70 12 03 03
Åben:

Ekspedition i Namibias tidløse ørken

Namibia - Kalahari Desert

Gennem Namibias ørken

Vi havde knapt forladt hovedstaden Windhoek, før vi var omringet af ørken. Ikke sandørken, som man kender det fra Sahara. Men Namib-ørkenens urgamle buskstepper, der hurtigt viste sig at være langt mindre livløse end først antaget. Rovfugle svævede på himlen over os, og springboks søgte skygge under de lave træer. Et andet sted krydsede en bavianflok vejbanen, og vi passerede adskillige strudse, der elegant spankulerede langs vejen. Menneskelig aktivitet derimod, var der uendeligt langt imellem, og det var let at få det indtryk, at vi for længst havde krydset civilisationens yderste grænse.

Vel fremme i Sesriem slog vi lejr på en glimrende campingplads. Mens guiden og medhjælperne slog teltene op, søgte vi skygge i den stråtækte bar. Andre kiggede nærmere på campingpladsens lille pool. Over de næste to uger ville det komme til at stå klart, at Namibia er rig på sådanne campingpladser, der kombinerer gode faciliteter med følelsen af at være langt ude i naturen.

 

En rift i landskabet

Namibia - Sesriem - kløft

Sesriem-kløften i Namibia

Samme eftermiddag besøgte vi Sesriem-kløften. En dramatisk 30 meter dyb og tre kilometer lang rift i landskabet skabt af Tsauchab-flodens løb gennem millioner af år. Tilbage i lejren havde kokken haft travlt, og efter en forrygende solnedgang kunne vi sætte os til rette om bålet og nyde en lækker bålmiddag under Namibias funklende stjernetæppe.

Selvom vi endnu var først på turen, var vores lille gruppe allerede faldet godt i hak. Udover den lokale engelsktalende guide og to hjælpere var vi 10 rejsende. Syv fra England, en fra Australien og os to fra Danmark. Aldersmæssigt var der enorm forskel. Den yngste blev 30 i løbet af turen, og den ældste nærmede sig vel de 70. Men alle gik fantastisk godt i spænd, og det sociale aspekt skulle vise sig at blive et af turens højdepunkter.

 

Det orange sandhav

Namibia - sandklitter - Dune 45 - Exodus

Dune 45

Det var stadig mørkt, da vi næste morgen tumlede ud af vores kuppeltelte og satte os til rette i bussen. Men der var en god grund til det tidlige tidspunkt. For da vi stod for foden af den berømte sandklit, Dune 45, var solen endnu lige under horisonten. Det betød, at vi kunne nå at bestige det enorme bjerg af sand i det tidligste morgengry og stå klar på toppen, da solens første stråler brød horisonten og kastede sit gyldne skær ud over de storslåede ørkenlandskaber. Vi satte os til rette nær toppen og nød synet af sandbjergene, der nu lå badet i det bløde morgenlys.

 

Et forbavsende rigt dyreliv

Mens vi sad der, fik vi øje på en antilope langt under os, der forsigtigt nippede til de spredte totter af græs. Disse ørkenlandskaber er ikke nær så livløse, som man umiddelbart skulle tro. Det er ikke ualmindeligt at se oryx-antiloper, springboks og strudse mellem de bløde sandklitter. Men her lever også en gekko med svømmehud mellem tæerne, der ’svømmer’ rundt i sandet. Om muligt endnu mere særpræget er skyggebillen der, for at få noget at drikke hver nat, kravler op på toppen af klitterne og stiller sig med bagdelen i vejret. Så venter den bare på at tåge ruller ind over landskabet. Når det sker, samles dråber på dens rygskjold, som løber ned i munden på den.

Heldigvis skulle vi ikke arbejde nær så hårdt for føden. Tilbage ved foden af klitten blev vi mødt af duften af varm kaffe og friskstegt bacon. Her var der stillet an med engelsk morgenmad, som vi kunne nyde i de storslåede omgivelser, mens morgensolen langsomt varmede de orange landskaber omkring os.

 

Døde vandhuller

Dead Vlei

Dead Vlei

Namib-ørkenen anses for at være verdens ældste ørken, og landskaberne er lige så fortryllende smukke, som de er varierede. Dette erfarede vi ved selvsyn, da vi efter morgenmaden fortsatte dybere ind i dette urgamle landskab. Det første stykke af vejen kunne vi køre i vores hårdføre ekspeditionsbus, men til sidst måtte den give op. Vi skiftede til firehjulstrækkere og fortsatte ad et sandet hjulspor til et punkt, hvor selv de terrængående biler ikke kunne komme længere. Herfra måtte vi gå det sidste stykke til den udtørrede sø Deadvlei. Det var ikke nogen lang gåtur. Men landskaberne omkring os lignede noget fra en fremmed planet, da vi trådte ud på saltsletten, hvor døde træer strakte deres knudrede grene mod himlen som surrealistiske skulpturer i en øjensynlig håbløs bøn for regn.

