Mail fra en hjemvendt Peru-rejsende

Vi havde en fantastisk spændende rejse til Peru.

Der var mange højdepunktet, og jeres lokale operatør tog sig virkelig godt af os. Det var meget gode guider. Walter i Lima samlede trådene meget fint, og særligt vores guide i Arequipa og Colca Canyon, Blanca Inca, var helt fantastisk. Det var som at være på ferie med en usædvanligt vidende tante, der vidste alt om historie, arkitektur, samfundsforhold, dyr og planter (hun kunne spotte en kanin skjult i nogle klipper på 100 meters afstand, mens bilen kørte). Hun byggede endog en drage til August (og inddrog hele familien i projektet). Nok den bedste og mest engagerede guide, som vi nogensinde har haft. Vi vil stærkt anbefale et par overnatninger i Colca Canyon, der byder på helt enestående naturoplevelser og små byer, hvor man kommer tæt på peruvianerne.

Fra Colcas fascinerende dyb til Titicacas højder

Peru – Colca Canyon

Turen til Palomino Islands var glimrende og absolut anbefalelsesværdig. Jeg har aldrig hørt om andre, der har svømmet med søløver. En lille praktisk bemærkning er dog, at operatøren af båden med fordel kunne sørge for håndklæder. Som turist rejser man jo ofte ikke selv rundt med den slags.

Togrejsen var helt som forventet en meget fin oplevelse. Et smukt og komfortabelt tog, dejlig mad og venligt, kyndigt personale. I bør bestemt anbefale andre kunder at prøve den oplevelse. Måske bør I dog overveje den modsatte rute (Cusco til Arequipa), hvor der er mere køretid ombord på toget i dagtimerne. Vi kørte mest om aftenen, hvor man jo ikke kan se så meget.

Alle hotellerne var glimrende. Palazio Nazarenas i Cusco var nok det smukkeste, men også værelset/huset på Las Casitas var stort, smukt og smagfuldt, og hotellets dyr (alpacaer, marsvin, grise og fisk) tilføjede opholdet en fin dimension.

Belmond Palacio Nazarenas

Belmond Palacio Nazarenas

En helt særlig anbefaling vil vi give af Sanctuary Lodge ved Machu Picchu. Det var en kæmpe fordel at slippe for de ellers timelange køer til busserne og blot kunne gå ind på (eller om morgenen ud af) hotellet. Og så opererer Sanctuary Lodge med et all inclusive koncept, der er helt i særklasse. Mad og drikkevarer (både morgenmad, frokost og middag) på Sanctuary Lodge var noget af det bedste, som vi fik i Peru (og vi spiste rigtig godt alle steder), og personalet var udsøgt serviceminded og venligt.  Der var fuld værdi for pengene.

Peru - Machu Picchu

Peru – Machu Picchu

Det var en stor og uforglemmelig rejse. Højdepunkt efter højdepunkt med Machu Picchu som kulminationen. Vi fik også set udkanten af byerne og de små landsbyer, hvilket bestemt også var øjeåbnende. Vi oplevede peruanerne som et venligt, stolt folk, også dem som bestemt ikke har megen materiel velstand.

De bedste hilsener

Stig

Lad os tage en snak om din rejse Få et tilbud på din unikke rejse

Vi sidder klar ved telefonen 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.

Få et uforpligtende tilbud

70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel