Namibia i bil

Namibia er perfekt til en eksotisk kør-selv-ferie i bil. Landet er blandt de rigeste og mest stabile i Afrika, vejene er gode de fleste steder, og Namibia bugner af fantastiske natur- og kulturoplevelser. Med en stor SUV til rådighed kan du stoppe, når du har lyst, og du kan udforske de storslåede landskaber i dit helt eget tempo.

Fra Windhoek sættes kursen gennem Kalahari-ørkenens uendelige landskaber til Fish River Canyon, hvor Fish-floden har skåret en gigantisk kløft i landskabet. Fortsæt til Soussusvleis mægtige sandklitter og den fantastiske saltslette Deadvlei, hvor krogede træer strækker sine grene mod himlen. Helt andre oplevelser venter i den gamle tyske by Swakopmund langs kysten, hvor den tyske arv stadig er tydelig i byens arkitektur og menukort. Længere oppe ad den tidligere så berygtede Skelletkyst kan du besøge den store sælkoloni ved Cape Cross, inden turen fortsætter gennem flere storslåede ørkenlandskaber i Damaraland. Dette er et fantastisk område med rustrøde klipper, gamle hulemalerier og forstenede træer. Det er også her, du begynder at møde nogle af Namibias mest eksotiske kulturer. Ikke mindst himba-folket, der stadig lever en dybt traditionel tilværelse. Rejsen fuldendes med safari i verdensklasse i Etosha National Park, hvor du bor på i en lækker safarilodge.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat

Dagsprogram

Fra Danmark flyver du sydpå mod Namibia.

Ved ankomsten til Namibias hovedstad Windhoek står en firehjulstrækker klar til dig. Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Namibia, så jetlag skal du ikke bekymre dig om. Inden længe kører du ad øde veje mod Kalahari-ørkenen. Det er en flot tur, der giver de første indtryk af Namibias storslåede landskaber. Kalahariørkenen er ikke en ørken i normal forstand. I modsætning til eksempelvis Sahara består Kalahari ikke af endeløse sandklitter og forrevne ørkenbjerge. Kalahari derimod er et 1,2 mio. km2 stort fladt og tørt område, der nogle steder brydes af spredte baobabtræer, græsenge og buske. Andre steder strækker øjensynligt livløse saltsletter sig mod horisonten under den nådeløse sol. Kalahari er dog langt fra livløs. Små floder løber på kryds og tværs gennem de rå omgivelser, hvilket gør det muligt at opretholde et overraskende rigt og varieret dyreliv. Med held får du måske øje på gnuer, zebraer eller strudse i de åbne landskaber.

Dagens mål er lodgen Kalahari Anib, der ligger omgivet af Kalaharis karakteristiske åbne landskaber. Lodgen byder på moderne komfort midt i den vilde natur, og det er det perfekte sted at hvile udenpå rejsen.

Distance: ca. 325 km fra lufthavnen til Kalahari Anib Lodge.

De tidlige morgentimer er fantastiske i Kalahari-ørkenen. Temperaturerne er stadig lave, og landskaberne ligger badet i et blødt, gyldent lys. Endnu en flot køretur gennem ørkenen venter i dag. Vel vidende, at et af Afrikas mest oversete naturfænomener venter for enden af vejen.

Denne aften tilbringes på Canyon Lodge, der ligger mellem store kampesten nede ad en støvet grusvej. Her bliver du budt velkommen i receptionen, der er indrettet i en mere end 100 år gammelt gårdbygning. Værelserne er indrettet i rustikke men komfortable hytter, der passer godt ind i naturen. Efter indlogeringen kan rejsestøvet vaskes af i poolen, inden det er tid at se nærmere på de storslåede landskaber. Der er flere gode køreture i området. Du kan tage et smugkig på Fish River Canyon allerede i dag. Men du kan også forhøre dig i receptionen om nogle af de andre små hjulspor, der snor sig gennem de tørre, stenede landskaber. Sidst på eftermiddagen kan du være heldig at få øje på nogle af de dyr, der holder til i området. Lyder dette for aktivt, er du naturligvis også velkommen til blot at slappe af på terrassen over en kølig drink og nyde Namibias næsten evige solskin.

Distance: ca. 425 km fra Kalahari Anib Lodge til Canyon Lodge.

Her i sydlige Namibia har Fish-floden skåret sig ned i landskaberne og skabt Afrikas største kløft. Med en længde på 160 kilometer, en brede på op til 27 kilometer og dybde på op til 550 meter, minder kløften mest af alt om en miniudgave af USA’s Grand Canyon. Men langt færre rejsende finder vej til dette afsides sted, og det giver en helt anden oplevelse. Der er adskillige flotte udsigtspunkter langs kanten af kløften, men det er også værd at snøre vandreskoene og udforske nogle af områdets stier. Ofte vil du kunne skimte Fish-floden nede i bunden af kløften. På nogle dage flyder den stille og roligt, som et bånd af vand, mens den på andre dage forvandles til en brusende strøm. Særlig flot er kløften ved solopgang og solnedgang, når de forrevne landskaber ligger badet i det bløde, gyldne ørkenlys.

