5 store oplevelser omkring Dubai

”Er i klar?”, grinede chaufføren i vores store Toyota Land Cruiser til os, da han drejede fra hovedvejen og stoppede bilen. Hurtigt sprang han ud for at lukke luft ud af dækkene, hvilket er helt normalt for at stå bedre fast i det løse land. ”Så går det løs”, nåede chaufføren lige at sige, inden han satte bilen i gear, og vi strøg op over den første sandklit. Straks forsvandt hovedvejen af syne. Det samme gjorde alle andre tegn på menneskelig civilisation. Omkring os kunne vi ikke se andet end sand. Masser af sand.

Dubai er uden tvivl den helt store attraktion for de fleste, der rejser til De Forenede Arabiske Emirater. Men det rige olieland byder også på spændende seværdigheder, storslået natur og en rig kultur fra dengang, hovederhvervet var perlefiskeri, og varer blev fragtet på kamelryg gennem ørkenen. Her har vi samlet fem meget forskellige oplevelser, du kan udforske fra Dubai. Enten på dagsture eller med en overnatning.

Ørkenture fra Dubai
Knap har du lagt Dubai bag dig, før du er omgivet af ørkenklitter, der strækker sig mod horisonten som bølgerne i et oprørt hav. Det er populært blandt både lokale og besøgende at suse op og ned ad klitterne i store firehjulstrækkere. Dette kan du sagtens nå på en halv- eller heldagstur fra Dubai.

Forenede Arabiske Emirater - Dubai

Forenede Arabiske Emirater – Dubai

Foretrækker du derimod en mere rolig oplevelse, er det værd at overnatte i ørkenen. Sandhavet er særligt smukt ved solopgang og solnedgang, når skyggerne er lange, og ørkenen ligger badet i solens bløde lys. Der er mange forskellige overnatningssteder at vælge imellem. Lige fra komfortable teltlejre til overdådige ørkenlodges. Alle byder de på fantastiske landskaber og muligheden for at få et indblik i Emiraternes gamle beduin-kultur. Udover komforten har ikke meget ændret sig i ørkenen i århundreder, og når du sidder der under den funklende stjernehimmel omgivet af mægtige sandklitter, synes Dubai pludselig meget langt væk.

Kulturbyen Sharjah
Den historiske by Sharjah en kort køretur nord for Dubai er et af de bedste steder at få en dybere indsigt i islam samt områdets arabiske kultur. Blandt byens mange fantastiske museer er Sharjah Heritage Museum, der fortæller om livet i ørkenen og langs disse fjerne kyster, før olie ændrede alting. I Bai Al Naboodah kan du opleve et klassisk perlefiskerhus fra 1845, mens Sharjah Calligraphy Museum indvier besøgende i den gamle arabiske kunst kalligrafi. Både klassisk og moderne kunst kan beundres på Sharjah Art Museum, mens Sharjah Museum of Islamic Civilisation fører dig igennem 1400 års islamisk kunst. Her er alt fra astronomiske instrumenter og våben til smykker og tekstiler.

Forenede Arabiske Emirater_Sharjah_indendørs marked

Forenede Arabiske Emirater_Sharjah_indendørs marked

Byen huser også en fin basar samt omkring 600 moskéer, hvoraf især al Noor-moskeen er et besøg værd. Dette er en af de eneste moskéer i emiratet, der er åben for ikke-muslimer på guidede ture. Når du har fået museer og moskéer nok, kan du tage en pause på en af caféerne i Al Qasba. Eller nyde brisen fra havet langs promenaden Al Majaz side om side med de lokale, inden turen går tilbage mod Dubai.

Bemærk at Sharjah har strenge regler for påklædning. Ingen shorts, bare rygge eller synlige maver. Så sørg for at være konservativt påklædt. Alkohol er desuden forbudt i hele emiratet.

Abu Dhabi
Det er svært at forestille sig, at der for blot en generation eller to siden lå en lille fiskerlandsby og et fort på dette sted. I dag er Abu Dhabi en ægte storby og en værdig konkurrent til sin mere berømte nabo mod nord om verdens opmærksomhed. Spektakulære nye bygninger designet af stjernearkitekter sikrer, at byens skyline er i evig forandring, og museer i verdensklasse såsom Guggenheim og Louvre giver Abu Dhabis helt nye kultur-enklave på Saadiyat Island en plads blandt verdens kulturelite. Helt andre attraktioner venter på Yas Island, hvor Ferrari World og det futuristiske Yas Hotel er hjørnestenene i et nyt underholdskvarter.

