammen. Udover guiden og de to hjælpere, var vi 10 rejsende. Syv fra England, en fra Australien og os to fra Danmark. Aldersmæssigt var der enorm forskel. Den yngste blev 30 i løbet af turen, og den ældste nærmede sig vel de 70. Men alle gik fantastisk godt i spænd, og det sociale aspekt skulle vise sig at blive et af turens abosolutte højdepunkter.

 

Swakopmund

Det var en lang og flot køretur gennem ørkenen mod feriebyen Swakopmund på Atlanterhavskysten. Her blev vi indlogeret på hotel midt i byen, så vi kunne udforske denne dybt usædvanlige by på egen hånd. Trods havet ud for Swakopmund er iskoldt, og bølgerne er store, er Swakopmund en populær ferieby blandt lokale turister. Tysk-inspirerede bygninger og tyske stednavne fylder gaderne som minder om landets fortid som tysk koloni. Det tyske præg går igen på de mange glimrende restauranter, der byder på alt fra wienerschnitzel og fadøl til tyske konditorkager i massevis. En mængde forskellige aktiviteter udbydes fra Swakopmund, og en del fra gruppen kastede sig da også ud i både kørsel på firhjulede motorcykler i ørkenen, surfing på sandklitterne og delfinsafari. Andre købte en meget flot flyvetur over ørkenen. Vi valgte dog at slappe af i byen og udforske de mange glimrende fortovscaféer og restauranter.

Netop maden var en stor oplevelse i Swakopmund. Folk i Namibia er meget glade for kød, og man skal lede længe efter en bøf på under 300 gram. Så er spørgsmålet bare, om det er kudu, struds, springbok, oryx eller zebra, der trækker mest. Man kan også få oksekød og schnitzel. Men hvorfor ikke kaste sig ud i noget mere eksotisk? Prøver man at bestille noget lidt mindre, såsom en burger, venter der en overraskelse. For intet kommer i små portioner i Namibia. Heller ikke en burger, der i dette tilfælde var næsten 30 cm høj.

 

Nabokrig på Skeletkysten

Namibia - Sceleton Coasst

Sælkoloni langs Namibias kyst

Nord for Swakopmund nåede vi Skeletkysten. En nærmest legendarisk ørkenkyst, der gennem tiderne har krævet utallige menneskeliv. Havet her er ualmindelig lumskt, og skibe går også i dag hyppigt på grund ud for kysten. Men i modsætning til tidligere betyder et forlis ikke længere den visse død for besætningen. Trods det dystre navn, er disse have fulde af liv. En kold havstrøm fører nærigsrigt vand direkte fra Antarktis, og både hvaler, fiskestimer, havfugle og hajer nyder godt af overfloden af mad. Det samme gør pels­sælerne, der holder til i enorme kolonier langs kysten. Deriblandt ved Cape Cross som vi besøgte. Her lever mange tusinde sæler side om side, men det er ikke noget lykkeligt kollektiv! Tværtimod ligger hannerne i konstant krig med hinanden, og alle kæmper med alle for at få en god plads.

Vi lagde kysten bag os ved Cape Cross og satte atter kursen mod Namibias ørkenfyldte indre. Først var landskaberne flade og tørre, men gradvist begyndte enorme bunker af røde kampesten og lave bjerge at dukke op i det fjerne.

 

Damaraland

Namibia - Damaraland

Hulemalerier i Damaralands urgamle landskaber

Damaraland er opkaldt efter damara-folket, der lever på disse kanter. Nami­bia er ualmindelig sparsomt befolket, og der er langt mellem landsbyerne. Men over de næste dage stødte vi både på damara-folket og et par af de øvrige minoritetsgrupper, der lever her. Deriblandt den mest karakteristiske af dem alle: Himba-folket, der er let at genkende på deres hårstil, tunge smykker og sparsomme beklædning.

Vores to lejrpladser i Damaraland lå fantastisk smukt midt i naturen. Ørkenelefanter holder ofte til i dette område, men vi så kun sporene fra dem i det udtørrede flod­leje nær lejren. Til gengæld var de allestedsnærværende næsehornsfugle ikke til at overse.

Mennesker har levet i Damaraland i årtusinder. Dette er helt tydeligt ved Twyfelfontein, hvor jægere og samlere i en fjern fortid huggede smukke klippemalerier ind i de orangerøde stenlandskaber. Men vores tidsrejse skulle tage os endnu længere tilbage. For omkring 260 millioner år siden var dette område dækket af præhistoriske fyrtræer. På fantastisk vis er nogle af de væltede træstam­mer blevet forstenet, så de i dag er bevaret i komplet stand med forstenet bark, kviste og knaster. Disse tørre skråninger er desuden hjem for verdens måske mærkeligste levende plante, welwit­schiaen. Planten ligner mest af alt en stor, rodet bunke blade. Men den er reelt et levende fossil; en rest fra en fjern fortid, der både deler træk med blomsterplanterne og nåletræerne. Den kan blive op til 1.500 år gammel og gror i den bare ørken, hvor andre planter hurtigt dør.