I dag lægger du Kalahari-ørkenen bag dig og kører mod Namib-Naukluft Nationalparken, der med sine 50.000 km2 er en af Afrikas største nationalparker. Namib-ørkenen er omkring 80 millioner år gammel og menes at være verdens ældste ørken. Et fantastisk landskab med dramatiske sandklitter, stenede kløfter og udtørrede flodlejer.

De kommende to nætter overnatter du på Desert Quiver Camp. En komfortabel lejr bestående af hytter med et lille køkken, badeværelse og en terrasse. Lejren er opkaldet efter de sære pilekoggertræer, som tidligere blev udnyttet af buskmændene til at lave pilehylstre af. Træerne hedder på engelsk Quiver Trees og på afrikaans Kokerboom. Under de rette forhold kan de nå en imponerende højde på 9 meter og oplagre vand til tørkeperioden i stammen. Planten blomster første gang efter 20 til 30 år og kan blive op til 300 år gammel.

Trænger du til at strække benene efter køreturen, er det værd at gå en aftentur gennem den nærliggende Sesriem-kløft, hvor nybyggerne i sin tid hentede vand til deres tørstige kvæg. Den 30 m dybe og tre km lange ørkenkløft er skabt af Tsauchab-floden, og det er ikke ualmindeligt at se bavianer omkring kløften.

Distance: ca. 550 km fra Canyon Lodge til Desert Quiver Camps.

Af alle Namibias landskaber er de enorme sandklitter ved Sossusvlei måske det mest berømte, mest fotogene og mest storslåede. Ikke mindst i morgengryets gyldne skær. Det er værd at starte tidligt for at bestige en af de vældige sandklitter og nyde solopgangen fra toppen. Sossusvlei betyder ”samlingssted for vandet”. I regntiden kommer vandet fra Tsauchab-floden ikke længere end til dette sted, hvor muren af sand forhindrer vandet i at nå længere. Når det en sjælden gang regner, bringer floden dog vand ned fra bjergene og danner midlertidige små søer. Når søerne udtørres af den hårde ørkensol, efterlades et fint tæppe af hvidt salt, der hurtigt bliver til de saltsletter, du ser i landskabet. Den mest berømte saltslette er Deadvlei, hvor døde træer strækker deres knudrede grene mod himlen som surrealistiske skulpturer.

Hvor der er vand, er der også dyr, og selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, så er klitterne fulde af liv. Her lever blandt andet en gekko med svømmehud mellem tæerne, der gør det muligt for den at svømmer rundt i sandet. Endnu mere særpræget er skyggebillen der, for at få noget at drikke, hver nat kravler op på toppen af klitterne og stiller sig med bagdelen i vejret. Så venter den bare på at tåge ruller ind over landskabet. Når det sker samles dråber på dens rygskjold, som løber ned i munden på den. Også større dyr som oryx, springbuk og struds kan ses i området.

Fortsæt gennem ørkenen mod kysten og den hyggelige by Swakopmund. På vejen er det værd at gøre stop nær Walvis Bay, hvor pelikaner og flamingoer samler sig i en lagune udenfor byen. Herfra er der ikke langt til Swakopmund, der er en stærk kandidat til titlen som Namibias hyggeligste by. Den lille kystby blev grundlagt som tysk koloni i 1892, og selvom den tyske kolonitid kun varede kort, er den tyske arv tydelig at se i Swakopmunds tyskinspirerede arkitektur og tyske stednavne. Det tyske præg går igen på byens menukort, der byder på alt fra wienerschnitzel og fadøl til tyske konditorkager. I dag er Swakopmund først og fremmest en populær ferieby med gode restauranter, et væld af udflugtsmuligheder og et langt køligere klima end inde i ørkenen. Med to nætter i byen, har du god tid til at udforske byens mange muligheder. Nætter tilbringes på The Delight Hotel Swakopmund; et moderne designorienteret hotel med sjæl og karakter i let gåafstand til alle byens seværdigheder.

Distance: ca. 350 km fra Desert Quiver Camp til Swakopmund.

Hele dagen er fri til egne eventyr. Om det er kørsel i ørkenen på firhjulede motorcykler, surfing på sandklitterne eller måske en tur i vandluftballon, der trækker, har du muligheden her. Du kan også stå til søs på udkig efter sæler, delfiner, havskildpadder og fra juli til november hvaler, der holder til i det kolde vand ud for kysten. Du er naturligvis også velkommen til at blive i byen og shoppe eller måske finde en hyggelig fortovscafé, hvorfra du kan nyde gadelivet passerer forbi.