Forenede Arabiske Emirater_Abu Dhabi

Forenede Arabiske Emirater_Abu Dhabi

At religion og traditionelle dyder stadig er vigtig i Abu Dhabi, er Sheikh Zayed Grand Mosque et storslået bevis på. Den gigantiske moské er uden tvivl blandt verdens mest storslåede moderne religiøse bygningsværker. Mere end 1.000 søjler bærer 80 marmorkupler, og det hele krones af de fire udsmykkede minareter, der hver hæver sig 107 meter over byen. Indenfor er der heller ikke sparet på noget, og interiøret prydes af marmor, guld, ædelstene, keramik og verdens største persiske tæppe.

Forenede Arabiske Emirater_Abu Dhabi_Sheikh Zayed Mosque

Forenede Arabiske Emirater_Abu Dhabi_Sheikh Zayed Mosque

Et andet sted, hvor man heller ikke har sparet på noget, er Emirates Palace, der genåbnede i 2005 som et overdådigt luksushotel komplet med mere end 1.000 Swarovski-lysekroner, masser kostbar kunst og 1,3 kilometer privat strand.

Men trods alle de nye tiltag og fantastiske bygningsværker, er en af de bedste måder at opleve Abu Dhabi stadig at vandre ad Cornichen langs havet og nyde stemningen og udsigten over vandet.

Oasen Al Ain
Al Ain er den perfekte oase, du kender fra film. Næsten 150.000 grønne dadelpalmer lyser op midt i den tørre ørken, og midt i det hele ligger et velbevaret fort komplet med skydeskår, runde tårne og gamle kanoner. På byens hektiske kamelmarked skifter dyr ejermand i en sky af støv, og fra toppen af det lille bjerg Jebel Hafeet kan du se ørkenen forsvinde i horisonten i alle retninger. Alt dette sikrede i 2011 Al Ain en plads på UNESCO’s kulturarvsliste som det første sted i De Forenede Arabiske Emirater.

Forenede Arabiske Emirater_Al Ain_Al Jahili Fort

Forenede Arabiske Emirater_Al Ain_Al Jahili Fort

Al Ain er den perfekte kontrast til storbyerne Abu Dhabi og Dubai, der ligger blot et par timers kørsel væk. Det er der naturligvis også andre, der har opdaget, og byen byder både på gode steder at bo og en række seværdigheder. Du kan læse op på området historie på nationalmuseet. Eller kig indenfor i det gamle fort, der indtil 1937 fungerede som residens for Sheikh Zayed. Kamelmarkedet er altid en eksotisk oplevelse, og har du mod på flere dyr, er Al Ains zoologiske have blandt landets bedste. Historieinteresserede bør også besøge Hili Archeological Park og Bida Bint Saud nord for byen, hvor arkæologer har fundet bronzealdergrave, der går mere end 4.000 år tilbage. Er varmen for intens til sightseeing, byder vandparken Wadi Adventure på masser af adrenalinfyldte aktiviteter og måder at køle af på.

Sir Bani Yas Island
Denne afsidesliggende ø var tidligere Sheikh Zayeds privat sted, hvor han kunne slippe væk fra det hele. Sheiken var meget begejstret for dyr, så han valgte at frede 60% af øen og genintroducerer en række sjældne og udrydningstruede arter fra fastlandet. Deriblandt gazeller, strudse, hyæner og geparder. Andre sjældenheder er hjorteantilopen og den stærkt truede arabiske oryx. Den dag i dag lever dyrene stadig frit på øens savanneagtige indre.

Forenede Arabiske Emirater_Oryx

Forenede Arabiske Emirater_Oryx

Sir Bani Yas Island kan kun besøges på to måder. Enten med invitation fra kongefamilien i Abu Dhabi, der har stadig to paladser her. Eller gennem øens eneste luksushotel. Den ultimative oplevelse fås ved at overnatte. Men resortet arrangerer også udflugter fra fastlandet. Mest spændende er morgen- og eftermiddagssafarierne, hvor dygtige naturguider tager dig med på udkig efter øens dyreliv. Men du kan også ride, køre mountainbike eller udforske havet omkring øen i kajak og med snorkel. Og så kan du bagefter forkæle dig selv i resortets spa-afdeling, slappe af på stranden eller finde det perfekte sted at nyde udsigten ud over havet.

Forenede Arabiske Emirater_Sir Bani Yas island

Forenede Arabiske Emirater_Sir Bani Yas island

Oplev Dubai og De Forenede Arabiske Emirater
Mulighederne i Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er mange. Men heldigvis kender vores rejsekonsulenter området særdeles indgående, og de hjælper hellere end gerne med at sammensætte den perfekte Dubai rejse efter dine ønsker.

Se mere om Dubai

Snak med en, der har været der Få et tilbud på din unikke rejse

og få et tilbud på din unikke rejse        Ring på 70 12 03 03

Du skal bare fortælle os om dine rejsedrømme. Så ordner vi alt det praktiske. Start drømmerejsen her.

Få et uforpligtende tilbud
70 12 03 03 Book et møde Send rejseforespørgsel