 

Fantastisk dyreliv i Etosha

Namibia - Løve

Løver ses ganske ofte i Etosha

Vi brugte to hele dage på at udforske Damaralands urgamle landskaber, inden vi vendte blikket mod turens måske allerstørste højdepunkt: Etosha nationalparken, der er verdensberømt for sit dyreliv. Knap havde vi krydset grænsen til national­parken, der er ca. halv så stor som Danmark, før vi så de første dyr. Små flokke af zebraer gik og græssede mellem de lave træer. Et sted stak en giraf hovedet frem, alt imens vortesvin, gnuer, oryxer og et væld af andre dyr samledes om vandhullerne for at drikke. Med så mange byttedyr har parkens leoparder, gepar­der, løver og øvrige rovdyr gode forhold, og allerede dagen efter stod vi ansigt til ansigt med vores første store hanløve.

Men de bedste naturoplevelser fik vi overraskende nok i lejren. De første to næt­ter boede vi i Okaukuejo-lejren, der ligger ved et permanent vandhul. Det var tørtid og vand var i den grad en mangelvare. Så døgnet rundt kunne vi sidde i sikkerhed på en bænk og observere en sand parade af dyr komme til vandhullet for at drikke.

Namibia - Etosha National Park

Elefantflok i Etosha National Park

Vi havde ikke siddet der i mere end 10 minutter den første aften, før en flok elefanter meldte deres ankomst. Senere kom også et næsehorn med sin unge til. Vi blev siddende ved vandhullet til vi ikke kunne holde os vågne længere. Men allerede næste morgen før daggry var vi tilbage på vores bænk – tids nok til at se en løvemor føre sine tre unger ned til vandet for at drikke. Heldigvis er lejren indhegnet, så der er ingen fare. Heller ikke når lyden af løvebrøl gjalder gennem den afrikanske nat ganske tæt på.

Sådan gik de næste dage med safarioplevelser fra morgen til aften. Hver morgen og eftermiddag satte vi os til rette i bussen – der nu havde fået hævet taget, så vi kunne stå op – og kørte ud i nationalparken på jagt efter dyrene. Resten af tiden sad vi ved vandhullet, kun afbrudt af en kølig drink og en hurtig dukkert i poolen i løbet af de varmeste timer midt på dagen.

Den sidste nat i Etosha flyttede vi til Namatoni-lejren, der er indrettet i et gam­melt tysk fort. På vejen til Namatoni kom vi helt ud på den enorme saltslette, der dominerer store dele af nationalparken.

 

Geparder i overflod

Jeg kunne have brugt ugevis i Etosha. Men efter tre nætter i parken, be­gyndte vi rejsen sydpå igen. Dagens mål var Cheetah Conservation Fund. En organisation, hvor man gør et kæmpe stykke arbejde for at redde et af Afrikas mest truede store kattedyr: Geparden. Namibia har verdens største bestand af den elegante sprinter, og langt størstedelen af disse lever uden­for nationalparkerne. Desværre er det ikke altid problemfrit, når geparder og landmænd lever side om side på den samme jord. Men hos CCF tyr man til yderst opfindsomme metoder i kampen for gepardernes overlevelse. Vi blev vist rundt på centeret af en medarbejder, der fortalte om arbejdet, der spænder fra flytning af geparder og undervisning af skolebørn til opdræt af særlige hyrdehunde, der ikke slår geparder ihjel. Vi nøjes naturligvis ikke blot med at høre om geparder. Vores besøg passede med fodringen af et par af centerets halvstore gepardunger!

 

Waterberg

Namibia - Waterberg Plateau

Waterberg Plateau

Ikke langt fra Otjiwarongo hæver det spektakulære Waterberg Plateau sig 200 meter over de omkringliggende flade landskaber. Det enorme sandstens-plateau er 50 km langt og dominerer fuldstændig området. På toppen gemmer sig en hel lille verden, der knap er udforsket, og rundt langs foden af plateauet lever et særdeles rigt dyreliv. Deriblandt en meget høj koncentration af leoparder, som man dog skal være meget heldig for at se.