Fra Swakopmund følger vejen kysten nordpå med havet på den ene side og ørkenen på den anden. Utallige skibe er gennem tiderne gået på grund langs denne kyst, hvilket betyd den sikre død for de stakkes sømænd. Derfor fik den med tiden navnet ’Skeletkysten’. Men selvom landskaberne langs kysten ser livløse ud, skal man ikke lande sig snyde. Havfugle og en mængde havdyr nyder godt af det næringsrige vand. Det samme gør pelssæler i stort antal, hvilket du kan opleve, hvis du tager følger vejen helt op til Cape Cross. Her lever tusindvis af pelssæler tæt side om side. Det er dog ikke noget lykkeligt kollektiv. Sælerne skændes højlydt, og især hannerne ligger i konstant nabokrig med hinanden. Så der er masser at kigge på fra gangbroen, der fører dig helt tæt på kolonien.

Fra kysten fortsætter du ind i landet mod Damaraland; et fantastisk område med eroderede bjerge og tørre, stenede landskaber, der ikke synes at have ændret sig overhovedet siden tiders morgen. Alt synes gammelt i Damaraland. Ved Twyfelfontein har jæger-samlere for mere end 2.000 år siden malet områdets vilde dyr på de rustrøde klipper, og nær byen Khorixas ligger 280 millioner år gamle forstenede træstammer rundt om landskaberne. Selv de levende planter kan blive enormt gamle her. Især welwitschiaen, der kan leve i op til 1.500 år i den bare ørken, hvor kun få andre planter kan klare mosten. Måske møder du nogle af de lokale damara-folk, der ofte ses langs vejen med deres æseltrukne vogne. Eller himba-folket, der er let at genkende på deres karakteristiske hårstil, tunge smykker og sparsomme beklædning.

Natten tilbringes på Vingerklip Lodge; der ligger helt forrygende midt i ørkenen for foden af et dramatisk klippespir. Men selv om du er midt i ingenting, kommer du ikke til at mangle noget. Lodgens 11 komfortable hytter har alle moderne faciliteter, og fællesområdet byder både på en pool, loungeområde og en glimrende restaurant. Endnu en restaurant ligger 10 minutters gang op ad bjerget, hvorfra du takteres med en forrygende udsigt over Namibias tørre vidder.

Distance: ca. 475 km fra Swakopmund via Cape Cross til Vingerklip Lodge.

Du kan opleve vilde dyr de fleste steder i Namibia. Eksempelvis har landet verdens største bestand af vilde geparder, og i Damaraland kan du være heldig at se både ørkenelefanter og næsehorn. Men det ubetingede bedste sted at se vilde dyr i Namibia er Etosha National Park. Her vrimler det åbne landskab med klassiske savannedyr som zebra, gnu, giraf, elefant, stor kudu, eland, rød kongoni, struds og den særlige sorthovede impala. Desuden kan du være heldig at se en række dyr, der er typiske for tørre områder, såsom oryx, springbuk samt både det sorte og det hvide. Med så mange byttedyr har parkens leoparder, geparder, løver og øvrige rovdyr gode livsbetingelser. Også fuglelivet er rigt. Vadefugle holder til i vandhullerne, mægtige gøglerørne cirkler højt på himlen, og det er ikke ualmindeligt at se næsehornsfugle og de farvestrålende ellekrager i træerne.

Så der er lagt op til safari absolut verdensklasse. Du bor endda rigtig godt på den flotte safarilodge Mushara Outpost. Lejren består af komfortable safaritelte på pæle over jorden. Teltene har alle moderne bekvemmeligheder, og store glasvinduer sikrer, at du hele tiden føler dig tæt på naturen. Hovedbygningen med pool, restaurant og en skyggefuld veranda er det perfekte sted at tilbringe de varme timer midt på dagen eller de lune aftener efter en hel dag i nationalparken.

Distance: ca. 300 km fra Vingerklip Lodge til Mushara Outpost.

Du har to hele dage til at udforske nationalparken på egen hånd. Et godt netværk af veje gør det let at komme rundt. I den nordøstlige del af nationalparken ligger den 5.000 km2 store Etosha Pan. Dette enorme åbne område er resterne af en udtørret sø, og den hvide, tilsyneladende uendelige saltslette er et fantastisk og surrealistisk syn midt på savannen. Området omkring Etosha Pan er dækket af græssletter og skovområder, hvor dyrelivet flokkes for at drikke ved de spredte vandhuller. Hvilke dyr, du ser, er naturligvis et spørgsmål om held. Men dyrene er her, og der er en fantastisk følelse, når du får øje på noget, der bevæger sig lidt længere fremme. Efter dagens oplevelser kan du vende tilbage til lodgen, hvor middagen serveres, mens natten sænker sig over Namibia.