Der var ingen spor af regn ved Deadvlei. Men ved det nærliggende vandhul Sossusvlei, var bønnerne blevet hørt. En lille sø af brunt regnvand lå nu omringet af de orange sandklitter til stor glæde for områdets fugle, der nød godt af den kortvarige overflod af vand og mad.

 

Tilbage til tidernes morgen

Namibia - sandklitter

Udsigten fra Dune 45

Vi brugte to hele dage i Namib-ørkenen, inden vi satte kursen mod kystbyen Swakopmund og det øvrige Namibia. Forude ventede den legendariske Skeletkyst, Damaralands storslåede landskaber og etniske minoriteter samt ikke mindst nationalparken Etosha, der regnes for at være blandt Afrikas bedste. For blot at nævne nogle få af turens øvrige højdepunkter.

Men selvom hver af disse oplevelser var intet mindre end forrygende, er det dagene i Namib-ørkenen, der for alvor har brændt sig fast i hukommelsen. For det, der for alvor gør Namibia så enestående, er de åbne vidder med deres flokke af strudse og antiloper. Det er den høje, blå himmel og de fjerne horisonter. Det er de mange kilometer, man kan køre uden at se et andet menneske, og den flimrende hede over saltsletterne midt på dagen. Men mest af alt er det oplevelsen af at stå midt i det kolossale landskab, når solen langsomt nærmer sig horisonten som en stor glødende ildkugle og kaster sine gyldne stråler udover de uberørte vidder. Der er noget tidløst over Namib-ørkenen. Som om tiden her har stået stille – eller måske først lige er begyndt. Flere rejsende i dette område har fortalt, at de følte sig hensat til tidernes morgen. Som var de på magisk vis blevet transporteret tilbage til dengang, de første mennesker vandrede på denne jord. En rammende beskrivelse for et land hvor mennesket endnu fylder uendeligt lidt i de endeløse, uberørte landskaber.

 

Exodus – En verden af muligheder

Namibia - sandklitter - Exodus

Morgenmad ved Dune 45 i Namibia

Med omkring 500 ture i over 90 lande tilbyder det engelske rejseselskab Exodus alle muligheder for at opleve verdens mest fantastiske destinationer, kulturer, landskaber og dyreliv på en både aktiv og spændende måde. Lige fra cykelture i Cambodja til firehjulstrækkerekspeditioner i Sydamerika, og fra Orientens mystik i Oman til bestigning af Kilimanjaro. Turene er meget forskellige. Nogle er campingture som denne i Namibia. På andre ture bor man på gode hoteller. Fælles for alle Exodus’ ture er dog, at de har oplevelsen i centrum, og at du får rigtig meget eventyr for pengene. Det er også et fællestræk, at de foregår i internationale grupper med engelsksprogede rejseledere. MarcoPolo har netop indgået et samarbejde med Exodus, der åbner en hel verden af nye muligheder.

Se flere billeder fra Namibia – klik her
Se flere billeder fra Exodus-ture – klik her




Udvalgte rejser til Namibia

Det bedste af Namibia

GRUPPEREJSE MED GUIDE. Oplev det bedste af Namibia på en fantastisk camping-ekspedition gennem orange ørkener, afsidesliggende kyster og dyrerige nationalparker.

15 dage fra 26.295 kr.

LÆS MERE

Namibia - Ultimativ Fly-In Safari

På denne rejse oplever I det bedste af Namibia kombineret med ophold på en række af landets bedste luksusresort, der alle byder på fantastisk service og superb beliggenhed midt i den vilde natur. Rejserne fra sted til sted foregår med fly til små airstrips, så I ikke spilder tiden med lange køreture. I stedet kan I bruge tiden på at nyde Namibias rige dyreliv og rå, tidløse landskaber.

13 dage fra 51.995 kr.

LÆS MERE





MØD VORES REJSEEKSPERTER

Hos MarcoPolo har vi nogle af branchens mest erfarne og dygtige medarbejdere. De har rejst verden tynd og vil gøre alt for at arrangere den rejse, der passer bedst til dig og din familie.




Anton Kjærgaard

Anton er mere berejst end de fleste og kan hjælpe med at skræddersy en rejse til store dele af verden.



LÆS MERE

Rajan Sakaria

Rajan Sakaria er en af MarcoPolos dygtige rejsekonsulenter og han hjælper hver dag rejselystne danskere ud på nye, eksotiske eventyr.



LÆS MERE

Pernille Heivert

Pernille Heivert elsker selv at rejse, og det skinner igennem, når hun skræddersyer eksotiske eventyr til fjerne hjørner af verden.



LÆS MERE
Bestil tilbud