Det var en ualmindelig varm dag, så først sidst på eftermiddagen gjorde vores guide tegn til, at det var tid til en lille vandretur. Det skulle hurtigt vise sig, at vores ’lille vandretur’ var en mindre ekspedition ad en stenet sti mod toppen af plateauet. Parkens leoparder forblev skjulte, men vi så adskillige klippegrævlinge, der forunderligt nok er den tætteste genetiske slægtning til elefanten. Alle nåede toppen, og det syn, der mødte os, var i høj grad anstrengelserne værd. Her fik vi en lille forsmag på Waterberg Plateauets skjulte verden, og langt under os kunne vi se Namibias endeløse landskaber strække sig ubrudt mod horisonten. Mennesker fylder ufattelig lidt i Namibia. Så selvom vi fra toppen kunne se utallige kilometer væk, var der ikke andre spor af menneskelig aktivitet at se i landskabet end den vej, vi var kommet af. Tilbage i lejren nød vi den sidste aften. En aften der sluttede i den lille bar i nationalparkens hovedkvarter.

 

Træfigurer i massevis – og afsked

Vi forlod Waterberg næste morgen og satte kursen mod lufthavnen i Wind­hoek. På vejen gjorde vi holdt ved et af landet største markeder for kunst­håndværk, så alle kunne købe lidt souvenirs med hjem. Men trods marked-ets sælgere gjorde alt for at henlede vores opmærksom mod deres varer, kunne det ikke ændre på ét altoverskyggende faktum: Det var nu turens sidste dag, og det var vemodigt at skulle sige farvel til de fantastiske men­nesker, vi havde delt de sidste 13 dages oplevelser med. Men heldigvis rejser rigtig mange med Exodus igen og igen. Nogle i gruppen var på deres fjerde eller femte Exodus-rejse. Så hvem ved, måske mødes vi igen på en anden rejse et andet sted i verden?

 

En verden af muligheder

Namibia - Truck - Exodus

Vores truck, der førte os gennem Namibia

Med omkring 500 ture i over 90 lande tilbyder Exodus alle muligheder for at opleve verdens mest fantastiske destinationer, kulturer, landskaber og dyreliv på en både aktiv og spændende måde. Lige fra cykelture i Cambodja til firehjulstræk­kerekspeditioner i Sydamerika, og fra Orientens mystik i Oman til bestigning af Kilimanjaro. Turene er meget forskellige. Nogle er campingture som denne til Namibia. På andre ture bor man på gode hoteller. Fælles for alle Exodus’ ture er dog, at de har oplevelsen i centrum, og at du får rigtig meget eventyr for pengene. Det er også et fællestræk, at de foregår i internationale grupper med en­gelsksprogede rejseledere.

Se flere billeder fra rejsen til Namibia




Udvalgte rejser med Exodus

Det bedste af Namibia

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Oplev det bedste af Namibia på en fantastisk camping-ekspedition gennem orange ørkener, afsidesliggende kyster og dyrerige nationalparker.

15 dage fra 26.295 kr.

LÆS MERE

Jordan og eventyr

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Jordan og eventyr – Et fantastisk 9 dages program med to hele dage til at udforske Petra. En nat i Wadi Rum under stjernerne, Det Døde Hav, ældgamle Jerash og tid til at snorkle ved Aqaba er nogle af dennes tur højdepunkter.

9 dage fra 12.595 kr.

LÆS MERE

På cykel gennem Rajasthan

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Taj Mahal, templer og fantastiske landskaber venter på dette to-hjulede eventyr gennem Indiens farverige ørkenstat, Rajasthan.

16 dage fra 19.995 kr.

LÆS MERE

Vietnam på cykel

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Fra hektiske Ho Chi Minh City langs kysten til spektakulære Ha Long Bay på to hjul. På cykel kommer I helt tæt på dagliglivet og de gæstfrie vietnamesere. Rejsen foregår i en international gruppe med guide.

16 dage fra 22.195 kr.

LÆS MERE

Blandt elefanter og bjerggorillaer

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Både Kenya, Uganda og Rwanda opleves på denne rejse. Højdepunkterne er mødet med bjerggorillaerne i Rwanda og det fantastiske dyreliv i Masai Mara. En helt unik rejse.

18 dage fra 34.395 kr.

LÆS MERE

Opdag Burma

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Fra Yangons gyldne pagoder til Inle søens blikstille vand, den formidable ruinby Bagan og kongebyen Mandalay med cykeltaxaer, templer og orangeklædte munke.

16 dage fra 26.495 kr.

LÆS MERE





MØD VORES REJSEEKSPERTER

Hos MarcoPolo har vi nogle af branchens mest erfarne og dygtige medarbejdere. De har rejst verden tynd og vil gøre alt for at arrangere den rejse, der passer bedst til dig og din familie.




Pernille Heivert

Pernille Heivert elsker selv at rejse, og det skinner igennem, når hun skræddersyer eksotiske eventyr til fjerne hjørner af verden.



LÆS MERE

Anton Kjærgaard

Anton er mere berejst end de fleste og kan hjælpe med at skræddersy en rejse til store dele af verden.



LÆS MERE

Margit Jensen

Margit kan skræddersy en rejse fra bunden og er klar til at udarbejde et tilbud på din unikke rejse.



LÆS MERE
Bestil tilbud