Tag eventuelt endnu en morgensafari i Etosha, inden kursen sættes sydpå mod Windhoek. Her indlogeres du på The Elegant Guesthouse; et hyggeligt lille hotel i en af Windhoeks mere velhavende bydele. Resten af dagen er fri til at slappe af ved hotellets pool eller kigge dig om i Windhoek. Byen byder blandt andet på et hyggeligt lille shoppingområde i midtbyen samt den fine kirke Christ Church. Kødelskere bør overveje at fuldende dagen med middag på en af byens mange bøfrestauranter. Eksempelvis Joe´s Beergarden få minutters gang fra hotellet, der har både zebra, oryx, kudu og en række andre eksotiske bøffer fra ikke truede dyr på menukortet.

Distance: ca. 450 km fra Mushara Outpost til Windhoek.

Når tid er, kører du mod lufthavnen. Her afleveres bilen, og hjemrejsen begynder.

Du ankommer til Danmark fyldt med storslåede naturoplevelser.

Priseksempel

Inkluderet i prisen
  • Flyrejse fra Danmark til Windhoek t/r
  • Lufthavnsskatter- og afgifter
  • 14 dages billeje, Hyundai Tucson el. lign. inkl. fri km samt alle forsikringer
  • 1 nat på Kalahari Anib Lodge inkl. morgenmad
  • 2 nætter på Canyon Lodge ved Fish River Canyon inkl. morgenmad
  • 2 nætter på Desert Quiver Camp ved Sossusvlei inkl. morgenmad
  • 2 nætter på The Delight i Swakopmund inkl. morgenmad
  • 2 nætter på Vingerklip Lodge i Damaraland inkl. morgenmad
  • 3 nætter på Mushara Outpost ved Etosha inkl. morgen- og aftensmad
  • 1 nat på Elegant Guest House i Windhoek inkl. morgenmad
  • Administrationsgebyr og konkursdækning i henhold til rejsegarantifonden
Ikke inkluderet i prisen
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum, hvis påkrævet
  • Måltider udover de nævnte
  • Personlige udgifter, drikkevarer og drikkepenge

Der tages forbehold for eventuelle tillæg grundet højtider, særlige begivenheder og lignende samt den aktuelle pladssituation på bestillingstidspunktet.

Hos MarcoPolo er det dig, der bestemmer. Denne rejse kan tilrettelægges, så afrejse- og hjemkomstdato passer netop dig. Ligeledes kan rejsen forkortes eller forlænges efter behov. Kontakt en rejsekonsulent for yderligere information.

Du kan sagtens komme på denne rejse, hvis der er flere eller færre rejsedeltagere på din rejse. For pris kontakt venligst en rejsekonsulent på 70 12 03 03 eller send en forespørgsel.

Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat
Pris pr. person i delt dobbeltværelse
Rejseperiode
1 jun 2018 - 31 okt 2018
ved 2 voksne
fra 25.295 kr.
Tillæg for enkeltværelse
Kontakt os for pris
Ring til os 70 12 03 03 Send rejseforespørgsel Send rejseforespørgsel Chat
0
      
      

Sådan bestiller du en rejse til Namibia

  • Kontakt os Kontakt os

    Ring til os på 70 12 03 03 , skriv en mail, chat med os eller kom forbi vores kontor i Valby.

  • Dialog Dialog

    Tag en snak med vores rejsekonsulenter, der hjælper dig med at sammensætte din drømmerejse.

  • Du får et tilbud Du får et tilbud

    Rejsekonsulenten laver et tilbud på din rejse. Dette er naturligvis helt uforpligtende.

  • Rejsen bestilles Rejsen bestilles

    Dialogen fortsætter til rejsen til fulde opfylder dine ønsker. Først da bestilles rejsen.

  • Vi ordner det praktiske Vi ordner det praktiske

    Vi ordner alt det praktiske. Du skal bare pakke tasken og begynde at glæde dig.

Lad os give et tilbud på dit eventyr til Namibia

Vi kender de skønneste steder i Namibia og jagter hele tiden autentiske oplevelser til favorable priser. Ring til os på 70 12 03 03 og lad os snakke om dit næste eventyr. Du kan også booke et telefonisk eller personligt møde.

Book et møde

Artikler

Få inspiration til dine rejser
Brug for rådgivning?

Vores eksperter sidder klar ved telefonen 70 12 03 03


70 12 03 03

Book et møde

Send rejseforespørgsel